Virker han ikke bekendt? Nu får dansk popstjerne konkurrence fra sin lillebror

Oli er lillebror til den ene halvdel af hitduoen Nik & Jay. Nu springer han selv ud som musiker.

Oli er nu ude med sin debutsingle 'Wild & Free'. (Foto: pressefoto)

'Hm, virker han ikke bekendt?'

Sådan tænker du måske, når du kaster et blik på coveret til den danske sanger Olis debutsingle 'Wild & Free', der er udkommet i dag, fredag.

Lytter du også til nummeret, så ringer de mentale klokker nok endnu højere. Og det er der en god grund til.

Oli - eller Oliver Genckel Petersen, som han hedder i virkeligheden - er nemlig lillebror til Niclas 'Nik' Petersen fra Nik & Jay.

Hør 'Wild & Free' her, mens du læser videre:

Men selvom hans bror er en storsælgende popstjerne - og faktisk også sender en ny single på gaden fredag - så betyder det ifølge Oliver Genckel Petersen ikke, at banen nu er kridtet op til søskendekamp på hitlisterne.

- Der er ingen konkurrence her, slår han fast og fortsætter:

- Jeg har lært meget af min storebror, men jeg er bare super beæret over, at jeg får lov til udgive min egen musik, siger Oli, der ikke ønsker at svare på, om hans familiære bånd mon kan være en fordel eller en ulempe på vejen mod stjernehimlen.

- Det er ikke noget, jeg tænker over. Det er jo bare skæbnen, at vi begge laver musik, siger han.

Oliver Genckel Petersens storebror hedder Niclas Petersen (tv.) og udgør den ene halvdel af duoen Nik & Jay. Her ses han sammen med Jannik Thomsen (th.) på scenen på Smukfest, hvor Nik & Jay optrådte i sommer. (Foto: Per Lange © Ritzau Scanpix)

Skrev kærlighedsdigte til 'tøserne'

Oli trådte sine første musikalske fodspor i en ung alder. Dengang var det dog ikke topplaceringer og streams, han var på jagt efter, men pigehjerter.

- Da jeg var lille, skrev jeg altid digte og kærestebreve til tøserne, som jeg forsøgte at få til at rime. Som teenager prøvede jeg kræfter med lidt klaver og guitar og begyndte også at skrive noget rapmusik, siger han.

Popeventyret fik dog for alvor vind i sejlene, da Oli til en fest mødte René Dif, kendt fra hitgruppen Aqua. De to faldt i snak, og Oli spillede et par demoer for den erfarne Dif, der i sine unge dage selv gjorde sig som rapper.

- René kunne lide, hvad han hørte, og så gik det hurtigt. Vi tog til Sverige og begyndte at lave ny musik – og de ved jo, hvad der virker deroppe, fortæller Oli.

Resultatet blev førstesinglen 'Wild & Free', som ifølge Oli har været undervejs i godt et år. Derfor glæder han sig til at løfte sløret for, hvad han har gået og arbejdet på.

- Det bliver en kæmpe forløsning at få sangen ud og leve, og jeg er rigtig spændt på, hvordan folk tager imod den. Jeg har holdt den tæt ind til kroppen indtil nu, så jeg glæder mig til, at folk skal høre den.

Det er langt fra første gang, at musikere forsøger at gå i deres søskendes fodspor. Her er tre eksempler på andre søskendepar, der også har gjort sig i musikbranchen:

Jamie Lynn Spears (th.), lillesøster til popprinsessen Britney Spears (tv.), er også gået i sin berømte storesøsters fodspor og udgav i 2014 sin første ep. (Foto: Image Group LA © Ritzau Scanpix)

3 andre musikalske søskendepar:

  • Britney og Jamie Lynn Spears: Lillesøsteren til popikonet Britney Spears har i flere år forsøgt at stable sig en musikalsk karriere på benene. I 2014 udgav Jamie Lynn Spears sin countryinspirerede debut-ep 'The Journey', og året forinden sang hun duet med sin storesøster på nummeret 'Chillin' with You', der er at finde på Britney Spears' ottende studiealbum 'Britney Jean'.

  • Daniel og Natasha Bedingfield: I 2001 fik australske Daniel Bedingfield sit store gennembrud med hittet 'Gotta Get Thru' This', og i 2004 fulgte søsteren Natasha Bedingfield trop, da hun hittede med sange som 'These Words' og 'Unwritten'. I dag ernærer Daniel Bedingfield sig som sangskriver for andre artister, mens Natasha Bedingfield i sommer udsendte sit fjerde studiealbum.

  • Noel og Liam Gallagher: Gallagher-brødrerne er nok de mest kendte og omdiskuterede brødre i musikbranchen. De blev verdenstjerner sammen med bandet Oasis, der dog brød med hinanden i 2009 - i høj grad på grund af brødrenes stormfulde forhold. Siden da er brødrene skiftevis røget i totterne på hinanden for så gang på gang at erklære våbenhvile. Hvad status er på det stormfulde søskendeforhold i skrivende stund, ved vi ikke med sikkerhed.