I april 2021 blev politibetjenten Derek Chauvin dømt skyldig i mordet på den sorte amerikaner George Floyd. I juni fik han sin strafudmåling på 22 og et halvt års fængsel.

Midt imellem de to tidspunkter udkom albummet 'Black to the Future' med den engelske gruppe Sons Of Kemet. Toner, der passer perfekt til tiden.

Anmelderne har skamrost albummet som en musikalsk reaktion på den voldsomme diskrimination mod sorte, der har foregået i hundredvis af år.

Du kan høre lidt af musikken her:

'Black to the Future' er både hiphop, dancehall og afrikanske rytmer. Og ikke mindst jazz. Sons Of Kemet er nemlig et jazzband med to trommesæt, en tuba og saxofonisten Shabaka Hutchings i spidsen.

Sons Of Kemet er en del af en bølge af yngre musikere, der bruger jazzen til at udtrykke sig. Det er musik, der sætter både vrede, fortvivlelse, glæde og sorg i spil, og stiller spørgsmål til både historien, nutiden og fremtiden.

Et "jazz-hoved" forklædt som rapper?


Hiphop-stjernen Kendrick Lamars skelsættende album 'To Pimp a Butterfly' har flere steder jazz flettet ind i lydtæppet.

Nogle musikfolk mener endda, at Lamar er et "jazz-hoved" forklædt som rapper med den måde, han bruger rytmer på.

To af de unge jazzmusikere, du kan læse om nedenfor, var i øvrigt med på 'To Pimp a Butterfly': Kamasi Washington og Ambrose Akinmusire.

Lyt til nummeret 'U' med Kendrick Lamar og Kamasi Washington:

Kendrick Lamar - U

Men den nye generation af jazzmusikere er slet ikke de første, der bruger jazzmusikken til at udtrykke deres holdninger til verden.

Faktisk er det sådan, jazzen er født:

- Jazzen har altid været brugt som musik til oprør og reaktioner, siger Stine Danving, der er vært på radiokanalen P8 Jazz.

- Som menneske har man brug for at få input og at reagere. Og det er lige præcis det, jazzmusikere gør: De reagerer på hinanden, mens de spiller, og de reagerer også på det, der sker i verden omkring dem.

De nye frontkæmpere i jazzen har vidt forskellige udtryk – og også forskellige syn på det at være sort i samtiden.

Her kan du bladre gennem nogle af dem:

Den stereotype forestilling om jazz har i mange år været noget, der ligner en ældre mand i rullekrave og med pibe og snobbet attitude. Men for Stine Danving er jazzen noget helt andet: Det er impulser, reaktioner, frihed og liv.

- Jazzen rører sig hele tiden, og den bobler lige nu. Det er musik, der skriger på at blive hørt, skriger på, at man lytter til hele pakken. Sangtitlerne kalder på, at du skal høre efter, siger hun.

Oprindeligt kommer jazzmusikken slet heller ikke fra hvide akademikere eller elitære musikkonservatorier. Jazzens DNA kommer fra den sorte kultur i USA, fra New Orleans og andre byer i Sydstaterne.

Her brugte de sorte musikere i slutningen af 1800-tallet de løse og livlige rytmer, der havde overlevet gennem generationer af slaver fra Central- og Vestafrika. Rytmerne blev blandet op med de sortes religiøse sange, caribisk musik, blues, marchorkestre og vesteuropæiske danse som polka og vals.

Det blev til jazz.

I over 100 år har jazzmusikken reageret på andre musikgenrer og katapulteret lyden af jazz i alle mulige vilde retninger. Fra soft jazz og Kenny G.'s cremebløde 'Forever in Love' til free jazz og Cecil Taylors nærmest nervelammende 'Steps' , eksempelvis.

Jazzmusikken er også krøbet ind under huden hos popmusikere som David Bowie , George Michael og Sting – og er blevet samplet i masser af hiphop-tracks fra for eksempel A Tribe Called Quest til NAS .

I Danmark har flere rappere også flirtet med jazz, og i 2017 tog Suspekt skridtet fuldt ud og indspillede 'Solfar' med DR Big Band.

Se dem optræde med nummeret her:

Men samtidig har jazzen også reageret på samfundet, ikke mindst i USA. Raceadskillelse, særlove og offentlige hængninger af sorte i Sydstaterne har sat sit præg på jazzen.

For eksempel udviklede musikere som Charlie Parker og Dizzy Gillespie jazz-stilen bebop i 1940'erne med hurtigt tempo og toneskift.

Mens den dansevenlige swing-jazz blev domineret af hvide musikere, kunne de to sorte jazz-stjerner bruge et bebop-nummer som 'Salt Peanuts' til at vise, hvor overlegne de var teknisk og intellektuelt.

I flere kendte numre har jazzmusikere også eksplicit reageret på undertrykkelsen af sorte. Hør tre eksempler her:

Tre ikoniske protestsange

Louis Armstrong - Black and Blue (1929)
Hvad har jeg gjort, spørger Louis Armstrong i en sang, der stiller spørgsmål ved, hvorfor sorte og hvide blev adskilt og forskelsbehandlet.

Billie Holiday - Strange Fruit (1939)
Sangen handler om de lynchede sorte, der hang fra de bloddryppende træer i Sydstaterne, efter en hvid folkemasse havde set sig vrede på dem.

John Coltrane – Alabama (1963)
I 1963 blev fire sorte piger dræbt, da Ku Klux Klan bombede en baptistkirke i Alabama. Det fik stjerne-saxofonisten til at spille sine følelser ud.

Også i Danmark er der musikere, der bruger jazzen til at udtrykke deres følelser om verdens tilstand. Eksempelvis de tre musikere i Little North, der i maj 2021 udgav singlen 'For Floyd' sammen med trompetisten Kasper Tranberg.

Nummeret er en udladning af følelser og tanker om politimordet på George Floyd.

- Det går ikke ud over mig eller dig som hvide mennesker, men vi kunne ikke lade være med at sige noget. Det her nummer er en repræsentation af de tanker og følelser, vi havde. Følelser som vrede, desillusion, magtesløshed og empati, siger Lasse Jacobsen, der er trommeslager i Little North.

Lyt til lidt af sangen her:

Det er langt fra alle Little Norths sange, der har så klart et budskab som 'For Floyd'. Men når de spiller, reagerer Lasse Jacobsen og hans bandkammerater altid på både de positive og negative impulser omkring dem:

- Jeg kan huske en koncert, hvor der havde været alt muligt bøvl med det praktiske. Så opbygningen til koncerten var supernegativ, fortæller Lasse Jacobsen.

- Men da vi så spillede, var det rigtig fedt at komme ud med de ting. Der kom nogle mere aggressive momenter i musikken.

Derfor hedder det jazz

Ordet 'jazz' kommer formentlig fra ordet 'jasm', der betyder livlig og energisk. Det blev først brugt på skrift i Los Angeles Times i 1912 – om en baseball-spillers særlige, slingrende kast.

Først to år senere blev ordet 'jazz' brugt om musik – og snart efter fik jazzen sin egen sang: 'That Funny Jas Band from Dixieland' blev indspillet af to hvide mænd, der tillagde sig "sort dialekt".

I 1920'erne begyndte man at bruge ordet jazz om al ny musik - også genrer, vi i dag ville kalde noget helt andet.

Improvisation fylder meget mere i jazz end i de fleste andre musikgenrer. Fra gang til gang bliver tempo, rytmer, toner og udtryk fortolket.

I jazzen er et nummer altså ikke "forkert", fordi det lyder helt anderledes end på studie-indspilningen. Det er bare anderledes.

Et godt eksempel på improvisationen er Miles Davis med 'So What'. Da han indspillede det i 1959, var det en kølig, tilbagelænet sag. Da han et år senere spillede nummeret i Tivolis Koncertsal, fik danskerne et helt andet stykke musik. Og svenskerne kunne på samme turné høre en tredje udgave.

Lyt til de tre udgaver af 'So What' her og sammenlign selv:

Improvisation i jazz betyder ikke, at musikerne bare spiller noget tilfældigt. Tværtimod har de ofte øvet sig så meget, at de kan bevæge sig frit rundt i musikken uden helt faste aftaler.

- Jo mere man spiller de her numre, jo flere oplevelser får man med dem, og jo flere steder kan ens krop og hjerne huske, vi har været, forklarer Lasse Jacobsen fra Little North.

Jazzlegende manipulerede med bandmedlemmer


Jazzlegenden Miles Davis manipulerede psykisk med de stjernemusikere, han havde i sit band. Sandsynligvis fordi han ville have det til at slå gnister i musikken.

Engang brokkede saxofonisten sig til Davis over pianisten, der blev ved med at spille under saxofon-soloerne: Han hadede det!

Miles Davis lovede at sige det videre til pianisten, men gav i stedet den stik modsatte besked: Spil mere, saxofonisten elsker det!

Det blev saxofonisten nok ikke i bedre humør af under sin næste solo.

Resultatet af Miles Davis' manipulation kan høres på albummet 'Live – Evil'.

Lyt til et eksempel her:

Miles Davis – What I Say

Improvisation kan sammenlignes med at køre rundt i en by, du kender: Du ved, hvor du starter, og hvor du skal hen. Men undervejs kan du vælge omveje eller smutveje. Du kan sætte speederen i bund eller cruise stille og roligt.

Nogle gange kan du få smukke, vilde eller triste oplevelser på turen. Men hvis du helt bevidst kører den samme rute igen, bliver det ikke det samme.

I jazzmusikken oplever Lasse Jacobsen, at forsøget på at gentage noget specielt kan give bagslag:

- Når det ikke fungerer, er det tit, fordi man kommer til at tænke: "Sidste gang skete den her vildt fede ting". Når man prøver at gøre det bevidst, kan det falde til jorden, siger han.

Improvisationen er noget af det, selv de mest forskellige typer af jazz har tilfælles. Og det er også med til at give jazzmusikken nogle andre kendetegn:

Hvis du vil høre mere jazz, er der masser af veje ind i musikken.

Nogen vil måske fortælle dig, at du skal begynde med den lækre Miles Davis-klassiker 'Kind of Blue'. Men selvom du ikke kan lide det album, kan der sagtens være masser af jazz til dig derude.

Lasse Jacobsen fra Little North har et forslag til dig:

- Hvis man aldrig har hørt jazz før, så tag til en jazzkoncert. Jeg tror godt, man kan forstå de her ting, vi prøver at kommunikere, helt intuitivt, hvis man er til stede i rummet sammen med os, siger han.

- Der sker også det, at publikum reagerer på det, vi prøver at sige med musikken – og det gør så, at der sker noget nyt igen. Man kan mærke, at der er noget på spil. Det er magien: At se nogen, der stiller sig op og er til stede. De har en samtale. Nu.

Hør jazz live

Du kan høre jazz flere steder i Danmark året rundt. I flere af de store byer er der faste spillesteder for jazzen, og ellers er der ofte jazz på musikscener og i kulturhuse.

Hver sommer i juli måned er der jazzfestival i København og Aarhus – og også byer som Odense og Aalborg og øer som Ærø og Femø har tradition for jazz hver sommer.

I februar måned bliver der desuden afholdt Vinterjazz-festival med koncerter over hele landet.

Credit


Tekst og research: Frederik Bjerre Andersen


Grafisk design: Mathis Birkeholm Duus


Udvikling og kode: Jesper Winther, Casper Glumsøe Bach og Tommy Faldt Pedersen


Redaktør: Nanna Mejer Sørensen og Lasse From


Billedkilder: Scanpix, Getty Images, Unsplash, WikiMedia Commons