Jeg klamrer mig desperat til jernstangen over mit hoved.

Der ligger mennesker ved siden af mig og under mig. De prøver ligesom mig at holde fast i den jernstang, der udgør toppen på en af de metalbøjler, der skal fungere som bølgebryder foran Orange Scene, når presset bliver for stort.

Min ven Karsten, som jeg masede mig op igennem menneskemængden med inden Pearl Jam-koncerten, er væk.

Jeg kan se på menneskene omkring mig, at panikken også er ved at tage fat i dem, og vi forsøger at hjælpe hinanden op.

Men hver gang, vi prøver, glider vi i mudderet eller bliver mast tilbage mod jorden af det frådende menneskehav, der vælter vildt og ukontrolleret ind over os.

Den fugtige nattehimmel er stadig fyldt med rock og Eddie Vedders umiskendelige stemme, men det er, som om forsangeren står på den anden side af en glasvæg. Hans stemme kan ikke trænge ned til os. Det kan luften heller ikke. Der er lyd- og lufttomt, og den fugtige varme er ulidelig og omklamrende, selvom jeg har taget regnjakken af og bundet den om livet.

Min 180 centimeter og 70 kilo spinkle 22-årige drengekrop er fyldt med alkohol og drænet for energi. Den skriger efter vand. Jeg kan se i de andres ansigter, at de også er udmattede, og at panikken for alvor har taget fat.

Men jeg tænker ikke længere på at hjælpe dem. Eller på, hvad der er sket med Karsten. Jeg vil bare op. Væk fra varmen, mudderet og stanken af fugtig sommer, fadøl og sved.

Men jeg kan ikke mere.

Udmattelsen og presset fra menneskemængden tvinger mig til at give slip i jernstangen, og jeg synker ned til de andre dampende menneskekroppe.

Jeg har givet op, da en arm iført en gul regnfrakke rækker ned og tager fat i kraven på min trøje.

Ulykken under Pearl Jam-koncerten den 30. juni 2000 er en national tragedie og et traume for Roskilde Festival, men det er først og fremmest en begivenhed forbundet med stor sorg for de pårørende til dem, der mistede livet i forbindelse med koncerten.

Efter tragedien fulgte et langt og pinefuldt retsligt efterspil mellem Roskilde Festival og de pårørende, som jeg ikke tager stilling til i denne artikel.

Det her er min personlige fortælling om en tragedie, jeg har brugt 20 år på at bearbejde, og som har efterladt mig med en række spørgsmål, som jeg den dag i dag stadig stiller mig selv.

Og som jeg aldrig får svar på.

Lyt til nummeret, Pearl Jam startede koncerten med den 30. juni 2000, mens du læser videre:

Med et kraftfuldt ryk hiver armen i den gule regnfrakke mig op til overfladen.

Det er, som om jeg har haft en plastikpose over hovedet, og at der nu bliver prikket hul på den. Jeg sluger den fugtige luft i ivrige indåndinger og kæmper for at blive stående på benene.

Den glasmur, der holdt Eddie Vedders stemme på afstand, er smadret, og hans stemme brænder igennem den våde nat.

Rockfesten er stadig i gang.

Men ikke for mig.

Jeg skal væk og kæmper mig langsomt, men målrettet ud mod venstre side af pladsen. Mod det område på festivalpladsen, hvor der senere bliver rejst et mindesmærke for ofrene af den ulykke, jeg ikke ved, at jeg er midt i.

Jeg har en ven, der står vagt ved scenen bag Orange. Jeg vil hen til ham. Han har vand.

Da jeg kommer frem, kigger han undrende på mig, for jeg siger ikke så meget, men beder bare om noget at drikke. Da han har langet tre-fire hvide plastglas over hegnet, spørger han, om jeg er okay.

"Der er et eller andet helt galt", svarer jeg.

Den aften er der samlet 50.000-60.000 mennesker foran Orange Scene, hvilket ikke er unormalt, når de store bands indtager Roskilde Festivals største scene.

Alle er, ligesom Karsten og jeg, kommet for at holde en gigantisk rockfest.

Op igennem 1990'erne har Pearl Jam etableret sig som et af verdens bedste rockbands. Eller grungebands, om du vil. Det ikoniske debutalbum 'Ten' fra 1991 kommer en måned inden Nirvanas generationsdefinerende 'Nevermind' og er en del af den massive grunge-tsunami, der har spredt sig fra epicentret i Seattle.

Med Kurt Cobains selvmord og Nirvanas opløsning har forsanger Eddie Vedder overtaget megafonen og agerer talsmand for en forsømt generation, der har problemer med fædre og andre autoriteter. Og han gør det på en måde, der er mindre depressiv og introvert end Cobain.

Publikum bliver inddraget og bogstaveligt talt løftet under koncerterne.

I 2000 er legenden om Pearl Jams koncerter, at de er voldsomme, og at det nærmest er, som om Eddie Vedder slipper en urkraft løs, når han går på scenen med sit band, der spiller tight, hårdt og højt. Der bliver headbanget, crowdsurfet, hoppet og skubbet til Pearl Jams koncerter. Og alt sammen med respekt for de mange tusinde andre, der kommer for at blive væltet omkuld af grungebølgen.

Man fester vildt og passer på hinanden samtidig.

Det er den vildskab og det fællesskab, Karsten og jeg har kæmpet os igennem masserne for at være en del af. Det bliver voldsomt, har vi lovet hinanden, for vi har fået smag for de vilde koncerter fra tidligere år på Roskilde Festival.

På vej op mod scenen har vi efterladt to venner fra lejren ved nogle tribuner, hvorfra man kan sidde og se koncerten. I sikker afstand, men uden intensiteten. Det er ofte her, vi samles, hvis vi skulle blive væk fra hinanden under en koncert.

Det er her, jeg er gået hen efter at have fået fyldt væskedepoterne hos min ven bag Orange Scene.

Hverken Karsten eller de to andre venner fra lejren er ved tribunerne.

Jeg sætter mig og falder i snak med to piger. De kan godt se, at jeg ikke er helt på toppen, men ser uforstående på mig, da jeg fortæller dem, at der er et eller andet galt.

Jeg har ingen anelse om, hvor galt det er gået, og kan kun fortælle dem, at jeg var oppe foran, at folk væltede, og at det ikke er godt.

Pearl Jam spiller stadig, og der er – her langt væk fra bølgebryderne – ingen tegn på, at en tragisk ulykke er i gang. "Han er træt og fuld", tænker pigerne formentlig og tilbyder mig en tår af deres papvin.

Pludselig stopper musikken, og Eddie Vedder synger ikke længere.

"Det, der sker i de næste fem minutter, har ikke noget med musik at gøre. Men det er vigtigt", indleder forsangeren.

"I skal forestille jer, at jeg er jeres ven, og I skal gå tilbage for ikke at skade mig. I har alle sammen venner her oppe foran, som er kommet alvorligt til skade. Jeg tæller nu til tre, og så går I alle sammen et skridt tilbage. Alle dem, der er med på den, siger yes nu".

"YES!!!", bliver der svaret fra folkemængden. På storskærmen kan de to piger og jeg se en følelsesladet Eddie Vedder gentage sin appel.

"On the count of three. Take three steps back. One two three, one two three. Step back", lyder det rytmisk over højttalerne.

Indtil forsangeren slår ud med armene.

Efter en kort ordudveksling med en af vagterne foran scenen siger han opgivende: "Well, fuck you guys" og sætter sig grædende på hug på scenen og betragter den ulykke, der ikke længere kan stoppes.

Den 1. juli klokken 1 om natten fortæller nyhedsoplæseren i Radioavisen, hvad vagten foran scenen fortalte Eddie Vedder cirka halvanden time tidligere. Nemlig at der er døde blandt publikum.

Første melding går på, at en eller to personer er omkommet, og at dødsfaldene skyldes indtagelse af ecstasy.

Han fortæller derudover, at der var opstået tumult under Pearl Jam-koncerten, og at der blev tilkaldt ti ambulancer til festivalen på grund af flere hjertestop.

Og så citerer han et øjenvidne, der har set 10-15 personer blive båret væk fra området lige foran scenen.

Ecstasy-teorien bliver afvist, da festivalledelse, politi og brandvæsen holder pressemøde klokken 3, men festivalleder Leif Skov bekræfter, at der blev tilkaldt minimum ti ambulancer til festivalgæster, der havde akut brug for hjælp.

Og at otte personer er døde.

Jeg sidder stadig på tribunerne, da Pearl Jam har forladt Orange Scene, og ambulancerne er rullet væk.

Festivalleder Leif Skov har været på Orange Scene for at fortælle, at der er sket en alvorlig ulykke under Pearl Jam-koncerten, og at den efterfølgende koncert med The Cure er aflyst.

Pladsen foran scenen er ved at blive tømt, og der er en mærkelig uforløst stemning.

Det er ikke gået op for alle, hvor alvorlig ulykken er, og nogle er frustrerede over, at Pearl Jam-koncerten er stoppet alt for tidligt, eller over at The Cure-koncerten er aflyst.

Andre er i chok og går grådkvalte og apatiske rundt med en bevidsthed om, at der er sket noget slemt. Måske med nogen, de kender. Dog formentlig uden at have en anelse om, at tragedien er så omfattende, som det kan konstateres i takt med, at ambulancerne ruller væk. Og som Leif Skov giver en status på få timer senere.

Den spænding og forventning, der fyldte luften før Pearl Jam-koncerten, er forsvundet og afløst af fortvivlelse, frustrationer og uvished.

Og det går op for mig, at jeg ikke har set Karsten, siden vi blev revet fra hinanden.

Så jeg begynder at gå mod teltlejren.

Da jeg nærmer mig lejren, kommer Karsten løbende mod mig.

"Hvor har du været? Er du okay? Har du hørt, hvad der er sket?"

Jeg bliver overrumplet af spørgsmålene, men forstår Karstens overvældende gensynsglæde, da han selv svarer på sidste spørgsmål ved at fortælle, at folk er døde.

Karsten har også været nede at ligge under en af metalbøjlerne og fortæller om samme oplevelse, som jeg har haft nogle timer forinden.

Han er en stor og stærk mand med et veludviklet beskyttergen og har forsøgt at hjælpe de andre, der lå i mudderet, både med kræfter og beroligende ord. Til sidst måtte han tænke på sig selv og sparke sig ud af skoene for at frigøre sine fødder og komme væk. Skoene er blevet i mudderet under metalbøjlen.

Hvad der sker foran Orange Scene den aften og min færden umiddelbart efter står klart i hukommelsen, men min tidsfornemmelse er væk, og det, der føltes som en klam, klaustrofobisk evighed i mudderet mellem de andre Pearl Jam-fans, kan have varet få minutter.

Men jeg må have siddet på tribunerne i lang tid, finder jeg ud af, da Karsten fortæller videre.

Da han slipper væk fra koncerten, går han direkte ned i lejren, henter et håndklæde og går i bad. Bagefter går han op til et område tæt på Orange Scene, som vi tidligere har brugt som opsamlingspunkt, og møder tilfældigt nogle venner. Der sidder Karsten i hvert fald en time, som han husker det. Formentlig to eller mere, inden han går tilbage til lejren for at se, om jeg eller nogle af de andre er dukket op.

Og da jeg kommer tilbage, ved han, at der dødsofre. Men at alle i lejren er vendt hjem.

Forsikrede og udmattede kryber vi ind i vores telte.

Det er først dagen efter koncerten, jeg overvejer, at der er en verden uden for Roskilde Festival, der måske gerne vil vide, om jeg er okay.

Jeg finder min Nokia 3210 i tasken i teltet, hvor den har ligget hele natten. Det var før, telefonen blev fast inventar i min højre bukselomme. Og inden der kom et netværk, der kunne håndtere den mobilaktivitet, der var omkring Roskilde Festival natten mellem den 30. juni og 1. juli 2000.

Jeg ringer tilbage til de ubesvarede opkald og fortæller min kæreste og familie, at jeg er okay. Nyheden om, at otte er blevet trampet ihjel på Roskilde Festival fylder alt i mediebilledet, men på festivalpladsen er vi vågnet op til et uvirkeligt vakuum.

Folk nærmest hvisker til hinanden, mens de prøver at blive klogere på, hvad der er sket.

Vi får vores informationer udefra og kredser rundt om det område, hvor Karsten og jeg natten forinden lå og klamrede os til hver vores metalbøjle. Vi kan ikke komme så tæt på scenen, som vi var under koncerten, da området foran Orange Scene og bølgebryderne er plastret ind i afspærringsbånd opsat af politiet.

Det ligner et gerningssted.

Skrigene fra de måger, der normalt bruger morgenen til at samle rester fra festen aftenen før, lyder højere, end de plejer at gøre.

Ulykken har efterladt os i en uforløst choktilstand og en blanding af lettelse, fornægtelse og tvivl. Der er to dage tilbage af festivalen.

Skal vi tage hjem eller blive?

Mange har valgt det første og er på vej mod udgangen, men det virker til, at størstedelen af festivalgæsterne bliver. Det gør vi også, selv om flere af de store navne aflyser, heriblandt amerikanske Live, der skulle have været et af mine festivalhøjdepunkter.

Jeg ærgrer mig og har svært ved at forstå deres valg.

Men Karstens yndlingsband, D-A-D, der på Roskilde Festival også er kendt som festivalens husorkester, skal lukke Orange Scene søndag.

Det vil vi være med til, så festen fortsætter.

Dagen efter ulykken opstår der en spontan mindeplads foran Orange Scene. Den 5. juli – efter festivalen er slut – vender nogle af sikkerhedsvagterne tilbage med endnu en fakkel, da det niende offer for ulykken, australske Anthony Hurley, dør på hospitalet på grund af de kvæstelser, han fik under Pearl Jam-koncerten.

For Lennart, Jakob, Allan, Henrik, Carl-Johan, Fredrik, Frank og Marco er festen slut.

De havde, ligesom Karsten og jeg, kæmpet sig op foran Orange Scene sent fredag aften for at deltage i det, der skulle være deres højdepunkt på årets festival.

22-årige Lennart "Leo" Nielsen havde glædet sig ekstra meget til Roskilde Festival 2000, fordi Pearl Jam kom.

Om fredagen havde han kapret anlægget i sin lejr og varmet op med Pearl Jam-numre. Han havde grebet guitaren og ageret Eddie Vedder. Der var købt dyr sprut og cigarer. Og Lennart havde været på Jensens Bøfhus i Roskilde. Det skulle markeres, at han få timer senere skulle stå ansigt til ansigt med Eddie Vedder.

Leo havde aftalt med sin ven Asbjørn, at de skulle høre det svenske band Kent varme Orange Scene op, inden det hele skulle kulminere med Pearl Jam. Det kan man høre vennen, Asbjørn Auring Grimm, fortælle i DR-programmet '24 timer vi aldrig glemmer – Tragedien på Roskilde Festival'.

Men Asbjørn sover over sig, og de kommer ikke op foran Orange Scene sammen den aften. Da der efter Pearl Jam-koncerten er samling i lejren, dukker Leo ikke op.

Der er ingen gul regnjakke, der har løftet ham ud af ulykken i tide.

Leo bliver mast ihjel, mens Pearl Jam spiller på Orange Scene.

Det gør syv andre unge mænd også. I alt tre danskere, tre svenskere, en hollænder og en tysker.

Lennart "Leo" Nielsen (22 år), Jakob Folke Svensson (17), Allan Tonnesen (17), Henrik Bondebjerg (22), Carl-Johan Gustafsson (20), Fredrik Thuresson (22), Frank Nouwens (23) og Marco Peschel (26).

Den 24-årige australier Anthony Hurley dør få dage efter på hospitalet som følge af de kvæstelser, han har fået under koncerten.

Ni døde i alt.

Mange af de pårørende får beskeden samme dag, som Karsten, jeg og de andre i lejren gransker musikprogrammet og leder efter den næste fest.

Koncerten med D-A-D bliver et smukt punktum i det sorteste kapitel i Roskilde Festivals historie.

Efter lange interne diskussioner vælger bandet at spille. D-A-D har optrådt på Roskilde Festival jævnligt siden 1984 og føler som dansk band et ansvar for at møde op, også når det går skidt, som guitarist Jacob Binzer fortæller på et pressemøde inden koncerten den 2. juli.

"Det er for nemt bare at aflyse og stikke af", siger han og understreger, at målet med koncerten er at vise sympati, ikke at få en god rockkoncert i traditionel forstand.

D-A-D starter med en eftertænksom version af nummeret 'Something Good', mens forsanger Jesper Binzer sender otte brændende fakler ned blandt publikum.

En for Leo, en for Jakob, en for Allan, en for Henrik, en for Carl-Johan, en for Fredrik, en for Frank og en for Marco.

Lydløst lader publikum faklerne vandre ned til den spontant opståede mindeplads foran Orange Scene.

Husorkestret slutter som sædvanligt med 'It's After Dark' og leverer en usædvanlig følsom rockkoncert, hvor fællesskabet er til at tage og føle på. Folk krammer, græder og trøster.

Den aften er D-A-D med til at samle og delvist forløse et publikum, der har været i en tilstand af chok de seneste to dage.

Da min kæreste henter mig ved festivalen mandag morgen, har jeg det godt.

Vi har fået en god afslutning på festivalen, synes jeg.

To dage senere bryder jeg sammen i gråd på en strand i Sverige.

Minutterne i mudderet foran Orange Scene sidder stadig overraskende dybt i mig, kan jeg mærke, når jeg skriver de her ord. Og når jeg for første gang siden ulykken tager en grundig snak med Karsten om, hvad der skete den aften.

Noget af det står klart. Noget er sløret.

Vi ved, at Pearl Jam gik på scenen klokken 22.35. At det for alvor begyndte at gå galt foran Orange Scene lidt over 23, da Pearl Jam spillede 'Better Man'. At det sidste nummer, der blev spillet, var 'Daughter'. Og at musikken blev stoppet klokken 23.24.

Det har vi kunnet læse os frem til bagefter.

Hvor lang tid har vi ligget og klamret os fast til metalbøjlerne? Aner det ikke.

Men følelserne fra den aften og de efterfølgende dage er blevet hængende, og de pibler frem, hver gang jeg hører Eddie Vedders stemme, der brænder lige så voldsomt som den juniaften i 2000 og sender mig direkte tilbage i mudderet foran Orange Scene.

Ligesom den stiller nogle af de spørgsmål, der også presser sig på, når jeg hver sommer går forbi mindelunden med de ni sten, der er lagt i det område, jeg for 20 år siden slap ud igennem.

Lå jeg ved siden af Leo, Jakob eller nogle af de andre syv, der ikke slap ud i tide?

Hvorfor kunne jeg ikke hjælpe dem, der lå ved siden af mig?

Også for Karsten har de spørgsmål fyldt meget i årene umiddelbart efter ulykken, som han i dag beskriver som "en forfærdelig begivenhed, han ikke tænker så meget over mere".

Karsten har ligesom jeg haft det svært med den kendsgerning, at vi ikke var i stand til at hjælpe dem, der lå under og ved siden af os. At vi til sidst kun tænkte på os selv og trådte på de andre for at komme op.

Det er skam blandet med lettelse over, at vi slap ud.

Hos Karsten er der samtidig en taknemmelighed over, at vi blev flået væk fra hinanden og ikke lå under samme bølgebryder, da det ville have givet ham et vanskeligt valg.

"Så var jeg blevet nødt til at vælge mellem dig eller mig", som Karsten formulerer det 20 år efter ulykken.

Mindelunden med de ni birketræer og ni sten, hvor der hvert år den 30. juni bliver lagt blomster.

Da Roskilde Festival åbner i 2001, er der plantet ni birketræer og placeret ni sten i en rundkreds om en større sten med påskriften "How fragile we are" til venstre for Orange Scene.

Det så jeg først i 2003. Jeg tog ikke på Roskilde Festival i de to år efter ulykken og begyndte først at høre Pearl Jam igen flere år senere.

Nu hører jeg ofte flere af de numre, som Pearl Jam nåede at spille, inden musikken stoppede den 30. juni 2000, og jeg er kommet på Roskilde Festival stort set hvert eneste år siden 2003.

Hvert forår, når det endelige musikprogram offentliggøres, håber jeg, at Pearl Jam er på plakaten.

Ulykken har givet mig et sår, der er dybere, end jeg troede, men den har samtidig knyttet et tæt bånd til Pearl Jam og Roskilde Festival og efterladt mig med den uforløste følelse, jeg havde i dagene efter ulykken, hvor jeg ledte efter den næste koncert.

En følelse, jeg stadig går rundt med – 20 år efter.

Og det bliver formentlig kun bedre, hvis jeg hører Pearl Jam igen på præcist samme sted, hvor jeg hørte dem sidst. På plænen foran Orange Scene.

Sådan tænker jeg i hvert fald. Og vil formentlig gøre det, indtil det sker.

Roskilde-følelsen var allerede stærk inden ulykken, men den har – for mig – været med til at styrke den fællesskabsfølelse, som jeg i mine 42 år ikke har oplevet stærkere end på Danmarks største festival.

Selv da ulykken udspillede sig, og alle var pressede til det yderste, hjalp folk hinanden og sørgede for, at dødstallet ikke blev højere end ni.

Var jeg i fare for at blive nummer ti? Og Karsten nummer 11?

Jeg ved det ikke.

Jeg ved bare, at jeg slap ud, fordi en af dem, der var kommet for at holde en fest sammen med mig, hjalp mig, da jeg faldt.

Men jeg finder aldrig ud af, hvem manden i den gule regnfrakke var.

EPILOG

"Vi gemte os og håbede, at det ikke var vores skyld"

Pearl Jam-ulykken sendte chokbølger igennem festivalverdenen, og i årene efter blev sikkerheden skærpet markant.

De fleste festivaler forbød crowdsurfing, og Roskilde Festival lavede området foran Orange Scene om. Da festivalen startede i 2001, var bølgebryderne væk, og der blev etableret et indhegnet område umiddelbart foran Orange Scene, hvor der kun må lukkes et begrænset antal mennesker ind af gangen, så presset ikke bliver for stort.

Derudover blev kommandovejen skærpet, så der kan handles hurtigere, og der blev lavet en nødstopsknap, så de sikkerhedsansvarlige med et tryk kan stoppe musikken, hvis det skulle blive nødvendigt. Det har det ikke været endnu, men noget af det, der blev kritiseret efter ulykken i 2000, var, at der gik for lang tid, inden musikken blev stoppet.

Efter ulykken forsøgte flere af de pårørende i et langstrakt retsligt forløb at få placeret et ansvar, som Roskilde Festival ikke ville påtage sig. Festivalen fik senere rettens ord for, at den ikke kunne stilles til ansvar for det, der skete.

Også Pearl Jam kritiserede sikkerheden, og i årene efter ulykken tog Eddie Vedder og Pearl Jam-guitarist Stone Gossard kontakt til flere af de pårørende. I 2002 og 2003 besøgte Stone Gossard danske og svenske pårørende, som han stadig har kontakt til i dag.

Kontakten skete via den danske musikjournalist Henrik Tuxen, der kender Pearl Jam efter at have fulgt dem på turnéer op igennem 1990'erne.

Henrik Tuxen har stadig kontakt til Eddie Vedder, flere af folkene omkring Pearl Jam og især bandets guitarist Stone Gossard, som han beskriver som en nær ven.

Den danske musikjournalist og ven af Pearl Jam fortæller, at ulykken på Roskilde Festival ramte bandet hårdt, og at den stadig fylder meget.

- Man kan sige, at der for Pearl Jam er et før og efter ulykken, og den nu er en integreret del af bandet og bandmedlemmernes personligheder, ligesom det bliver for andre mennesker, der oplever noget dybt tragisk, siger Henrik Tuxen.

På ti-års dagen for ulykken omtalte Eddie Vedder under en koncert i Berlin ulykken som "the hardest day in our lives" og udtrykte taknemmelighed for at være kommet videre sammen med de pårørende, som han og de andre bandmedlemmer har været i kontakt med efter tragedien.

Efter ulykken meldte Pearl Jam ud, at de aldrig mere ville spille på festivaler, hvilket satte en midlertidig stopper for mit håb om at se dem på Orange Scene igen. Et håb, der levede op, da Pearl Jam igen begyndte at spille på festivaler.

Men Pearl Jam har ikke spillet på Roskilde Festival siden den 30. juni 2000, selvom Roskilde Festival meget gerne vil have bandet tilbage.

Festivalen har i flere omgange forsøgt at booke Pearl Jam, fortæller Anders Wahrén, der er chef for Roskilde Festivals musikprogram.

- Det er vores overbevisning, at det ville være godt for alle, hvis Pearl Jam vendte tilbage til Roskilde Festival, og vi har rakt ud til dem talrige gange. Jeg tror, at det ville være en god måde at komme videre på. Det ville være en ærefuld måde at mindes de ni, der døde, og det ville være en flot markering af livet, siger Anders Wahrén, der selv var med til Pearl Jam-koncerten som gæst i 2000.

- Det er ikke det personlige, der fylder mest for mig. Det kunne være starten på et nyt kapitel om Roskilde Festival og Pearl Jam. Et mere positivt kapitel, som måske også kunne resultere i, at bandet kunne komme flere gange efterfølgende.

Hvordan tror du, at de pårørende til de døde ville have det med, at Pearl Jam kom tilbage til Roskilde Festival?

- Jeg kan umuligt sætte mig ind i, hvad de pårørende har været igennem. Men vi prøver at overveje alle facetter i det her, og vi synes, der er flere ting, der taler for at gøre det. Det skal selvfølgelig gøres på en respektfuld måde, og jeg tror, at der ville være en helt speciel stemning om sådan en koncert, ligesom der var ved nogle af koncerterne på Orange Scene lige efter ulykken, siger Anders Wahrén.

- Vi kan mærke, at der et ønske blandt vores gæster om at få Pearl Jam tilbage, og det er noget andet end de andre ønsker, der er. Der er en respektfuld aura omkring Pearl Jam og det, der er sket.

Roskilde Festival prøvede også at få Pearl Jam til dette års Roskilde Festival, der som alle andre store festivaler er blevet aflyst på grund af coronakrisen. Men fik – ligesom de andre år – et "nej tak" uden yderligere begrundelse.

Det er ifølge Henrik Tuxen formentlig et tegn på, at ulykken stadig sidder for dybt i Eddie Vedder, Stone Gossard og resten af Pearl Jam-crewet.

- Efter ulykken var der var et mudret forløb og et retsligt efterspil, som de formentlig ikke har lyst til at rippe op i. Det handler også om, hvordan de ville have det med at gå op på den scene igen. Og de ved, at især nogle af de pårørende, der førte sagen mod Roskilde Festival, ville have det skidt med det, siger musikjournalisten.

Henrik Tuxen var backstage på Orange Scene den 30. juni 2000 og så koncerten og ulykken helt tæt på, men tvivler på, at han nogensinde kommer til at se sin ven Stone Gossard på Danmarks største musikscene igen. Især efter Pearl Jam sagde ja til at spille i Royal Arena i år – to dage inden Roskilde Festival skulle være begyndt.

- Der kunne de lige så godt have spillet på Roskilde Festival, men jeg skal ikke kunne sige, om der pludselig sker et eller andet, som betyder, at de får lyst til at komme tilbage, siger Gaffa-journalisten.

Mandag den 29. juni, da Pearl Jam skulle have spillet i Royal Arena, udsendte bandet en udtalelse i forbindelse med 20-året for ulykken. En udtalelse, hvor Stone Gossard på vegne af bandet tager fat på nogle af de ting, der indtil nu virker til at have været for svære for bandmedlemmerne at adressere.

Blandt andet kondolerer og undskylder Pearl Jam over for de familier, der mistede deres sønner den dag. Og Stone Gossard konstaterer, at han og de andre bandmedlemmer har erkendt, at de altid vil leve i skyggen af ulykken og den sorg, som tabet af de ni unge mænd har efterladt.

En udtalelse, som måske også giver en del af forklaringen på, hvorfor Roskilde Festival er blevet mødt med et "nej tak". Og en udtalelse, der – hvis man, som jeg, virkelig håber på det – måske kan tolkes som en lille åbning i forhold til at få Pearl Jam tilbage på Orange Scene.

Om ulykken og efterspillet skriver Stone Gossard adresseret til de pårørende:

- Alle fejlede i forsøget på at leve op til, hvad der var brug for i timerne før og dagene efter tragedien. Festivalen, medierne og os selv inklusive. Vi trak os og blev vrede efter skriverier om, at Pearl Jam var ansvarlige. Vores ord gjorde intet for at hjælpe på det tidspunkt. Vi gemte os og håbede, at det ikke var vores skyld. Vi har prøvet efter bedste evne at komme ud af skjul siden da.

Credit


Tekst: Michael Ørtz Christiansen

Grafik: Mathis Birkeholm Duus


Kilder:

• 24 timer vi aldrig glemmer – Tragedien på Roskilde Festival

• I Pearl Jams fodspor

• Montage: Vi skulle bare trykke den af

• DR-Dokumentar: Roskildes lange nat

• Henrik Bondo, chef for deltagerdivisionen på Roskilde Festival (i 2000 var han en del af festivalledelsen med ansvar for musikscenerne, herunder sikkerheden)

• Øjenvidner til tragedien på Roskilde Festival (Politiken den 30. juni 2000)

• Karsten Gildberg, ven