X Factor-vinder er tilbage med ny musik efter 6 år: 'Jeg var jo bare en lallende amatør'

Den vestjyske sanger Chresten er begyndt at synge på dansk og er klar med singlen 'Du kan sige det til mig'.

Du husker måske, da den dengang 25-årige Chresten Damborg sang sig ind i danskernes hjerter og vandt 'X Factor' i 2013.

Året efter udkom hans debutalbum. Men i de seks år, der er gået siden, har man ikke hørt meget til ham.

Nu bryder den vestjyske sanger med den karismatiske stemme dog tavsheden. Han har nemlig netop udgivet sin nye single 'Du kan sige det til mig' med en tilhørende musikvideo.

Og er man en af dem, der har fulgt Chrestens musikalske rejse, vil man vide, at det er allerførste gang, vi hører ham synge på dansk.

- Først gik vi i gang med at lave en ny plade på engelsk, ligesom den første var. Det brugte vi lang tid på, men vi fandt ud af, at vi skulle prøve på dansk i stedet, fordi det engelske blev meget det samme i længden. Og så gik der sindssygt lang tid med at få hul på bylden på dansk. Det var godt nok svært, fortæller han og fortsætter:

- Tidligere har jeg altid tænkt, jeg skulle synge på engelsk, for jeg har altid syntes, at det var akavet på dansk. Men der har jeg godt nok ændret mening.

Lyt til Chrestens nye single, 'Du kan sige det til mig', her:

Ifølge Chresten er det meget sværere for ham at skrive på sit modersmål, fordi han synes, det let kommer til at lyde banalt og klichéagtigt.

Men da han endelig fik rigtigt gang i sangskrivningen, gik det hurtigt. Og det har resulteret i et helt album på dansk, som bare venter på at se dagens lys engang til foråret.

  • Den nye single 'Du kan sige det til mig' er forløber for Chrestens kommende album, som udkommer i løbet af foråret. (Foto: Knut Haavik)
  • Han har dedikeret albummet til en af sine bedste venner fra gymnasiet, som gik bort for få år siden, fortæller han. (Foto: Knut Haavik)
  • Efter udgivelsen af debuten nåede Chresten at skrive en række sange på engelsk, som han har lavet om til dansk på det kommende album. (Foto: Knut Haavik)
1 / 3

Vidste ikke, hvad han lavede

Selvom seks år kan virke som lang tid at være væk fra rampelyset, har det været vigtigt for Chresten at give sig god tid med det kommende album.

Og det har da også været en noget anderledes oplevelse at lave musikken til det nye album, end det var at lave det første.

- Det første album fik ikke en specielt god modtagelse, og det kan jeg måske godt forstå. Jeg var jo bare en lallende amatør, der ikke vidste, hvad han lavede. Det er jeg måske stadigvæk, men jeg har haft en masse tid til at forme mig selv. Der har ikke været noget pres på det her album, som der var på det første, siger Chresten.

- Det var lidt, som om nogen stod og åndede en i nakken, fordi der ikke skulle gå for lang tid efter 'X Factor'. Uden at det skal lyde negativt, var det første betonet af, at det skulle laves. Det her har bare været ren leg og meget mere frit. Det har været ren og skær lyst.

Den nye single og det kommende album er blevet til i samarbejde med Knut Haavik, som Chresten blev introduceret for i forbindelse med det første album.

De to blev gode venner dengang og har holdt kontakten siden. De mødes indimellem i weekenden, hvor de laver musik.

Chresten har nemlig et fuldtidsjob hos emballagevirksomheden Faerch i Holstebro. Og det er også en af grundene til, at det kommende album har været længe undervejs.

Men det har ikke gjort Chresten noget, at der er gået de år, der er gået. Det er nemlig primært skriveprocessen, der driver ham.

- Jeg kan godt lide at optræde, når jeg står på scenen, og når det er overstået. Men spændingen og nervøsiteten op til bryder jeg mig ikke om.

- Jeg kan bedst lide at lave musikken, og lige nu glæder jeg mig mest til at se, hvordan der bliver taget imod den. Men så skal vi nok ud at spille... Der er nok ikke nogen vej udenom, siger han grinende.

Ifølge Chresten minder den nye musik lidt om den, han tidligere har lavet. Men den er blevet mere rocket og dyster og indeholder lidt færre country-elementer.

Og er man nysgerrig efter at vide, hvilke budskaber Chresten har haft på hjerte undervejs i skriveprocessen, må man selv lytte til musikken, understreger han.

- For at vide, hvad sangene handler om, så skal man have været inde i mit hoved på det tidspunkt, hvor jeg skrev dem, plejer jeg at sige. Det er ikke lyrik, det er lige ud af posen. Der er ikke en klar handling, og det er åbent for fortolkning. Der er helt klart politik i nogle af sangene, men det skal folk selv have lov til at tolke, som de vil.

Chresten ser tilbage på sin tid i 'X Factor' som noget, han er meget taknemmelig for, og en periode, hvor han fik en masse erfaring på kort tid. (Foto: KIM MATTHÄI LELA © Gonzales Photo/Ritzau Scanpix)

Ham fra 'X Factor'

Spørger man Chresten, hvordan han har det med at være 'ham fra 'X Factor'' i dag, er der ingen fortrydelse at spore i hans svar.

- Jeg tror, mange har fordomme om en, når man har været med, men jeg er jo bare vildt taknemmelig for det. Det har givet mig rigtig meget. Uden 'X Factor' var jeg aldrig nået hertil, hvor jeg er i dag, så for mig betyder det alt, forklarer sangeren, der lige er fyldt 33 år.

Det var på grund af 'X Factor', at Chresten fik et netværk i musikbranchen og mødte nye venner og samarbejdspartnere. Og det gav ham en masse erfaring på meget kort tid, siger han.

Og det var da også noget af en personlig rejse for ham. Da han aflagde sin audition i Vega i København, var det nemlig første gang, han nogensinde optrådte for et publikum. Og før han vidste af det, optrådte han for mange tusinder under finaleshowet i Boxen i Herning.

Selvom han indimellem savner tilværelsen i rampelyset, har han det også fint med, at det nok ikke stikker af på samme måde foreløbig.

- Det er jo et kæmpe adrenalinkick, man får. Men alt der dér hurlumhej og mediehalløj, det savner jeg ikke.

Selvom Chresten er blevet ældre, og det efterhånden er en del år siden, at hele Danmark kunne høre ham synge fredag efter fredag, er kærligheden til musik dog ikke blevet mindre.

- Tilgangen til musikken er nok blevet en tand mere moden. Det er en proces, og der sker jo en masse ting i ens liv, som årene går. Fra 'X Factor' startede, og til det sluttede, skete der jo også en masse ting, siger han.

- Man opbygger sig selv hele tiden.