Nekrolog: Den slagfærdige og snu ræv

Poul Schlüters politiske karriere havde det hele, både storhed og fald. Han skaffede de konservative historisk styrke – og faldt i den største skandale i årtier.

Nekrolog: Den slagfærdige og snu ræv

Poul Schlüters politiske karriere havde det hele, både storhed og fald. Han skaffede de konservative historisk styrke – og faldt i den største skandale i årtier.

  • Af Jens Ringberg
Scroll for at læse

- Ja ja ja, nu kommer jeg. Mit navn er Schlüter.

Et populært satireprogram i radioen gjorde grin med den konservative partileder Poul Schlüter, dengang i begyndelsen af 1980'erne.

Man syntes, han virkede overivrig, nærmest desperat, efter at blive til noget stort. Nogle trak lidt på smilebåndet af advokaten med det fønbølgede hår.

Men Poul Schlüter endte med at le sidst.

I september 1982 skrabede de regeringsvante danske socialdemokrater bunden. De gav op. Statsminister Anker Jørgensen kastede håndklædet i ringen.

Ind på den scenen trådte i stedet Poul Schlüter.

Ikke mange troede, han var langtidsholdbar. Vist heller ikke ham selv. Men det var han. Poul Schlüter kom til at være Danmarks statsminister i mere end ti år, indtil tamilsagen fældede ham og sendte hans tidligere justitsminister i Rigsretten.


En skandale så stor som man sjældent set det i dansk politik.

I den mellemliggende periode nåede Schüter at give sit konservative parti den største valgsejr i sidste århundrede. Og i det hele taget blev 1980'erne Det konservative Folkepartis årti. Ikke mindst takket være Poul Schlüter.

Poul Schlüter var sønderjyde, fra Tønder, født i 1929. Faderen var fabrikant, og det var lige efter bogen, at sønnen blev konservativ.

Poul Schlüter gjorde karriere i efterkrigstidens Konservativ Ungdom og blev landsformand i 1952.

Den slags kan forsinke ethvert ungt menneskes studier, men i 1957 var Poul Schlüter klar som cand.jur. Han var rykket til hovedstaden, og havde slået sig ned som advokat.

Men politikken trak i ham, og i 1964 kom Poul Schlüter i Folketinget – uden at få nogen som helst hovedrolle.

Han fik sig dog kæmpet frem til en placering som politisk ordfører i begyndelsen af 1970'erne. Men det var andre store hanelefanter i den konservative jungle, der løb med al opmærksomheden.

Det konservative Folkeparti har altid været et af landets mest leveringsdygtige, når det gælder bitre personkampe. I 1970'erne var det også helt galt, og det var i skyggen fra en sådan konservativ borgerkrig, Poul Schlüter nåede til tops i sit parti.

Det skete i 1974 – og heller ikke det indskrev sig direkte i Danmarkshistorien. For det var i perioden efter det store jordskredsvalg i 1973.

Alt var vendt op og ned i dansk politik, og den anarkistiske Mogens Glistrups Fremskridtsparti var mere interessant end den pæne Schlüters konservative parti.

I Statsministeriet i de år sad for det meste socialdemokraten Anker Jørgensen. Han kæmpede sig fra krise til krise, indtil han gav op i 1982.

Og så kom Poul Schlüter til.

Han havde lavet sit parlamentariske hjemmearbejde og sikret sig støtte fra de radikale, der havde Niels Helveg Petersen som leder. Schlüter og Helveg begyndte at se hinanden privat – bridge med ægtefællerne – og da Statsministeriet var ledigt, tog Schlüter over, med radikal støtte.

Parat til at tage magten. Parat til at holde fast i den. Og det gjorde han.

Schlüter havde talent for statsministerrollen, simpelthen. Både beslutningsdelen og det udadvendte salgsarbejde.

Poul Schlüter var en mester til at sætte ord på sin politik.

Regeringen var en "firkløver-regering". Politikken var en "genopretningspolitik".

I det hele taget var den økonomiske politik omdrejningspunktet for Poul Schlüters tid som statsminister.

Der blev strammet op over flere omgange – og nogle gange gjorde det ondt. Også hos den enkelte familie ude i parcelhus-Danmark.

Det gælder ikke mindst "Kartoffelkuren" fra 1986. Den var lavet for at lægge en dæmper på danskernes privatforbrug, for eksempel ved at gøre det dyrere at låne penge.

Andre gange havde det borgerlige firkløver kig på velkendte rettigheder på arbejdsmarkedet – eksempelvis i dagpengesystemet. Et system med automatisk kompensation til lønmodtagerne for stigende priser blev sat ud af spillet.

Og økonomien blev bedre. Om det var Schlüters skyld diskuteres stadig.

I socialdemokraternes optik var han først og fremmest heldig. Tiden var med ham. "Fætter Højben", lød karakteristikken fra socialdemokraten Svend Auken.

Der var massevis af protester, og fagbevægelsen satte millioner af til at fjerne Schlüter og hans firkløver. Men det sad fast, og i 1984 fik Det konservative Folkeparti sit fantastiske valg med 23,4 procent af stemmerne.

Årtiets yuppie-tidsånd var en del af forklaringen. Men langt fra den hele. Folk satte pris på Poul Schlüters signaler om økonomisk ansvarlighed - og de satte pris på hans personlige træk, der stod allerklarest de første statsministerår:

Hans optimisme, hans veltalenhed, hans slagfærdighed.

Citaterne lever stadig, i hvert tilfælde i visse kredse:

- Opsvinget har bidt sig fast.

- Jeg er ikke så konservativ så det gør det noget.

- Ideologi er noget bras.

- Det skal være lettere at være dansker.

- Hvad synes du selv? (rettet til spørgende journalister).

Nå, ja, og så :

- Unionen er stendød.

Det sidste passede ikke helt, men danskerne ville ikke være med hele vejen.

Unionsafstemningen i 1992 og nejet til Maastrichttraktaten var et af Schlüters største nederlag. Han måtte efterfølgende nøjes med en tilskuerplads, mens andre partier i Folketinget reddede Danmarks plads i EF (EU) – ved at skabe de fire forbehold, vi har diskuteret lige siden.

Bedre gik det i 1986. Da førte Schlüter med en overraskende folkeafstemning Danmark ind i EFs Indre Marked - nærmest mens socialdemokraterne stadig stod og diskuterede med hinanden, om de egentlig var for eller imod.

Det var afstemningen om den såkaldte EF-Pakke. Udskrevet nærmest egenhændigt af statsministeren i en sen eftermiddagsradioavis – og vundet.

Schlüter var handlekraftig og usentimental, når det var nødvendigt.

Han fortabte sig ikke om detaljer. Hans opgave var at sælge varen og holde skuden flydende.

Resten måtte andre tage sig af, og Schlüter kunne hurtigt miste interessen, hvis en minister på et møde gik for langt ned i enkelthederne med et lovforslag. Irriteret, hvis der blev vævet og diskuteret for meget på møderne i regeringen.

Han gjorde det igen i 1988 – satsede og vandt. Igen med Danmarks internationale placering på spil. I det vigtigste spørgsmål af alle – krig og fred.

Schlüters årti, 1980'erne, var præget af Kold Krig mellem Østblokken og NATO – indtil de kommunistiske regimer brød sammen i Øst, og Murens fald i 1989.

Men det kunne ingen vide op gennem 1980, hvor sikkerhedspolitikken splittede det danske Folketing ad på det mest bitre facon.

Nøgleordet var fodnoter. Det kaldte man det, når de radikale, Socialdemokratiet og venstrefløjen tvang Schlüters regering til at tage til NATO-møder og fremføre synspunkter, som Schlüter og hans udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen inderligt var imod.

Længe gik det på bedste beskub, som man siger.

Regeringen kom i mindretal med jævne mellemrum. Og det var lige før, det blev rutine – uanset at Uffe Ellemann-Jensen rasede hver gang.

Men Poul Schlüter gik ikke af, og flertallet væltede ham ikke, for de radikale var godt tilfredse med Schlüters håndtering af alt andet end sikkerhedspolitikken. De ville i hvert tilfælde ikke skifte ham ud med en socialdemokrat.

Til sidst fik Poul Schlüter alligevel nok. Han satte foden ned.

Bare et år efter seneste folketingsvalg udskrev han valg igen i 1988, da et flertal i Folketinget forlangte, at man skulle oplyse udenlandske flådefartøjer - ubåde - om dansk atompolitik.

I Schlüters øjne var det en udfordring af selve det danske NATO-medlemskab – hjørnestenen i dansk sikkerhedspolitik.

Nok var nok, mente Poul Schlüter – som efter statsministerperioden selv mente, at sikkerhedspolitikken havde været det allervigtigste i hans tid i spidsen for Danmark.

Schlüter vandt atomvalget i 1988 og fik i samme omgang afmonteret det alternative sikkerhedspolitiske flertal i Folketinget. De radikale var nu helt på Schlüters side.

Efter 6 år var det slut med firkløverregeringen.

De radikale afløste Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne i regeringen. En beslutning, der gjorde CDs stifter Erhard Jakobsen rasende - men Schlüter ville have de radikale og Niels Helveg Petersen med på holdet.

Det skete, og det blev eksekveret kontant og brutalt af statsministeren.

Men den politiske nedslidning af Poul Schlüter og hans regeringsprojekt var allerede i gang.

Den personlige måske også.

Danskerne fulgte tæt med i Schlüters privatliv i de år. På godt og ondt.

Nationen sørgede med ham, da hans populære hustru, Lisbeth, døde af kræft. Og den var inviteret med, da han forlovede sig med Balletskolens leder, Anne Marie Vessel.

Det blev for meget for nogle, og da parret havde ladet sig fotografere nærmest som Lady og Vagabonden, lød den respektløse dom på Ekstra Bladets forside: ”Vi væmmes ved Tut og Pølle”.

Tilbage til politikken, hvor parløbet med de radikale i regering ikke holdt længe.

Fra 1990 sad Venstre og de konservative alene tilbage i en nedslidt regering med en mindre optimistisk og kåd statsminister. Og med et hårdt prøvet ministerhold.

Samtidig var tamilsagen begyndt at gnave alvorligt i ministertaburetterne.

Schlüter havde gjort den gamle konservative kæmpe Erik Ninn-Hansen til først justitsminister og siden formand for Folketinget. Men Ninn-Hansen rodede sig som justitsminister ud i tamilsagen - en sag om ulovlig syltning af tamiliske flygtninges familiesammenføringer.

Sagen var Ninns, og han blev idømt tre måneders betinget fængsel i en historisk sag ved Rigsretten.

Men forinden var den undersøgt af en undersøgelsesret, ledet af højesteretsdommer Mogens Hornslet - og inden dét havde Poul Schlüter erklæret, at "der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet".

Det gjorde han fra Folketingets talerstol den 25. april 1989 – uden at vide at han dermed skrev sig selv direkte ind i den politiske danmarkshistorie.

Hornslet mente noget andet. Hans kritik var så hård, at Schlüter i januar gik af som statsminister.

Og han tog regeringen med sig.

- Dommeren bruger meget barske udtryk i sin karakteristik af undertegnede. Det står jeg noget uforstående overfor, sagde Schlüter på sit sidste pressemøde i Statsministeriet.

Det ejendommeligste pressemøde i hele hans tid, som Schlüter tørt bemærkede.

Hvad han mente var: Højesteretsdommeren har slet ikke fattet det politiske arbejde, en statsministers vilkår og den måde, det politiske liv på Christiansborg foregår på.

Dén opfattelse havde Poul Schlüter til sin død.

Han var uretfærdigt bedømt i tamilsagen. Men på det ejendommelige pressemøde i januar 1993, var hans analyse klar – der var ikke andet at gøre end at gå fra statsministerposten. Sådan er politik – og dét forstod Poul Schlüter.

Politik var hans hjemmebane. Og vælgerne havde ikke slået hånden af Schlüter – de sendte ham på forlænget spilletid, da han forlod Christiansborg - de sendte ham i Europa Parlamentet med en kvart million stemmer.

Her sad han i fem år. Men det er i rollen som slagfærdig og snu statsminister, han vil blive husket.

Dengang opsvinget bed sig fast – ifølge Danmarks konservative leder gennem mere end ti år.



Poul Schlüter sov stille ind torsdag, 27. maj 2021, kl. 07.15 omgivet af sine nærmeste.

Credit