Spider-Mans far er død

Stanley Lieber alias Stan Lee er død mandag den 12. november 2018

Spider-Mans far er død

Stanley Lieber alias Stan Lee er død mandag den 12. november 2018

  • 12. nov. 2018
Scroll for at læse

Stanley Martin Lieber blev født i 1922 i New York City af forældrene Jack og Celia Lieber.

Den kommende tegneseriemagnat voksede op i årene efter depressionen i en beskeden etværelses lejlighed og drømte allerede som barn om at leve af at skrive.

I 1939 startede han som kontorassistent hos Timely Comics, det forlag, han senere skulle komme til at omdanne til det nu så berømte Marvel Comics.

I 1941 blev Lee, kun 19 år gammel, indsat som midlertidig redaktør på Timely. Udgiveren Martin Goodman var hans kusines mand.

Som redaktør på forlaget, der i 1940’erne og 1950’erne skiftede navn først til Atlas og siden til Marvel, udviklede han flere serier, som i dag er forsvundet i glemslen – titler som ’The Destroyer’, ’Black Marvel’ og ’The Witness’.

”Excelsior!”
Stan Lee’s motto og afsluttende underskrift i klummen "Stan's Soapbox" i de oprindelige Marvel-hæfter.

Forlaget led økonomisk i årene efter Anden Verdenskrig. Men i 1961 begyndte Stan Lee og Marvel Comics for alvor at tage fart.

Her fik Lee ansvaret for at skabe et superheltehold, der kunne tage kampen op mod det konkurrerende forlag, DC Comics’, Justice League of America.

Sammen med tegneren Jack Kirby satte han Richard Reed, Susan og Johnny Storm og Ben Grimm – bedre kendt som superhelteholdet ’Fantastic Four’, i verden.

Året efter skabte Lee endnu en gang tegneseriehistorie, da han sammen med tegneren Steve Ditko kreerede Spider-Man – en af Marvels mest populære karakterer nogensinde.

I årene efter fulgte en hel kavalkade af populære superhelte fra Lee og Marvels tegnere – alle eksisterende i det samme univers.

X-Men, Daredevil, Iron Man, Hulk og Dr. Strange for blot at nævne nogle få af Lees kreationer.

Alle som én blev de udviklet i den kreative proces, som Lee døbte ”Marvel-metoden”.

Marvel-metoden Marvel-metoden gav forlagets tegnere langt større kreativ kontrol end førhen. Processen startede med, at Lee og tegnerne idéudviklede i fællesskab. Efterfølgende skrev Lee en synopsis, som tegnerne skabte tegneserien ud fra.

Det betød, at tegnerne i høj grad var med til at definere både karaktererne og detaljerne i handlingen.

Nogle gange tilføjede tegnerne også karakterer på egen hånd – det var for eksempel tilfældet med karakteren Silver Surfer, som tegneren Jack Kirby tegnede ind som en bifigur i Fantastic Four #48 i 1966 .

Særligt for Lees superhelte er deres menneskelighed.

I modsætning til DC Comics' perfekte superhelte, som havde hittet blandt børn og unge i 1950’erne, var Marvels superheltekarakterer fulde af fejl – de var temperamentsfulde, forbitrede, forfængelige, melankolske.

De skændtes med hinanden og bekymrede sig om trivielle hverdagsting, som elregningen, kæresten eller kedsomhed.

Nogle var endda syge eller led af misbrug. Lees portrættering af superhelte som ægte mennesker, og ikke ufejlbarlige moralske bannermænd, har ændret den måde, tegneserier bliver skrevet på helt frem til i dag.

Jeg ville have, at karakterne skulle have kunnet været i en film eller en roman - selvom det var en tegneserie. Jeg ville have, at de skulle have rigtige personligheder.
Stan Lee til Hollywood Reporter i 2016

Men Lees forretningssans, udadvendthed og enestående evne til selvpromovering gjorde ham til den perfekte repræsentant for sit forlag, og seriehæfterne om Marvel Comics uperfekte helte gik som varmt brød.

Men tegneserien var ikke et frit medie dengang.

I 1971 tog USA’s Sundhedsministerium fat i Lee og anklagede ham for at bryde den såkaldte Comics Code - en regel, som var sat i verdens for at beskytte børn mod tegneserier med underlødigt indhold.

Stan Lee og Marvels forbrydelse bestod i portrætteringen af narkomisbrug i to hæfter i ’The Amazing Spider-Man’. Selvom misbruget blev fremstillet som negativt og farligt, nægtede Sundhedsministeriet at give tilladelse.

Men Stan Lee udgav hæfterne alligevel. Senere samme år lempede man reglerne for indhold i tegneserier. I 1972, blot et år efter, blev Lee forlægger og redaktionel direktør for hele Marvel Comics.

Det er ikke kun de amerikanske myndigheder, som Lee har strøget mod hårene. Han har også vakt utilfredshed internt i Marvel.

Særligt Lee’s håndtering af rettigheder og kreditering for Marvels største superheltetegneserier har skabt vrede blandt nogle af hans nærmeste samarbejdspartnere – ikke mindst medskaberen af ’Fantastic Four’, tegneren Jack Kirby.

Kirby blev nemlig kun krediteret som tegner, men ifølge ham selv - og en hel række andre tidligere Marvel-tegnere, burde han have fået en del af æren for at skabe karakteren.

I 1970’erne førte striden mellem Lee og Kirby til, at tegneren forlod Marvel Comics.

I årene efter 1970 kastede Lee sig ud i utallige tegneserieprojekter i rollen som Marvels spydspids.

Flere af Marvels tegneserier bevægede sig også over på tv-skærmen med Lee bag roret.

Lee selv dukkede tit op i Marvels tv-produktioner – enten som stemme og for første gang i 1989 som statist i tv-filmen ’The Trial of the Incredible Hulk’.

Den ikoniske tegneserieforlægger udviklede også en hel række tv-programmer i løbet af sit liv.

Det tæller blandt andet ’Stan Lee’s Superhumans’ (2010), hvor Lee opsøgte mennesker med særlige talenter, ’The Comic Book Greats’ om tegneseriebranchens mest ikoniske personligheder (1990’erne) og ’Who Wants to be a Superhero’, et program, hvor almindelige mennesker får muligheden for at lege superhelte (2006-2007).

Han lagde også vejen forbi en hel række andre tv-programmer i rollen som sig selv og har blandt andet gæstet ’The Simpsons’, ’Entourage’ og ’The Big Bang Theory’.

I 2008 blev Stan Lee tildelt æresmedaljen ’Medal of Arts’ for sit livslange arbejde for Marvel – overrakt af selveste præsidenten, George W. Bush.

Samme år kastede Marvel-ambassadøren sig ud i et nyt eventyr – nemlig Marvels film-univers.

Der var førhen blevet lavet adskillige film med Marvels karakterer, men med lanceringen af Iron Man-filmen, satte Marvel et tog på skinnerne, som i de efterfølgende 10 år har tromlet stødt derudaf.

20 film er det blevet til indtil videre – og mindst otte film til er i støbeskeen. Dette års "Avengers: Infinity War" satte og sætter fortsat nye rekorder for størst indtjening nogensinde.

Selvom Stan Lee nu endegyldigt har sluppet tøjlerne i Marvel, så vil hans fingeraftryk – og ansigt – for altid være at finde i hver eneste Marvel-film - som bartender, mand med haveslange, buspassager eller fodgænger.

Det samme vil hans univers af uperfekte superhelte og menneskelige superskurke, hans tegneserieimperium og hans tydelige aftryk i populærkulturens historie.

De sidste år hans liv var desværre ikke de bedste. Efter sin hustrus død og helbredsproblemer blev han ifølge Lee selv – i en udtalelse fra 2018 – udnyttet af en forretningspartner og for en tid afskåret fra sin datter, mens penge blev ham franarret. De sidste måneder af sit liv fik han dog mulighed for at tilbringe sammen med den nærmeste familie og gamle venner.

Stan Lee blev 95 år gammel og erklæret død mandag den 12. november 2018 på Cedars-Sinai Medical Center i Los Angeles ifølge Kirk Schenck, en advokat for Lee's datter, J.C. Lee.

Datteren er Lees eneste efterladte efterkommer.

Udover, selvfølgelig, myriader af superhelte og superskurke, eventyr, film, tegneserier, tegnefilm og fantastiske fortællinger.

Næppe noget menneske siden Walt Disney har været med til at bringe så mange figurer til live i den fælles, kulturelle bevidsthed.

Stan Lee. 1922 til 2018.

Excelsior!


Vil du vide mere om Stan Lee og Marvel? Se serien "Superheltenes historie" på DR TV, hvor første afsnit handler om netop Stan Lee.

Programmet kan ses her.

Credit


Tekst: Maya Nissen


Illustrationer: Morten Fogde Christensen og Ninni Munch Pettersson


Redaktør for digitale fortællinger: Kim Schou