To mænd på henholdsvis 35 og 31 år er blevet varetægtsfængsles i fire uger i en sag, hvor en mand i 20'erne blev frihedsberøvet i 17 timer, og hvor hans familie blev afpresset.
Det skriver Københavns Vestegns Politi på det sociale medie X.
En tredje mand på 28 år har fået opretholdt anholdelsen i tre gange 24 timer, mens politiet efterforsker sagen.
Den 35-årige har kæret rettens afgørelse om varetægtsfængsling. Han vil have landsretten til at kigge på, om betingelserne er opfyldt.
De tre er sigtet for at have tvunget offeret ind i en bil sent lørdag aften. Det skete med vold, flere slag og trusler med en pistol.
Offeret blev efterfølgende frihedsrøvet i flere biler og på flere adresser gennem 17 timer.
Da offeret blev fundet af politiet søndag eftermiddag omkring klokken 16, var han hårdt kvæstet. I retten er det kommet frem, at han har kraniebrud og betydelige skader i ansigtet.
Ifølge sigtelsen ringede de tre mænd til offerets mor og krævede en halv million kroner i løsesum.
Politiet slog til mod seks personer i forbindelse med frihedsberøvelsen. De øvrige tre har været anholdt og sigtet, men de er altså løsladt igen. De har derfor ikke været fremstillet i grundlovsforhør.