Året med de politiske personsager

Forsvarsskandaler, skattesager og ferie frem for møde. Politisk redaktør Ask Rostrup kan næsten ikke vælge kun fire vigtige begivenheder fra 2010.

Regeringsrokaden i februar 2010 var noget, som mange havde ventet på, efter Lars Løkke overtog statsministerposten i 2009 efter Anders Fogh. (Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)

Dr.dk ser tilbage på 2010 sammen med en række korrespondenter, værter og redaktører fra DR. Vi har spurgt dem, hvad de vil huske 2010 for fra hver deres fagområde.

Der er nok at tage af, når de vigtigste politiske begivenheder skal samles for 2010 - alt det vi vil huske året for politisk.

Derfor var det ikke nogen nem opgave for DR Nyheders politiske redaktør Ask Rostrup at begrænse sig til bare fire styk.

For hvad med det nye pointsystem, Liberal Alliances fremgang og undersøgelserne af fangeudleveringerne i Irak? Rostrups valg faldt dog på disse fire begivenheder fra året, der gik:

Regeringens genopretningsplan vs. Fair Løsning fra S og SF- Kampen om Danmarks vej ud af krisen er det største tema i danske politik i år og har været det, siden krisen rullede ud over hele den vestlige verden for godt to år siden. Når man snakker økonomi, snakker man jo også hele velfærdssamfundet.

- Så det var den helt store konfrontation, da S og SF fremlagde deres plan "Fair løsning" samtidig med, at regeringen lavede deres genopretningsplan, der skulle finde 24 milliarder og rokere rundt i den offentlige sektor med yderligere 10 milliarder. Populært sagt, tegner der sig dermed to veje: Sparevejen og investeringsvejen. Det er det valg, danskerne kommer til at stå overfor ved et kommende folketingsvalg, siger Ask Rostrup.

De mange personsager- Sagerne har sat et stort fodaftryk på dansk politik i år, for de har haft stor betydning for, hvordan partierne ligger i meningsmålingerne. Den største sag var Lene Espersens afbud til et arktisk møde i Canada til fordel for en familieferie på Mallorca. Det betød et enormt fokus på hendes arbejdsmoral, og mange vælgere flygtede fra De Konservative, hvilket også rammer regeringen.

- Den anden sag, man bedst husker, er Helle Thornings mands manglende skattebetalinger. Thorning blev taget i nogle selvmodsigelser, og havde svært ved at virke slagkraftig i den økonomiske debat. Det fik meningsmålingerne til at dykke, mens sagen stod på.

Forsvarsskandalerne- Sagerne har rullet i medierne hele året. Det begyndte med sagen om Rathsacks jægerbog, der godt nok havde sit udspring i 2009. Den arabiske oversættelse af bogen viste sig at være fabrikeret i forsvarssystemet, som i år førte til en retssag mod to højtstående medarbejdere i forsvarskommandoen.

- Samtidig var der blandt andet lækagesagen, om hvem der lækkede, at det danske jægerkorps skulle indsættes i Irak. Også her var der fokus på Søren Gade og hans spindoktors rolle. Sagerne har i det hele taget fyldt meget, og forsvarsminister Søren Gade gik jo også af i 2010.

Regeringsrokaden i februar- Den er vigtig, fordi det både var en rokade og et nyt regeringsgrundlag. Det var noget, som mange havde gået og ventet på, efter Lars Løkke overtog statsministerposten i 2009 efter Anders Fogh.

- Der var et enormt pres på Løkke og vicestatsminister Lene Espersen for at præsentere deres eget projekt og stille deres eget hold. De sad jo lidt på et lånt mandat fra forgængeren. Men her trådte de i selvstændig karakter, hvilket var meget tiltrængt, da de lå meget underdrejet i meningsmålingerne på grund af interne uenigheder og de dårlige forsvarssager.

Facebook
Twitter