Afghanistan - efter 10 år og 313 milliarder

DR Nyheders korrespondent i Afghanistan tegner et portræt af landet, som i ti år har været USA's og Vestens fjende nummer et i kampen mod terror.

Puk Damsgård Andersen, DR Nyheders korrespondent i Kabul (Foto: Kristin Solberg © DR)

Afghanistan-krigen er blevet den længste krig som konsekvens af terrorangrebet 11. september 2001. Men på trods af milliarder af kroner og ti års velvilje har krigen hverken skabt sikkerhed, bæredygtig udvikling eller bedre levevilkår for afghanerne.

DR Nyheders korrespondent i Afghanistans hovedstad Kabul, Puk Damsgård Andersen, tegner et portræt af landet i anledning af ti-året for terrorangrebet mod USA den 11. september.

Problemet er Pakistan

Hver dag distribuerer sikkerhedsfirmaer fortrolige rapporter til organisationer og vesterlændinge, der arbejder i Afghanistan. Her er listet konkrete trusler mod restauranter, den afghanske hær og politiet, ambassader og supermarkeder - opsnappet via et fintmasket efterretningsnetværk.

Ud over at truslerne op mod ti-året for terrorangrebet 11. september 2001 er mange og spektakulære, faldt jeg over følgende, da jeg kort før 11. september i år læste endnu én af de fortrolige rapporter:

"ISI's (efterretningstjenesten i Pakistan, red) 160 ansatte folk til terror- og selvmordsangreb planlægger at angribe de afghanske sikkerhedsstyrkers hovedkvarter, regeringsfaciliteter og private organisationer for at destabilisere situationen i Afghanistan. Truslen gælder alle Afghanistans provinser."

Siden 2001 har den pakistanske efterretningstjeneste nægtet at være ude på at destabilisere Afghanistan. Ikke desto mindre var det for næsen af det pakistanske militær, at verdens mest eftersøgte mand, Osama bin Laden, blev skudt af amerikanske specialstyrker den 2. maj - manden der startede det hele den 11. september 2001.

Og det er tilsyneladende også fra pakistansk grund, at efterretningstjenesten gennem militante netværk fortsætter sit forsøg på at ødelægge Vestens og afghanernes mulighed for at skabe et sikkert Afghanistan. En indsats, der siden 2001 har kostet over 300 milliarder kroner bare i udviklingshjælp.

Læg dertil krigens pris i form af milliarder af dollars hvert år samt tusindvis af menneskeliv.

Men meget lidt har ændret sig trods de milliarder af dollars, som amerikanerne har givet til Pakistan. Spørgsmålet er, om Vesten kæmper den forkerte krig. For i virkeligheden kæmper man mod pakistanske interesser på afghansk grund.

Vesten har fejlet

Der er heller ikke meget, der har ændret sig i Afghanistan gennem de seneste ti år - ud over at Taleban ikke sidder på centralmagten. Sådan mener mange af de, der bor og arbejder i Kabul, hvad end de beskæftiger sig med udvikling, stabilisering eller træning af de afghanske sikkerhedsstyrker, der skal overtage ansvaret for sikkerheden, når NATO forlader Afghanistan i 2014.

Konklusionen i en ny rapport fra International Crisis Group taler med store bogstaver. Vesten har med milliarder og atter milliarder fejlet på alle tænkelige fronter.

"Efter et årti med massiv sikkerheds-, udviklings- og humanitær assistance har det internationale samfund ikke opnået hverken et politisk stabilt eller et økonomisk levedygtigt Afghanistan", lyder det blandt andet i rapportens konklusion.

Og de, der træner de afghanske sikkerhedsstyrker, som Vesten nu beror hele sin tilbagetrækningsstrategi på, tør ikke sige det højt, men til baggrund lyder deres konklusion:

"De afghanske rekrutter er værre end ubrugelige".

De færreste tør i det hele taget lægge navn til den hårde kritik af krigen, som findes i kulissen. For nu er Vestens strategi udadtil at erklære Afghanistan-krigen for en succes, så det ser pænt ud, når man tager hjem fra krigen, der ifølge mange europæiske befolkninger allerede har varet alt for længe.

Udviklingsarbejde i det skjulte

Men det ser alt andet end pænt ud. Forleden sad jeg med en ansvarlig for et af de mange amerikansk støttede projekter, der søger at stabilisere nogle af de mest urolige afghanske provinser.

Faktum ti år efter krigen begyndte, er, at det amerikansk støttede projekt ikke længere kan vise sig i provinserne. Så selv de lokalt ansatte tror, de er ansat af en afghansk NGO og ikke af den amerikanske regering.

Derfor kan man med rette spørge, hvor man er nået hen i krigen, hvis udviklingsarbejde skal foregå ved at føre de lokalt ansatte bag lyset for at beskytte dem selv og projektet.

Hvor blev freden af?

Da jeg første gang besøgte Afghanistan i 2004 så det anderledes lysere ud. I Kabuls snørklede basarer smilede afghanerne, de troede på fremtiden, de håbede på endelig fred, og de så et NATO, som kunne give dem et bedre liv.

Nu spørger de sig selv, hvor freden blev af, mens de ser mistænksomt mod de dyre armerede biler, der kører rundt med FN-ansatte, som kigger ud på samfundet og en befolkning, de for længst har opgivet at bevæge sig rundt iblandt.

Uden for Kabul, der efterhånden er som en ø i landskabet af usikre provinser, er kvinders fremtid i skoler og arbejde stadig til debat. Flere steder i provinsen Wardak, 40 minutters kørsel fra Kabul, skal kvinder have tilladelse fra Taleban, før de begynder en uddannelse.

Så udviklingen afhænger af den enkelte Taleban-leders humør. På mange måder ligner siutationen i Afghanistan situationen for over tyve år siden, da Sovjetunionen trak sig ud af landet. Til sidst kontrollerede de kun de store byer, resten var overladt til lokale krigsherrer.

Og de afghanere, der kan, skynder sig til udlandet. Om de så skal smugles ud til et nyt liv, ser de det som en bedre mulighed end at blive tilbage frem mod 2014.

- Der bliver jo borgerkrig, siger Farhad Zakel på 23 år, der netop har betalt 4500 amerikanske dollars for et visum til Tyrkiet. Derfra skal han smugles til Tyskland.

Bin Ladens drøm lever stadig

Og hvad så i forhold til det Vesten oprindeligt kom til Afghanistan efter - bin Laden og Al Qaeda-netværket?

Bin Laden er tilsyneladende blevet smidt i havet - men det er hans tankesæt ikke. I hvert fald ikke i grænselandet mellem Afghanistan og Pakistan og også dybt inde i magtens korridorer i den pakistanske hær og efterretningstjeneste.

Man kan dræbe en mand - men ikke hans drøm, som blot er flyttet længere ind i bjergene - fysisk er al-Qaeda bosiddende i Pakistan. Blandt de pashtunske stammer lever martyrdrømmene og viljen til at gå i kamp, hvis deres territorium er besat.

På bin Ladens dødsdag besøgte jeg en skole i Kabul, hvor de unge mænd fra de urolige provinser, der grænser op til Pakistan, bliver uddannet - et særligt tilbud til de, der ellers er født med en Kalashnikov i hånden - uddannelse er som bekendt vejen frem.

Jeg blev hurtigt gennet fra gården ind i et lokale, hvor ni unge mænd blev sat foran mig.

- Jeg hørte om Osama i tv, men det er bare løgn. Jeg har ingen holdning til ham. Det er et politisk spørgsmål, sagde Nakibullah fra en landsby få kilometer fra Pakistan.

Men er du - personligt - glad eller ked af, hvis han er død?- Jeg har ingen mening om ham, sagde han og grinede fjoget.

Da jeg drejede emnet ind på Vestens krig mod terror og de internationale styrker, forduftede sensitiviteten for de "politiske spørgsmål".

- Hvis NATO trak sig ud af Afghanistan, ville sikkerhedssituationen blive god igen. Vi har kun problemer med NATO. Ikke med Taleban. De er muslimer, der jo blot kæmper mod besættelsesmagten. Vi er fredelige folk, fremførte Nakibullah.

Facebook
Twitter