- En lokal mand kom hen til mig og spurgte 'Hvad betyder det?'. Jeg forklarede, at jeg ville fremhæve ødelæggelserne i Gaza ved at lægge billeder på min hjemmeside - men på internettet kigger folk kun på billeder af killinger.
Sådan skriver den britiske street art-kunstner Banksy om maleriet af den hvide kattekilling med den lyserøde sløjfe, der stikker op mellem murbrokkerne i Gaza.
Omkring halvårsdagen for våbenhvilen mellem Israel og den palæstinensiske milits Hamas har Banksy lagt flere fotos af sine værker i Gaza op på sin hjemmeside.
Sammen med billederne af malerierne har den britiske kunstner lagt en Israel-kritisk video op, hvor han angiveligt bliver smuglet ind i Gaza for at filme ødelæggelserne.
I våbenhvilen, der i august blev forhandlet på plads ved hjælp af egyptiske mæglere står det, at Israel skal tillade, at byggematerialer kommer ind i Gaza-striben, hvor 2.000 mennesker blev dræbt og hele boligkomplekser jævnet med jorden i løbet af sommerens 50 dage lange krig.
Men genopbygningsarbejdet går trægt, og kun få hjem er blevet bygget op igen, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Israel holder nemlig stadig et stramt greb om byggematerialer som cement, beton og stålstænger, fordi det kan have 'dobbelte anvendelsesmuligheder' og derved kan blive brugt til at genopbygge netværket af tunneller under Gaza.
Tunnellerne bliver dels brugt til at indføre mad, byggematerialer, kontanter og brændstof, men har også tidligere været brugt til at smugle våben ind til Hamas, som også brugte tunnellerne til at tvinge sig adgang til Israel i sommer.
Se billederne af Banksy malerier i billedserien ovenfor.