Nyheder
8. nov 2014

BILLEDER Et år efter tyfonen i Filippinerne: Skibsvrag i baghaven.

  • Hjælpeorganisationen Samaritan's Purse har givet blå presenninger, som bruges til at skabe ly for solen, regnen og vinden. (Foto: Ann Smed Madsen © DR)
  • Børn og voksne en tidlig søndag morgen på San Fernando-skolen i Tacloban i Leyte-provinsen. (Foto: Ann Smed Madsen © DR)
  • Byggeri af nyt Røde Kors-hus i gang i det det nordlige Leyte. (Foto: Ann Smed Madsen © DR)
  • En del store containerskibe blev skubbet op på land midt i Tacloban by under tyfon Haiyan, eller Yolanda, som den kaldes i Filippinerne. Skibene står der stadig, og beboerne har bygget deres huse op omkring dem. (Foto: Ann Smed Madsen © DR)
  • Her var alt fladt for et år siden, efter tyfonen kom ind fra havet. Nu bor beboerne i en blanding af FN's flygtningeorganisations telte og slumhuse. (Foto: Ann Smed Madsen © DR)
  • I Barangay San Roque i Leyte-provinsen dyrkes der courgetter og andre grøntsager blandt kokospalmerne. (Foto: Ann Smed Madsen © DR)
  • Dreng leger på skruen til et af de store containerskibe. (Foto: Ann Smed Madsen © DR)
  • Børnene leger ved en motor fra et af de store skibe. Nogle af skibene skal ophugges på stedet, da de ikke kan flyttes. Andre er igang med at blive klargjort til at blive søsat igen om fire måneder (Foto: Ann Smed Madsen © DR)
1 / 8

Skrevet af Ann Smed Madsen.

Lørdag er det et år siden, tyfonen Haiyan brølede løs på Filippinerne med vindstød på op mod 300 kilometer i timen. 6300 mennesker mistede livet, og mange tusinde mistede deres hjem.

40 millioner kokospalmer blev også lagt ned af de voldsomme vindstød, og dermed mistede mange også deres levegrundlag.

I dag – et år efter – er de ramte egne stadig i gang med at genopbygge deres huse. Børnene leger på skibsvrag, der blev presset langt om på land af vinden, og mange mennesker bor stadig i midlertidige huse. Vi har haft en reporter tilbage på Tacloban.

I billedserien øverst kan du se, hvordan området ser ud i dag.

Nyheder

  1. I dag kl. 00:00

    Video: Klimaaktivister limer sig fast til antik statue i Vatikanet

    Italienske klimaaktivister fra gruppen Ultima Generazione (sidste generation, red.) limede sig tidligere i dag fast til en antik statue på Vatikanmuseet.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Aktivisterne limede sig fast til statuen Laokoon-gruppen, som ifølge AP menes at være udskåret for over 2.000 år siden.

    Aktivisterne kræver, at den italienske regering øger sin brug af sol- og vindenergi.

    Med sig havde de et banner, hvorpå der stod skrevet "Sidste generation. Ingen gas. Ingen kul."

    De tre aktivister blev fjernet af vagter, hvorefter de blev bragt til en politistation.

    For knap to måneder sigen udførte aktivistgruppen en lignende protest. Her limede to aktivister sig fast til et renæssancemaleri på et museum i Firenze.

  2. I går kl. 23:18

    Ordførere vil rejse til Taiwan efter folketingsvalget

    Politikere fra seks danske partier melder sig klar til at rejse til Taiwan, når et kommende folketingsvalg er ovre.

    Det fortæller de til Politiken.

    Ordførere fra seks forskellige partier er klar til at støtte en rejsedelegation med danske politikere til Taiwan.

    Det drejer sig om udenrigsordførerne for Venstre, Konservative, Enhedslisten og Radikale. Derudover også Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard og Danmarksdemokraternes politiske ordfører, Peter Skaarup.

    Ifølge Venstres Michael Aastrup Jensen vil en rejse til Taiwan handle om at sende et signal til Kina.

    - Det, Taiwan har brug for nu, er vores opbakning. Det er vi nødt til at holde fast i – at selvfølgelig skal Taiwan ikke isoleres på den måde, som Kina ønsker det, siger han til Politiken.

    Folketingsmedlemmernes udmelding kommer, efter Kina har lanceret militærøvelser i forbindelse med besøg fra flere amerikanske politikere.

  3. I går kl. 23:03

    Venedig giver bøder til 'idiotiske' turister, der surfede i kanal

    To udenlandske turister har fået bøder for at tage sig en lidt utraditionel tur igennem Venedigs største kanal, Canal Grande.

    Det skriver Reuters.

    De to turister strøg i fuld fart gennem kanalen på motoriserede surfbræt. Det fik Venedigs borgmester, Luigi Brugnaro, til at kaldte dem "idioter", efter en video af de to surfere kom frem på nettet.

    Ifølge borgmesterens kontor var det lokale politi ikke længere om at finde synderne. Herefter fik de en bøde på 1.500 euro, svarende til godt 11.000 kroner.

    Desuden fik de konfiskeret deres surfbræt, der ifølge borgmesterkontoret har en værdi på omkring 185.000 kroner.

    Hændelsen fik byens borgmester til at tilbyde en gratis middag til dem, der kunne hjælpe med at finde frem til surferparret, så de kunne blive straffet.

  4. I går kl. 22:42

    Viborg FF tabte fodboldduel til engelsk sværvægter

    Viborg kæmpede flot, men endte med at tabe med 1-3 til West Ham i playoffkampen i Conference League. (Foto: John Sibley)

    Trods flot spil i store perioder drager Viborg hjem fra London med et 1-3-nederlag til West Ham i den første af to kampe om at komme i Conference Leagues gruppespil.

    Niveauforskellen var ikke synderligt tydelig i selve spillet, men kom i stedet til udtryk i forhold til holdenes kynisme.

    For mens hjemmeholdet kendte sin besøgelsestid, fik Viborg aldrig nok valuta for det gode spil og de chancer, som holdet skabte.

    Til gengæld gjorde gæsternes sikre boldomgang, at West Ham havde problemer med at finde rytmen, og det betød, at London-klubben kun i få momenter fandt Premier League-tempoet frem.

    Den individuelle klasseforskel gjorde dog, at West Ham slog Viborg med 3-1, og derfor står træner Jacob Friis' og co. foran en svær opgave næste torsdag, hvor billetten til gruppespillet skal uddeles.

    /ritzau/

  5. I går kl. 22:01

    Russisk Starbucks-kopi slår dørene op

    Det nye logo for "Stars Coffee" ligner til forveksling det mere velkendte Starbucks-logo. Ifølge Reuters er kvinden på logoet udstyret med en traditionel russisk hovedbeklædning i stedet for en krone. (Foto: Maxim Shemetov © Ritzau Scanpix)

    Kaffetørstige russere blev muligvis skuffede, da Starbucks lukkede sine 130 russiske butikker i foråret efter den russiske invasion af Ukraine.

    Men de kan ånde lettet op, for i morgen får de en nærmest identisk kæde, der kan slukke kaffetørsten.

    Den nye kaffekæde, "Stars Coffee", havde i dag sin lancering i Moskva, inden de første butikker åbner i morgen.

    Det skriver Reuters.

    Se video fra lanceringen af den første "Stars Coffee" i Moskva i dag.

    Det er ikke kun det nye navn, der minder om den amerikanske original. Også den nye kædes logo er som en kopi af det verdenskendte Starbucks-logo.

    Dog er ligheden i de to logoer tilfældig ifølge stifterne af den russiske kaffekæde.

    - Hvis du sammenligner - ud over cirklen - finder du ikke noget til fælles.

    Tidligere på året meldte McDonald's ud, at de lukkede deres restauranter i Rusland. Men også den kæde blev genfødt i Rusland.

  6. I går kl. 21:48

    Fortuna Hjørring blev besejret på tre minutter i CL-kvalifikationen

    Fortuna Hjørrings fodboldkvinder tabte den første kamp i Champions League-kvalifikationen torsdag aften.

    Det endte med et 0-2-nederlag på hjemmebane til Eintracht Frankfurt. Tyskerne slog til med to lynmål på tre minutter i starten af første halvleg.

    Der er lavet om på turneringens format, og der spilles ikke hjemme og ude. I stedet er Fortuna Hjørring placeret i en miniturnering med fire hold.

    De to øvrige hold i gruppen er hollandske Ajax Amsterdam og norske Kristianstad FC. De mødte hinanden tidligere torsdag i Amsterdam. Her vandt Ajax 3-1.

    Trods nederlaget til Frankfurt er Fortuna Hjørring ikke ude af kvalifikationen.

    Nu venter en kamp mellem de to tabende hold. Det bliver dermed Kristianstad, som Fortuna Hjørring skal møde søndag klokken 18.

    HB Køge, der blev dansk mester i sidste sæson, træder først på et senere tidspunkt ind i turneringen.

    /ritzau/

  7. I går kl. 21:13

    Suveræn Ida Karstoft sprinter sig i EM-finalen

    Den danske Ida Karstoft havde styr på samtlige 200 meter under torsdagens EM-semifinale i München.

    Konkurrenterne kunne ikke fange den suveræne indehaver af danmarksrekorden på samme distance, og hun kvalificerede sig dermed til fredagens finale. Karstoft løb alene i mål i tiden 22,73 sekunder.

    - Det er fedt. Det var det, jeg gik efter. Og det lykkedes. Jeg håber, at der er mere at komme efter i finalen, siger Ida Karstoft til DR Sporten.

    Hele ti gange i 2022 har den 26-årige hurtigløber sat dansk rekord, som i skrivende stund er 22,67 sekunder. Samtidig har hun fået Diamond League-debut, hvor hun også vandt stævnet - selvfølgelig med en dansk rekord, hun sidenhen har slået.

    Hos herrerne skulle Simon Hansen også have været i konkurrence tidligere på dagen, men danskeren meldte fra til sin semifinale på grund af en lårskade.

    Ida Karstoft løber EM-finale fredag klokken 22.20. Du kan følge følge med på DR2 og her på dr.dk

  8. I går kl. 20:50

    S tordner mod Papes topskatteplan: Men partiet vil ikke garantere ikke at lette topskatten

    Finansminister Nicolai Wammen (S) flankeret af de to statsministerkandidater fra den borgerlige lejr, Søren Pape Poulsen (K) og Jakob Ellemann-Jensen (V). (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

    - Det er en pivskæv plan.

    Sådan sagde finansminister Nicolai Wammen (S) i går om De Konservatives økonomiske plan, der letter skatter og afgifter for 40 milliarder kroner og afskaffer topskatten helt.

    Planen skal blandt andet finansieres med at bruge færre penge på det offentlige og ved at fjerne det socialdemokratiske guldæg, Arne-pensionen.

    Om det er fjernelsen af topskatten eller afskaffelsen af Arne-pensionen, der har fået socialdemokrater til tasterne efter De Konservatives pressemøde, står ikke helt klart. Men flere fremtrædende medlemmer var efterfølgende ude med riven efter Søren Pape Poulsen på de sociale medier.

    På Socialdemokratiets sommergruppemøde tirsdag blev der bejlet til Søren Pape Poulsen og Jakob Ellemann-Jensen. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    - Nå, men så får vi vist alligevel den folkeafstemning om retten til tidlig pension, velfærd frem for skattelettelser til de rigeste, investeringerne i uddannelse og klimaambitionerne. Herligt. Velkommen til, Søren Pape Poulsen, skrev beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

    Den politiske ordfører for Socialdemokratiet, Rasmus Stoklund, var også klar i mælet og mente, at der nu var en klar skillelinje i dansk politik op mod valget.

    - Respekt for, at Konservative bekender klar, mørkeblå kulør frem for at putte med ambitionerne. Nul topskat, forgyld højtlønnede, ned med selskabsskatten, afskaf Arne-pension og efterløn og offentlig nulvækst. En klar skillelinje i dansk politik – og i Socialdemokratiet vil vi det modsatte, skrev han.

    Men selv om finansminister Nicolai Wammen var klar i mælet, da DR i går efterspurgte et svar på, om Socialdemokratiet kunne støtte De Konservatives skatteplan, var der mere uld i mund, da DR spurgte til en garanti for, at der ikke vil komme topskattelettelser med socialdemokratiske stemmer efter valget.

    I snakker jo om, at I godt kunne tænke jer en bred regering hen over midten efter det valg, der formentlig kommer snart. Kan du garantere, at Socialdemokratiet ikke vil lette topskatten?

    - Det, De Konservative lægger op til, er at fjerne topskatten og dermed give en kæmpestor skattelettelse til direktør-familien og dem, der tjener allermest i det danske samfund. Og ja, det kommer vi ikke til at gøre fra Socialdemokratiets side. Det er et skævt forslag, og det er ikke det, Danmark har brug for, siger han uden at give en garanti.

    Første skridt for De Konservative er jo at hæve topskattegrænsen. Kan I heller ikke være med til det?

    - Vi ser jo det her som en samlet plan fra De Konservative, som gør, at direktøren får en kæmpestor skattelettelse, mens slagteriarbejderen og sosu-assistenten mister retten til Arne-pensionen. Og nej, det kan vi ikke være med til, sagde Nicolai Wammen.

    Tilbage i 2012 hævede S-R-SF-regeringen topskatten med de blå partier til stor frustration for Johanne Schmidt-Nielsen, der dengang var politisk ordfører for støttepartiet Enhedslisten.

    DR har igen i dag spurgt i Finansministeriet, om Nicolai Wammen vil give en garanti for, at Socialdemokratiet ikke vil lempe på topskatten efter valget. Han vil ikke kommentere, men henviser til finansordfører Benny Engelbrecht.

    På Socialdemokratiets sommergruppemøde tirsdag opfordrede statsminister Mette Frederiksen gentagne gange De Konservatives formand og Venstres formand til igen at overveje, om de ikke skulle forsøge at indgå i en regering sammen efter valget.

    Og netop med de to partiers velkendte økonomiske politik, der også endte med at slå gnister på grund af topskattelettelser under Lars Løkke Rasmussens seneste regering, er det ikke utænkeligt, at Socialdemokratiet kan komme til at bøje sig i et kompromis efter valget.

    Heller ikke Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, vil give en garanti for, at Socialdemokratiet ikke kommer til at lægge stemmer til at lempe topskatten efter valget.

    Kan du give vælgerne en garanti for, at Socialdemokratiet ikke kommer til at bidrage til at lempe på topskatten efter valget?

    - Det er ikke vores politik at lette eller lempe på topskatten. Vi synes faktisk, at topskattegrænsen ligger et rigtig fint sted. 552.000 kroner skal man tjene årligt, før man betaler topskat. Det betyder, at det er de færreste, der betaler det – med andre ord er det de bredeste skuldre, der tager det tungeste læs, siger han.

    I har lige holdt sommergruppemøde, hvor statsminister Mette Frederiksen jo appellerede til, at Venstre og Konservative bør overveje at gå i regering med jer efter et valg. Kan du så garantere, at I ikke ender med at lægge stemmer til topskattelettelser, hvis I kommer i regering med et af de to partier?

    - Vi har jo eksempelvis hævet beskæftigelsesfradraget, så det er jo ikke sådan, at vi er imod skattelettelser, hvis det giver mening og er til gavn for samfundet.

    - Skattereformer og andet vil vi gerne være med til. Vi synes bare ikke, at der er nogen grund til hverken at fjerne topskatten eller ændre på de grænser, der er for, hvornår man kommer til at betale topskat.

    - Det er faktisk meget fornuftigt, at vi, der tjener mest her i samfundet, også er med til at bidrage lidt mere, end borgere i øvrigt gør, siger han.

    Benny Engelbrecht betaler gerne topskat. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

    Men forekommer det ikke hyklerisk, at I skyder så meget på Søren Pape Poulsen og hans topskatteplan, uden at I vil garantere, at I ikke vil lempe topskatten efter valget?

    - Hvis det så er muligt at lave reformer, så vil Socialdemokratiet først og fremmest være optaget af, hvordan vi sikrer, at den brede befolkning også får noget mere mellem hænderne – ikke mindst i en situation, hvor inflationen er høj.

    Men du kan ikke garantere, at I ikke kommer til at lempe på topskatten efter valget?

    - Jeg kan garantere, at det ikke er socialdemokratisk politik. Og så er det klart, at vi også kan konstatere, at der siden 2014 og frem til nu faktisk er gjort rigtig meget, så ganske mange sygeplejersker og almindelige arbejdere, som tidligere skulle betale topskat, ikke skal gøre det mere, siger han.

    Er det ikke hyklerisk at skyde så meget på Søren Pape Poulsen og tegne så tydelig en skillelinje i dansk politisk op, når du ikke kan garantere, at I ikke vil lave topskattelettelser efter valget?

    - Det er en meget, meget skæv måde at fordele goderne i Danmark på at tage fra dem, som har brug for en ordentlig ældrepleje, ordentlig børnepasning og andet og så give det til dem, der har allermest i forvejen. Det er ikke og bliver aldrig socialdemokratisk politik, siger han.

    Folketingsvalget skal senest afholdes 4. juni næste år - men Radikale Venstre har truet med at vælte regeringen, hvis valget ikke er udskrevet, når Folketinget åbner 4. oktober.

  9. I går kl. 20:38

    Silkeborg IF taber første europæiske kamp i 21 år

    (Foto: KIMMO BRANDT © Ritzau Scanpix)

    Silkeborg IF må tage slukøret hjem til Søhøjlandet efter et 1-0-nederlag på udebane til HJK Helsinki.

    Kampen er det første af to opgør om at kvalificere sig til Europa League.

    De danske forhåndsfavoritter havde flere muligheder for at bringe sig foran i løbet af første halvleg, og det gælder især sidste sæsons topscorer i Superligaen Nicklas Helenius.

    Men angriberen headede forbi mål, og det fik ham til sparke til stolpen i frustration.

    I anden halvleg blev frustrationerne blot større for Silkeborg IF, da forsvarsspilleren André Calisir fik et direkte rødt kort efter 69 minutter.

    Det røde kort vendte kampen til finnernes fordel, og efter 80 minutter sendte David Browne et flot langskud op i målhjørnet.

    1-0 til HJK Helsinki og det blev også det endelige resultat. Returopgøret spilles i Silkeborg på torsdag klokken 18.30.

  10. I går kl. 20:26

    Politisk ven kræver finsk statsminister narkotestet

    Finlands statsminister Sanna Marin svarer på spørgsmål forud for de finske socialdemokraters sommergruppemøde. (Foto: MATIAS HONKAMAA © Ritzau Scanpix)

    En video af den finske statsminister, Sanna Marin, der fester, er blevet delt livligt på sociale medier på det seneste og har vakt en diskussion om statsministerens festvaner og privatliv.

    Og nu bør den finske statsminister blive narkotestet og lægge resultatet frem til offentligheden.

    Det skriver det finske parlamentsmedlem Mikko Kärnä på Twitter.

    Kärnä er medlem af Centerpartiet, der er koalitionsparti i Sanna Marins regering.

    Finske medier skriver, at flere personer i videoen råber om kokain.

    Men Sanna Marin selv afviser, at hun har taget narkotika.

    - Jeg har danset, sunget, fejret og gjort lovlige ting, siger Sanna Marin torsdag.

    Hun udtrykker samtidig skuffelse over, at optagelsen fra en privat fest er blevet lækket.

  11. I går kl. 20:19

    Mand, der angreb Salman Rushdie, nægter sig stadig skyldig i drabsforsøg

    Den 24-årige mand, der er sigtet for at forsøge at dræbe forfatteren Salman Rushdie, har i dag gentaget, at han nægter sig skyldig. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    Angrebet skete i fredags, hvor den 75-årige Rushdie angiveligt blev stukket i hals- og maveregionen, da en mand pludselig angreb ham i forbindelse med et arrangement i byen Chautauqua.

    Salman Rushdie har levet på hemmelige adresser i både England og USA, efter han i 1988 udgav bogen med titlen "De sataniske vers".

    Den indisk-britiske forfatter er i øjeblikket indlagt.

    Det kom tidligere på ugen frem, at han ikke længere skal bruge en respirator for at trække vejret og er i stand til at gå og tale.

  12. I går kl. 19:48

    61 års fængsel til 16 dømte i historisk sag. Sådan svindlede de for 800 millioner

    (Grafik: Søren Winther Nørbæk, DR Nyheder)

    17 personer blev anklaget, og 16 af dem blev idømt samlet mere end 61 års fængsel og fik bøder for 875 millioner kroner.

    Det er resultatet, efter Københavns Byret torsdag afsagde dom i den såkaldte Operation Greed-sag, der handler om svindel og hvidvask for mange hundrede millioner kroner, og dermed er en af de største af svindelsager i Danmark.

    Sagen begyndte i 2017, hvor politiet slog til mod bagmændene med to brødre i centrum. Den ene bror, som er sagens hovedmand, og allerede har siddet i fængsel i over to år, blev idømt syv års fængsel og 175 millioner kroner i bøde. Den anden fik 6,5 års fængsel, 175 millioner i bøde og udvisning af Danmark i seks år.

    Sagen handler om, at de 16 dømte på forskellig vis har medvirket i et omfattende svindelnummer. Hovedparten af de tiltalte har styret en virksomhed, hvor de via falske virksomheder i ind- og udland har udstedt falske fakturaer til rigtige virksomheder i Danmark, især inden for byggeri- og rengøringsbranchen.

    Disse falske virksomheder kaldes stråmandsvirksomheder, fordi de kun findes på papir.

    Fakturaen kan være en regning for rengøring, som kunden – virksomheden – har købt for et vist beløb plus moms, og betalt regningen for det. Men rengøringen har aldrig fundet sted.

    Kunden betaler fakturaen, hvorefter svindlerne via et vekselburau udbetaler pengene i kontanter til sig selv.

    Bagmændene tager et ”gebyr” for deres svindel, og giver resten tilbage til den kunde, der har betalt regningen.

    Ifølge en håndværksmester, der har givet interview til 21 Søndag, kostede det typisk 20 procent i gebyr.

    Kontanterne kunne kunderne bruge til at aflønne sort arbejde eller købe ting til dem selv.

    Den anonyme håndværksmester har ti gange købt falske fakturaer for at trække penge ud af sin virksomhed uden at betale skat. (© DR Nyheder.)

    Vekselbureuaerne er afgørende i sagen, fordi de sender pengene videre mellem svindlerne. Fire af de 16 dømte har drevet vekselsbureauer, og de var tiltalt for hvidvask af 500 millioner kroner.

    En af de fire fik to års fængsel, mens de tre andre fik tre år og 11 måneders fængsel. To af dem blev udvist, den ene for bestandig.

    17 personer var anklaget for at have snydt statskassen for 297 millioner kroner og hvidvasket for 500 millioner kroner.

    Det har de gjort ved at have udstedt 5.000 falske fakturaer til 850 virksomheder, som dermed har snydt i skat.

    Sagen har kørt siden 2018 og har strakt sig over 153 retsdage.

    Anklageren havde krævet domme på mellem 2,5 år og 10 år til de 17 tiltalte. Til sammenligning fik Stein Bagger syv års fængsel i 2008 for at have svindlet for 830 millioner kroner i det IT Factory.

    Systemet i Operation Greed er en ny type svindel med falske fakturaer for at lave skattesnyd. Sagen kan medføre en række andre lignende sager. Også derfor er Operation Greed vigtig for anklagemyndigheden.

    Skattestyrelsen skal nu vurdere, hvad der skal ske med de 850 virksomheder, der har købt falske fakturaer.

    Der er konfiskeret store kontantbeløb, luksusbiler, designermøbler og ejendomme fra de anklagede.

    I billedserien herunder kan du se billeder fra politiets beslaglæggelser.

    • Politiet beslaglagde blandt andet biler, ejendomme, kontanter og smykker ved aktionen i oktober 2017.
    • Politiet har beslaglagt 1,5 millioner kroner i kontanter. (Foto: Københavns Politi)
    • På billedet her kan man se, at der også er beslaglagt en nøgle tilhørende luksus-bilmærket 'Bentley'. (Foto: Københavns Politi)
    • Politiet har noteret, at der ligger 1,3 millioner kroner i plastikposen. (Foto: Københavns Politi)
    • Otte luksusbiler er beslaglagt af politiet. Denne Mercedes er dog afleveret tilbage, efter den blev beslaglagt i oktober 2017. (Foto: Københavns Politi)
    • Fem eksemplarer af Arne Jacobsens berømte designerstol 'ægget'. En ægget-stol koster fra ny mindst 40.000 kroner. (Foto: Københavns Politi)
    1 / 6
  13. I går kl. 19:31

    Blandet succes for de danske både ved EM i kano og kajak

    (Foto: KELD NAVNTOFT © Ritzau Scanpix)

    Ved EM i kano og kajak var der torsdag danske deltagelse i hele ni indlendende løb. Det blev en dag med blandet dansk succes.

    Alle deltagere var på forhånd sikret en billet til semifinalerne, så det der blev sejlet om i de indledende løb var en direkte plads i finalen.

    Det lykkedes for Magnus Sibbersen i mændenes 500 meter single-kajak og Pernille Knudsen og Sara Milthers i kvindernes 1000 meter double-kajak at sejle en finaleplads hjem.

    De resterende syv danske både i de forskellige kategorier må derfor prøve at kvalificere sig til finalen via semifinalerne i morgen.

    Semifinalerne i kano og kajak kan ses fredag på DR2 fra klokken 14.00-15.30 og på DRTV fra klokken 17.30-18.00.

  14. I går kl. 19:24

    'Mission Huginn': Andreas Mogensens næste rummission har fået sit navn

    Når den danske astronaut Andreas Mogensen til næste år igen skal en tur i rummet, bliver det på den nydøbte "Mission Huginn".

    Missionen har fået sit navn efter en af Odins to ravne fra nordisk mytologi.

    Det blev her til aften offentliggjort af astronauten til et arrangement på Københavns Universitet, hvor Ungdommens Naturvidenskabelige Forening var vært.

    Missionen kommer til at foregå på Den Internationale Rumstation (ISS), hvor Andreas Mogensen skal være i et halvt år.

    På Mission Huginn skal Andreas Mogensen blandt andet teste nyt rumudstyr og forsøge at 3D-printe metal i vægtløshed.

    Under Andreas Mogensens første tur i rummet var han på rumstationen i knap ti dage. Og han ved, at der venter ham helt andre vilkår på den nye mission.

    - Ti dage kan man overleve hvad som helst og får jo knap nok fundet sig til rette. Denne gang skal jeg finde mig til rette, for det bliver mit hjem.

    Navnet på missionen er valgt af Andreas Mogensen selv på baggrund af en konkurrence. Hør her, hvorfor han valgte navnet "Huginn".

  15. I går kl. 19:16

    Krisemøde mellem Kosovo og Serbien endte uden enighed

    Spændingerne mellem Kosovo og Serbien har de seneste uger været høje. Derfor var parterne i dag taget til Bruxelles, hvor de skulle forsøge at nå en enighed.

    Sådan endte det dog ikke, selvom EU var til stede for at agere mægler og lægge en dæmper på spændingerne.

    Den seneste tid er uroen mellem landene taget til, blandt andet efter at Kosovo præsenterede nye regler for nummerplader, som betød at serbere i den nordlige del af Kosovo vil blive påkrævet at have kosovoske nummerplader på deres biler.

    Den regel er blevet udskudt til den 1. september, og det er derfor også den deadline, som parterne forsøger at nå.

    Parterne nåede dog til enighed om én ting. De er nemlig enige om at mødes til nye samtaler igen i de kommende dage.

  16. I går kl. 18:44

    Udspil om børns kønsskifte skaber voldsom debat: 'Jeg havde jo mobbet mit eget barn i de første fire år af hendes liv'

    Regeringen har lavet en LGBT+-handlingsplan med fem fokusområder. Et af initiativerne er at give børn og unge mulighed for juridisk kønsskifte. (© Grafik: Nathalie Nystad)

    For ni år siden blev Helge Sune Nymand far til en søn. Det troede han i hvert fald. Også selvom Helge Sune Nymand husker, at sønnen omtalte sig selv som hun, allerede da han begyndte at kunne tale.

    - Noget af det mest hjerteskærende var, at vi rettede hende og sagde, hun rent faktisk var en dreng. Hun blev så ked af det, når hun fik det at vide, lyder det fra Helge Sune Nymand.

    Han har nu involveret sig så meget i arbejdet for transkønnet børns rettigheder, at han nu er forperson i Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn.

    Da Eva, som Helge Sune Nymands barn nu hedder, kom i børnehave, skabte det problemer. For på pædagogernes lister stod der, at hun var en dreng. Så når børnene skulle opdeles efter køn, opstod der konflikter.

    - Vores datter gik med pigerne. Det kunne der komme nogle frygtelige skænderier ud af, fordi de fagprofessionelle havde lister, hvor de kunne se, hun hørte til et andet sted, fortæller Helge Sune Nymand til P1 Morgen.

    Derfor er han tilhænger af den socialdemokratiske regerings forslag om at gøre det muligt for børn helt ned til nul år at lave om på det sidste tal i CPR-nummeret.

    Det kaldes også juridisk kønsskifte. Et forslag, som regeringen også præsenterede tilbage i august 2020 under den københavnske pride.

    Forslaget vil betyde, at børn under 15 år skal have samtykke fra deres forældre, mens børn mellem 15 og 18 selv kan bestemme. I dag skal man være 18 år for at skifte juridisk køn.

    - Hun kan rigtig godt tænke sig, at omverdenen ser hende som den pige, hun selv siger, hun er. Men det er hendes valg. Det er hverken min kone eller mig, der kan sige, hvad hun skal. Det er hende, og så bakker vi op, siger Helge Sune Nymand.

    Det er et svært dilemma. Der er et hensyn til Eva og hendes forældre og et hensyn til de spørgsmål, vi rejser for en hel masse andre forældre.
    Leif Vestergaard Pedersen, formand, Etisk Råd

    Det tog et stykke tid, før forældreparret nåede til den erkendelse, at deres dreng følte sig som en pige.

    Først da børnehaven så, at Eva mistrives og kommunen blev involveret, forstod de, at noget skulle ændres. For Eva stod snart overfor skolestart, og hvad ville der ske, når hun troppede op i sin fineste kjole med et drengenavn?

    - Børnepsykologen spurgte, om der var noget, der fik nogen til at tro, at det her skulle få væk af sig selv. Jeg kunne ikke svare andet end nej, fortæller Evas far, der på det tidspunkt vidste, at det ikke bare var en fase.

    Samtalen med psykologen fik Helge Sune Nymand til at dykke ned i, hvordan det er at være transkønnet. Der stødte han blandt andet på en blog, hvor der stod ti råd til dem, der møder en transkønnet.

    - Der kunne jeg se, jeg havde handlet forkert i alle ti råd. Det var den største øjenåbner for mig og genstand for stor sorg, for jeg havde jo mobbet mit eget barn de første fire år af hendes liv, siger han.

    Selvom det står klart for Helge Sune Nymand, at det skal være muligt at ændre det sidste tal i børn og unges CPR-numre, så skaber det bekymring hos andre.

    Etisk Råd, der har til formål at rådgive og skabe debat om etiske spørgsmål, mener, at man skal være mellem 10 og 12 år, før man skal kunne skifte juridisk køn.

    Leif Vestergaard Pedersen er formand for Etisk Råd. (Foto: Finn Frandsen © Ritzau Scanpix)

    - Det er en afvejning af forskellige hensyn. Et flertal i Etisk Råd har sagt 10 til 12 år. Det skyldes, at vi synes, at børn skal have en vis alder, før de kan træffe en beslutning, siger Leif Vestergaard Pedersen, formand for Etisk Råd.

    Vi står midt i en brydningstid, og jeg ser det her som et værdiskred, der går i retning mod et kønsneutralt samfund.
    Birgitte Bergman, ligestillingsordfører, Konservative

    Han anerkender, at der findes børn som Eva, der allerede i en tidlig alder ser sig som pige, selvom hundes biologiske køn er et andet. Men ud fra vurderinger fra forskellige fageksperter er rådet nået frem til, at det kan skabe mere uro og bekymring hos forældre generelt, hvis der ikke sættes en grænse.

    - Det er et svært dilemma. Der er et hensyn til Eva og hendes forældre og et hensyn til de spørgsmål, vi rejser for en hel masse andre forældre. De kan måske i højere grad komme i tvivl om noget, som der måske ikke er så meget grund til, at de bliver i tvivl om, siger Leif Vestergaard Pedersen.

    Hos De Konservative kalder ligestillingsordfører, Birgitte Bergman, forslaget for helt vanvittigt. Hun mener, at aldersgrænsen skal fortsætte med at være 18 år, som det er i dag.

    - Børn og unge skal have lov til at være børn og lege og eksperimentere med kønnene, uden at det behøver at blive definerende for, hvem de er. Det handler om, at vi skal passe på vores børn, siger hun.

    Birgitte Bergman fra De Konservative ser ingen grund til at ændre grænsen. Hun mener børn skal skånes mod at træffe sådan en beslutning. (Foto: Mathias Eis © Ritzau Scanpix)

    Hun mener, børn skal skånes for at træffe sådanne beslutninger. Også selvom forældrene til børn under 15 år skal give samtykke.

    - Nogle gange har vi lovgivning, hvor vi netop beskytter børn mod deres egne forældre. Vi står midt i en brydningstid, og jeg ser det her som et værdiskred, der går i retning mod et kønsneutralt samfund. Det er jeg stærk modstander af. Køn er en vigtig og væsentlig identitetsfaktor – særligt for børn, siger hun.

    Birgitte Bergman siger, at hun har fuld respekt for dem, der vælger at skifte køn. Hun anerkender også, at det kan skabe stor mistrivsel, som Helge Sune Nymand fortæller var tilfældet for Eva.

    - Vi skal skabe nogle ordentlige rammer for, at børn, uanset hvordan de har det og føler sig, kan vokse op i ordentlige rammer. Men forslaget er for vidtgående, siger Birgitte Bergman.

    DR har forsøgt at få fat i flere socialdemokrater for at få dem til at udtale sig om handlingsplanen, der blandt andet foreslår at sløjfe grænsen for juridisk kønskifte. Lars Aslan Rasmussen, der er partiets LGBT+-ordfører, henviser til Birgitte Vind, der er partiets indenrigsordfører. Hun har dog ikke vendt tilbage.

    Hos Transportministeriet, der også varetager ligestillingsområdet, siger man, at minister Trine Bramsen ikke har tid.

    DR ville også gerne høre, hvad der skete med regeringens forslag tilbage i 2020, og hvorfor aldersgrænsen endnu ikke er fjernet. Det har heller ikke været muligt at få svar på det fra Socialdemokratiet.

  17. I går kl. 18:40

    Fem personer dræbt under voldsom storm på Korsika

    Den franske middelhavsø Korsika er tidligt i dag blevet ramt af en voldsom storm, der har kostet fem mennesker livet.

    Det melder franske myndigheder ifølge Reuters.

    Ifølge Reuters blev øen ramt af hagl, kraftigt regnvejr og vindstød på op mod 224 kilometer i timen.

    Blandt de fem dræbte er en 13-årig pige, der mistede livet, da et træ væltede på en campingplads i den sydlige del af øen.

    Se video af ødelæggelserne efter stormen her:

    Ud over de fem dræbte er 12 såret, skriver de franske medier Le Monde og France24.

    Andre steder i Frankrig har man også mærket voldsomt uvejr de seneste dage. I tirsdags faldt der 46 millimeter regn på mindre end en time i Paris, og vindstyrken i den franske hovedstad nåede op på 104 kilometer i timen.

  18. I går kl. 18:15

    Hedebølgen er ovre - men mere varme venter

    Skyerne kommer til at være et fast element på himlen de næste dage, hvor vi flere dage kan få kraftige byger og regn. Der kommer dog også stadig sol og varme, som her ved Aakirkeby på Bornholm. Foto: Stine Marie Rifbjerg

    Himlen kommer til at se anderledes ud i denne uge, end vi ellers har været vant til i august.

    Det har de fleste erfaret torsdag formiddag, hvor en større front med regn og torden har trukket op over landet. Det er i øvrigt det samme vejrsystem, der forleden oversvømmede flere metrostationer i Paris.

    Og du kan godt skifte solcremen ud med en paraply i oppakningen de næste dage, da der venter flere omgange med vand. Oftest vil det dog bare være byger, men meteorolog ved DR Vejret Mikael Jarnvig holder dog især øje med fredagens vejr og vand.

    - I den østlige del af landet skal paraplyerne være i beredskab. Især i morgen bliver spændende, fordi prognoserne har forskellige udlægninger af, hvad der sker. Det er lige fra regn hele dagen på Sjælland til, at de går øst for Danmark, siger Mikael Jarnvig.

    Med regnen følger også et skifte i de temperaturer, vi kan se på termometeret. Torsdag ser ud til at blive sidste dag med mulighed for 28 grader. Derved er torsdag også sidste dag i denne omgang, hvor vi kan tale om en hedebølge. Vi har ellers haft 28 grader eller mere siden sidste torsdag.

    I stedet venter en weekend, hvor niveauet minder mere om den normale, danske sommer.

    De seneste dages uvejr har blandt andet givet hundredevis af lyn over landet. Her er det ved . Her er det lyn over Aarhus, fotograferet af Pia Rosenlund Strauss.

    De næste dage til og med søndag vil der ifølge prognoserne falde mellem 10 og 22 millimeter i de sydlige egne, mens resten af landet ser ud til kun at få en håndfuld millimeter. Derved kommer vi til at kunne rykke lidt på tørkeindekset, der er kravlet højt op de seneste dage. Med de seneste dages dryppende skyer ligger det nu på 8,6, på skalaen, der løber til 10.

    - Det er ikke så voldsomt, hvad der kommer de næste dage. Måske kan der være skybrud i øst fredag, men så er vi ovre den sandsynlighed, fordi den meget varme luftmasse, der har givet os de kraftige byger, er trukket væk. Ellers begynder der at komme ganske almindelig vestenvind ind over Danmark og ganske almindelige sommertemperaturer, siger Mikael Jarnvig.

    - Når vi først er ovre vejret fredag, så kommer vejret nok ikke til at skabe overskrifter de næste fem døgn.

    Efter weekenden venter der dog lidt mere varme, og generelt har den første del af august givet os mere varme, end vi ellers kan forvente af måneden. Middeltemperaturen er i skrivende stund på 18,2 grader, men klimanormalen ligger på 16,9 grader.

    - I de næste fem døgn er vi nede på normalt dansk sommer-niveau, vi kommer nok først over 25 grader, når vi er henne ved tirsdag, siger Mikael Jarnvig.

  19. I går kl. 18:06

    Utilfreds borgmester efter Chromebook-afgørelse: Vores elever er dårligere stillet end resten af landet

    Helsingør Kommune har ikke leveret tilfredsstillende dokumentation for, at børns data ikke bliver brugt forkert. Det fastslog Datatilsynet i dag.

    Derfor får kommunens folkeskoler stadig ikke lov til at bruge Chromebooks i undervisningen, og det er kommunens borgmester, Benedikte Kiær (K), ikke tilfreds med.

    - Det helt store spørgsmål er, om de elever, som går i folkeskolen i Helsingør Kommune, er dårligere stillet end alle andre elever. Fordi vi har fået at vide af Datatilsynet, at vi ikke må bruge de digitale hjælpemidler, vi har, og vi står i en situation, hvor det er meget uklart, hvad vi så kan tage ind i stedet for, hvis vi skal leve op til folkeskolens formålsparagraf, siger hun til P4 København.

    Det var en far, der tilbage i 2019 opdagede, at hans otteårige søns navn kunne ses på platformen YouTube efter at have brugt en Chromebook, og han klagede derfor til Datatilsynet. Også navnet på sønnens skole kunne ses.

    Det fik Datatilsynet til at se nærmere på, om sikkerheden omkring elevers data var god nok. Konklusionen er, at det er den ikke.

    - Den konkrete brug af nogle bestemte redskaber i kommunen er ikke forsvarlig overfor børnenes oplysninger, siger it-sikkerhedsekspert og jurist i Datatilsynet Allan Frank i en pressemeddelelse.

  20. I går kl. 17:41

    Hollandsk sprintertalent napper sin anden etapesejr i PostNord Danmark Rundt

    Den hollandske cykelrytter Olav Kooij vandt tredje etape af PostNord Danmark Rundt.

    Jumbo-Vismas 20-årige sprinter var godt tilfreds med sin præstation, som var hans anden etapesejr i Danmark.

    - Målet var at vinde én etape, så det er fedt at have vundet to. Vi vil gøre vores bedste for at gentage det på de næste to etaper, siger Olav Kooij til DR Sporten.

    Inden afgørelsen i Herning var dagens etape med start i Otterup præget af hektik, styrt og adskillige angreb.

    Den danske indehaver af bakketrøjen, Rasmus Bøgh Wallin, var i udbrud det meste af dagen, men omkring to kilometer før mål blev han og resten af afstikkerne hentet af forfølgerne.

    Jumbo-Visma lagde sig i front med franske Chrstophe Laporte som rambuk, hvorefter den unge sprinter Olav Kooij kørte sejren hjem.

    Fredag skal rytterne ud på den næstsidste etape, når der er start og mål i Skive. Du kan se fjerde etape fra klokken 13.30 på DR1.

  21. I går kl. 17:10

    Bagmand i 'Operation Greed' får 7 års fængsel

    Bagmanden Naveed Anwar i sagen "Operation Greed" skal i fængsel i syv år og får desuden en tillægsbøde på 175 millioner kroner.

    Det har Københavns Byret i dag afgjort i den hidtil mest omfattende straffesag om økonomisk kriminalitet. Anklagerne ønskede, at Naveed Anwar fik ti år.

    Hans bror, Usman Ali Anwar, blev idømt seks år og seks måneders fængsel samt en tillægsbøde på 175 millioner kroner. Han udvises af Danmark og har indrejseforbud i seks år.

    Der har været 153 retsmøder siden december 2018, efter en stor aktion den 10. oktober 2017 medførte anholdelser, mens dyre biler blev beslaglagt.

    Siden blev også friværdien af ejendomme og lejligheder over hele Sjælland, Lolland og Møn beslaglagt. Og i to bankbokse i Commerz Bank i Frankfurt blev der lagt beslag på guldbarrer og over 300.000 euro.

    17 mænd og tre selskaber har siddet på anklagebænken.

  22. I går kl. 16:43

    Zelenskyj: FN skal sikre, at atomkraftværk bliver fri for russiske tropper

    FN skal sørge for sikkerheden på atomkraftværket i Zaporizjzja, og det betyder blandt andet, at det skal ud af grebet på de russiske soldater, der har besat værket.

    Sådan lyder det fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, efter et møde med FN's generalsekretær, Antonio Guterres, og den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, i byen Lviv i Ukraine.

    Det skriver Reuters, der refererer til en besked, Ukraines præsident har sendt på beskedtjenesten Telegram.

    - Der blev lagt særlig vægt på spørgsmålet om Ruslands nukleare afpresning på Zaporizjzja, skriver præsidenten om mødet mellem de tre parter.

    Han skriver også, at Rusland bevidst skaber frygt, og at det kan få "globale katastrofale konsekvenser."

    - Derfor skal FN sørge for sikkerheden for dette strategiske mål, dets demilitarisering og fuldstændige frigørelse fra russiske tropper, skriver han ifølge Reuters.

    Ifølge det russiske udenrigsministeriums talsmand, Ivan Nechaev, er en demilitarisering af atomkraftværket dog helt "uacceptabel". Det sagde han tidligere i dag ifølge Reuters.

  23. I går kl. 16:15

    Historiske fængselsdomme og bøder for 875 millioner kroner i Operation Greed

    16 mænd blev torsdag eftermiddag idømt lange fængselsdomme og enorme bøder i Københavns Byret for deres roller i den såkaldte Operation Greed. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Ritzau Scanpix)

    Københavns Byret har sat det første punktum i en historisk stor svindelsag, som politiet har efterforsket under kodenavnet Operation Greed.

    Sagen begyndte i 2018, og 17 personer var tiltalt for at have svindlet staten for knap 300 millioner kroner og have begået hvidvask for 500 millioner kroner. En blev frikendt, mens de resterende 16 tilsammen er idømt knap 62 års fængsel.

    Oven i det kommer bøder for 875 millioner kroner og konfiskation af yderligere 42 millioner. Fem af dem bliver udvist, heraf tre for bestandig.

    Alle dømte har enten anket eller udbedt sig betænkningstid.

    Den hovedtiltalte Naveed Anwar og hans bror Usman Ali Anwar blev idømt henholdsvis syv år og seks år og seks måneders fængsel for moms- og skattesvig for 296 millioner kroner.

    Usman Ali Anwar udvises desuden af Danmark og har indrejseforbud i seks år. De to har fået konfiskeret udbytter for 35,5 millioner kroner. Brødrene var udrejst af landet og var ikke tilstede under domsafsigelsen, men forventes ifølge deres forsvarer retur den 22. august.

    En tredje af de dømte, Tasawar Hussain, fik seks og et halv års fængsel og en bøde på 175 millioner kroner, mens en fjerde, Tepu Islam Ashraf, fik fem år og seks måneders fængsel samt 90 millioner kroner i bøde.

    Ingen af de tre må deltage i ledelsen i en erhvervsvirksomhed i Danmark eller udlandet, uden at de hæfter personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser indtil videre.

    De tre var sammen med Mohammad Arshad, der stod bag et vekselbureau, bagmændene i hele svindlen.

    Arshad fik tre år og 11 måneders fængsel og frakendes retten til at drive valutavekslingsvirksomhed og foretage pengeoverførsler og udstede elektroniske penge indtil videre. Han udvises desuden af Danmark uden mulighed at rejse ind igen.

    Ud af de i alt 17 tiltalte er en frikendt, en har fået 40 dages fængsel og resten har fået mellem to år og syv års fængsel.

    Naveed Anwar og Usman Ali Anwar har også fået bøder på 175 millioner kroner hver. Kan de ikke betale, konverteres dommen til seks måneders fængsel til dem hver.

    Dermed vil Naveed Anwars dom være hårdere end den dom på syv års fængsel, som direktøren for IT Factory, Stein Bagger, under stor bevågenhed fik i 2008 for at have svindlet for 830 millioner kroner.

    Sagen begyndte i 2017, hvor politiet slog til mod bagmændene, der styres af to brødre.

    Sagen handler om, at de dømte på forskellig vis har medvirket i et omfattende svindelnummer. Hovedparten af de tiltalte har styret en virksomhed, hvorfor de via falske virksomheder i ind- og udland har udstedt falske fakturaer til rigtige virksomheder, især inden for håndværks- og rengøringsbranchen.

    Disse falske virksomheder kaldes stråmandsvirksomheder, og findes kun på papir.

    Fakturaen kunne være en regning for rengøring, som kunden – virksomheden – havde købt for et vist beløb plus moms, og betalt regningen for det. Men rengøringen har aldrig fundet sted.

    Kunden betalte fakturaen, hvorefter svindlerne via vekselbureau udbetalte pengene i kontanter til sig selv.

    Bagmændene tog et ”gebyr” for deres svindel, og gav resten tilbage til den kunde, der betalte regningen.

    Ifølge en håndværksmester, der gav interview til 21 Søndag, kostede det typisk 20 procent i gebyr.

    Kontanterne kunne kunderne bruge til at aflønne sort arbejde eller købe ting til dem selv.

  24. I går kl. 15:37

    Bødskov vil bygge krigsskibe i Danmark og bruge 40 milliarder kroner på flåden

    Over de næste godt 20 år skal op mod 40 milliarder kroner investeres i den danske flåde.

    Det fortalte forsvarsminister Morten Bødskov (S) i dag på et pressemøde i Korsør.

    - Det kan betyde, at Danmark kan blive en ny stormagt for skibsbyggeri, siger Morten Bødskov ifølge Ritzau.

    Ruslands invasion af Ukraine har medført en ny sikkerhedssituation i Europa, og står det til forsvarsministeren, skal Danmark kunne bygge sine egne krigsskibe.

    Bødskov kan ikke sige, hvor mange skibe der skal produceres de næste 20 år, men han har i dag præsenteret et partnerskab, der skal undersøge, hvordan byggerierne af de nye skibe kan lade sig gøre på dansk grund.

  25. I går kl. 15:29

    Mulig gerningsmand sigtet for groft overfald ved havnefest

    Fyns Politi har anholdt og sigtet en 17-årig mand for overfaldet på en 15-årig dreng ved havnefesten i Kerteminde den 6. august.

    Det er et tip fra en borger, der har ført til, at den 17-årige er blevet sigtet for vold af særlig farlig karakter.

    Politiet mener, at den formodede gerningsmand har delt en video optaget i forbindelse med hændelsen. Det er han også sigtet for.

    Politiet mener, at den 17-årige var alene om overfaldet.

    - Vi vil ikke komme ind på motivet. Det indgår i vores efterforskning, siger vicepolitiinspektør Anders Furbo Therkelsen til DR Fyn.

    Han oplyser desuden, at politiet nu har sigtet mistænkte i fem af de otte sager om vold, der var ved havnefesten i Kerteminde.

    Fyns Politi takker for de mange henvendelser, de har fået - men tager gerne imod flere, hvis det kan føre til opklaring af de resterende sager.

  26. I går kl. 14:42

    Børnefamilie bestilte asbestrengøring: Det fløj rundt med kræftfremkaldende støv i indkørslen

    På optagelser fra sin videoovervågning kunne Jesper Landtved fra Greve se, hvordan de folk, der var hyret ind til at fjerne asbestrester fra hans loft, ikke gjorde det helt efter bogen.

    Det var videooptagelser fra kameraet ved indkørslen, der gjorde, at Jesper Landtved var helt sikker i sin sag:

    De folk, der skulle fjerne rester af giftig asbest fra hans loftsrum, gjorde det altså ikke "helt efter bogen". De gjorde det i hvert fald ikke, som de havde lovet ham.

    Det var i efteråret 2021, at Jesper Landtved via sit forsikringsselskab fik kontakt til det firma, der skulle klare opgaven med at fjerne alt det giftige materiale fra hans loftsrum, som blandt andet lå i store flager på isoleringen og rundt omkring på tagspærene.

    Faktisk ville Jesper Landtved have haft et andet firma til at udføre opgaven, men det var langt dyrere end det firma, der endte med at blive hyret ind.

    Derfor lavede Jesper Landtved en aftale med Zimplex Facility Service fra Vordingborg, som efter sigende har masser af erfaring med og kompetencer inden for asbestsanering.

    Det fremgår også af deres hjemmeside.

    Alt ville altså foregå med allerhøjeste hensyn til både kunden og sikkerheden for de medarbejdere, der skulle udføre jobbet. Det indebar eksempelvis korrekt brug af værnemidler, stor forsigtighed omkring håndteringen af det giftige, kræftfremkaldende materiale og opsætning af en miljøvogn, hvor medarbejderne kan vaske sig fri for asbeststøv.

    Det fører os tilbage til den video, Jesper Landtved sidder ved sit køkkenbord og kigger på.

    Her kan man se, hvordan medarbejderne kaster store plastsække med asbest ned fra et stillads, der er sat op ad husets ene gavl, selv om de burde være forsvarligt lukkede og lagt ind i en container, som der står i kontrakten fra Zimplex.

    Flere af poserne brister, da de rammer fliserne, så støv står ud af dem.

    Det kan du se i videoen her:

    Ifølge reglerne bør poserne desuden være forsynet med et mærke, der viser, at der er asbestholdigt materiale i dem, så ingen risikerer at åbne dem uden at kende indholdet.

    Jesper og hans familie flyttede ind i huset i Greve uden at vide, at den tidligere ejer havde fået renset det gamle eternittag, og det var derfor, der nu lå asbestfibre rundt i loftsrummet, som familien derfor ikke kunne bruge.

    Det er ikke særlig fedt, når man har en tre-årig datter, der render rundt herude og leger.
    Jesper Landtved, boligejer og kunde hos Zimplex Facility Service

    Da Jesper kom hjem den dag, asbesten skulle være fjernet, lå der rester af isolering med asbest flere steder i indkørslen og i hækken. I glascontaineren havde en medarbejder dumpet sin beskyttelsesdragt.

    Her nogle måneder senere dukker der stadig rester op hist og her, når det river sig løs i blæsten.

    - Det er ikke særlig fedt, når man har en tre-årig datter, der render rundt herude og leger, siger Jesper Landtved.

    Rester af isolering, der potentielt indeholder asbestfibre, ligger stadig på fliserne i Jesper Landtveds indkørsel. (Foto: Jens Kolding)

    - Man skal vide, hvad man har med at gøre. Det er giftigt materiale, som man ikke bare selv går i gang med at fjerne. Det var derfor, vi hyrede et firma til det, siger Jesper Landtved.

    Da han modtog tilbuddet fra Zimplex, så alting fint ud. Der var ikke noget, der fik hans alarmklokker til at ringe.

    Det gør de derimod med det samme, da 'Kontant' viser optagelserne til Martin Nerum Olsen, der er civilingeniør og ekspert i miljøsanering hos Dansk Miljøanalyse. Han deler familiens bekymringer, ligesom han er bekymret for sikkerheden og sundheden for de medarbejdere, han ser på videoen.

    - Det ser lidt vildt ud. Det hele skulle have været pakket forsvarligt ind, så støvet på mineralulden, som er asbestholdig - og som de får penge for at fjerne - ikke kan spredes, siger han.

    Asbest er ikke farligt i sig selv, så længe det er indkapslet.

    Mange forbinder det nok med eternittag som på familien Landtveds parcelhus i Greve, men materialet har også været brugt i eksempelvis gulve, fliseklæb, loftsplader, varmerør og ventilationskanaler til op i 1980'erne på grund af sin høje varmemodstand.

    Det er et nemt og effektivt materiale at isolere med.

    I dag vurderer myndighederne, at der stadig er asbest i hver tredje danske bygning.

    Når man river ned og bygger om i gamle huse, hvor der er brugt asbest, er der derfor en risiko for, at de små asbestfibre bliver frigivet og hvirvler rundt i luften, og så opstår balladen, hvis et menneske indånder dem.

    Fibrene har form af meget tynde nåle, der kan sætte sig fast og stikke ud igennem lungen og lungehinden. Når lungerne så bevæger sig, sidder fibrene og kradser, og når først de sidder der, kan vi ikke skille os af med dem igen.

    Det fortæller Jakob Hjort Bønløkke, der er overlæge på arbejds- og miljømedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital.

    Jakob Hjort Bønløkke, overlæge på arbejds- og miljømedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital. (Foto: Jens Kolding)

    - Langt de fleste tilfælde af den type kræft, vi ser i lungehinderne, skyldes asbest, siger Jakob Hjort Bønløkke.

    - Så vidt jeg kan se (på videoen, red.), er det her uforsvarligt både over for dem, der bor i huset, men i høj grad også over for de ansatte i firmaet. Hvis man har flere kortere episoder igennem livet, hvor man møder asbest, eller hvis man arbejder med det under uforsvarlige forhold, så begynder der at være en risiko. Vi har kendskab til folk, der får lungehindekræft efter få ugers arbejde med asbest, siger Jakob Hjort Bønløkke.

    Eftervirkningerne kan komme mange år senere, og det er ofte håndværkere, som ikke har været tilstrækkeligt beskyttet mod de farlige asbestfibre, der bliver syge.

    Hvert år dør omkring 300 danskere af asbestrelaterede sygdomme, viser tal fra Kræftens Bekæmpelse.

    På Jesper Landtveds loft måtte Zimplex sende folk ud noget tid efter at opgaven var afsluttet, da der stadig sad rester af asbest på blandt andet tagspærene.

    Da 'Kontant' beder ekspert i miljøsanering Martin Nerum Olsen om at lede efter spor af asbest, tager det ham ikke lang tid at konstatere, at der stadig sidder asbestfibre.

    Det kan du se i videoen her:

    Zimplex oplyser til 'Kontant', at man ikke kan konkludere, at rengøringen er udført dårligt, da asbestfibrene kan være drysset ned fra tagpladerne, der ikke var en del af rengøringsopgaven.

    De skriver samtidig, at de derfor muligvis burde have sagt nej til at udføre den.

    En medarbejder under udførelsen af arbejdet med at fjerne asbest fra huset i Greve.

    Når en virksomhed udfører asbestarbejde, skal den melde det til myndighederne en uge før, arbejdet går i gang.

    På den måde kan myndighederne - det vil sige Arbejdstilsynet - kontrollere, at de overholder kravene - hvis arbejdet altså bliver meldt ind.

    'Kontant' har søgt aktindsigt i, hvem der til Arbejdstilsynet har anmeldt asbestarbejde i perioden fra januar 2020 til februar 2022.

    Zimplex har intet anmeldt i den pågældende periode. Faktisk kan man se, at virksomheden aldrig nogensinde har anmeldt asbestarbejde.

    Men Zimplex er ikke den eneste virksomhed, der angiveligt ikke følger reglerne. 'Kontant' har kontaktet en række andre virksomheder - Sco Service, Euroskrot og Mayday - der bekræfter, at de også har erfaring med asbestsanering.

    Arbejdstilsynet oplyser, at heller ingen af de tre andre virksomheder har anmeldt én eneste opgave fra januar 2020 til februar 2022.

    Hos Euroskrot fortæller en medarbejder i første omgang over telefonen, at de i forhold til asbestsanering har "prøvet det en gang eller hundrede". Det svar bliver senere via mail ændret til, at de godt kan udføre sådan en opgave, da Euroskrot har både miljøvogn og de fornødne certifikater - men de har aldrig gjort det.

    Sco Service skriver i en mail, at de har et glimrende samarbejde med Arbejdstilsynet, men at mange af de opgaver, de laver, er for en hovedentreprenør, som anmelder arbejdet. Reglerne siger imidlertid, at det firma, der udfører jobbet, skal anmelde arbejdet.

    Mayday er ikke vendt tilbage med et svar på, hvorfor de ikke har anmeldt arbejdet til tilsynet.

    Karsten Refsgård er tilsynsdirektør hos Arbejdstilsynet. Han mener, at langt de fleste danske virksomheder følger reglerne, selv om 'Kontants' research altså peger i en anden retning.

    - Vores oplevelse er, at langt de fleste virksomheder i Danmark ønsker at overholde de her regler. Så kan vi støde på nogen, som enten ikke kender reglerne eller ikke ønsker at overholde dem, siger Karsten Refsgård.

    Det er svært for mig at vurdere, om der rent faktisk er virksomheder, der decideret spekulerer i det.
    Karsten Refsgård, tilsynsdirektør, Arbejdstilsynet

    Hvis en virksomhed ikke melder asbestarbejde ind til Arbejdstilsynet, risikerer de at få et påbud om at huske det næste gang. Sker det ikke, kan tilsynet udstede en bøde på mellem 25.000 og 130.000 kroner og i sidste overdrage sagen til politiet.

    Det vil altså sige, at konsekvensen ved ikke at melde arbejdet ind til tilsynet i første omgang er minimal.

    Karsten Refsgård, tilsynsdirektør hos Arbejdstilsynet. (Foto: Jens Kolding)

    'Kontant' har spurgt Arbejdstilsynet, hvor mange gange de har givet bøder eller lavet politianmeldelser i forbindelse med asbest det seneste år, men det har ikke været muligt at oplyse.

    - Kan du forestille dig, at nogle virksomheder spekulerer i ikke at anmelde det til Arbejdstilsynet, inden de går i gang?

    - Det er svært for mig at vurdere, om der rent faktisk er virksomheder, der decideret spekulerer i det, svarer Karsten Refsgård.

    - Kunne det være en idé at have en lidt større hammer over for de virksomheder, som ikke følger reglerne, end at sige, at det skal I altså huske næste gang?

    - Vores opgave er at bruge den palette af muligheder, vi har, bedst muligt. Det er ikke vores opgave at bestemme, hvad paletten skal være.

    Direktøren i firmaet Zimplex Facility Service hedder Michael Nielsen.

    Han har tidligere været involveret i en række rengøringsfirmaer, der er gået konkurs.

    Michael Nielsen kontakter selv 'Kontant', da han hører, at der bliver arbejdet på et program om hans foretagende. Han mener ikke, at Zimplex har gjort noget galt.

    'Kontant' laver en aftale med Michael Nielsen om et interview, hvor han kan forklare sig nærmere, men han melder afbud med kort varsel.

    Det er trods flere forsøg de seneste måneder ikke lykkedes 'Kontant' at lave en ny interviewaftale med ham.

    Han har i stedet sendt en mail, hvori han fortæller, at asbestarbejdet på Jesper Landtveds hus blev udført af en underleverandør, hvorfor det ifølge Michael Nielsen faktisk slet ikke er Zimplexs ansvar, hvordan arbejdet er udført.

    Han skriver desuden, at han er "100 procent enig i, at det er en fejl, at de ikke har anmeldt asbestarbejdet til myndighederne."

    Zimplex understreger, at de har leveret tilstrækkeligt med værnemidler til underleverandøren, og de er meget utilfredse med udførelsen af arbejdet hos Jesper Landtved. De har derfor nu opsagt samarbejdet med den pågældende underleverandør.

    Zimplex Facility Services ejer og direktør, Michael Nielsen, har efter 'Kontants' deadline været i kontakt med DR Nyheder.

    Her fortæller han, at han beklager de sager, hvor arbejdet med asbest ikke har været anmeldt til Arbejdstilsynet, som loven foreskriver. Fejlene skyldes blandt andet nogle procedurefejl, da ansvaret har ligget hos forskellige personer.

    Han siger, at hans virksomhed har strammet op nu, og opgaven med at anmelde arbejdet ligger fast hos én person.

    Han siger også, at han valgte at fyre den pågældende underleverandør, da det gik op for ham, hvordan de udførte arbejdet på Jesper Landtveds hus, hvorfor han ikke længere vil gøre brug af underleverandører til asbestopgaver.

    Fremover vil sådanne opgaver kun blive varetaget af medarbejdere fra Zimplex Facility Service.

    - Vi tager ikke opgaver ind, hvis vi ikke kan løse dem selv. Den her sag kan vi ikke tåle igen. Jeg står på mål for mit firma, og jeg er ked af den her situation, siger Michael Nielsen.

    Du kan se programmet "Kontant: Livsfarligt støv" allerede nu på DRTV eller på DR1 klokken 21.25.

    Flere dr.dk-artikler om emnet:

  27. I går kl. 14:24

    MØ aflyser Fredagsrock på grund af sygdom

    I morgen var det planen, at den verdenskendte danske sangerinde MØ skulle spille Fredagsrock i Tivoli. Men den koncert er nu aflyst.

    Den 34-årige stjerne er blevet ramt af sygdom. Det skriver Tivoli i en pressemeddelelse.

    Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvornår koncerten i stedet skal finde sted. Til i morgen har Tivoli dog fundet afløsere.

    Djämes Braun og Vild $mith spiller i stedet, mens Ashibah efter planen spiller opvarmningskoncerten på Plænen.

    - Det er altid ærgerligt, når en stor koncert bliver hindret af sygdom, heldigvis kommer MØ tilbage i haven på et senere tidspunkt, og vi får i stedet besøg af Djämes Brown x Vild $mith, der altid er garant for fest på Plænen, siger chef for musik- og underholdning i Haven, Thor Feilberg.

  28. I går kl. 14:20

    Skovbrande i Algeriet har kostet 38 personer livet

    Den nordlige del af Algeriet er hvert år ramt af skovbrande. Det problem er blevet forværret af klimaforandringer. (Foto: Str © Ritzau Scanpix)

    Det er ikke kun Europa, der kæmper med skovbrande og høje temperaturer. I Algeriet har man oplevet 106 brande siden starten af august. Det skriver AFP.

    Specielt de seneste dage har været hårde for det nordafrikanske land, hvor mindst 38 personer har mistet livet, mens mange er kommet til skade på grund af skovbrande i 14 distrikter i den nordlige del af Algeriet.

    - 39 brande er i gang i 14 distrikter, siger agenturet for civilbeskyttelse, som også oplyser, at det er El Tarf, der er hårdest ramt. Her er der 16 aktive brande.

    De fleste er også omkommet i El Tarf-regionen nær landets østlige grænse til Tunesien. Brandene har tvunget mange til at flygte fra deres hjem, mens myndighederne har sendt brandslukningshelikoptere ud for at slukke ilden.

    Skovbranden har i august ødelagt mere end 2.500 hektar skovområde.

    Sidste år mistede mindst 90 personer livet i skovbrande, der hærgede i det nordlige Algeriet og ødelagde mere 100.000 hektar skovområde.

  29. I går kl. 14:07

    Rekordhøje elpriser presser Den Blå Planet: 'Det er dybt alvorligt'

    Millioner af liter vand skal renses hver dag, og det koster ekstra millioner på grund af høje elpriser. (Foto: Mathias Svold © Mathias Svold)

    Elpriserne har været på himmelflugt det meste af året og nåede i aftes det højeste niveau i 12 år.

    Det er noget, som også kan mærkes hos Nordeuropas største akvarium, Den Blå Planet.

    I 2020 lød el-regningen på 7,2 millioner, men akvariet vurderer, at den vil lande på 12 millioner kroner i år.

    - Vi har været igennem tunge tider på grund af corona, og nu står vi overfor endnu en stor, økonomisk udfordring. Det er dybt alvorligt for Den Blå Planet, siger administrerende direktør Jon Diderichsen til Ritzau.

    Han efterlyser nu mere økonomisk støtte fra staten.

    - Vi har millioner af liter vand, der skal renses hver dag, og vi er pressede på driften, fortæller direktøren.

  30. I går kl. 13:58

    Datatilsynet fastholder forbud mod Helsingør Kommunes brug af Chromebooks i folkeskolen

    Helsingør Kommune får ikke lov til at bruge Chromebooks i undervisningen, før kommunen har fremvist tilstrækkelig dokumentation. (Foto: Ron Harris)

    Eleverne i Helsingør Kommunes folkeskoler får stadig ikke lov til at bruge Chromebooks i undervisningen.

    Det fastslår Datatilsynet i en afgørelse.

    Datatilsynet fastholder det behandlingsforbud mod kommunens brug af Google Workspace, som tilsynet nedlagde mod kommunen i juni.

    Google Workspace er en pakke af forskellige værktøjer og apps, der kan tilgås fra blandt andet Chromebooks.

    Datatilsynets afgørelse kommer i kølvandet på en længerevarende sag mellem Helsingør Kommune og netop Datatilsynet, hvor tilsynet gentagne gange har bedt om dokumentation for, at kommunens brug at Google Workspace overholder GDPR-reglerne, altså EU's databeskyttelsesforordning.

    - Efter Datatilsynets vurdering har kommunen fortsat ikke dokumenteret, at den har nedbragt de høje risici, der er for børnene i kommunens skoler, lyder det i afgørelsen.

    I Folkeskoleloven fastslås det, at børns data kun må bruges til undervisning. Det er netop det, Helsingør Kommune ikke har formået at overbevise Datatilsynet om, at det udelukkende bliver brugt til. For børn har ret til en særlig databeskyttelse.

    Det er vigtigt at holde fast i, at det her er ikke en bureaukratisk øvelse. Det er nogle helt grundlæggende forudsætninger for, hvad en offentlig myndighed må behandle af oplysninger.
    Allan Frank, it-sikkerhedsspecialist og jurist i Datatilsynet

    I folkeskolen er det den pågældende kommune, der er ansvarlig for beskyttelsen af elevernes data, så det ikke bliver brugt til eksempelvis markedsføring eller videreudvikling af Googles produkter.

    Helsingør Kommune har tidligere fortalt, at det vil kræve en fuldstændig omlægning af undervisningen i folkeskolen, hvis man skal undvære Chromebooks i undervisningen.

    Og det bliver en svær situation i Helsingør Kommunes folkeskoler, men det er vigtigt, at børns data ikke bliver brugt til andet end det, Folkeskoleloven giver lov til, siger it-sikkerhedsspecialist og jurist i Datatilsynet Allan Frank.

    - Det er vigtigt at holde fast i, at det, vi kigger ind i, er, risikoen for, at børnenes oplysninger bliver brugt til nogle andre formål end det, Folkeskoleloven tilsiger. Så det er ikke nødvendigvis misbrugt på den måde, men det er en anden brug, end Folkeskoleloven giver lov til, siger Allan Frank.

    Han understreger, at det ikke er en afgørelse, der afskaffer brugen af it i den danske folkeskole.

    - Vi har meget stor forståelse for de problemer, børnene har derude. Jeg kan sagtens se problemet, når man får frataget det redskab, man har brugt i sin dagligdag. Men det er vigtigt at holde fast i, at det her er ikke en bureaukratisk øvelse. Det er nogle helt grundlæggende forudsætninger for, hvad en offentlig myndighed må behandle af oplysninger i forhold til persongruppen, i det her tilfælde børnene, siger Allan Frank.

    Sagen strækker sig tilbage til 2021, hvor Datatilsynet kom med den første afgørelse i sagen. Her blev Helsingør Kommune kritiseret for, at man ikke havde gennemført en række risikoanalyser.

    Desuden blev Helsingør Kommune ad to omgange pålagt at gennemføre risiko- og konsekvensanalyser ved brugen af Google Workspace på Chromebooks, og det er den opgave, man ikke har gennemført, fortæller DR's techkorrespondent, Henrik Moltke.

    - Helsingør Kommune er dumpet. De fik en bunden opgave, og den er de dumpet. De får ikke lov til at bruge deres Chromebooks og Googles undervisningsprodukter, før de har løst opgaven til UG.

    - Samtidig er det mere end et vink med en vognstang til alle andre kommuner, der bruger Googles produkter, at de skal have styr på dokumentation og GDPR og kunne vækkes klokken tre om natten og med det samme fremvise dokumentation for, at de har det, siger Henrik Moltke.

    Datatilsynet skriver i sin afgørelse, at forbuddet kun vedrører Helsingør Kommune. Men samtidig opfordrer tilsynet til, at andre kommuner med "tilsvarende forhold" gennemgår sine forhold for at tjekke, om der er lignende problemstillinger.

    - Det er tydeligt, at Datatilsynet gerne vil slå fast med syvtommersøm, at børn har særlig ret til at blive beskyttet, og Datatilsynet har tænkt sig at håndhæve det forholdsvis strikt.

    - Hvis jeg sad i en anden kommune, der også brugte Chromebooks og Workspace, ville jeg nok bruge en del tid på at sikre hurtigst muligt, at jeg havde dokumentationen på plads. Man kan nok også forvente, at kommunerne går sammen om at få styr på det, siger Henrik Moltke.

    Techkorrespondenten fastslår, at det ikke er Googles produkter, der er noget galt med. Men det vil formentlig kræve en dialog med både kommunerne og Google, hvis det skal blive nemmere for kommunerne at overholde GDPR.

    - Det er vigtigt at understrege, at der som sådan ikke er noget galt med Googles produkter, men det er Helsingør Kommune, der nu flere gange ikke har været i stand til at overbevise Datatilsynet om, at de har styr på tingene, siger Henrik Moltke.

    I et skriftligt svar til DR skriver Google, at man kun behandler data i henhold til de aftaler, man har indgået.

    - Alle studerende og undervisere fortjener at have adgang til læringsværktøjer, der er sikre og privatlivsorienterede. Netop derfor har Google bygget cloudbaserede tjenester med meget sofistikeret teknologi til blandt andet kryptering. Cloud-kunder - som for eksempel kommuner og skoler - ejer deres data, og vi gør det muligt for dem at have det højeste niveau af kontrol over denne data, der er lagret i skyen. Google behandler kun data i henhold til aftalerne, og vi bruger aldrig hverken kunde- eller servicedata til målretning af annoncer eller sælger dem til tredjeparter.

    - Vi er derudover i dialog med blandt andet Datatilsynet for at støtte danske kommuner, når de navigerer i deres risikovurderinger, sådan at de kan overholde kravene, når de bruger Workspace for Education, skriver Google.

    Opdateret klokken 14:33 med kommentar fra Google.

  31. I går kl. 13:54

    Ingen varmecheck? Frustrerede borgere ender i telefonkø uden svar

    Birthe Thomsen savner at få den samme varmecheck som de naboer, hun deler gasfyr med. (Foto: PRIVAT)

    Ingen varmecheck til at dække de høje energiregninger.

    Ingen hjælp at finde hos myndighederne.

    Og ingen klagemuligheder.

    En af dem er pensionisten Birthe Thomsen, som sammen med ni naboer i ældreboliger i Agerskov i Sønderjylland får varme fra det samme gasfyr.

    Otte af dem fik en varmecheck hver som planlagt onsdag i sidste uge, men Birthe og en anden blevet forbigået.

    - Den eneste forskel på dem og mig er, at de bor i nr. 42, og vi bor i nr. 44, siger Birthe Thomsen.

    Der er mange andre, der måske sidder endnu værre i det
    Birthe Thomsen

    Først slog hun koldt vand i blodet og ventede på, om pengene ville dukke op med forsinkelse.

    - Men da vi så nåede til mandag, og vi ikke havde fået det, blev jeg lidt krasbørstig og tænkte, at det kunne ikke passe, fortæller Birthe Thomsen.

    Hun og naboen prøvede at ringe til boligselskabet, som ikke kunne forklare forskellen.

    Heller ikke hos Energistyrelsen, som er afsender af varmechecken, var der hjælp at hente.

    Efter at have været i kø blandt næsten 50 andre kom de frem til styrelsens varmecheck-hotline.

    - Der får man at vide, at de godt kan se, at det er forkert, men vi skal sende en e-mail, og så når de når til den, vil de se på det. Men hvornår det bliver, kan de ikke svare på, siger Birthe Thomsen.

    Loven indeholder ikke en mulighed for at klage.

    Birthe Thomsen og alle de andre, der føler sig snydt for checken, skal derfor ifølge Energistyrelsen vente til næste år, hvor der bliver mulighed for at søge igen.

    Udsigten til et halvt års ventetid imponerer ikke Birthe Thomsen, som har fået fordoblet sin månedlige gasregning og om få uger skal betale flere tusinde kroner ekstra for sidste varmeår.

    - Og min nabo og jeg er jo ikke de eneste to, der er mange andre i Danmark, der måske sidder endnu værre i det. Hvad skal de gøre, spørger Birthe Thomsen.

    Hendes humør blev ikke bedre, da hun denne uge kunne læse, at andre har fået varmechecken, selv om de ikke var berettiget til den.

    - Det irriterer mig, at det ikke er ordentligt tjekket op. De har bare sendt noget ud, og så regner de med, at det er i orden. I min verden er det jo amatøragtigt, siger Birthe Thomsen.

    Ud over den lange telefonkø hos Energistyrelsen fortæller flere fjernvarmeselskaber, at de oplever mange henvendelser fra kunder, der savner en varmecheck.

    Det samme gør organisationen Danske Seniorer.

    - De kan ikke forstå, at de ikke har fået varmechecken. De kan ikke forstå, at ingen kan fortælle dem, hvad de skal gøre for at få varmechecken. Og at det er en mærkelig politisk prioritering, at der skal gå op til et halvt år, før man kan begynde at kigge på at rette fejl, siger organisationens direktør Katrine Lester.

    Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) kalder situationen beklagelig.

    - Vi synes selvfølgelig, at dem, der har ret til checken, men ikke har fået den af den ene eller den anden årsag, de skal selvfølgelig have pengene så hurtigt som muligt.

    - Derfor har min klare besked til Energistyrelsen også været, at det skal ske i så højt et tempo som overhovedet muligt. Men der er nogle ting, der skal være på plads: it-systemer, lovgivning, og så videre, siger Dan Jørgensen.

  32. I går kl. 13:40

    Estland udsat for massivt hackerangreb

    Onsdag blev flere virksomheder og regeringskontorer i Estland ramt af et omfattende hackerangreb.

    Det skriver landets IT-minister Luukas Kristjan Ilves på Twitter. Ifølge ham var angrebene dog forgæves og ineffektive.

    - E-Estonia er oppe at køre. Tjenester blev ikke afbrudt. Med nogle korte og mindre undtagelser forblev websteder fuldt tilgængelige hele dagen. Angrebet er stort set gået ubemærket hen i Estland.

    Den russiske hackergruppe Killnet har angiveligt taget ansvaret for angrebene.

    Angrebet falder sammen med, at Estland tirsdag fjernede et sovjetisk krigsmindesmærke i byen Narva, nær grænsen til Rusland.

    Estlands IT-minister Luukas Kristjan Ilves på Twitter. (Foto: Casper Lindbjerg Greve DR)
  33. I går kl. 13:21

    Dansker slår anden dansker ud på 200 meter ved EM

    Simon Hansen (i midten) løb onsdag middag sig videre til semifinalen ved EM. (Foto: Wolfgang Rattay © Ritzau Scanpix)

    Onsdag havde vi to danskere i aktion ved mændenes 200 meter løb ved European Championships.

    Simon Hansen og Tazana Kamanga-Dyrbak skulle i aktion, hvor det dog kun var Simon Hansen, der formåede at løbe sig videre til semifinalen.

    Af tre heat skulle der findes ni finalister, hvor de to bedste fra hvert heat automatisk var kvalificeret. Dernæst ville de tre bedste resterende tider også gå videre til semifinalen.

    Langt hen ad vejen så det ud til, at Tazana Kamanga-Dyrbak ville snuppe én af de sidste pladser da han løb tiden 20,88 i heat to.

    Men da Simon Hansen i heat tre løb syv hundrededele af et sekund hurtigere, 20,81, skubbede han Kamanga-Dyrbak ud af det fine selskab.

    Både mændene og kvinderne løber semifinale senere i aften, og du kan følge det på DR2, DRTV og her på dr.dk. Simon Hansen løber klokken 20:13, og danske Ida Karstoft løber fra 20:37.

  34. I går kl. 13:00

    WHO: Verden ignorerer Etiopien

    Tedros Adhanom Ghebreyesus under en tale i FN. (Foto: Denis Balibouse © Ritzau Scanpix)

    WHO-chef Tedros Adhanom Ghebreyesus mener, at resten af verden vender det blinde øje til den humanitære katastrofe i Tigray-regionen i Etiopien, hvor flere millioner mennesker ikke har adgang til vand, medicin og telekommunikation.

    The Guardian skriver, at WHO-chefen, der selv lige nu befinder sig i regionen, tidligere har kaldt landets situation ”jordens værste katastrofe”.

    Han savner, at resten af verdens ledere taler om det, der foregår i Etiopien og mener, at årsagen skyldes ”hudfarven på folk i Tigray”.

    I november 2020 startede konflikten mellem Tigray People's Liberation Army (TPLF) og Etiopiens regeringskontrollerede styrker.

  35. I går kl. 12:45

    Guvernør om angreb i Kharkiv: I nat var en af de mest tragiske nætter hidtil

    Efterdønningerne af det russiske missilangreb på en boligejendom. (Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)

    Natten til torsdag var en af de mest tragiske nætter i krigen hidtil for befolkningen i Kharkiv.

    Sådan lyder det her til morgen fra guvernøren i regionen, Oleg Synegubov, på beskedtjenesten Telegram om nattens angreb.

    Mindst 11 personer er blevet dræbt i russiske angreb på Kharkiv-regionen, ni af dem i Kharkiv by, mens 37 er såret.

    Ifølge den ukrainske guvernør ramte et russisk missil onsdag aften en treetagers boligejendom i Saltiv-distriktet i Kharkiv by – og raketter ramte en fireetagers ejendom med lejligheder I Slobid-distriktet i Kharkiv.

    Torsdag morgen klokken 04 ramte et russisk raketangreb ifølge guvernøren desuden byen Krasnograd i Kharkiv-regionen.

    Det er ikke muligt for DR at bekræfte oplysningerne.

  36. I går kl. 12:31

    Inflation og rentestigninger gør det svært at sælge huse: Huscompagniets salg halveret

    Nordens største typehusfirma, Huscompagniet, mærker nu konsekvenserne af inflationen og de høje boligrenter.

    For den økonomiske usikkerhed får tilsyneladende mange af os til at trække gevaldigt i bremsen på nybyggerdrømmene.

    Salget af huse fra Huscompagniet er næsten halveret i første halvår af 2022 sammenlignet med samme periode sidste år.

    Det fremgår af regnskabet for første halvår 2022, skriver Ritzau.

    Selvom 2021 var et ekstraordinært år, ligger salget i år under niveauet før corona med 732 husaftaler fra januar til og med juni.

    Det får nu Huscompagniets ledelse til at skrotte planerne om at udvide deres aktiviteter i Sverige. Samtidig planlægger de en sparerunde på mellem 55 og 65 millioner årligt.

  37. I går kl. 12:23

    Japanske unge skal drikke mere – for økonomiens skyld

    "Sake Viva!"-kampagnen skal få unge til at komme med input til, hvordan man kan "stimulere efterspørgslen" på alkohol blandt unge. (Foto: Issei kato © Ritzau Scanpix)

    De japanske unge er alt for ædru, men det vil myndighederne i landet lave om på.

    For det gør ondt på den japanske økonomi, at der ikke blive hældt nok risvin indenbords.

    Derfor har den japanske pendant til Skattestyrelsen nu skudt en national konkurrence i gang, der skal få flere til at drikke.

    Her skal 20 til 39-årige japanere komme med forretningsidéer, for at få deres jævnaldrende til at bytte vand og sodavand ud med sake, whisky, øl eller vin, så flere penge fra salget af alkohol kan komme i statskassen.

    Fravalget af alkohol skyldes ifølge de japanske skattemyndigheder coronapandemien og en ældre befolkning.

  38. I går kl. 12:12

    Minister forud for huslejeloft-forhandlinger: 'Folk kan være nødsaget til at gå fra hus og hjem'

    Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen kalder situationen alvorlig for mange tusinde lejere, som rammes af huslejestigninger som følge af krigen i Ukraine og den høje inflation.

    Det siger han forud for et møde med flere partier omkring huslejestigninger.

    Regeringen foreslår, at der for en tid lægges et loft over, hvor meget private udlejere må lade huslejerne stige.

    - Vi står i en situation, hvor potentielt 160.000 lejere står over for nogle huslejestigninger, som er så store, at de kan være nødsaget til at gå fra hus og hjem, siger Christian Rabjerg.

    Forud for mødet har Dansk Folkeparti sagt, at de ikke går ind for det loft, som regeringen har foreslået. Det radikale Venstre har også udtrykt skepsis.

    Alligevel håber ministeren, at der kommer en hurtig løsning.

    - Jeg synes selvfølgelig ikke, at danske lejere skal betale prisen for, at Putin går i krig i Ukraine og skaber en økonomisk situation, som er meget, meget voldsom, siger Christian Rabjerg.

  39. I går kl. 12:00

    Norge hæver renten til 1,75 procent og forudsiger yderligere rentestigning

    Den norske centralbank, Norges Bank, har hævet den styrende rente med 0,5 procentpoint til 1,75 procent.

    Og centralbanken vurderer, at det bliver nødvendigt at sætte renten yderligere op i september, skriver NRK.

    Årsagen er, at forbrugerpriserne er steget mere end forventet.

    - Der er behov for en klart højere rente for at dæmpe presset i den norske økonomi og bringe inflationen ned, siger centralbankchef Ida Wolden Bache.

    I Danmark ligger vi en del under den norske rente. Nationalbanken satte renten op med 0,5 procentpoint i juli, så den nu er minus 0,1 procent.

  40. I går kl. 11:44

    Udenrigsministeriet opretter projektkontor i Rwanda

    Danmark vil styrke samarbejdet med Rwanda, og derfor åbner Udenrigsministeriet et projektkontor i landets hovedstad, Kigali.

    Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

    Det skal hjælpe med at styrke den politiske dialog og fokus på klima, god regeringsførelse og samarbejde på asyl- og migrationsområdet, siger udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S).

    - Med det nye kontor vil Danmark arbejde for at styrke det allerede tætte partnerskab med Rwanda, herunder klimaområdet, og afsøge nye mulige samarbejdsområder.

    Kontoret slår dørene op i løbet af i år og vil bestå af to udsendte diplomater.

  41. I går kl. 11:43

    Quintana dropper Vueltaen efter Tour-diskvalifikation

    Nairo Quintana har tidligere vundet to etaper i Vuelta a España. (Foto: THOMAS SAMSON © Ritzau Scanpix)

    Den colombianske cykelstjerne Nairo Quintana (Arkea-Samsic) stiller alligevel ikke til start i Vuelta a España, der begynder fredag.

    Det oplyser han i en kort meddelelse ifølge blandt andre Eurosport og VeloNews.

    Quintana, der tidligere har vundet det spanske etapeløb, var ellers blandt de otte ryttere, som Arkea-Samsic i mandags udtog.

    Onsdag blev han dog diskvalificeret fra årets Tour de France, efter at to dopingtest fra løbet viste spor af det bandlyste lægemiddel tramadol, og det er den sag, der får ham til at trække sig.

    - Jeg deltager ikke i Vueltaen, da jeg vil fremlægge min sag foran CAS (Den Internationale Sportsdomstol, red.), skriver Quintana.

    Colombianeren bebudede allerede onsdag sin uskyld.

    - Jeg er totalt uvidende om brugen af dette stof, og jeg afviser at have brugt det i min karriere, skrev han på Twitter.

    /ritzau/

  42. I går kl. 11:38

    Datatilsynet fastholder forbud mod brug af Chromebooks i Helsingør

    Eleverne i folkeskolerne i Helsingør Kommune får fortsat ikke lov til at bruge Chromebooks.

    Datatilsynet fastholder nemlig et forbud mod brug af Google Workspace i kommunen.

    Det sker på baggrund af en nøje gennemgang af det materiale, som Helsingør Kommune 1. august har sendt til tilsynet.

    Efter Datatilsynets vurdering har kommunen fortsat ikke dokumentereret, at den har nedbragt de høje risici, der er for børnenes persondatasikkerhed i kommunens skoler.

  43. I går kl. 11:22

    Rusland truer med at lukke atomkraftværk, 'hvis angrebene fortsætter'

    Zaporizjzjas atomkraftværk er med sine seks reaktorer Europas Største. (Foto: ALEXANDER ERMOCHENKO © Ritzau Scanpix)

    Det russiske forsvarsministerium vil måske blive nødt til at lukke ned for atomkraftværket i Zaporizjzja, hvis ukrainske styrker fortsætter med at angribe værket - noget Ukraine afviser at have gjort.

    Det oplyser Igor Kirillov, som er leder for Ruslands radioaktive, kemiske og biologiske forsvarsstyrker, på en briefing i dag ifølge Reuters.

    Ifølge Kirillov er værkets backup supportsystem allerede blevet beskadiget i angrebene. Han fortæller samtidig, at en ulykke på værket ville medføre, at radioaktivt materiale ville blive spredt til Tyskland, Polen og Slovakiet.

    Ukraine afviser at skulle have angrebet atomkraftværket og beskylder i stedet Rusland for at være ansvarlige for kampe omkring værket.

  44. I går kl. 11:00

    Dødstal stiger efter eksplosion i moské i Kabul

    Familiemedlemmer til ofrene venter på nyt fra hospitalet i Kabul efter eksplosionen. (Foto: ALI KHARA)

    En voldsom eksplosion ramte i går en moské under aftenbøn i Afghanistans hovedstad.

    Nu meddeler det lokale politi, at mindst 21 mennesker er dræbt og 33 såret, skriver Reuters her til formiddag.

    Flere øjenvidner siger til nyhedsbureauet, at de så den voldsomme eksplosion knuse vinduerne på omkringliggende bygninger.

    Ingen har taget skylden for onsdagens angreb, men i sidste uge blev Kabul også ramt af et bombeangreb udført af den militante gruppe Islamisk Stat, der dræbte en højtstående religiøs leder, skriver Ritzau.

  45. I går kl. 10:45

    René Holten er i semifinalen ved EM efter tredjeplads

    René Holten skal tage revanche ved EM, efter han ikke ramte topniveau ved VM i begyndelsen af august. (Foto: KELD NAVNTOFT © Ritzau Scanpix)

    Kajakroeren René Holten Poulsen fik en god start på EM i München, da han i sit indledende heat torsdag formiddag på 1000 meter enerkajak fik en tredjeplads.

    Det betyder, at danskeren er kvalificeret til semifinalen, der finder sted fredag.

    Heatet blev vunder af ungarske Balint Kopász, der er verdens- og olympisk mester på distancen. Med førstepladsen er ungareren direkte i finalen.

    Kopász var 1,276 sekunder hurtigere end René Holten Poulsen, der ved EM også deltager i 500 meter toerkajak med Victor Aasmul.

  46. I går kl. 10:32

    Flest markbrande nogensinde: 'Vi har haft rigtig travlt'

    Den varme sommer med tørke og en rigtig god høst har betydet ekstra travlhed med at slukke markbrande i august.

    Faktisk mindes Danske Beredskaber ikke en august, hvor man har slukket så mange brande.

    - På et normalt år kører man til cirka 100 markbrande her i august. Indtil videre i august har vi allerede ramt 190. Så det har været travlt, siger sekretariatschef for Danske Beredskaber Bjarne Nigaard til Ritzau.

    Den tørre sommer betyder tørre planter og græs, som nemmere kan antændes.

    Ifølge beredskabet opstår der også markbrande, når maskinerne, der bruges til høsten, bliver for varme.

    Der kan også komme sten i mejetærskerne, så de udløser gnister, som antænder andet materiale.

  47. I går kl. 10:21

    Manglende varmecheck: Forbigåede ældre må vente til 2023 for hjælp

    Det kan blive en lang vinter for mange af de gas- og varmekunder, som havde regnet med, at der ville tikke 6.000 kroner ind på kontoen i sidste uge.

    Mens nogle forbrugere undrer sig over at have fået varmechecken uden grund, forventer Energistyrelsen først fra 2023 at tage imod ansøgninger fra dem, der ikke har fået pengene, selv om de har ret til hjælp.

    Interesseorganisationen Danske Seniorer får i øjeblikket henvendelser fra ældre og pensionister, der ikke har fået varmechecken.

    - Det er mange penge for en gruppe, der ikke har meget og som samtidig oplever, at varme, el, fødevarer og huslejen stiger, siger direktør Katrine Lester.

    Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen kalder situationen beklagelig.

  48. I går kl. 09:54

    Travl sommer for strandens livreddere

    I går gik landets livreddere på en velfortjent ferie efter en travl sommer.

    I årets badesæson måtte livreddere 57.522 gange komme badegæster til undsætning - 22 af dem i livsfarlige situationer.

    Det skyldes særligt fralandsvind, siger Anders Myrhøj, der er kystlivredningschef i Trygfonden Kystlivredning.

    - Det kan være familiefaren- eller moderen, der har taget et par børn med ud på et stand up paddleboard i fralandsvind. De har ikke redningsveste med og kan ikke rigtig komme ind til land på grund af vinden.

    Antallet af assistancer er nogenlunde på niveau med sidste år.

  49. I går kl. 09:05

    Oversvømmelse i Kina efterlader flere døde og savnede

    Mindst 16 personer har mistet livet og mindst 36 er savnet efter en omfattende oversvømmelse i det nordvestlige Kina.

    Kinesiske myndigheder meddeler, at der nu er iværksat en omfattende eftersøgnings- og redningsaktion i et bjergområde i Datong i Qinghai-provinsen, skriver Ritzau.

    I Kina har de denne sommer været plaget af ekstremt vejr, hvor flere byer har registeret nye varmerekorder.

Mere fra dr.dk