Nyheder
6. apr 2015

BILLEDER Yarmouk fanget som en lus mellem to negle

  • En bevæbnet mand bevæger sig rundt i de kamphærgede gader i Yarmouk. (Foto: STR © Scanpix)
  • 90 procent af Yarmouk var faldet i hænderne på IS og en anden sunni-milits, Jabhat al-Nusra. Ifølge palæstinensiske kilder kontrollerede Nusra indgangen til lejren og lod IS sive ind i området, siger Sune Haugbølle, mellemøstforsker ved Roskilde Universitet. (© Scanpix)
  • Drenge søger ud af den kamphærgede lejr i oplandet til den syriske hovedstad, Damaskus. (Foto: Rami al-Sayed © Scanpix)
  • I omegnen af 2000 beboere fra Yarmouk er flygtet derfra siden onsdag. Her er de ankommet til et asylcenter i Damaskus. Billedet stammer fra det syriske statsmedie SANA. (Foto: Motaz Mawed © Scanpix)
  • En palæstinensisk mand passer sin post ved sit våben. (Foto: STR © Scanpix)
  • Onsdag iværksatte IS en offensiv for at indtage Yarmouk, der har været belejret af det syriske regime i mere end 600 dage. (Foto: STR © Scanpix)
  • Præsident Assads styrker har kastet de kontroversielle tøndebomber over Yarmouk, siden IS har vundet frem i lejren. Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder blev der kastet 12 tøndebomber ud fra helikoptere søndag. (Foto: STR © Scanpix)
  • Et udateret billede blev offentliggjort i februar 2014 og massivt delt på sociale medier. Billedet er taget i Yarmouk, hvor indbyggerne står i kø til at få mad, mens området var belejret af syriske regimestyrker. (Foto: UNRWA © Scanpix)
1 / 8

På jorden kæmper væbnede styrker fra den palæstinensiske milits Aktaf Bait al-Maqdis mod islamistiske brigader. Fra luften falder tøndebomber, der bliver kastet ned fra regimets helikoptere.

Situationen i Damaskus-forstaden og den palæstinensiske flygtningelejr Yarmouk er kaotisk og har været det siden onsdag, hvor terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS) indledte en offensiv mod lejren blot 10 kilometer syd for Syriens hovedstad, Damaskus.

Ifølge aktivister i Yarmouk har IS tvunget sig adgang til Yarmouk med hjælp fra sunni-militsen Jabhat al-Nusra, den syriske gren af al-Qaeda, har Sune Haugbølle, mellemøstforsker ved RUC, fortalt til DR Nyheder tidligere på dagen.

Før IS vandt ind i lejren, der blev oprettet i 1948 og i realiteten nærmere er en bydel, har den været belejret af det syriske regime i mere end 600 dage. Under belejringen var den humanitære situationen katastrofal, og nødhjælpsarbejdere har haft svært ved at komme ind med fødevarer, medicin og rent vand.

Tidligere boede 150.000 mennesker - både rige og fattige - i Yarmouk. Nu er der bare 18.000 tilbage, hvoraf det er lykkedes 2000 at flygte fra de seneste dages kampe.

Se billederne fra Yarmouk i billedserien ovenfor.

Nyheder

  1. 3 min. siden

    Forbuddet mod vindfølsomme køretøjer på Storebæltsbroen forlænges

    Det har været svært at kommer rundt i landet med et vindfølsomt køretøj i den seneste tids voldsomme blæst.

    Og nu har Sund & Bælt, der står for den daglige drift af broen, forlænget forbuddet mod vindfølsomme køretøjer på broen, som tidligere var varslet til at ophøre før midnat.

    Nu forlænges forbuddet til de tidlige morgentimer, men det er ikke nogen garanti for, at man fra morgenstunden kan passere Storebælt.

    Vindfølsomme køretøjer dækker blandt andet biler med campingvogne eller anhængere, varevogne, tomme lastbiler eller lastbiler med meget let last.

    (Foto: (Screendump))
  2. 11 min. siden

    Justitsminister om Claus Hjorts lækage-sigtelse: 'Det er et voldsomt skridt'

    Justitsminister Nick Hækkerup er blevet orienteret om alvorlige sigtelser, men afviser at have blandet sig. Arkivfoto. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Det er gået verden rundt, at den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) er sigtet efter et af straffelovens alvorligste kapitler - nemlig om landsforræderi.

    Selv har han fortalt, at han er sigtet for at have overtrådt grænserne for sin ytringsfrihed i en politisk sag.

    Og der er tale om en alvorlig sag.

    Det fortæller justitsminister Nick Hækkerp (S) i et interview med DR Nyheder.

    - Det er et voldsomt skridt, og det er en af de helt tunge paragraffer i de kapitler, som handler om terrror, spionage og videregivelse af oplysninger.

    Justitsminsteren slår samtidig fast, at der er langt fra en sigtelse til en eventuel retssag og mulig dom.

    - Indtil videre så er Claus Hjort sigtet. Om det fører til en tiltale, det har vi til gode at se. Det, som politiet gør nu, er at undersøge sagen og finde ud af, hvordan den stiller sig juridisk.

    I samme interview gentager Nick Hækkerup, at han ikke har blandet sig i de rejste sigtelser mod både Claus Hjort Frederiksen og den mangeårige chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen, som siden december har siddet fængslet.

    - Alle væsentlige sager, som involverer Politiets Efterretningstjeneste, skal jeg også orienteres om. Derfor er jeg undervejs i forløbet blevet orienteret om, at der er blevet rejst sigtelse mod Claus Hjort Frederiksen og mod Lars Findsen.

    - Jeg er slet ikke med til at træffe beslutningen. Det er vigtigt at sige, at det er PET, som er i gang med en efterforskning af nogle forhold, og det blander jeg mig ikke i.

    - Vi ville nødigt bo i et land, hvor det var os politikere, der besluttede, hvilke sager der skulle efterforskes, og hvilke der ikke skulle efterforskes, siger han.

    Så det er PET’s øverste chef, der har truffet beslutningen, og så orienteret dig?

    - Ja.

    Det er et ret stort skridt at indlede en efterforskning mod Lars Findsen. Ifølge vores oplysninger har han været massivt overvåget - herunder telefonaflyttet. Er det nogle efterforskningsskridt, som du er inde over?

    - Det er ikke noget, jeg træffer beslutninger om, men i store og væsentlige sager bliver jeg orienteret om, hvad der foregår. Ikke nødvendvis i de enkelte skridt i en efterforskning, men hvis det bliver noget, som fylder i PET, bliver jeg orienteret.

    Så du er blevet orienteret om, at der eksempelvis har været iværksat efterforskningsskridt mod Lars Findsen?

    - Det tror jeg simpelthen ikke, jeg skal sige. Jeg må holde mig til at sige, at PET skal orientere mig om væsentlige skridt.

    Både Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen nægter sig skyldige i overtrædelse af straffelovens paragraf 109.

    I interviewet betoner justitsministeren flere gange, at læk er alvorlige, og hvis de forekommer, må man "gribe ind som land".

    - Når der er et læk, er der også en risiko for Danmarks sikkerhed. Det er også en af grundene til, at vi er nødt til at gribe ind som land, hvis muligheden for at drive efterretningstjeneste forvitrer.

    Men om for eksempel statsminister Mette Frederiksen og hendes departementschef har været involveret, svarer han ikke på.

    PET er forpligtet til at orientere justitsministeren, når der er sager af betydning for rigets sikkerhed - og prominente personer. Er det også en sag, der har været drøftet længere oppe i regeringen?

    - Efter reglerne er det sådan, at jeg skal orienteres. Hvordan jeg bærer de sager videre, er fortroligt, lyder svaret.

    Justitsministeren og regeringen har fra flere sider fået kritik for håndteringen af sagen.

    Så sent som i morges udtalte tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen i DR-programmet Slotsholmen, at sagen var tragisk og dårligt håndteret - også af justitsministeren.

    - Vi er nødt til at tage en snak om, hvem der bærer det originale ansvar. Det gælder også sigtelserne, hvor vi oplever en justitsminister, der holder systemerne ekstremt i armslængde: "Ja, jeg er muligvis blevet orienteret om en sigtelse, men vi har en uafhængig anklagemyndighed, og jeg har ikke noget som helst at skulle have sagt".

    - Det ligner, at der bages op til, at når det hele falder fra hinanden, så kan man stå der i regeringen og sige, at det er nogle embedsmænd, og det har vi ikke haft noget med at gøre, lød det fra Lars Løkke Rasmussen i programmet.

    På et generelt spørgsmål om, hvorvidt Nick Hækkerup skulle have blandet sig mere i sagen, lyder det:

    - Jeg tror, vi allesammen er rigtig godt tjent med, at det ikke er politisk bestemt, hvem vi er efter i dette land, men det er bestemt af, hvilke handlinger folk har begået.

    Og Liberal Alliance krævede tidligere i dag indsigt i den konkrete sag, hvis de på et tidspunkt skal tage stilling til ophævelse af Claus Hjort Frederiksens immunitet i forbindelse med en eventuel tiltale.

    Men generelt mener Nick Hækkerup, at hensynet til efterretningstjenesternes arbejde må veje tungere end offentlighed omkring sagen.

    - I virkeligheden kunne vi godt ønske os, at alt var ude i det åbne.

    - Men vores efterretningstjenester opererer i det skjulte for at passe på vores frie demokrati og vores måde at leve på. De bliver nødt til at være i den hemmelige zone, fordi de skal holde øje med vores fjender.

    - Så selvom det kan lyde lidt paradoksalt, så er den hemmelighed, der ligger i efterretningstjenesterne, noget af fundamentet for, at vi kan bevare vores frihed.

  3. 14 min. siden

    Regeringen forlænger den midlertidige lønkompensation

    Regeringen og arbejdsmarkedets parter er blevet enige om at forlænge den midlertidige lønkompensationsordning for hårdt ramte virksomheder.

    Ordningen er forlænget med de eksisterende vilkår frem til og med den 15. februar.

    Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

    Forlængelsen sker i lyset af de forlængede restriktioner, der indtil videre gælder frem til den 31. januar.

    - Vi står nu i en bedre situation end før jul. Derfor har vi også lempet restriktionerne for kulturlivet. Men andre brancher er fortsat ramt af restriktioner og har det svært. Vi har derfor lyttet til arbejdsgiverne og har fuld forståelse for, at restriktionerne udfordrer en række virksomheder, og at de har brug for lidt ekstra fleksibilitet i den anden ende, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

  4. 20 min. siden

    Østrig vedtager vaccinepligt under store protester: Uvaccinerede risikerer bøde på 4.500 kroner

    Fra februar får Østrig som det første europæiske land en vaccinepligt for alle borgere over 18 år. (Foto: Grafik: Nathalie Nystad)

    Et bredt flertal i Østrigs Nationalråd har i dag vedtaget et drastisk tiltag i kampen mod corona: En generel pligt for alle østrigere over 18 år til at lade sig vaccinere. Ellers vanker der store bøder.

    Dermed bliver Østrig det første europæiske land til at indføre en generel vaccinepligt.

    Modstandere kalder det en vaccinetvang, der angriber fundamentale frihedsrettigheder. Men det er lige omvendt, argumenterer regeringen med sundhedsminister Wolfgang Mückstein i spidsen: Gennem vaccinepligten kan østrigerne få deres frihed tilbage.

    - Vaccinepligten er en beslutning om at vende tilbage til at leve det liv sammen, som vi kendte før pandemien, sagde han under den ophedede debat i parlamentet.

    Vaccinepligten vil blive indført i tre faser. Fra begyndelsen af februar vil hver husstand blive orienteret skriftligt om vaccinepligten. Fra den 16. marts vil politiet foretage kontroller af borgernes vaccinestatus.

    Bliver man taget i ikke at være vaccineret, udløser det en bøde på cirka 4.500 kroner, stigende til knap 27.000 kroner ved indsigelser. Dog kan man maksimalt idømmes bøde fire gange årligt, og hvis man lader sig vaccinere inden for to uger, bortfalder bøden.

    Den tredje og sidste fase vil kun træde i kraft, hvis det bliver "epidemiologisk nødvendigt". I så fald vil myndighederne via registre udstede bøder til alle uvaccinerede.

    Cirka hver fjerde østriger er ikke vaccineret.

    Udover udsigten til bøder vil politikerne lokke flere til vaccinen med pengepræmier.

    Sammen med den omstridte vaccinepligt indledes et "vaccine-lotteri": Borgere får en kupon ved hvert vaccinestik, og hver tiende kupon vil udløse et gavekort på 500 euro - svarende til cirka 3.700 kroner.

    - Pligt er én ting, belønning og incitament en anden, sagde kansler Karl Nehammer ifølge avisen Welt tidligere i dag.

    Gavekortene er en del af en større "incitament-pakke" på cirka 10,4 milliarder kroner, der skal øge både kommuner og borgeres incitament til at hæve vaccinationsraten. Gavekortene kan for eksempel indløses på restauranter, i kulturlivet og butikker og fungerer dermed samtidig som en hjælpepakke.

    Den tredje fase af vaccinepligten, hvor ikke-vaccinerede vil få bøder automatisk, vil "i bedste fald slet ikke blive nødvendig", sagde kansler Karl Nehammer på et pressemøde søndag. (Foto: Lisi Niesner © Ritzau Scanpix)

    Selvom mange østrigere ifølge meningsmålinger generelt bakker op om vaccinepligten, er den også blevet mødt af højlydt modstand i befolkningen.

    Flere demonstrationer med op mod 40.000 deltagere har vist deres store utilfredshed med vaccinepligten, som kritikerne anser for at være et angreb på retten til selv at bestemme over egen krop. Der var også demonstrationer foran parlamentet under afstemningen i dag.

    Det nationalistiske Frihedspartiet, FPÖ, stemte som det eneste parti samlet imod vaccinepligten. Under debatten erklærede en tydeligt oprevet formand, Herbert Kickl, sig "forfærdet, lamslået og chokeret" over "den værste og mest koldhjertede regering, Østrig nogensinde har haft".

    Det er et attentat mod befolkningen. Det er vejen til totalitarisme.
    Herbert Kickl, formand for Frihedspartiet FPÖ.

    Herbert Kickl afsluttede sit følelsesladede indlæg med at konstatere, at han fortsat ikke vil lade sig vaccinere - bøder eller ej.

    Andre kritikere har opfordret til at gentænke lovforslaget, fordi omikron-varianten har vist sig mere standhaftig over for vaccinen og automatisk vil føre til en mere udbredt immunitet i befolkingen.

    En undersøgelse viser ifølge ugemagasinet The Economist, at to tredjedele af de uvaccinerede østrigere er inderlige vaccinemodstandere, der næppe vil lade sig vaccinere på trods af vaccinepligt.

    Det bakkes op af, at der ikke er sket en væsentlig stigning i antallet af første stik, siden en hård nedlukning for uvaccinerede trådte i kraft i november.

    • Siden den østrigske regering annoncerede vaccinepligten i november, har store demonstrationer hver uge fundet sted. Den 8. november demonstrerede cirka 40.000 østrigere i hovedstaden Wien mod regeringens corona-kurs. (Foto: FLORIAN WIESER © Ritzau Scanpix)
    • Under flere af demonstrationerne har der været sammenstød mellem demonstranter og politibetjente. (Foto: FLORIAN WIESER © Ritzau Scanpix)
    • "Frihed for ikke-vaccinerede", står der på demonstrantens skilt. Flere af modstanderne af en vaccinepligt kalder det "vaccinetvang" og sammenligner det med nazisternes tvangsmedicinering af nogle befolkningsgrupper. (Foto: Lisi Niesner © Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    En lidt mere uventet kritik af loven er i denne uge kommet fra politiforbundet, der er utilfreds med, at politiet - og ikke sundhedsmyndighederne - skal stå for at kontrollere vaccinepligten.

    Forholdet mellem befolkningen og politiet er i forvejen belastet, efter betjente og borgere er stødt sammen i talrige demonstrationer og under politikontrollen med de eksisterende corona-restriktioner, lyder det fra politirepræsentanter til Kronen Zeitung.

    Østrigs nabo mod nord, Tyskland, kan meget vel blive det næste europæiske land til at indføre en generel vaccinepligt. Tyskerne halter ligesom østrigerne efter vaccineraten i resten af Vesteuropa: Knap hver fjerde tysker har endnu ikke har fået det første stik.

    Da socialdemokraten Olaf Scholz i december overtog kanslerposten fra Angela Merkel, varslede han vaccinepligt for alle voksne tyskere fra "slut februar/start marts". Og han går stadig ind for at indføre en vaccinepligt.

    - Beslutningen om ikke at lade sig vaccinere har konsekvenser for mange andre. Det er ikke en beslutning, man alene træffer for sig selv, og derfor er vaccinepligten rigtig, sagde kansler Olaf Scholz i sidste uge. (Foto: OSCAR DEL POZO © Ritzau Scanpix)

    Men trods sin fortsatte støtte til vaccinepligten, vil kansleren ikke selv fremsætte et lovforslag. Det vil han overlade til de politiske grupper i det tyske parlament, Forbundsdagen, ligesom han opfordrer alle parlamentsmedlemmer til at stemme efter egen overbevisning frem for partilinjen.

    Han forklarer sin tilbageholdenhed med en "demokratisk ledelsesstil", men hans politiske modstandere mener nærmere, at der er tale om "kujonagtig ledelsesstil" og anklager ham for at tøve, fordi der er uenighed internt i hans regering.

    Forbundsdagen tager hul på diskussionen i en særlig debat i næste uge.

    Hvis vaccinepligten skal have en effekt, skal den træde i kraft til april eller maj, betoner sundhedsminister Karl Lauterbach, der selv er epidemiolog.

    - Det skal gøres hurtigt, så vi kan nå at afværge bølgen i efteråret, og det er jo hele årsagen til at indføre en vaccinepligt, sagde han i går til programmet RTL Direkt.

    I Tjekkiet har regeringen derimod netop droppet et forslag om vaccinepligt for ældre borgere og visse faggrupper i sundhedsvæsenet for at undgå "dybere sprækker" i samfundet, skriver Reuters.

    Efter dagens afstemning i Østrigs Nationalråd, hvor 137 stemte for og 33 imod, skal vaccinepligten til afstemning i Forbundsrådet 3. februar, skriver avisen Der Standard. Men her har partierne bag vaccinepligten også stort flertal, så det anses som en ren formsag.

  5. 22 min. siden

    Knapt 4000 engelsksprogede uddannelsespladser forsvinder til sommer: Det koster vigtig arbejdskraft, frygter erhvervslivet

    Eduard Fischer-Szava fra Rumænien studerer til it-ingeniør på VIA i Horsens og har studiejob hos Greenbyte. Han er en af de studerende, der håber at få job i Danmark efter sin uddannelse. (© Greenbyte)

    Rundt om på landets uddannelsesinstitutioner forbereder de sig på, at der bliver næsten 4.000 studerende færre efter sommerferien.

    Alene hos VIA University College i Aarhus og Horsens lukker man ned for 650 engelsksprogede uddannelsespladser.

    Studiepladserne skal sløjfes som konsekvens af en aftale, der blev vedtaget i Folketinget sidste sommer. For at spare på udgifter til SU til udenlandske studerende besluttede et flertal nemlig at nedlægge 3.900 engelsksprogede uddannelsespladser på professionshøjskoler og erhvervsakademier.

    På VIA i Horsens betyder det helt konkret, at 450 engelsksprogede uddannelser ikke slås op til sommer, og i Aarhus gælder det 220.

    Reduktionen af pladser er nemlig målrettet de engelsksprogede erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser.

    På de uddannelser er 72 procent af de studerende engelsksprogede studerende, og det er kun 21 procent - af dem, som bliver i Danmark og arbejder efter at have afsluttet deres uddannelse, oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet.

    Argumentet bag aftalen er, at der skal spares på udgifter til SU, når nu mange af de studerende alligevel tager retur til deres hjemland, når deres uddannelse er færdig.

    Men prorektor Gitte Sommer Harrits fra professionshøjskolen Via University College er ked af aftalen.

    Det er ærgerligt, at vi skal lukke så mange engelsksprogede pladser på blandt andet ingeniøruddannelserne, hvor der er stor mangel på arbejdskraft.
    Gitte Sommer Harrits, prorektor, VIA University College

    - Det er ærgerligt, at vi skal lukke så mange engelsksprogede pladser på blandt andet ingeniøruddannelserne, hvor der er stor mangel på arbejdskraft, og hvor vi kunne bidrage som en del af løsningen på det problem, siger hun.

    En af de udenlandske studerende i Horsens er 24-årige Eduard Fischer-Szava fra Rumænien. Han studerer til it-ingeniør og arbejder ved siden af hos it-virksomheden Greenbyte, og har været meget glad for både studie og job.

    - Det vigtigste for mig var at komme til et land uden korruption og nepotisme. Det er et stort problem i mit hjemland, hvor man ikke bliver bedømt på sine resultater, og hvor det handler mere om hvem, man kender.

    Studerende som Eduard Fischer-Szavaer i høj kurs hos brancheorganisationen Dansk Industri. Her er Bjarke Lind konstitueret chef for forskning, uddannelse og mangfoldighed.

    Det er en dårlig aftale, fordi det hæmmer vores virksomheder i at få fat i udenlandske studerende, der er uddannet i Danmark.
    Bjarke Lind, chef for forskning, uddannelse og mangfoldighed, DI.

    - Det er en dårlig aftale, fordi det hæmmer vores virksomheder i at få fat i udenlandske studerende, der er uddannet i Danmark. Vores medlemmer skriger i øjeblikket efter arbejdskraft, og det er en god mulighed at tage de udenlandske studerende, der er i landet, som kender det danske samfund og kan gå direkte ind på en dansk arbejdsplads, siger han.

    Bjarke Lind mener også, at det er en god forretning at betale SU til udenlandske studerende, fordi samfundet får mere igen.

    - Der er lavet flere analyser, blandt andet fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, der lavede en analyse i 2018. Der skønnede de, at de internationale studerende fra alle videregående uddannelser i gennemsnit bidrager med mellem 100.000 og 350.000 kroner i gennemsnit set over et helt liv.

    Bjarke Lind mener, at mere virksomhedspraktik kunne være vejen frem til at få flere end blot hver femte udenlandske studerende til at tage job i Danmark efter endt uddannelse her.

    Det var et bredt flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Konservative og Liberal Alliance, der stod bag aftalen om at skære ned på antallet af engelsksprogede uddannelser.

    Og det gør Uddannelses- og Forskningsminister Jesper Petersen (S) fortsat.

    - Vi er nødt til at have et blik for, hvordan vi bruger danskernes skattekroner. Vi bruger nu over 500 millioner kroner om året til SU til studerende fra andre EU-lande. Dertil kommer udgifter til selve uddannelserne, og nogen kommer også på dimittend-dagpenge efter deres studier. Og der er alt for mange af dem, der ikke kommer i beskæftigelse i Danmark bagefter, siger han.

    Vi er nødt til at have et blik for, hvordan vi bruger danskernes skattekroner. Vi bruger nu over 500 millioner kroner om året til SU til studerende fra andre EU-lande.
    Jesper Petersen (S), Uddannelses- og Forskningsminister

    Jesper Petersen mener ikke, at det er danske skatteyderes opgave at betale for uddannelse for andre landes borgere, uden at vi får effekt af det på arbejdsmarkedet bagefter.

    - Der er fortsat mere end 14.000 engelsksprogede uddannelsespladser. Men optaget var blevet så højt, at vi langt overskred den aftale, vi sammen havde, for hvor mange penge, det var okay at bruge på SU til studerende fra andre EU-lande.

    Til gengæld er han enig i, at der skal gøres mere for at fastholde de udenlandske unge, der har fået en uddannelse i Danmark.

    - Der kan universiteter og erhvervsliv gøre langt mere for at have fokus på at fastholde dem og få dem ind i dansk erhvervsliv, i stedet for at de får en uddannelse og SU her og så rejser ud igen, siger Jesper Petersen.

    Den politiske aftale indebærer, at partierne vil acceptere SU-udgifter på cirka 450 millioner kroner.

    På virksomheden Greenbyte i Horsens er direktør Ulrik Nejsum Madsen bekymret ved udsigten til færre udenlandske studerende. Cirka halvdelen af de ansatte i it-virksomheden er udlændinge, og det er især programmører, Greenbyte leder efter.

    - De fleste af dem, vi får ind, er udlændinge, så jeg tror, at det bliver svært for os at ansætte nye folk i fremtiden. Det tager da en stor del af ansøgerfeltet væk, siger han.

    Det er ikke hver gang, virksomheden har et jobopslag, at der overhovedet kommer en ansøgning fra en dansker, forklarer Ulrik Nejsum Madsen. Han afviser argumentet om, at der skal spares på SU-udgifter til udenlandske studerende, blot fordi mange af dem tager retur efter endt uddannelse.

    - Jeg har lært dansk og vil gerne bruge det, og Danmark har givet mig mulighed for at få et godt job.
    Eduard Fischer-Szava, rumænsk it-ingeniørstuderende på VIA Horsens

    - Det virker, som om man har kigget helt isoleretSU’en og tænkt, at det er sør’me en stor udgift. Men jeg synes, at der mangler en masse ting i det regnestykke. Mange af dem bliver her og bidrager til samfundet, og alene der tror jeg, at vi har tjent den SU hjem igen, siger Ulrik Nejsum Madsen.

    At have et studenterjob i en dansk virksomhed er i hvert fald vigtigt for Eduard Fischer-Szava fra Rumænien. Han føler sig nemlig godt modtaget på sin danske arbejdsplads.

    - Kollegerne er meget venlige, og alle vil gerne høre, hvis man kommer med en ny idé. Og hvis den er god nok, så bliver den implementeret.

    Eduard Fischer-Szava er en af de studerende, der gerne vil blive boende i Danmark, når han er færdig med sin uddannelse.

    - Jeg har lært dansk og vil gerne bruge det, og Danmark har givet mig mulighed for at få et godt job.

  6. 25 min. siden

    Søskendepar var sekunder fra at score knap en halv million i Løvens hule - pludselig trak investor sig

    Linh og Maily Phan er søskende og deltager i 'Løvens hule' med deres powerbank-løsning til mobiltelefoner. (Foto: Peter Langkilde © DR)

    450.000 kroner.

    Så meget var erhvervskvinden Mia Wagner villig til at investere i søskendeparret Maily og Linh Phans virksomhed Get Lit, som tilbyder to go-udlejning af powerbanks til mobiltelefoner, da de stillede op i ugens udgave af DR1-programmet 'Løvens hule'.

    Mia Wagners bud kom efter, at Maily og Lihn Phan havde takket nej til hendes fællesbud med "medløven" Jacob Risgaard på i alt 750.000 kroner.

    Men i sidste sekund trak Mia Wagner så alligevel sit solobud tilbage med ordene: "Jeg tror, vi skal droppe det her".

    For hun var blevet irriteret. Ikke på de to søskende som personer, men over de spørgsmål, de stillede, efter hun havde sagt, at de sammen skulle finde på en god abonnementsmodel til deres virksomhed.

    - Det har jeg en hel del erfaringer med, sagde den erfarne erhvervskvinde.

    Og her gik det galt.

    - Hvilke eksempler har du, spurgte Maily Phan.

    - På abonnementsforretninger? Jeg har jo gennem min familie over 20 års erfaring med at udvikle online abonnementsforretninger. Så jeg har en del, svarede Mia Wagner, som er tidligere administrerende direktør i familiens Freeway-koncern, der står for sites som dating.dk og lejebolig.dk.

    Linh og Maily Phan er født og opvokset i Hjørring i en søskendeflok på fire. Deres forældre kom til Danmark som vietnamesiske bådflygtninge i 1984. Flere af deres familiemedlemmer har været eller er stadig selvstændige, så iværksættergenet ligger til familien. (Foto: Peter Langkilde © DR)

    Herefter spurgte Lihn Phan, om Mia Wagner ville lægge tid og kræfter i projektet.

    - Nej. Jeg investerer for ikke at lave noget... Ej, selvfølgelig vil jeg lægge tid og kræfter i projektet, sagde Mia Wagner.

    - Hvordan ville det være konkret på en uge arbejdsmæssigt, spurgte Maily Phan så.

    Og her var det, at "hunløven" fik nok af spørgsmålene og trak sit bud tilbage.

    Se situationen her:

    Til dr.dk forklarer Mia Wagner i dag, at hun syntes, forretningsmodellen bag de to søskendes virksomhed havde flere svagheder, og at hun helst så flere løver gå sammen og løfte opgaven. Og derudover mener Mia Wagner, at søskendeparret virkede uforberedte.

    - Jeg bliver altid særligt opmærksom, når jeg oplever, iværksætterne ikke har forberedt sig tilstrækkeligt, før de går ind i hulen, hvilket spørgsmålene til min baggrund indikerede. Set i det lys så jeg ikke nogen grund til at gå videre i forhandlingerne, siger hun.

    Maily og Lihn Phan kan godt se, at det måske kan fremstå sådan. Men de forklarer, at de ikke var uforberedte.

    - Vi var nervøse derinde. Det hele gik rigtigt hurtigt, siger Lihn Phan.

    Hvorfor stillede I Mia Wagner de spørgsmål?

    - Det var af ren nysgerrighed. Det var ikke for at stille spørgsmålstegn ved hendes engagement, men for at vide hvor meget tid vi kunne få glæde af hende. Vi ville bare høre: "Hey, hvordan vil en typisk uge se ud sammen". Men det blev nok forstået på en forkert måde, erkender Maily Phan.

    Søskendeparret er især ærgerlige over, at de kan have givet det indtryk, at de ikke vidste, hvad Mia Wagner står for.

    - Vi har kæmpe respekt for Mia Wagner, og vi er kede af, at det blev tolket på en forkert måde. Vi vidste jo godt, hvad hun har skabt af abonnementsforretninger. Klappen gik ned, det var min fejl, siger Maily Phan.

    Midt i optagelserne af 'Løvens hule' ringede Maily og Lihn Phans mor til dem. Tilfældigvis var deres telefon havnet på erhvervsmand Jesper Buchs bord, så han tog den og talte kort med moren - til stor morskab for hele studiet. (© United/DR)

    Fortryder I, at I takkede nej til det første bud fra Mia Wagner og Jacob Risgaard?

    - Lige bagefter tænkte vi da: "Wow, har vi truffet det rigtige valg?". Så lige der føltes det ærgerligt, at vi ikke fik investorerne ind. Men vi valgte at se fremad og tage det med, som vi lærte af 'Løvens hule', siger Maily Phan.

    - Selvom det måske ikke fremstår sådan på tv, var vi meget taknemmelige og beærede over deres bud - og det betød, at vi gik derfra med fornyet gåpåmod og energi, som Lihn Phan siger.

    For Maily og Linh Phan nøjedes ikke blot med at hoppe op på hesten igen, efter de fik nej i 'Løvens hule'; de satte i fuld galop og blev endnu mere målrettede.

    Det hårde arbejde gav pote, og i dag er det lykkedes dem at få fem investorer til at smide penge i deres firma - som i oven købet har betydet, at firmaet har fået hævet sin værdiansættelse til mere end de tre millioner, som "løverne" vurderede virksomheden til.

    - Af respekt for vores investorer kan vi ikke sige præcise tal, men det er en betydeligt større værdiansættelse, vi har fået nu, i forhold til hvad de tilbød i 'Løvens hule', siger søskendeparret.

    De har dog også måttet afgive mere end de 15 procent, de var villige til at gå af med i programmet, og det var noget af det, de lærte i 'Løvens hule'; at de nok måtte gå på kompromis på det område.

    - Selvom vi ikke gik derfra med en investering, var det stadig en personlig sejr, fordi vi startede med at få tilbud. Det gav motivation til at blive ved, og i dag står vi stærkere end nogensinde, siger Maily Phan. (Foto: Peter Langkilde © DR)

    Med de nye investeringer er virksomheden nu vokset til 12 ansatte. Forretningen har været meget på standby på grund af coronalockdown, men alligevel viser omsætningen en stigning på 20 procent, siden de stod i 'Løvens hule'. Og de har fuldt fokus på at gøre klar til genåbningen, der sker lige nu.

    - Vi har en klar struktur og plan for, hvad der sker, nu når Danmarks cafe- og byliv åbner igen. Vores 2022-plan er at få ladestationer ud 1.000 steder, primært i storbyerne. Og så er vi allerede nu begyndt at kigge på en pilottest i udlandet, siger Lihn Phan.

    - Det var generelt en mega god og kæmpe lærerig oplevelse at være i 'Løvens hule'. Vi har samlet et stærkt hold af nye investorer, og det er vi ikke sikre på, vi havde fået gjort, hvis vi ikke havde været med i programmet. Vi er meget glade og taknemmelige for, hvor vi står i dag, siger Maily Phan.

    Hos Mia Wagner er der heller ingen hard feelings. Tværtimod.

    - Jeg har gennem mit netværk erfaret, de har fået et hold dygtige investorer med ombord, og jeg ønsker dem stort held og lykke, siger hun.

  7. 34 min. siden

    Elefanten Bora med unik tvillingfødsel - ikke set siden 2006

    • Elefanten Bora har fået tvillinger, hvilket er en unik fødsel, der ikke er set i området siden 2006. (Foto: JANE WYNYARD © Ritzau Scanpix)
    • Det er kun en procent af elefantfødslerne, der ender med tvillingefødsler. (Foto: JANE WYNYARD © Ritzau Scanpix)
    1 / 2

    I reservatet Samburu i Kenya fik turguider sig pludselig en kæmpe overraskelse, da de så elefanten Bora. Hun havde nemlig ikke bare en enkelt elefantunge ved sig - hun havde fået tvillinger. Det skriver BBC.

    Den lokale organisation 'Save the Elephants' siger, at tvillingeelefanter kun sker ved én procent af fødslerne, og det er første gang, at de ser det siden 2006.

    De krydser nu fingre for, at både bror og søster overlever, da det ofte er set, at moren ikke har nok mælk til begge kalve.

    Afrikanske elefanter har den længste drægtighedsperiode blandt pattedyr. De bærer deres unger i næsten 22 måneder og føder omkring hvert fjerde år.

  8. 57 min. siden

    STIL SPØRGSMÅL: Skal dansk politik helt ind på midten?

    (© DR/Søren Winther Nørbæk)
  9. I dag kl. 19:36

    Nyt AGF-stadion kommer til at have plads til 20.000 og koste over en halv milliard

    Når Superligaklubben AGF rykker ind på klubbens planlagte nye hjemmebane, så bliver det et stadion med plads til 20.000 tilskuere og en pris på næsten 600 millioner danske kroner.

    Det oplyser Kongelundens Sekretariat ifølge Aarhus Stiftstidende.

    Kongelunden er det område, hvor AGF's nuværende hjemmebane, Ceres Park, ligger, og den nye hjemmebane vil også ligge i området.

    AGF vil selv spytte 100 millioner i projektet, mens donationer fra Lind Invest og Salling Fondene hver udgør 250 millioner, som Aarhus Kommune også matcher.

    Efter planen skal det nye stadion stå færdigt i 2026.

  10. I dag kl. 19:07

    Østrig vedtager vaccinepligt: Bøder på 4.500 kroner til uvaccinerede

    Som det første europæiske land har Østrig i dag vedtaget en vaccinepligt for alle over 18 år.

    Pligten bliver indført i tre faser. Fra begyndelsen af februar vil hver husstand blive orienteret skriftligt om vaccinepligten.

    Fra den 16. marts vil der blive foretaget kontroller af borgernes vaccinestatus. Er man ikke vaccineret, udløser det en bøde på cirka 4.500 kroner, stigende til knap 27.000 kroner ved indsigelser.

    Den tredje fase vil kun træde i kraft, hvis det bliver "epidemiologisk nødvendigt". I så fald vil myndighederne via folkeregistret udstede bøder til ikke-vaccinerede.

    Samtidig indledes et "vaccine-lotteri": For hvert vaccinestik får man en kupon, og hver tiende kupon giver et gavekort på cirka 3.700 kroner til fx restauranter, butikker og kulturliv.

  11. I dag kl. 19:03

    Den forsvarende mester flopper og er ude af de afrikanske fodboldmesterskaber

    Algeriet er ude af det afrikanske fodboldmesterskab, Afcon, efter et 3-1-nederlag i den tredje og sidste gruppekamp mod Elfenbenskysten.

    Dermed er Algeriets forsøg på et forsvar af Afcon-titlen fra 2019 slut allerede efter gruppespillet.

    Franck Kessié fra AC Milan og Ibrahim Sangare fra PSV scorede for Elfenbenskysten i første halvleg, mens Nicolas Pepe fra Arsenal gjorde det til 3-0 kort efter pausen.

    Algeriets store profil, Manchester City-spilleren Riyad Mahrez misbrugte et straffespark efter en time, og så hjalp det lige lidt, at Sofiane Bendebka fik reduceret til 1-3 med et kvarter igen.

    Med sejren vinder Elfenbenskysten gruppen og sikrer en plads i ottendedelsfinalerne.

  12. I dag kl. 18:30

    På onsdag vil regeringen give svar på, hvilke restriktioner der forlænges efter 31. januar

    På onsdag kan vi forhåbentlig få svar på, hvilke af de nuværende coronarestriktioner der forlænges eller ophæves efter 31. januar.

    Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

    Regeringen har bedt Epidemikommissionen om at vurdere, om situationen tillader, at man kan lempe restriktionerne yderligere. Samtidig skal kommissionen vurdere kategoriseringen af covid-19 som en samfundskritisk sygdom.

    - Trods høje smittetal ser vi en opmuntrende udvikling i antallet af indlæggelser, særligt på intensiv. Det skyldes ikke mindst den store vaccinetilslutning, hvor Danmark er blandt de lande i verden, der er længst fremme med 3. vaccinestik. Det giver et solidt grundlag for epidemikontrol, siger Sundhedsminister Magnus Heunicke i pressemeddelelsen.

    Regeringen modtager Epidemikommissionens indstilling i starten af unæste uge.

  13. I dag kl. 18:24

    Hver tredje coronapatient er indlagt med noget andet

    Andelen af patienter, som er indlagt på grund af covid-19-sygdom, er faldet fra 70 procent i uge 51 til 65 procent i uge 52. Det fremgår af data fra en ny tendensrapport, skriver Statens Serum Institut.

    Dermed var lidt over hver tredje coronapatient indlagt på grund af anden diagnose.

    Rapporten kommer samtidig med, at smitteantallet per døgn nåede sit højeste i dag, hvor tallet passerede 40.000 smittetilfælde på 24 timer.

    - Den udbredte samfundsmitte medførte et fald i andelen af indlæggelser, der sker på grund af covid-19, og en stigning i andelen, som er testet positiv, men som indlægges med en "anden diagnose", skriver SSI.

    En tidligere rapport fra SSI viser, at andelen i december var 73 procent mod 75 procent i oktober og november.

  14. I dag kl. 18:20

    Ekspert ser tegn på en ny fødevarekrise: 'Der vil komme markante prisstigninger'

    Du skal nok vænne dig til at give et par kroner mere for din ost. (Foto: Thea Bjørn)

    Du har helt givet hørt eller selv mærket på egen krop, at priserne på el og naturgas er steget massivt hvilket har ført til, at mange danskere har fået beskåret deres månedlige rådighedsbeløb med flere tusinde kroner.

    Og nu kan det være, at de danske forbrugere skal forberede sig på at finde yderligere luft i budgettet.

    Alt tyder nemlig på, at det bliver markant dyrere at fylde køleskabet op med madvarer i løbet af i år.

    Det vurderer Henning Otte Hansen, som er seniorrådgiver ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.

    Der har nemlig længe luret prisstigninger, men indtil videre er de danske forbrugere gået nogenlunde fri. Faktisk steg fødevarepriserne blot med 1,9 procent fra december 2020 til december 2021.

    Nu går den dog ikke længere. Supermarkederne og andre fødevarebutikker kommer til at sætte prisen op. Og det er ikke bare småpenge, danskerne skal finde i sparebøssen for at betale ekstraregningen, lyder det fra Henning Otte Hansen.,

    - Der vil komme en markant prisstigning på vores fødevarer, fordi råvarepriserne er steget. Når råvarepriserne stiger, så vil der altid komme prisstigninger på fødevarerne, siger han og fortsætter:

    - Og når vi nu ser stigende energipriser, så vil det også føre til yderligere prisstigninger de kommende måneder, da supermarkedskæderne for eksempel skal bruge flere penge på at køle deres varer ned, siger Henning Otte Hansen og peger også på andre negative prisfaktorer som besværlig transport og dårlig høst.

    Hvordan skal man forholde sig som forbruger, når man nu kan ind i de her prisstigninger?

    - Det er meget afhængigt af, hvad man vælger af fødevarer. På svinekød ser man næsten ikke nogen stigning, på grøntsager ser man en mindre prisstigning og mælk er noget dyrere, siger han.

    En af de primære årsager til, at der kan lande en ekstraregning på danskernes bord, er de stigende priser på råvarer rundt omkring i verden, forklarer Henning Otte Hansen fra Københavns Universitet.

    - Der er tegn på en ny prisboble eller fødevarekrise. Alle de væsentlige landbrugsråvarer er steget i pris, og råvarer som korn, foder, gødning og kød er steget med 40 procent siden midten af 2020, siger han.

    Flere supermarkedskæder har da også allerede flere gange pointeret, at prisstigninger på fødevarer er uundgåelige. Helt tilbage i oktober sidste år lød det samstemmende fra Salling Group, Coop og Lidl i Børsen, at kunderne skulle forvente stigende priser.

    - Vi bliver nødt til at sende regningen videre til kunderne, og det vil afspejle sig i priserne for forbrugerne, sagde Coops informationsdirektør, Jens Juul Nielsen, dengang.

    Hos ostehandleren Klingenberg Ost & Delikatesser i Odense mærker de, at deres udgifter gradvist stiger og stiger.

    Udgifterne på emballage er steget cirka 50 procent på et år, og udgifterne til elektricitet er femdoblet, fortæller direktør og medejer Kaj Jørgensen.

    Og derfor er de nødsaget til at hæve priserne på alt fra manchegoen, mascarponen, mozzarellaen og myseosten.

    - Der kommer prisstigninger på det hele. Vi skal være her i fremtiden, så det betyder prisstigninger, men ikke mere end hvad der er nødvendigt, siger Kaj Jørgensen.

    Ostene hos specialforretningen er allerede steget 10 til 15 procent, og man har ligeledes varslet prisstigninger i både februar og marts.

    Hvornår tror du, at priserne begynder at falde igen?

    - Jeg tror ikke, at det bliver i 2022. Jeg tror, at vi skal ind i næste år, før priserne stabiliserer sig eller falder, siger Kaj Jørgensen, der ikke frygter, at kunderne vil vende dem ryggen.

    - Folk vil stadig gerne have en god kvalitet, siger han.

    Direktør og medejer af Klingenberg Kaj Jørgensen. (Foto: Thea Bjørn)

    Ifølge Henning Otte Hansen fra Københavns Universitet skal osteelskere og andet godtfolk ikke regne med, at den potentielle fødevarekrise er overstået med et snuptag.

    - Der vil være en større prisusikkerhed i måske flere årtier. Der er et stigende forbrug af fødevarer, befolkningen vokser, og det er blevet sværere og sværere at producere mere kan give prisvariationer, siger han, men pointerer også, at den teknologiske udvikling gør, at priserne på sigt vil falde.

    Og når så råvare- og fragtpriserne på verdensmarkedet igen falder, så skal de danske forbrugere stadig væbne sig med tålmodighed.

    - Det vil gå langt mere trægt med, at priserne skal falde igen. Det har tidligere erfaringer fra andre prisbobler tydeligt vist mig, og det er typisk hos supermarkederne, at de formår at købe billigere ind, men stadig holde prisen høj, siger han.

  15. I dag kl. 18:20

    Mette Frederiksens minkpressemøde fik afgørende rolle for udskældt actioncard

    Statsminister Mette Frederiksen tonede frem på en videoforbindelse, da hun den 4. november 2020 beordrede alle mink aflivet. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Ólafur Steinar Rye Gestsson)

    Ud af den uendelige strøm af dokumenter, der flyder blandt landets embedsmænd, er det tilsvarende forsvindende få passager, der får lige så meget opmærksomhed, som 51 ord i det actioncard, politiet brugte, da de skulle ringe ud til minkavlere.

    Det var den 6. november 2020 ud på eftermiddagen, at 60 politielever gav sig til at ringe til minkavlere i den såkaldte zone 3. Det vil sige avlere med raske dyr, som ikke lå tæt på andre smittede farme.

    Der skulle tælles mink op for at regne den bonus ud, som avlerne kunne få, og derfor skulle de give lov til, at en ”myndighedsperson” kom ind på farmen.

    Og det er her, de 51 ord kommer ind i billedet. For sagde avlerne nej, skulle politieleverne ifølge actioncardet sige:

    ”Det er jeg ked af at høre, men beslutningen er truffet. Manglende medvirken vil derfor betyde, at du ikke får mulighed for at opnå bonussen, og du kan forvente, at myndighederne så kommer og foretager tømning af besætningen alligevel. Jeg vil derfor høre, om dette får dig til at ændre beslutningen?”

    Passagen er siden blevet beklaget af Rigspolitiet, og kritikken er haglet ned over formuleringen, der kunne ligne et markant pres på avlerne for at få aflivet deres dyr. Vel at mærke på et tidspunkt, hvor der ikke var hjemmel til at kræve aflivning af mink i zone 3.

    Torsdag føjede tre vidner hidtil ukendte deltaljer om, hvordan formuleringen blev til.

    I kølvandet på Mette Frederiksens pressemøde 4. november skulle Fødevarestyrelsen i gang med operationen, men de havde ikke mandskab nok og bad derfor politiet om hjælp. To jurister fra politiet holdt derfor møde med styrelsen den 6. november, hvor de drøftede, hvad det var, politiet skulle sige til avlerne.

    Bagefter mødet gik den ene jurist Tobias Berg i gang med at skrive kortet, en slags telefonmanual, som det hastede med at få ud. Han brugte 45 minutter på at skrive det såkaldte actioncard.

    - Jeg fik bare af vide, at det skulle gå meget stærkt, lød det.

    Udspørgeren ville vide, hvor han havde oplysningerne om, at beslutningen var truffet, og at besætningen ville blive tømt, selv om avlerne sagde nej.

    - Jeg tror, jeg henviste til den regeringsbeslutning, der blev meldt ud på pressemødet. Det er det, der har været tanken på det tidspunkt, sagde han.

    Juristen var tydeligvis brødebetynget og beklagede flere gange, hvilket fik udspørgeren til at runde afhøringen af med en ret markant kommentar. Den vender vi tilbage til.

    For juristen var ikke den eneste, der så passagen som et udtryk for det, der kom frem på pressemødet den 4. november.

    Også da det stod klart for Rigspolitiet, at kortet var uheldigt formuleret, konstaterede politidirektør Lykke Sørensen, at afsnittet flugtede med det, der var meldt ud fra regeringstoppen.

    Det kom frem under afhøringen af chefpolitiinspektør Peter Ekebjærg.

    I en email om det omdiskuteret actioncard skrev Lykke Sørensen til ham, at "fremgangsmåden og formuleringen i actioncardet svarer til den offentlige udmelding".

    - Min opfattelse var også, at de fleste måtte have tænkt, at det nok var den vej, det endte, lød det fra Peter Ekebjærg.

    Så du opfatter Lykke Sørensens mail som, at det svarer til de politiske udmeldinger 4. november?

    - Ja, det er min opfattelse. Det er dét, jeg lægger i det, sagde han.

    Det var allerede dagen efter Mette Frederiksens pressemøde, at Rigspolitiet fik at vide, at der manglede hjemmel til aflivning uden for smittezonerne.

    Det skete den 5. november, og kommissionen borede længe i, hvordan der alligevel kunne blive sat gang i at udarbejde et actioncard.

    Både Uffe Stormly, der var daglig leder i Den Nationale Operative Stab (NOST), og Peter Ekebjærg forklarede, at politiet var blevet bedt om at hjælpe Fødevarestyrelsen.

    De regnede derfor med, at styrelsen havde styr på hjemlen.

    Samtidig betonede politicheferne, at der ikke blev foretaget aflivninger af politiet i zone 3.

    Da udspørgeren borede i, hvem der havde ansvaret for hjemlen, var beskeden klar fra Peter Ekebjærg

    - Det ville efter min opfattelse ligge i Fødevarestyrelsen.

    - Vores involvering var, at vi indgik i NOST'en. Det er et myndighedskoordinerende organ, hvor vi har formandsskabet. Men det bærende princip er sektoransvarsprincip. Det skete inden for deres (Fødevarestyrelsens red.) lovgivningsområde. Vi var en bistandsmyndighed, svarede Peter Ekebjærg.

    Nogle af afhøringerne kastede også lys over, at politicheferne var optaget af at få aflivningerne i zone 1 og 2 op i fart.

    Kommissionen borede også i et referat fra et møde den 9. november. Her skulle Uffe Stormly have sagt at lovgivningen, der hjemler aflivning af alle mink, endnu ikke var på plads, men "at operationen fortsætter, medmindre der bliver meldt andet ud."

    Jakob Lund Poulsen ville høre, hvordan "operationen" kunne fortsætte uden lovhjemmel.

    - Operationen omfattede både smittede og ikkesmittede. Den omfattede værnemidler, personale og bortskaffelse af mink. Der kom en offentliggørelse, så jeg var nødt til at sige til personalet, at vi fortsatte operationen, men stadig i forhold til zone 1 og zone 2.

    - Zone-3 minkavlerne var gået i gang med at aflive, og de skulle også have hjælp til bortfjernelse af deres mink. Normalt sker bortskaffelse via en privat operatør, og det er derfor myndighederne, kommer ind her, forklarer Uffe Stormly.

    Årsagen til at kommissionen overhovedet borer i spørgsmålet om politiets actioncard, skyldes den advokatundersøgelse, der i efteråret fastslog, at der var sket et kollektivt svigt i politiet.

    Her fremgik det blandt andet, at der er lavet fejl, fordi actioncardet "hverken er blevet kvalitetssikret, legalitetssikret eller godkendt af rette vedkommende."

    Det var ifølge Uffe Stormly ikke rigtigt.

    Leder af den juridiske sektion Birgitte Buch har stået for at sikre legaliteten, og Uffe Stormly havde selv godkendt det på et operationelt plan, forklarede politiinspektøren.

    Penneføreren havde været juristen Tobias Berg.

    Uffe Stormly ankommer til afhøringen i Retten på Frederiksberg. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Ritzau Scanpix)

    Han beklagede af flere gange den uheldige formulering i actioncardet.

    - Jeg er ked af i dag, at der ikke var skrevet et forbehold om hjemmel ind. Jeg havde gerne set, at det var med.

    Da afhøringen af Tobias Berg var slut, og han igen havde beklaget formuleringen, konstaterede udspørgeren tørt:

    - Du er jo i den forbindelse første led i kæden. Der er en del over dig, der har ladet det passere.

  16. I dag kl. 18:19

    Tidligere politimand om websvindel: Sagerne syltes bevidst

    Thomas Vesth oplevede selv, hvordan bunkerne med sager voksede og voksede, da han var i LCIK.

    Sager om økonomisk kriminalitet hober sig op hos politiet.

    48.000 sager ligger og venter ifølge en afrapportering fra Rigspolitiet og Rigsadvokaten. Det er mere end en fordobling på bare halvandet år.

    En stor del af sagerne drejer sig om nethandel, hvor køber eller sælger på den ene eller den anden måde bliver snydt for varer eller penge.

    Mange af ofrene skriver til DR’s forbrugerprogram Kontant, der de senere år har lavet en række programmer om emnet og i dag føjer endnu et til listen. Her drejer det sig om en webshop, der sælger tusindvis af paddleboards til kunder over hele Europa, men i mange tilfælde glipper leveringen, og kunderne har mere end svært ved at få deres penge retur.

    Flere frustrerede kunder har meldt sagen til politiet, men de oplever, at firmaet blot kører videre efter samme mønster. I den konkrete sag har Østjyllands Politi indtil videre haft otte måneder til at finde ud, hvad der er foregået, mens firmaet har fortsat salget. Det samme er sket i flere af de sager om webshops, Kontant tidligere har undersøgt.

    Planen var ellers at stoppe netsvindlerne hurtigst muligt, da politiet i 2018 oprettede det Landsdækkende Center for IT-relateret økonomisk kriminalitet; LCIK. Her laver man den indledende efterforskning, før en sag sendes til den politikreds, hvor den skal retsforfølges.

    Men systemet er endt som en syltekrukke. Det mener Thomas Vesth, der er tidligere politimand med 30 års erfaring – blandt andet fra LCIK, hvor han hurtigt kunne se, at ressourcerne ikke stod mål med opgaven.

    Når man ikke kan nå at lave sagerne færdige, så ligger de jo bare og hober sig op.
    Thomas Vesth, tidligere efterforsker i LCIK

    - Jeg så, hvor mange sager der var, og hvor mange mennesker der var og udregnede så, hvor meget tid vi havde pr. sag. Den tid var så lav, at jeg kunne se, det ville være en syltekrukke. Når man ikke kan nå at lave sagerne færdige, så ligger de jo bare og hober sig op, og det var præcis det, der skete i løbet af kort tid, fortæller han.

    Thomas Vesth medgiver, at politiet aldrig vil kunne løse alle sager, men han mener, at der i forhold til websvindel er skabt en kultur, hvor det i højere grad handler om at slippe af med sager i stedet for at efterforske dem.

    - Fra politiets side vil man formentlig oftest prøve at se, hvordan kan vi undgå den her sag? Har vi overhovedet tid til den? Den er stor og besværlig, så hvis man kan finde en eller anden lille krog at få afvist sagen på, så gør man det, siger han.

    Ifølge politiforsker Adam Diderichsen fra Københavns Professionshøjskole kan problemet meget vel være manglende ressourcer.

    - Jeg tror, at det var rigtigt at oprette LCIK. Der var brug for et mere nationalt blik på området. Der, hvor det så halter, er, hvis man ikke rigtig kommer videre med efterforskningen. Så får LCIK jo ikke løftet opgaven. Hvis sagerne så bliver sendt ud til nogle politikredse, der ikke har ressourcerne og måske heller ikke altid kompetencerne til at gøre noget ved dem, ja, så fungerer systemet jo ikke, siger han.

    Hos Østjylland Politi bekræfter vicepolitiinspektør Kristian Juliussen, at de har modtaget et stort antal anmeldelser i den aktuelle sag og efterforsker sagen ud fra mulige overtrædelser af straffeloven.

    Han afviser påstanden om, at politiet forsøger at få sagerne afvist, så de slipper for at efterforske dem.

    - Det er ikke sådan, vi håndterer sagerne i Østjyllands Politi. Er der noget at støve op, så gør vi, hvad vi kan for at støve det op, siger Kristian Juliussen.

    Han forstår godt, at det kan undre, at Kontant igen og igen støder på sager, hvor svindelen kører videre i måneder på trods af stribevis af politianmeldelser.

    - Selvfølgelig er det politiet, der skal standse den type virksomheder. Nu er I så lige kommet os i forkøbet, men vi har nogle regler, vi skal arbejde indenfor. I har nogle andre muligheder. Vi skal underbygge nogle ting, inden vi går hen og banker på døren. Vi vil altid være en lille smule bagefter - både i forhold til kriminalitetsbilledet og også i forhold til IT, i og med at tingene går rigtig hurtigt, siger Kristian Juliussen.

    Kontant har også forsøgt at få et interview med justitsminister Nick Hækkerup (S) som den øverst, politisk ansvarlige for politiet. Han har valgt at sende et skriftligt svar og oplyser blandt andet, at ministeriet ”nu etablerer en helt ny national enhed for særlig kriminalitet og en digital politipatrulje.”

    Derudover vil ministeren give politiet og anklagemyndigheden nye værktøjer til at prioritere sager om økonomisk kriminalitet, og så lover justitsministeren, at hans embedsmænd vil se nærmere på mulighederne for, at politiet får adgang til at blokere svindel-hjemmesider.

  17. I dag kl. 18:19

    Sundhedsstyrelsen: Forældre bør fortsat vaccinere deres børn mellem 5 og 11 år

    41,1 procent af børnene mellem 5 og 11 år har fået første stik mod corona. Fotoet af Sundhedsstyrelsens enhedschef, Bolette Søborg, er taget i forbindelse med et tidligere pressemøde. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Ritzau Scanpix)

    Selvom myndighederne i flere af vores nabolande har besluttet sig for ikke at anbefale coronavaccinen til børn mellem 5 og 11 år, så står Sundhedsstyrelsen fast på den beslutning, som blev taget i slutningen af 2021.

    - Sundhedsstyrelsen anbefaler 5 til 11-årige at blive vaccineret fortsat, selvom vi har omikron, siger Bolette Søborg, der er enhedschef og overlæge hos Sundhedsstyrelsen.

    - Men det, vi så samtidig siger - i lighed med eksperterne - er, at vi skal genberegne, hvor stor effekten er. Den er nok ikke så stor, som da vi havde vores notat, som kom lige på kanten af, at omikron blev introduceret. Men den er der stadig.

    Meldingen fra Sundhedsstyrelsen falder, kort tid efter at politikere samt sammenslutningen af danske børnelæger, Dansk Pædiatrisk Selskab, har opfordret myndighederne til at genoverveje, om coronavaccinen fortsat skal anbefales til børn mellem 5 og 11 år.

    Også professor i vaccinedesign ved Københavns Universitet, Camilla Foged, har talt for, at Sundhedsstyrelsen i lyset af den nye dominerende variant genovervejer anbefalingen.

    Vaccinen anbefales fortsat, lyder det her fra Sundhedsstyrelsens Bolette Søborg:

    I flere lande - herunder Norge i går - har myndighederne desuden valgt ikke at anbefale coronavaccinen til børn mellem 5 og 11 år.

    Forældre skal lade deres børn mellem 5 og 11 år vaccinere, fordi det reducerer smittespredningen - om end det reducerer mindre, end da vi havde delta - og så fordi vi har et rigtig rigtig højt smittetryk lige nu.
    Bolette Søborg, enhedschef og overlæge hos Sundhedsstyrelsen

    Kan du sige den præcise grund til, at forældre skal lade deres børn vaccinere?

    - Forældre skal lade deres børn mellem 5 og 11 år vaccinere, fordi det reducerer smittespredningen - om end det reducerer mindre, end da vi havde delta - og så fordi vi har et rigtig, rigtig højt smittetryk lige nu. Så den reduktion er betydende i forhold til den samlede befolkningsimmunitet, siger Bolette Søborg.

    Hvor meget mindsker det smitten, at børn mellem 5 og 11 år bliver vaccineret?

    - Det er vi i gang med at genberegne lige nu.

    Men hvis du siger til forældrene, at de skal lade deres børn vaccinere, fordi det kan mindske smitten, men du ikke kan sige, præcis hvor meget eller lidt det mindsker, hvilket grundlag skal de så træffe beslutningen på?

    - Indtil videre skal man træffe beslutningen på det grundlag, vi lagde frem i december. Det, som vi rigtig gerne vil, er at være så nøjagtig som muligt, og derfor skal det genberegnes ud fra det, vi for nuværende ved om omikron.

    I alt er 27,4 procent af målgruppen færdigvaccineret, mens 41,1 procent af dem har fået første stik. I de første uger blev der givet rigtig mange stik, men nu er antallet af børn, der får det første stik, næsten gået i stå, viser tal fra Statens Serum Institut.

    I Sundhedsstyrelsens grundlag for at anbefale vaccinen i november skrev I, at hvis 40 procent tog den - det vil sige nogenlunde dem, der har taget den nu - vil det give 11 procent færre nyindlæggelser på hospitalerne med corona i januar. Er det sket?

    - Det er noget af det data, vi må gå ind og kigge på.

    Hovedargumentet for at lade børn vaccinere var oprindeligt at hindre smitte og få færre indlagt på hospitalerne, hvor meget mindre smitte og færre indlagte har det givet, at cirka 200.000 børn mellem 5 og 11 år er blevet vaccineret med første stik?

    - Det bliver vi nødt til at genberegne. Det, vi har at fortælle lige nu, er det, vi lagde til grund i december.

    Kan det betyde, at når I har regnet på det, så siger I, at nu har vi så meget immunitet af børn, der er blevet vaccineret og smittet, så nu behøver I ikke at lade jeres børn vaccinere?

    - Man kan i hvert fald sige, at der lige nu er et vindue med høj smittespredning, og hvor vi gerne vil reducere den. Det er ikke sikkert, det ser sådan ud, når vi kommer længere hen på foråret.

    Når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt det er henholdsvis bedst for børnene at blive vaccineret mod corona eller immun ved smitte, er svaret fra Bolette Søborg, at Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn mellem 5 og 11 år bliver vaccineret, fordi det laver en grundimmunitet.

    Men børnene er dog "rigtig godt dækket med begge dele".

    - Bliver du smittet med omikron, så er du bedre dækket over for en gensmitte med omikron. Men man skal vide, at hver gang man bliver smittet, så løber man altid en risiko, og den vil man også gerne minimere, siger hun.

    Vaccinen er stadig et tilbud i Danmark, som man kan tage imod eller lade være, ligesom man kan i de lande, der ikke har valgt at anbefale den - eksempelvis i Norge. Forskellen er bare, at der i Danmark ligger en anbefaling fra Sundhedsstyrelsen, lyder det fra Bolette Søborg.

    - Det betyder, at der også er et ansvar for os til at oplyse borgeren om, hvorfor vi synes, det er en god ide.

    - Man kunne måske sige, at det ansvar bortfalder en smule, hvis man siger, det her kan du selv gå ned og aktivere, hvis du vil. Derudover bliver ansvaret måske også en smule mindre i forhold til at skulle kommunikere på hvilket grundlag, man skal træffe den beslutning.

    Sundhedsstyrelsen har anbefalet vaccination af 5 til 11 årige siden den 25. november 2021, efter vaccinen fra Pfizer-BioNTech blev godkendt til målgruppen af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

  18. I dag kl. 18:17

    Europa-Parlamentet er klar til at stramme tøjlerne om Facebook, Instragram og Google

    Står det til den franske regering skal der inden for de kommende måneder findes et kompromis om de nye EU-regler for de store techgiganter. (Foto: (Grafik) Morten Fogde Christensen)

    Der er i den grad brug for at finde tøjlerne frem og stramme dem godt og grundigt om Facebook, Google og alle de andre techgiganter, som har en enorm magt over alt fra vores onlineshopping til hvilke nyhedshistorier og videoklip, der dukker op på de sociale medier.

    Det mener et stort, bredt flertal i Europa-Parlamentet, som i dag har stemt for parlamentets mandat til de kommende forhandlinger med medlemslandene om EU's nye tech-regler.

    De høster vores personlige data og skaber algoritmer, der både skader de unges helbred og udfordrer vores demokrati og konkurrencen for virksomhederne.
    Christel Schaldemose (S), europaparlamentariker

    De nuværende regler er nemlig fra år 2000, hvor der hverken fandtes globale netbutikker eller sociale medier som Instagram og TikTok.

    Derfor er der om noget behov for at opdatere dem, mener den socialdemokratiske europaparlamentariker Christel Schaldemose, som er parlamentets hovedforhandler på spørgsmålet om de såkaldte digitale tjenester.

    - Jeg er glad og stolt, for det har virkelig været et hårdt arbejde. Der er mange interesser på spil, og jeg har aldrig før oplevet så voldsomt et lobbypres, som jeg har med denne sag. Derfor er jeg virkelig lettet over, at det lykkes at komme igennem med det, siger hun.

    Af de 608 parlamentarikere, der stemte, stemte 530 for forslaget.

    Her kan du se en explainer om, hvad der er på spil for EU og techgiganterne:

    Ifølge Christel Schaldemose er det lidt som at se de lovløse cowboys ride rundt på prærien, når de store teknologivirksomheder i disse år folder sig ud på nettet. De er nemlig blevet så store og magtfulde, at de nærmest kan gøre, hvad de vil, uden at det får konsekvenser for dem.

    - Dengang, de startede, havde de brug for plads til at udvikle sig. Men vi har bare indset, at de har en masse praksisser, der skal reguleres, for ellers bliver det som "det vilde vesten", siger hun og forsætter:

    - De høster vores personlige data og skaber algoritmer, der både skader de unges helbred og udfordrer vores demokrati og konkurrencen for virksomhederne. Derfor er der på alle leder og kanter grund til at lave nogle trafikregler for, hvordan det skal fungere.

    En af de ting, der er på forhandlingsbordet, er, at store onlineplatforme og tjenester skal fjerne ulovligt indhold, eksempelvis billeder af seksuelle overgreb på børn, hadtale eller terrorpropaganda, der bliver delt på deres platforme.

    Derudover skal Facebook, Instagram og de andre store platforme være mere åbne omkring deres såkaldte algoritmer, der i dag bestemmer, hvilke YouTube-videoer, opslag eller reklamer som dukker op i ens feeds.

    De sociale medier er blandt andet blevet kritiseret for at fremme negativt indhold på bekostning af det positive, fordi det holder folk mere engageret og sikrer, at de bliver længere tid på platformene.

    Og hvis ikke virksomhederne overholder de kommende regler, kan de blive pålagt at betale helt op til seks procent af deres globale omsætning i bøde.

    - Det er blevet tydeligt for enhver, at man ikke længere kan tolerere, at der hverken er regler eller demokratisk kontrol med de beslutninger, som en håndfuld store platforme tager, lød det i går fra Thierry Breton, der er EU-kommissær for det indre marked.

    Christel Schaldemose (S) kommer til at skulle bruge de kommende måneder i tætte forhandlinger med medlemslandene om de nye regler. (Foto: ASGER LADEFOGED © Ritzau Scanpix)

    Det er Europa-Parlamentet og medlemslandene, der sammen skal blive enige om de nye regler for de digitale tjenester, og forhandlingerne går efter planen i gang den 31. januar i år.

    Den franske regering, der for tiden har formandskabet for EU, har gjort det til en af sine mærkesager at få landet en aftale i løbet af de kommende måneder. Og udover de digitale tjenester skal der også findes nye regler for verdens allerstørste digitale markedspladser, såsom Amazon, Apple og Google.

    Mit bud er, at vi nærmer os et slutresultat, når vi hen til april og maj
    Christel Schaldemose (S), europaparlamentariker

    Christel Schaldemose fortsætter som parlamentets hovedforhandler, og hun er helt bevidst om, at det er en ambitiøs tidsplan, det franske EU-formandskab har lagt for dagen. For der er forskelle på, hvor langt henholdsvis Europa-Parlamentet og medlemslandene vil gå for at kontrollere techgiganterne.

    Europaparlamentarikerne ønsker blandt andet nogle skrappere regler for målrettede onlinereklamer, heriblandt et forbud mod målrettede reklamer til børn og unge, end medlemslandene umiddelbart har lagt op til.

    - Jeg har ikke noget imod, at det går hurtigt, bare det ikke går ud over kvaliteten. Men hvis deadline er inden det franske præsidentvalg i slutningen af april, så kan vi også bruge det til at presse vores ting igennem. Men mit bud er, at vi nærmer os et slutresultat, når vi hen til april og maj, siger hun.

  19. I dag kl. 18:16

    I år skal det være slut med sprøjtegiftvandværkernes arealer, men der er lang vej igen

    Flere steder i landet er grundvandet forurenet af pesticider. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2018) (Foto: Henning Bagger © Scanpix Denmark)

    Når vi er tørstige, er det for de fleste af os heldigvis ikke sværere, end at vi kan åbne for vandhanen.

    Men det er ikke alle i Danmark, der har den mulighed, selvom vores drikkevand langt hen ad vejen er rent.

    Derfor besluttede politikerne i Folketinget i 2019, at det ved udgangen af i år skal være slut med at sprøjte med gift på de områder, som vandværkerne henter deres vand fra.

    Det skal ske med frivillige aftaler mellem vandværker og landmænd på 1.893 områder, hvor der bliver brugt sprøjtegift.

    Siden den politiske aftale blev indgået, er vi dog kun nået i mål på 19 af de mange områder, viser tal fra Miljøstyrelsen.

    Det vil vi ikke byde hverken vores egne eller vores børns og børnebørns kroppe, så vi har købt vand i snart tre år.
    Jytte Jøns, Aalborg

    Rundt regnet ét område ud af 100. Det betyder, at der fortsat siver pesticider ned i drikkevandet.

    Det er vandværkerne og kommunerne, som skal tage initiativ til aftalerne. At de ikke er nået længere, er langt fra godt nok, erkender både Kommunernes Landsforening og Claus Vangsgård, der er seniorkonsulent i brancheorganisationen for vandværker, Danva.

    Ifølge ham skyldes det, at vandværkerne har været for langsomme om at gribe muligheden, og at erstatningen til lodsejerne er svær at blive enige om, fordi det beror på frivillige aftaler.

    - Det er nok nemmere at blive enige om, hvad der skal ske, end hvad der skal betales i kompensation, siger han og henviser til, at politikernes målsætning er urealistisk.

    Det samme mener Pernille Jakobsen, der forhandler aftaler på plads for Aalborg Forsyning og 37 andre private vandværker.

    - Hvordan er det aftalerne skal gennemføres, hvordan skal de laves, hvordan forhandler vi, hvad skal de indeholde? Alt i alt har der været en stor usikkerhed, siger hun.

    Flere steder i landet er der mere sprøjtegift i drikkevandet, end det er tilladt.

    Blandt andet i et område i Aalborg, hvor Jytte Jøns aldrig åbner for hanen med det formål at drikke vandet.

    Hun får det leveret af et vandværk, som lige nu kun tilbyder drikkevand med pesticidniveauer over grænseværdierne, ligesom mindst 25 andre rundt om i landet.

    De får lov at levere vandet, til trods for at det indeholder mere sprøjtegift end grænseværdierne - mod at de løser problemet inden for en given tidsfrist.

    - Det vil vi ikke byde hverken vores egne eller vores børns og børnebørns kroppe, så vi har købt vand i snart tre år, siger Jytte Jøns.

    Det er efterhånden blevet til mange vandflasker i hjemmet i Aalborg. Hun både køber det, og henter hos sin datter, der får vand leveret af et andet vandværk.

    - Selv til kogning af kartofler og grøntsager henter vi vandet. Vi tør simpelthen ikke andet, fortæller hun.

    Disse vandværker har fået dispensation til at levere drikkevand med pesticidniveauer over grænseværdierne:

    Når landmændene, som sprøjter deres marker, skal stoppe med at bruge pesticider, skal de finde ud af, om vandværkerne vil købe jorden, eller om de vil omlægge til økonomi.

    Det skal lodsejerne have erstatning for. Men spørgsmål om erstatningsstørrelsen og hele processen med at lave de frivillige aftaler har været for uklar ifølge de implicerede parter. Noget, de mener, de har forsøgt at gøre politikerne opmærksomme på.

    Landmændene og kommunerne siger, de har råbt op fra begyndelsen og sagt, at de er i tvivl om, hvordan de skal bære sig ad med de her frivillige aftaler.

    Men opråbene har intet ændret i aftalen, og det har været med til, at målsætningen fra start har set meget svær ud at nå. Det konkluderer blandt andre Esben Munk Sørensen, der er forsker og landinspektør ved Aalborg Universitet.

    - Realiteterne for målsætningen har været svage, fordi man ikke har lyttet til de kommentarer, der kom, om, at de skal tænkes ind i en samlet indsats i det åbne land, siger han.

    Hos Dansk Folkeparti, der var en del af det brede flertal, der lavede aftalen, ærgrer de sig over, at arbejdet med at fjerne pesticiderne fra grundvandet  ikke er nået længere.

    Partiets formand for Folketingets miljø- og fødevareudvalg, René Christensen, erkender dog, at parterne fik ret i deres opråb fra starten, og at aftalen ikke har været god nok.

    - Værktøjet har ikke været det rigtige. Det, der er besluttet, fungerer ikke, konkluderer han.

    René Christensen fra Dansk Folkeparti vil have miljøministeren til at kalde til forhandlinger, så problemer kan blive løst. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Det store spørgsmål er derfor, hvornår der kommer orden i tingene, og vi får en bedre beskyttelse mod pesticider i vores grundvand.

    Selvom både kommuner, vandværker og en ekspert melder om, at det ikke er realistisk at få de frivillige aftaler på plads inden 2022 er forbi, mener Socialdemokratiets miljøordfører, Kasper Roug, at vi skal afvente situationen.

    Når året er omme, kan vi se, om aftalerne er kommet på plads, og derefter vurdere, om der skal nye tiltag på bordet, mener han.

    Hjemme i Aalborg håber Jytte Jøns, at problemerne bliver løst hurtigst muligt, så både hun og andre kan slippe for at købe flaskevand, men i stedet tappe det fra hanen.

    - Jeg synes simpelthen, det er forfærdeligt, at man byder mennesker det. Det fatter jeg simpelthen ikke. Jeg synes, det er ganske forkert, siger hun.

    Politikerne på Christiansborg afsatte i finansloven for i år 170 millioner kroner til at beskytte grundvandet.

    Det har ikke været muligt at forholde miljøministeren til kritikken, da hun ligger syg med corona.

  20. I dag kl. 18:14

    Fragglerne vender tilbage efter 33 år

    Der er indspillet i alt 96 episoder, men færre er blevet vist på dansk tv. Her ses Gobo (til venstre), Vembi (i midten) og Vips (til højre) i en af episoderne, der blev oversat til Dansk. (Foto: Foto fra bånd)

    Syng en fraggle-sang!

    Den kendte børnedukkeserie fra midten af firserne vender tilbage, 33 år efter showet sluttede.

    Det skriver BBC, der har talt med nogle af personerne bag, herunder Lisa Henson, der står i spidsen for The Jim Henson Company, der ejer rettighederne til Fragglerne.

    - Vi har været gennem nogle hårde år, og forældre og børn døjer med stress og angst, så hvorfor ikke bare svælge i disse karakterers glæde og uskyld, siger Lisa Henson til BBC.

    Programmet kan ses på Apple TV+ fra i morgen, fredag.

    • Billede af de kendte ansigter, men fra den nye sæson. (© Apple TV+)
    • Billede af de kendte ansigter, men fra den nye sæson. (Foto: Apple TV+ © Apple TV+)
    • Billede af de kendte ansigter, men fra den nye sæson. (Foto: Apple TV+ © Apple TV+)
    1 / 3
  21. I dag kl. 18:01

    Europa-Parlamentet presser på for bedre dyrevelfærd

    EU’s nuværende regler for dyretransport er både forældede og vildledende, og de bliver ikke håndhævet godt nok rundt om i landene. Det mener Europa-Parlamentet, som vil have skrappere regler for de millioner af dyr, der hvert år bliver transporteret rundt på kontinentet.

    Et bredt flertal har i dag vedtaget en ikke-bindende henstilling, hvor de opfordrer både Europa-Kommissionen og medlemslandene til at gøre mere for at respektere dyrevelfærden under transport samt opdatere reglerne, som er fra 2005.

    De ønsker blandt andet, at dyr, der skal slagtes, ikke må transporteres i mere end otte timer. Derudover vil de have, at der fremover kommer en EU-kommissær for dyrevelfærd.

    - Status quo er, at over en milliard dyr lider under lange transporter hvert år i Europa. Det kan vi ikke ændre på uden at stille nogle flere krav til transportører og landbruget, siger europaparlamentariker Niels Fuglsang (S).

  22. I dag kl. 18:01

    Island ramt af endnu et smittetilfælde inden kamp mod Danmark

    Islands håndboldlandshold er blevet ramt af endnu et smittetilfælde med coronavirus.

    Senest er det Gisli Kristjansson, der er testet positiv. Det oplyser det islandske håndboldforbund, HSI.

    Dermed er Island oppe på seks tilfælde af coronasmitte i truppen, da Aron Palmarsson, Björgvin Gustavsson, Bjarki Mar Elisson, Elvar Örn Jonsson og Olafur Gudmundsson i forvejen er testet positiv for coronavirus.

    Dermed har Island 14 spillere til torsdagens kamp mod Danmark. Den islandske landstræner, Gudmundur Gudmundsson, har indkaldt to nye spillere til truppen, men Magnus Oli Magnusson og Vigni Stefansson støder først til resten af det islandske landshold fredag.

  23. I dag kl. 17:41

    Nordirland lemper restriktioner: Nattelivet genåbner fra på onsdag

    Nordirland letter lidt på landets coronarestriktioner allerede fra i morgen.

    Det oplyser landets førsteminister Paul Givan på et pressemøde her til eftermiddag.

    Fra i morgen vil deres "rule of six" ophøre, hvilket indtil nu har betydet, at kun seks personer har måttet sidde ved samme bord på restauranter og lignende, hvis man ikke er fra samme husstand.

    Fra på onsdag vil natklubber også kunne genåbne, og man vil ikke længere være påkrævet at vise sit coronapas, hvis man vil på pub, på restaurant eller i biografen.

    Man vil dog fortsat skulle fremvise coronapas i nogle tilfælde på natklubber og andre indendørsarrangementer med over 500 deltagere.

  24. I dag kl. 17:31

    Sverige kommer godt fra start i mellemrunden

    Sverige havde brug for point, hvis de skulle gøre sig forhåbninger om at nå en semifinale ved dette års EM i håndbold.

    Anført af venstrefløjen Hampus Wanne, lykkedes det da også svenskerne at vinde over Rusland i første kamp i mellemrunden.

    Flensborg-spilleren var med ni mål en afgørende faktor i sejren på 29-23, der betyder at Sverige rykker forbi Rusland og op på en foreløbig tredjeplads i gruppen, der føres an af Tyskland og Spanien.

  25. I dag kl. 17:01

    'Marys australske have': Zoologisk Have fejrer kronprinsessens 50-års fødselsdag

    ARKIV Kronprinsesse Mary, prins Vincent og prinsesse Josephine sammen med panda efter åbningen af pandaanlægget i Zoologisk Have København den 11. april 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Der er blevet skåret ned på de store fejringer i forbindelse med kronprinsesse Marys 50-års fødselsdag den 5. februar på grund af coronasituationen.

    Men det bliver stadig synligt rundt omkring, at kronprinsessen fylder rundt. I Zoologisk Have i København skal hun den 2. februar tage første spadestik til et nyt anlæg for australske dyr.

    Anlægget kommer til at hedde 'Marys australske have', skriver haven i en pressemeddelelse.

    - Helt i Kronprinsessens ånd bliver gaven således både til glæde og gavn for en samling af australske dyr og for de mange børnefamilier, der til sommer kan opleve et lille udsnit af Kronprinsessens fødeland på tætteste hold, siger administererende direktør, Jørgen Nielsen.

    Fødselsdagsarrangementet i Zoologisk Have afholdes onsdag den 2. februar klokken 10 til 11:30 og er åbent for besøgende.

  26. I dag kl. 16:51

    Breivik kan søge om løsladelse hvert eneste år: Topadvokat vil have det stoppet af hensyn til de efterladte

    Den tidligere rigsadvokat Tor-Aksel Busch siger til den norske VG, at politikerne må ændre loven, så den terrordømte Anders Behring Breivik ikke kan gå til domstolen hvert år og anmode om prøveløsladelse.

    Han siger, at det er en stor belastning for de dræbtes familier.

    Retssagen i Norge, hvor en domstol skal tage stilling til, om Breivik kan prøveløslades, er afsluttet i dag.

    Og ifølge Busch, så er Breivik ikke tæt på at være egnet til prøveløsladelse.

    - Jeg vil være meget forsigtig med at spå om, hvordan han vil udvikle sig videre, men meget tyder på, at man om et års tid vil være i nøjagtig samme situation som i dag, siger han.

    Breivik gennemførte i juli 2011 flere terrorangreb, der kostede 77 mennesker livet.

    Der ventes en kendelse inden for de nærmeste uger ifølge NTB.

  27. I dag kl. 16:36

    24-årig dømt for at stjæle en kvart million fra ældre kvinder

    I perioden fra sommeren 2016 til efteråret 2018 lykkedes det en 24-årig mand at stjæle omkring en kvart million kroner fra især ældre kvinder over hele landet.

    Torsdag er han ved Retten i Sønderborg idømt et år og tre måneders fængsel for tyveri og databedrageri, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    Manden erkendte i retten tyverier, der gik ud over i alt 25 ofre.

    Han aflurede kunder i butikkers pinkoder, hvorefter han stjal deres dankort fra indkøbskurve eller biler. Derfra hævede han så kontanterne på kortene.

    Den 24-årige er rumænsk statsborger og blev sendt til afsoning i sit hjemland. Han blev anholdt i Sverige, hvor han fik en dom på to års fængsel for 15 lignende forhold.

  28. I dag kl. 16:14

    USA og Tyskland advarer Rusland om alvorlige konsekvenser i Ukraine-strid

    Antony Blinken og Annalena Baerbock holder pressemøde i Berlin. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

    Ruslands præsident Putin tager fejl, hvis han tror, at uenighed i Nato vil mildne konsekvenserne af et russisk angreb mod Ukraine.

    Det var budskabet efter et møde mellem den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, og hans tyske kollega, Annalena Baerbock, i dag.

    Rusland har de seneste måneder samlet omkring 100.000 soldater ved grænsen til Ukraine.

    Men "enhver" russisk indtrængen i Ukraine vil blive mødt med et "hurtigt (og) alvorligt" svar fra USA og dets allierede i Europa, sagde Blinken på en pressekonference i Berlin.

    Annalena Baerbock understregede, at alle muligheder er åbne, hvis Rusland angriber Ukraine. Det gælder også et stop for den omstridte gasledning Nord Stream 2. Gasledningen er bygget færdig og skal efter planen forsyne Tyskland med russisk gas.

  29. I dag kl. 15:57

    Trods opfordring fra børnelæger: Sundhedsstyrelsen anbefaler fortsat vacciner til børn mellem 5 og 11 år

    De norske sundhedsmyndigheder vil ikke anbefale coronavaccinen til børn mellem 5 og 11 år, og de danske børnelæger anbefaler nu også at se på, om anbefalingen skal ændres i Danmark.

    Men Sundhedsstyrelsen holder trods det fast i deres anbefaling om, at forældre i Danmark skal lade deres 5-11-årige vaccinere.

    - Fordi det reducerer smittespredningen, omend det reducerer smittespredningen mindre end under delta, og fordi vi har et rigtig højt smittetryk lige nu. Den reduktion er betydende for det samlede smittetryk, siger Bolette Søborg, enhedschef hos Sundhedsstyrelsen.

    Men hun siger samtidig, at man lige nu er i gang med at undersøge effekten af vaccinen overfor omikron, da notatet om anbefalingen kom, før omikron kom til landet.

    - Vi skal genberegne, hvor stor effekten af vaccinen er. Den er nok ikke så stor, som da vi havde vores notat, som kom lige på kanten af, at omikron blev introduceret.

    Rettelse: Tidligere skrev vi, at de danske børnelæger bakkede op om de norske sundhedsmyndigheders ændring af anbefaling, men de danske børnelæger opfordrer blot til, at man skal se på, om anbefalingerne skal ændres.

  30. I dag kl. 15:52

    FC Midtjylland henter tidligere brasiliansk landsholdsspiller

    Vagner Love jubler sammen med Dani Alves over en scoring, som sidstnævnte har sat ind for Brasilien. (Foto: MARCOS BRINDICCI © Scanpix Denmark)

    FC Midtjylland har forstærket offensiven frem mod Superligaens forårssæson.

    Klubben har skrevet en kontrakt, der løber frem til sommer, med den brasilianske angriber Vagner Love. Det oplyser FCM i en pressemeddelelse.

    37-årige Vagner Love har spillet 20 kampe for Brasiliens landshold og scoret fire mål. Han har tidligere repræsenteret klubber som Besiktas, Monaco og CSKA Moskva, og han kommer til FCM på en fri transfer efter udløb i Kairat Almaty fra Kasakhstan.

    - Vagner Love kommer med en enorm erfaring som fodboldspiller, hvor han har oplevet landsholdsfodbold, et hav af kulturer og forskellige ligaer. Den rutine gør ham til en god profil at få ind i truppen, hvor han kan dele ud af sin erfaring til de unge og andre brasilianere på holdet, lyder det fra FCM's sportschef Svend Graversen.

    Vagner Love får nummer 19 i FC Midtjylland.

  31. I dag kl. 15:18

    Sundhedsstyrelsen lægger op til nye anbefalinger for coronaisolation

    Anbefalingerne om, hvor længe du skal isolere dig som coronasmittet, kan snart blive ændret. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i et skriftligt svar til Ritzau.

    - Sundhedsstyrelsen er i gang med at se på anbefalingerne for isolation med en forventning om en snarlig ændring i anbefalingen. Sundhedsstyrelsen vil komme med en udmelding om eventuelle ændringer i den nærmeste fremtid, oplyser styrelsen til Ritzau.

    Indtil videre er det anbefalingen, at man kan bryde isolationen 48 timer efter, at dine symptomer er væk, hvis du har haft symptomer i forbindelse med din coronasmitte.

    Hvis du ikke har symptomer, selvom du har fået en positiv test, så er anbefalingen lige nu, at du kan bryde isolationen efter syv dage.

    Erhvervslivet og flere partier har opfordret til at forkorte isolationsperioden, fordi mange arbejdspladser kæmper med sygefravær.

  32. I dag kl. 14:54

    Politichef undsiger advokatundersøgelse i minksag

    Politiinspektør Uffe Stormly går nu i rette med den advokatundersøgelse, der i efteråret kom frem om politiets brug af actioncard, da alle mink skulle aflives.

    Det kom frem under afhøringen af politichefen i Retten på Frederiksberg, hvor Minkkommissionen gransker forløbet.

    Actioncardene blev brugt til at kontakte avlere uden for zonerne.

    Advokatundersøgelsen konkluderer, at der er lavet fejl, fordi actioncardet "hverken er blevet kvalitetssikret, legalitetssikret eller godkendt af rette vedkommende."

    Det er ifølge Uffe Stormly ikke rigtigt.

    Leder af den juridiske sektion Birgitte Buch har stået for at sikre legaliteten, og Uffe Stormly har selv godkendt det på et operationelt plan, forklarede politiinspektøren.

  33. I dag kl. 14:32

    29 er omkommet i Liberia efter pludselig panik ved fællesbøn

    Under en fællesbøn i Liberias hovedstad, Monrovia, udbrød der pludselig panik, og det endte med, at 29 personer mistede livet. Det skriver AFP.

    Det er endnu uklart, hvad der skabte panikken, men lokale medier skriver, at det var på grund af, at røvere med macheter pludselig dukkede op. Det er dog ikke blevet bekræftet fra officielle kilder.

    Hændelsen fandt sted i den fattige forstad New Kru Town sent onsdag eller i løbet af de tidlige morgentimer torsdag. Polititalsmanden Moses Carter oplyser, at antallet af omkomne er et foreløbigt tal. Der er 15 personer, som er indlagt på hospitalet efter episoden. Flere er i kritisk tilstand.

    Blandt de omkomne er 11 børn og en gravid kvinde, oplyser myndighederne.

    Præsident George Weah har erklæret tre dages landesorg og beordret en nærmere undersøgelse af hændelsen.

  34. I dag kl. 14:31

    Ung judokæmper er Bestsellers Olympiske Håb

    (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

    Judokæmperen Lærke Marie Olsen er dette års vinder af prisen Bestsellers Olympiske Håb.

    Prisen bliver givet til en ung atlet, som ikke kun udmærker sig ved et stort talent, men også nogle særlige, menneskelige værdier

    - Det er en kæmpe anerkendelse, og for mig er prisen et tegn på, at andre også tror på mig. Jeg håber og tror også på, at det betyder noget for min sport i sig selv, siger Lærke Marie Olsen

    Sidste år blev den 23-årige den første kvinde nogensinde til at repræsentere Danmark i judo ved OL.

    Lærke Marie Olsen bliver officielt kåret som Betsellers Olympiske Håb ved Sport 2021, der kan ses på DR1 fredag kl. 21.30.

  35. I dag kl. 14:19

    19-årig bliver den yngste kvinde nogensinde til at flyve jorden rundt alene

    Efter fem måneders rejse landede 19-årige Zara Rutherford i dag i lufthavnen i den belgiske by Kortrijk-Wevelgem.

    Hun kan nu kalde sig den yngste kvinde nogensinde til at flyve jorden rundt alene, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Hun tog turen i et Shark ultralight, der som navnet antyder er en meget let flytype, og det gør hende også til den første kvinde til at tage jordomrejsen i den flytype.

    De seneste fem måneder har hun fløjet 51.000 kilometer igennem 52 lande.

    Selvom det må have været noget af et eventyr, så er det ikke en tur, hun har tænkt sig at tage igen.

    - Der har været fantastiske øjeblikke, men der har også været øjeblikke, hvor jeg har frygtet for mit liv, siger Zara Rutherford.

  36. I dag kl. 14:05

    Der er registreret 40.626 nye smittetilfælde det seneste døgn

    40.626 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går. Samtidig er der 15 nye dødsfald. Antallet af smittede er det højeste, der er målt i coronaperioden.

    2.639 af de nye tilfælde har tidligere været smittet.

    Dagens smittetal er baseret på 230.791 pcr-test. Det giver en positivprocent på 17,60.

    I går var antallet af smittede 38.759.

    Der er nu 825 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er 4 flere end i går.

    En del er indlagt med andre ting, men indgår i statistikken, da de også er testet positive for covid-19.

  37. I dag kl. 13:54

    Danmarks ambassadør i Ukraine: Der er ikke udbredt krigsfrygt

    For ukrainerne er konflikten med Rusland intet nyt, som blandt andet ses her på mindevæggen på Kievs Myhailivska Square over faldne i konflikten i den østlige del af Ukraine. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    En russisk invasion af Ukraine kan ske "hvert et øjeblik"

    Men blandt ukrainerne er der trods den usikre situation en slående ro og fatning.

    Det fortæller Danmarks ambassadør i Ukraine, Ole Egberg Mikkelsen, fra hovedstaden, Kiev.

    - Der er ikke udbredt krigsfrygt. Der er hverken hamstring, kø ved hæveautomaterne eller andre tegn på, at man har mistet modet. Livet går faktisk på mange måder videre, og det hænger nok sammen med, at det er et land, der har været i krig og konflikt længe, siger han.

    Spørger man ukrainerne, har de nemlig været i krig siden 2014, hvor Rusland ulovligt annekterede halvøen Krim. Siden da har der næsten dagligt været ukrainske tab ved det, man kalder kontaktlinjen, altså grænsen til de russisk besatte områder i det østlige Ukraine.

    Trods ro og fatning er ukrainerne heller ikke helt uberørte af situationen, fortæller ambassadøren.

    - Selvfølgelig er folk bekymrede, siger han.

    Den langvarige konflikt med Rusland er også synlig i Kiev, der ligger flere hundrede kilometer fra fronten.

    Hver uge kommer der nye mindeplader op på en mindemur, der er opsat i byen, når familier mister typisk unge mænd i krigen, fortæller ambassadøren, som kalder konflikten "meget nærværende".

    Der er en meget nøgtern erkendelse af, at Ukraine vil være alene på slagmarken, skulle det komme til et angreb.
    Ole Egberg Mikkelsen, Danmarks ambassadør i Ukraine

    - Men der er også en meget nøgtern erkendelse af, at Ukraine vil være alene på slagmarken, hvis det skulle komme til et angreb. Det er ikke et Nato-land, og der er kun ukrainerne til at kæmpe. Jeg tror, der er en ret fast opfattelse af, at det må man så gøre, så godt man kan, siger Ole Egberg Mikkelsen og fortsætter:

    - Der er en meget udbredt forsvarsvilje, men ifølge ukrainerne kan det heller ikke nytte noget, at man går i panik på forhånd, siger han og tilføjer, at mange ukrainere opfatter aggressionerne fra Rusland som psykologisk krigsførelse, hvis formål er at få dem til at miste modet.

    Ifølge ambassadøren kommer den ukrainske forsvarsvilje blandt andet til udtryk ved en meget stor søgning til hjemmeværnet, i Ukraine kaldet territorialforsvaret. Også mange ukrainere melder sig til våbentræning, fortæller han.

    Reservister i det ukrainske territorialforsvar under en træningsøvelse uden for Kharkiv i det østlige Ukraine den 11. december 2021. (Foto: VYACHESLAV MADIYEVSKYY © Ritzau Scanpix)

    Den nuværende situation fylder også godt på de ukrainske avisforsider, ikke mindst på grund af de seneste dages mange diplomatiske besøg.

    I løbet af den seneste uge har blandt andre den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), lagt vejen forbi fronten, og i går også USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, som senere på ugen skal mødes med Ruslands udenrigsminister, Sergeij Lavrov, for at drøfte konflikten ved grænsen.

    Man har en stærk tro på, at man kan overleve som nation på trods af det svære naboskab.
    Ole Egberg Mikkelsen, Danmarks ambassadør i Ukraine

    For ukrainerne handler det om at holde næsen i sporet på en måde, der minder om den "keep calm and carry on"-tilgang, som briterne tog i brug under Anden Verdenskrig, fortæller Ole Egberg Mikkelsen.

    - Ukrainerne har den tilgang til det, at man bliver nødt til at have en tro på, at det kan lade sig gøre på trods af de her kriser, som Ukraine jo desværre har oplevet rigtigt mange af, siger ambassadøren.

    Han fortæller, at selv landets nationalsang handler om, at Ukraine både kan og vil overleve:

    - Man har en stærk tro på, at man kan overleve som nation på trods af det svære naboskab. Og det tror jeg også slår igennem i den måde, man reagerer på den her situation.

    Ifølge Ukraine befinder en stor del af de russiske tropper sig på halvøen Krim, mens en del også er at finde langs grænsen til den østlige Donbas-region.
  38. I dag kl. 16:06

    Børnelæger opfordrer myndigheder til at genoverveje vacciner til børn mellem 5 og 11 år

    Flere partier opfordrer også til, at myndighederne revurderer, om aldersgruppen bør anbefales vaccinen. (Foto: Grafik: Morten Fogde Christensen)

    De norske sundhedsmyndigheder vil ikke anbefale coronavaccinen til børn mellem 5 og 11 år.

    Det kom frem i går, og nu opfordrer de danske børnelæger Sundhedsstyrelsen til at se på, om vi skal fortsætte med at anbefale vaccinen herhjemme.

    Det siger børnelæge Klaus Birkelund Johansen, der er formand for sammenslutningen af danske børnelæger Dansk Pædiatrisk Selskab.

    Årsagen er omikronvarianten.

    - Når man i Norge ikke vil anbefale vaccinen, men bare giver det som en mulighed, så er det ud fra en vurdering, der går på omikron. Og den danske vurdering går på den deltavariant, som var fremherskende, da man kom ud med anbefalingen, siger han.

    Omikron ser ikke ud til at gøre coronasmittede alvorligt syge, og på samme tid har virusset meget lettere ved at bryde igennem vaccinen. Og det udfordrer hele årsagen til, at vi vaccinerer børn fra 5 til 11 år, som heller ikke ser ud til at blive særligt syge af virusset, mener han.

    Det primære argument for at vaccinere den aldersgruppe var for at opnå immunitet i samfundet, og vi ser jo, at man sagtens kan blive smittet med omikron på trods af både første og andet stik.
    Klaus Birkelund Johansen, formand, Dansk Pædiatrisk Selskab

    Det primære argument for at vaccinere den aldersgruppe var for at opnå immunitet i samfundet, og vi ser jo, at man sagtens kan blive smittet med omikron på trods af både første og andet stik.

    Derfor bør Sundhedsstyrelsen igen vurdere effekten af at vaccinere til børnene i lyset af omikron.

    Klaus Birkelund Johansen er formand for Dansk Pædiatrisk Selskab.

    - Det er vigtigt, at der kommer en klar melding om, at nu har vi kigget ind i det, og vi ændrer anbefalingen eller fastholder den med baggrund i, at vi fortsat forventer en begrænsning i smittetilfældene.

    - Også af den grund, at vi som befolkning skal have tillid til de udmeldinger, der kommer fra Sundhedsstyrelsen.

    I Norge understreger sundhedsmyndighederne, at vaccinen er mest aktuel for børn med kroniske sygdomme eller børn, som er i kontakt med særligt sårbare personer.

    Men vaccinen er stadigvæk et tilbud, som forældre kan takke ja eller nej til, og på den måde adskiller det sig ikke det store fra Danmark, hvor vaccinen også er frivillig, mener professor i vaccinedesign ved Københavns Universitet Camilla Foged.

    - Men det er vigtigt at have det faglige grundlag i orden. Der er argumenter for, og der er argumenter imod, siger hun.

    Derfor mener hun også, at Sundhedsstyrelsen skal gennemgå og genoverveje anbefalingen med udgangspunkt i, at vi nu har en ny dominerende variant, som opfører sig anderledes end deltavarianten fra sidste år.

    - Bekymringen var jo, at smittespredningen blandt børnene ville forplante sig blandt forældrene og så igen bedsteforældrene, som kan blive alvorligt syge. Og nu ser det ud som om, omikron ikke gør de ældre nær så syge som delta, så derfor er det en anden situation, siger hun.

    Camilla Foged har længe været fortaler for vacciner også til børn, og det er hun fortsat.

    - Jeg synes stadigvæk, det er en god idé at vaccinere børnene for at få immunitet i denne her del af befolkningen så hurtigt som muligt. Der er en kæmpestor smittespredning blandt børnene, så der er ingen tvivl om, at vaccinerne vil lægge en dæmper på det. Spørgsmålet er bare hvor meget, og om vi kan nå det, inden børnene bliver smittet med omikron.

    I alt er 27,4 procent af målgruppen færdigvaccineret, mens 41,1 procent af målgruppen har fået første stik.

    Og hvor der de første uger blev givet rigtig mange stik, er antallet af børn, der får stik nummer et, nu næsten gået i stå, viser tal fra Statens Serum Institut. Flere steder sløjfer man også vaccinetider til børn, fordi de simpelthen ikke bliver booket.

    Børnelægernes formand, Klaus Birkelund Johansen, kan godt forstå, hvis man som forældre kommer i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre.

    - Når nu lande, der er sammenlignelige med Danmark, kigger ind i de her data og kommer frem til forskellige konklusioner, så kan jeg godt forstå, at danske forældre har svært ved at beslutte sig for, hvad det skal, siger han.

    Meldingen er dog klar fra sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, Liselott Blixt.

    - Smitten er så udbredt i øjeblikket, og jeg mener ikke, børnene skal have en vaccine, når det ikke er dem, man skal beskytte. Hvis der er nogen, der skal have dem, er det dem med et svækket immunforsvar, siger hun.

    Hos Enhedslisten vil man nu også bede Sundhedsstyrelsen revurdere vaccineindsatsen.

    - Med de nye oplysninger, der er nu, vil vi også bede Sundhedsstyrelsen om at komme med en fornyet vurdering af det, for det er klart, forældre kommer i et stort dilemma i forhold til, hvad der er rigtigt at gøre, siger partiets coronaordfører Peder Hvelplund.

    Han anerkender, at vaccinerne i høj grad anbefales af hensyn til det samlede smittetryk i Danmark.

    - Men der må vi sige, at vi er så langt i epidemien nu, at det hensyn nok trods alt er begrænset.

    Den danske vaccinestrategi lægges af myndighederne - ikke politikerne, lyder det fra statsminister Mette Frederiksen.

    Til DR Nyheder fortæller Sundhedsstyrelsen, at man fortsat anbefaler børn mellem 5 og 11 år at blive vaccineret, fordi det er med til at reducere det samlede smittetryk i landet, men siger samtidig, at man er i gang med at undersøge effekten af vaccinen til børn.

    - Vi skal genberegne, hvor stor effekten af vaccinen er. Den er nok ikke så stor, som da vi havde vores notat, som kom lige på kanten af, at omikron blev introduceret, men den er der stadigvæk. Og det er den beregning, vi er ved at kigge på, siger Bolette Søborg, enhedschef hos Sundhedsstyrelsen.

    Statsminister Mette Frederiksen (S) peger på, at beslutningen om, hvorvidt børnene skal anbefales at få vaccinen, er helt i Sundhedsstyrelsens hænder.

    - Vi har jo valgt, at vaccineudrulningen i Danmark er på baggrund af myndighedernes indstillinger, og i det ligger også et stort fagligt arbejde, siger hun.

    Og de vurderer situationen løbende, siger hun.

    - Selvfølgelig sidder myndighederne hele tiden og overvejer, hvad er det bedste at gøre også på børneområdet. Indtil nu er anbefalingen fra sundhedsmyndighederne entydig og klar, at man skal lade sine børn vaccinere. Og ændrer det sig på et tidspunkt, skal myndighederne selvfølgelig formidle det til danskerne, siger Mette Frederiksen.

  39. I dag kl. 13:51

    'Det ser bare ikke fedt ud': Ny 'Matrix'-film er et opkog af gamle idéer

    Keanu Reeves hiver sit nye trick som Neo op af tasken igen - med sine ti fingre danner han et beskyttelsesfelt mod fjendens kugler. Det er ikke nogen overbevisende filmisk idé. Men Reeves bruger den hele tiden.

    Der er et problem med Keanu Reeves og hans overnaturlige evner.

    Det så fantastisk ud i den første 'Matrix'-film, når Reeves bøjede og drejede sig, og kuglerne fløj forbi ham, næsten som om tiden var gået i stå. Det gav en forunderlig livagtig fornemmelse af, at Keanu Reeves' figur, Neo, kunne reagere lynhurtigt.

    Og det var det, han kunne. Han var den udvalgte.

    Det var dengang i 1999. Dengang 'The Matrix' var banebrydende og skelsættende.

    Actionsekvenserne satte nye standarder med så stor effektivitet, at man bare skulle se en person med solbriller og lang sort læderjakke, så kom hele filmen rullende forbi det indre lærred.

    Og så var der det fascinerende spring mellem den virtuelle og den virkelige verden. Hvornår befandt hovedpersonerne, Neo og Trinity, sig i virkeligheden? Hvornår var de figurer i en kunstig verden?

    Keanu Reeves og Carrie-Anne Moss er sammen igen som Neo og Trinity. Ingen forsøger at skjule, at 22 år er passeret, og at alderen kan ses på Reeves eller Moss. Den var ikke gået i gamle dage i Hollywood. (© Warner Bros. Pictures)

    Det var så effektivt og så vellavet, at det ikke gjorde noget, at historien ikke altid var nem at finde rundt i. Det gjorde heller ikke så meget, at konceptet var planket fra den japanske tegnefilm 'The Ghost in the Shell', for det var originalt planket.

    Siden kom de to opfølgere, 'Revolutions' og 'Reloaded', og det var cool nok, men de var egentlig bare mere af det samme. Actionsekvenserne havde ikke samme overraskende effekt længere.

    Og så er vi henne ved Keanu Reeves og hans overnaturlige evner som Neo i 2021/'22.

    Hvor han i gamle dage bøjede og svajede i kugleregnen og sloges i nogle fantastiske slagsmål, der på besynderlig vis lignede klappe-kage-børnelege, er hans bedste trick i den nye 'Matrix'-film, 'Resurrections', at holde begge hænder frem foran sig med spredte fingre. Som om han forsøger at hypnotisere nogen.

    Da biograferne lukkede, valgte man at sende den nye 'Matrix' til digitalt køb, men nu kan du opleve den i biografen. (© Warner Bros. Pictures)

    Med det energifelt kan han holde kuglerne væk. Selv sværmen af maskingeværkugler fra en helikopter kan han beskytte sig mod. Også når han løber væk med siden til helikopteren.

    Og han gør det hele tiden.

    Det ser bare ikke fedt ud. Det ligner en decideret nødløsning. Det ødelægger ikke ligefrem 'The Matrix Resurrections', men da Keanu Reeves stritter sine ti fingre frem foran sig for fjerde ud af syv-otte gange, står det usvigeligt tydeligt, at 'Resurrections' bare ikke er en inspireret film.

    Der er skam gode elementer.

    Filmens skurk er en finurlig figur, der på snedig vis formår at vende så meget op og ned på et andet menneske, at vedkommende tror, hun har både mand og børn. Og det er en stor befrielse, at Lana Wachowski – der instruerede de første tre film sammen med sin søster, Lilly – har holdt fast i Carrie-Anne Moss som heltinden Trinity, på trods af at Moss er blevet 54 år.

    For ikke særlig mange år siden var Moss lynhurtigt blevet udskiftet med en yngre model.

    Rollen som Morpheus spilles i den nye film ikke af Laurence Fishburne, men af Yahya Abdul-Mateen II. (© Warner Bros. Pictures)

    Men grundlæggende er det svært at opfatte 'Resurrections' som andet end endnu en filmfranchise, der skal genoplives. Det er sådan, man gør for tiden. Før jul dukkede 'Halloween' og 'Ghostbusters' op igen, om ikke så længe er det 'Batman', 'Scream' og 'Indiana Jones'.

    I en tid, hvor film- og serie-tilbuddene vælter om ørerne på os, og et overblik er umuligt, er der noget trygt ved at se gamle minder vende tilbage. Men det er ikke nødvendigvis, fordi nogen har fundet på en skidespændende eller vigtig eller inspireret historie.

    'Resurrections' er mest af alt et opkog. Genbrug af gamle idéer. Historien hænger sammen og giver mening inden for computerspilslogik, og mange ærkefans vil formentlig bare glæde sig over en ny fortælling med Neo, Trinity, Morpheus, Smith og de andre.

    Men beretningen om den aldrende Thomas Anderson (Reeves), der har skabt et succesrigt computerspil baseret på sin ungdoms oplevelser som Neo, er i høj grad skrevet af efter den første film.

    Det føles som en gentagelse. Uden spændingen og energien.

    Bare se på Keanu Reeves og hans ti-finger-trick.

  40. I dag kl. 13:50

    Rapport: Ekspave Benedikt svigtede i fire sager om overgreb mod børn

    (Foto: ALESSANDRO BIANCHI © Ritzau Scanpix)

    En ny advokatrapport rejser alvorlige anklager mod den tidligere pave Benedikt XVI.

    I sin tid som ærkebiskop i tyske München og Freising fra 1977-82 svigtede han med manglende indgriben i fire sager om overgreb mod børn, fastslår rapporten om den katolske kirke i München, der er bestilt af kirken selv.

    I to af sagerne fik gerningsmændene lov til at fortsætte uden nogen konsekvenser, skriver flere medier, blandt andre nyhedsmagasinet Der Spiegel.

    Ekspave Benedikt, der som ærkebiskop var kendt som Joseph Ratzinger, har tidligere afvist at have kendt til sagerne.

    Rapporten beretter om overgreb mod mindst 497 ofre, hovedsaligt drenge, fra 1945 til 2019. Der er 235 formodede gerningsmænd, heraf 173 præster og ni hjælpepræster.

    94-årige Benedikt var pave fra 2005 til 2013, hvor han på grund af sit helbred abdicerede - som den første pave i 600 år.

  41. I dag kl. 13:46

    Bemærkelsesværdig storm giver højvande i Danmark

    Ved Ålsgårde i Nordsjælland var der til formiddag cirka en meter højere vandstand end normalt. Foto: Tine Uffelmann

    Hvis du har en klar idé om, hvor du lagde din jolle til på en af landets nordvendte kyster, så er der stor sandsynlighed for, at du går forgæves i morgen, hvis du skal finde den igen.

    Der er nemlig forhøjet vandstand langs Sjælland, Fyn og op langs østkysten i Sønderjylland.

    Her kan vandet stå mellem 100 og 130 centimeter højere end den normale vandstand. Og det kan flytte både og give ekstra vand på kajen på de varslede områder. Der venter nemlig store mængder vand i store dele af landet, fortæller vejrvært Anders Brandt fra DR Vejret.

    - Det er en kombination af, at den relativt kraftige nordenvind presser vand fra Skagerrak og Kattegat mod syd. Her stemmes det op mod nordkysterne på Fyn og Sjælland og presses ind i både Holbæk Fjord, Isefjorden og Roskilde Fjord ligesom det samme er tilfældet med Odense Fjord.

    - Herfra fortsætter nordenvinden med at presse vandet videre ned gennem Lillebælt, Storebælt og Øresund, siger han.

    Vandet har stået højt på de nordvendte kyster på Fyn og Sjælland og flere andre steder ud mod Kattegat.

    Højeste vandstand møder man ved Jægerspris på Kignæs Havn. Her er den til middag 115 centimeter højere end normalt. Vandstanden kommer sandsynligvis også en smule højere op, da prognosen siger 120 centimeter omkring klokken 14.

    Derfra vil det aftage, hvilket man også ser i DMI's varsel, der gælder fra klokken 11 til 17 i de områder.

    Anderledes står det til langs Sønderjyllands østvendte kyster. Her er vandet til middag 30-40 centimeter under normalen, og med en prognose, hvor vandstanden topper i aften, kan det reelt betyde, at vandet i løbet af få timer vil stå omkring halvanden meter højere, end det gjorde i morges.

    - Man skal bestemt holde øje med vandet, hvis man bor i kystområderne eller blot kører ad en kystvej i eftermiddag og i aften.
    Anders Brandt, vejrvært ved DR Vejret

    - Det sender store mængder vand ned mod den vestlige del af Østersøen, og her kan vandet ikke strømme videre mod øst, da det også blæser kraftigt fra nord ned gennem Den Botniske Bugt og videre ned mod Østersøen lige øst for Bornholm.

    - Vandet ender derfor i den vestlige del af Østersøen, hvor det så går ud over kystområderne ved de sønderjyske fjorde, Det Sydfynske Øhav og Smålandsfarvandet, siger Anders Brandt.

    En kold og kraftig vind fra nord er ganske normal i januar, og derfor er det heller ikke ekstraordinært med højvande på det niveau, vi ser i dag. Alligevel er situationen andet end, hvad man kan forvente, siger Anders Brandt.

    - Mindre havne og bådpladser kan blive oversvømmet, ligesom lavtliggende områder kan stå under vand.
    Anders Brandt, vejrvært ved DR Vejret

    - Det er relativt bemærkelsesværdigt. Det har blæst med kuling i mere end et halvt døgn ned gennem Kattegat. Så det er store mængder vand, der presses sydover. I Sverige har man nord for Stockholm haft middelvinde af storm i morgentimerne, ligesom der er vindstød af stormstyrke hele vejen ned gennem Østersøen. Det er den kombination, der lige nu giver højvande i de danske farvande.

    Hele situation vil absolut også kunne mærkes i de berørte områder, understreger han.

    - Vandstanden kan helt lokalt nå 120-130 centimeter over dagligt vande. Det er et niveau, der får vandet op til kajkanten i flere havne i de indre danske farvande. Mindre havne og bådpladser kan blive oversvømmet, ligesom lavtliggende områder kan stå under vand.

    Han slår dog også fast, at ved de fleste af de kyster og havne, der bliver berørt, er højere vandstand ikke et fænomen, man først hører om i dag.

    Derfor vil de fleste steder med en vandstand mellem 100 og 130 centimeter ikke give oversvømmelser.

    - Men man skal bestemt holde øje med vandet, hvis man bor i kystområderne eller blot kører ad en kystvej i eftermiddag og i aften.

    Gilleleje Havn torsdag formiddag var et af de steder, hvor vandet og blæsten pressede sig på. Den højeste vandstand torsdag middag var ved Odense Fjord, hvor vandet stod 118 centimeter over normalt niveau. Foto: Tine Uffelmann

    Dagens højvande vil slet ikke kunne måle sig med blot de seneste års stormfloder, der har ramt kystområderne i de indre danske farvande.

    Et af de steder er Roskilde, hvor der kan forventes 125 centimeter over dagligt vande. Her er der langt op til de 206 centimeter, som vandstanden nåede op på under stormfloden under orkanen Bodil i november 2013.

    Sådan er det også i Sønderborg. Her forventes det i aften omkring klokken 21 at nå cirka 120 centimeter over dagligt vande. Men det er ikke nok til at nå de ti højeste vandstande siden 2000, og det er stadig langt fra de 172 centimeter, som vandstanden nåede op på i januar 2017.

    - Det betyder dog ikke, at havnekajer og lignende ikke kan komme til at stå under vand, og man stedvis må ud med en sandsæk eller to, siger Anders Brandt.

    Dagens højvande er slet ikke at sammenligne med den værste stormflodskatastrofe i Østersøen. I november 1872 nåede vandstanden i Østersøen og ind i de sønderjyske fjorde op på mellem 2,5 og stedvis mere end tre meter over dagligt vande i Sønderjylland, der dengang var tysk område.

    Stormfloden kostede mere end 90 mennesker livet.

  42. I dag kl. 13:33

    Tæt på dødt løb i DF's folketingsgruppe: Nyt medlem støtter Martin Henriksen

    Lise Bech (DF) peger på Martin Henriksen som ny formand for partiet. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Dansk Folkepartis landbrugsordfører, Lise Bech, peger på Martin Henriksen som ny formand for partiet.

    Det skriver hun på sin Facebook-profil.

    - Jeg vil pege på Martin Henriksen. Mener du noget andet er det fint, skriver hun.

    Dermed er der fire folketingsmedlemmer, der peger på Martin Henriksen som formand for partiet. Fem - foruden ham selv - peger på Morten Messerschmidt, mens én peger på Merete Dea Larsen.

    Det er ikke op til folketingsmdlemmerne alene at afgøre, hvem der skal være ny formand. Det valg tages af 957 delegerede på søndag i Herning.

  43. I dag kl. 13:29

    Nyt studie: Smittede med omikron har lavere risiko for indlæggelse

    Smittede med omikronvarianten har mindre risiko for at blive indlagt end delta-smittede.

    Det har udenlandske studier tidligere indikeret, og nu ser en dansk analyse ud til at bekræfte det, oplyser Statens Serum Institut (SSI), der har gennemført studiet med flere andre.

    Ifølge faglig direktør i SSI, Tyra Grove Krause, er den mindre risiko for indlæggelse en god nyhed, fordi det både har betydning for uvaccinerede og vaccinerede.

    - Derudover kan vi hen over studieperioden se, at vaccination kan forebygge tre ud af fire indlæggelser - både omikron- og delta-relaterede - blandt personer, der tester positive, siger hun i meddelelsen.

    Studiet er udgivet som et såkaldt "preprint". Det betyder, at det ikke er set igennem af uvildige forskere, skriver Ritzau.

  44. I dag kl. 12:53

    Kina er 'chokeret' over slovenske tilnærmelser til Taiwan

    Det er stærkt "chokerende", at Slovenien for tiden arbejder på at styrke de diplomatiske bånd til Taiwan.

    Det er meldingen fra Kinas udenrigsministerium, efter den slovenske premierminister, Janez Jansa, har udtalt, at han blandt andet vil "udveksle repræsentanter" med den østasiatiske østat.

    Det kinesiske styre anerkender nemlig ikke Taiwan som en selvstændig stat, men ser det derimod som en del af Kina, og den kurs bakker alle EU-landende, herunder også Slovenien, op om.

    - Det er en farlig udtalelse, den slovenske leder kommer med, som åbenlyst udfordrer ét-Kina-princippet og støtter Taiwans uafhængighed, lyder det fra talsperson Zhao Lijian.

    - Ingen bør undervurdere det kinesiske folks stærke beslutsomhed, deres faste vilje samt stærke evne til at forsvare den nationale suverænitet og territoriale integritet, siger talspersonen.

  45. I dag kl. 12:24

    Højvande kan forstyrre lokalt

    Når vandstanden flere steder i dag forventes at nå mere 120-130 centimeter over dagligt vande, kan det give udfordringer lokalt. Det fortæller vejrvært ved DR Vejret Anders Brandt.

    - Det er et niveau, der får vandet op til kajkanten i flere havne i de indre danske farvande. Mindre havne og bådpladser kan blive oversvømmet, ligesom lavtliggende områder kan komme til at stå under vand.

    - Men de fleste steder vi en vandstand mellem 100 og 130 centimeter ikke give oversvømmelser. Men man skal bestemt holde øje med vandet, hvis man bor i kystområderne eller kører blot ad en kystvej i eftermiddag og i aften.

  46. I dag kl. 12:23

    Her er de danske fanebærere til vinter-OL

    Når Danmark træder ind til åbningen af vinter-OL i Beijing, bliver det med Frans Nielsen og Madeleine Dupont i front.

    Det skriver Ritzau, efter Danmarks Idrætsforbund har offentliggjort det i en pressemeddelelse.

    Frans Nielsen er ishockeyspiller, og Madeleine Dupont er skipper på det danske curlinghold.

    For Nielsen er det første gang, han skal til OL, og selvom han debutterer nu, så har han allerede meldt, at han stopper sin aktive karriere efter denne sæson.

    Dupont er en mere garvet OL-deltager, der skal til sit tredje vinter-OL.

  47. I dag kl. 12:21

    Islandsk verdensstjerne testet positiv før kamp mod Danmark

    (Foto: BERNADETT SZABO © Ritzau Scanpix)

    Endnu et smittetilfælde har ramt det islandske håndboldlandshold forud for aftenens EM-kamp mod Danmark.

    Det islandske håndboldforbund oplyser, at Islands stjernespiller Aron Pálmarsson, der til daglig spiller i Aalborg Håndbold, er testet positiv for corona. Det samme er TBV Lemgo-spilleren Bjarki Már Elísson.

    Dermed er i alt fem islandske spillere ude med coronasmitte inden aftenens kamp mod Danmark.

    Onsdag testede Björgvin Páll Gústavsson, Elv­ar Örn Jóns­son og Ólaf­ur Andrés Gudmunds­son også positiv.

    Torsdagens positive tests er fundet efter kviktests. Pálmarsson og Elísson er nu isoleret fra resten af den islandske trup, mens de afventer resultater fra PCR-tests.

    Alle i den danske EM-trup blev testet negativ onsdag.

  48. I dag kl. 13:10

    Britisk regering beskyldes for at true Johnson-modstandere

    Ifølge den konservative politiker William Wragg så er flere af hans partifæller blevet presset af den britiske regering, fordi de har udtrykt mistillid til premierminister, Boris Johnson. Det skriver Sky News.

    Ifølge Wragg er der meldinger om, at de konservative medlemmer blandt andet er blevet truet med, at regeringen vil skære i den økonomiske støtte til medlemmernes valgkreds. Han opfordrer samtidig medlemmerne til at melde det til politiet og formanden for Underhuset, hvis det sker.

    Downing Street afviser dog anklagerne.

    - Hvis der er beviser for påstandene, så vil vi undersøge dem meget nøje, siger en talsperson fra Downing Street ifølge BBC.

    Boris Johnson er lige nu under et stort pres fra både oppositionen og flere medlemmer af hans eget parti efter beskyldninger om fester i Downing Street, mens landet var lukket ned på grund af corona.

  49. I dag kl. 11:08

    Aalborg-borgmester sygemeldt med stress

    Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen er sygemeldt på ubestemt tid. (Foto: Jan Macdonald Zuschlag-Arnskov © DR)

    Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), er sygemeldt på ubestemt tid med stress.

    Det oplyser kommunens presseafdeling til DR.

    Kastrup-Larsen har været borgmester i Aalborg siden 2014.

    Sygemeldingen kommer to dage efter en række kristiske historier fra mediet Frihedsbrevet, der har omtalt en række pengestrømme mellem Aalborg Kommune og et ejendomsselskab.

    Ifølge fakturaer, som Frihedsbrevet er i besiddelse af, blev der sendt 100.000 kroner fra kommunen til ejendomsselskabet. Fakturaen var stillet til borgmesterens privatadresse.

    Siden donerede ejeren af ejendomsselskabet ifølge mediet 50.000 kroner retur til Socialdemokratiets lokalafdeling i Aalborg forud for valgkampen i 2017.

  50. I dag kl. 14:54

    Regeringen optrapper krig mod lattergas og vil salg på sociale medier til livs

    Regeringen har opdaget huller i lattergaslovgivningen, og derfor er man klar med nye tiltag, som skal gøre det sværere at få fat i lattergas som rusmiddel. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

    Regeringen og aftalekredsen bag lattergasloven fra 2020 er blevet enige om at stramme loven yderligere.

    Det vil man gøre med nye tiltag, som skal lappe nogle af de huller, som ifølge erhvervsminister Simon Kollerup (S) findes i den eksisterende lovgivning.

    - Selvom vi er kommet rigtig langt i opgøret mod lattergas, så er der et stykke vej endnu. Og den vej tager vi nu et skridt ud af sammen med Folketingets partier, siger Simon Kollerup til DR Nyheder.

    Fremover skal det være forbudt at besidde lattergas til beruselsesformål i mængder, der overgår to små patroner. Det bliver samtidig forbudt at sælge lattergas til beruselsesformål, uanset hvad mængden er.

    Samtidig skal virksomheder, der sælger lattergas til erhvervsdrivende, kontrollere, at de CVR-numre, der bliver indtastet, er korrekte, så de ikke ender i hænderne hos private. Er der så virksomheder, som ikke overholder loven, skal det fremover være muligt at straffe dem ved domstolene.

    Bag lattergasloven fra 2020 stod samtlige af Folketingets partier med undtagelse af Liberal Alliance og Nye Borgerlige.  (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

    Og så vil man gøre endnu mere for at komme salget af lattergas til livs på sociale medier som eksempelvis Snapchat.

    De sociale medier skal selv hjælpe til med at lukke profiler, som sælger rusmidlet – og hvis de ikke lever op til deres del af ansvaret, foreslår regeringen, at medierne skal straffes med bøde.

    - De sociale medier skal tage deres del af ansvaret, så ulovligt salg ikke skal foregå på deres platform. Derfor har vi lige nu folk siddende i Sikkerhedsstyrelsen, som overvåger de forskellige profiler, og som i en tæt dialog med de sociale medier får lukket de konti, hvor man sælger lattergas.

    - Der oplever vi et rigtig godt samarbejde. Men det er klart, at hvis de sociale medier ikke lever op til deres del af ansvaret og lader salget fortsætte, så skal hammeren falde med et bødeniveau, som er tilpas afskrækkende, siger Simon Kollerup, der dog ikke har lagt sig fast på et præcist bødeniveau endnu.

    - Når jeg kan se, at der stadig er huller i lovgivningen, og at vi ikke har gjort arbejdet tilstrækkeligt godt nok, så skal vi blive ved med at lave ny lovgivning, siger erhvervsminister Simon Kollerup om de nye tiltag til lattergasloven. (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)

    Erhvervsministeren indrømmer dog, at det godt kan blive svært at håndhæve på de sociale medier.

    - Der er ingen tvivl om, at når salget stadig findes på sociale medier, så er det en svær opgave. Men fordi noget er svært, er det ikke det samme som, at det er umuligt, siger han.

    Erhvervsministeriet oplyser, at det forventes, at lovforslaget med de nye tiltag bliver fremsat i Folketinget til efteråret.

    Hos Giftlinjen oplever de et stigende antal af unge, der ringer ind med skader, efter at de har inhaleret lattergas.

    - Det kan være, at det snurrer i fingre og fødder. De kan have svært ved at koordinere arme og ben. Nogle gange siger de også, at de føler sig slappe og har svært ved at koncentrere sig, og at deres hukommelse er blevet dårligere, siger Dorte Palmqvist, der er overlæge i Giftlinjen.

    Hun siger også, at nogle beskriver, at de har smerter i mund og svælg, og at de kan have svært ved at trække vejret.

    Lattergas kan ikke kun give akutte skader. Det kan også give permanente nerveskader, som i starten vil vise sig som føleforstyrrelser. Derefter vil man få koordinationsbesvær og kraftnedsættelse.

    - Vi har eksempler i Giftlinjen på unge, der har taget ret store mængder bare i få uger og nogle også bare i få dage, og de kommer faktisk ind på hospitalet med tegn på nerveskader, siger Dorte Palmqvist.

    Hun håber, at de nye tiltag kan være med til at gøre det sværere for unge at få fat i lattergas, så det kan begrænse de unges indtag.

    Helle Midskov Brynaa, der er SSP-leder i Vejle Kommune, hilser også de nye tiltag velkommen. Hun tror, at de vil hjælpe hende og hendes kolleger i deres arbejde med at holde unge væk fra lattergas.

    Det er meget svært at stoppe på Snapchat. Og de unge mennesker er meget, meget kreative.
    Helle MIdskov Brynaa, SSP-leder

    - I tiden siden sidste lovindgreb har vi været handlingslammet. Her har vi oplevet at stå på gaden sammen med politiet og se unge indtage patronerne, uden at vi kunne gøre noget. Så de her tiltag bliver hjælpsomme for os i vores arbejde.

    Ligesom erhvervsminister Simon Kollerup ser SSP-lederen det som svært at komme handlen på sociale medier som Snapchat til livs. Men derfor skal det forsøges alligevel, mener hun.

    - Jo mere man prøver at lukke hullerne, jo bedre bliver det. Men det er meget svært at stoppe på Snapchat. Og unge mennesker er meget, meget kreative, og derfor er det svært at stoppe salget på nettet.

    - Jeg ser dog samarbejdet mellem myndighederne og de sociale medier som et skridt på vejen, siger Helle Midskov Brynaa.

    Lattergasloven trådte i kraft sommeren 2020, og her blev det gjort forbudt at sælge lattergas til unge under 18 år og at sælge mere end to patroner ad gangen til private.

    Samtidig fik butikker, der sælger alkohol, tobak eller e-cigaretter, forbud mod at sælge lattergas.

    Artiklen er blevet opdateret med oplysningen om, hvornår lovforslaget forventes at blive fremsat i Folketinget.

Mere fra dr.dk