Opdateret klokken 13.05 med antallet af døde, sårede og kommentar fra premierministeren.
Rettelse: Tidligere fremgik det, at fire var dræbt. Det rettede Reuters siden til tre. Tirsdag eftermiddag er dødstallet yderligere nedjusteret til en person, mens fem sårede er i kritisk tilstand.
En person har mistet livet, og flere er i kritisk tilstand efter et skyderi i et shoppingcenter i Thailands hovedstad Bangkok. En af de sårede er udlænding.
Det fortæller det lokale beredskab ifølge nyhedsbureauet Reuters.
En 14-årig dreng er blevet anholdt mistænkt for at stå bag skyderiet, oplyser politiet på sociale medier, skriver Reuters.
Thailands premierminister Srettha Thavisin skriver på det sociale medie X, at han er bekendt med skyderiet og har sat en politiefterforskning i gang.
- Mest af alt er jeg bekymret for den offentlige sikkerhed, skriver han.
Politiet fik tidligere i dag meldinger om skud, sårede og en mand bevæbnet med et håndvåben i shoppingcenteret Siam Paragon.
Videoer på sociale medier viser folk, der løber ud af centeret, mens andre har søgt dækning i en restaurant.
Hverken Reuters eller DR har kunnet verificere videoerne.