Fyr halvdelen af de kommunalt ansatte socialrådgivere på jobcentrene og hiv i stedet kræfter ind fra det private erhvervsliv - så vil mange flere komme i job.
Det lyder som en liberal drøm, og det er da også netop Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, der udbreder den fortælling.
- I Hjørring kommune endte man med at få en masse i job ved først at afskedige halvdelen af socialrådgiverne og så hyre nogle folk ind fra private virksomheder, så de kunne komme ud i erhvervslivet og lave nogle samarbejdsaftaler med dem, sagde LA's formand i Debatten live fra Folkemødet.
- Der er et kæmpe besparelsespotentiale i jobcentrene, sagde Vanopslagh.
Sandheden er bare den, at Hjørring Kommune slet ikke fyrede halvdelen af sine kommunalt ansatte socialrådgivere. Tværtimod.
Kommunen ansatte flere for at få flere af kommunens borgere i arbejde.
Det fortæller post doc og arbejdsmarkedsforsker Rasmus Ravn fra Aalborg Universitet. Han har skrevet en ph.d. om den såkaldte Hjørring-model, som har reduceret antallet af ledige i kommunen.
- Man fordoblede antallet af beskæftigelsesmedarbejdere, siger Rasmus Ravn til Detektor.
Faktisk investerede Hjørring Kommune cirka 125 millioner over en fireårig periode for at forbedre beskæftigelsesindsatsen.
- Det er simpelthen ressourcetilførsel, der driver effekten, siger Rasmus Ravn.
Hør Vanopslagh fremføre argumentet her:
Hjørring Kommune har både ansat socialrådgivere, men også virksomhedskonsulenter og forskellige sundhedsfaglige medarbejdere som psykologer og ergoterapeuter. Alt sammen kommunalt ansatte, forklarer Michael Duus Nielsen, der er arbejdsmarkedschef i Hjørring Kommune.
- Det har været en bred vifte af kompetencer, vi har fået ind, siger han.
Indsats har sparet kommunen penge
Ifølge kommunen selv kom omkring 1.000 flere borgere i job og uddannelse fra år 2015, hvor indsatsen startede, til 2019, hvor den blev evalueret.
Det sænkede udgifterne til overførselsindkomster med over 300 millioner kroner i samme periode. Præcist hvor mange af pengene, der kommer direkte fra indsatsen, er svært at sige - noget af gevinsten kan også skyldes lav arbejdsløshed i samfundet generelt.
Rasmus Ravn har i sin ph.d.-afhandling taget højde for netop det og konkluderer, at en del af det sparede beløb kan tilskrives modellen.
En af grundene til, at den såkaldte 'Hjørring-model' havde gode resultater var ifølge Rasmus Ravn, at man på kontanthjælpsområdet reducerede bunken af sager på medarbejdernes bord fra 70-80 til omkring 35-40 sager.
Det har været så stor en succes, at man så efterfølgende har kunnet skære antallet af medarbejdere ned igen.
Der er dog stadig flere kommunalt ansatte socialrådgivere i dag, end der var i 2015, da arbejdet blev sat i værk, fortæller arbejdsmarkedschef Michael Duus Nielsen.
Vanopslagh: 'Åbenlyst ikke rigtigt'
Når flere ledige borgere nu er kommet i arbejde i Hjørring, som Vanopslagh fremhæver, mener han så stadig, at flere andre kommuner bør følge det nordjyske eksempel, selvom det indebærer flere kommunalt ansatte?
Det ville Detektor rigtig gerne have spurgt Liberal Alliances leder om, men han har desværre ikke ønsket at stille op til interview.
I stedet har han sendt et skriftligt svar, hvor han beklager udtalelsen.
- Jeg huskede forkert og fik sagt noget, der åbenlyst ikke var rigtigt, skriver Vanopslagh.
Han er dog ikke færdig med at fremhæve Hjørring Kommune for at have grebet beskæftigelsesindsatsen anderledes an, lyder det.
- Det har fået borgerne i arbejde samtidigt med, at der bruges færre penge på beskæftigelsesindsatsen i Hjørring end andre steder. Det kan andre kommuner tage ved lære af, skriver LA's formand.
- En anden gang skal jeg være mere sikker, inden jeg bruger sådan et eksempel.
Det er dog ikke helt svar på det centrale spørgsmål - nemlig, om Vanopslagh mener, at der skal ansættes flere socialrådgivere på jobcentrene, ligesom det er sket i Hjørring, og generelt investeres flere penge i jobcentrene.
Detektor har spurgt den liberale formand endnu engang om det samme, men det har han ikke ønsket at svare nærmere på, lyder det fra LA's presseafdeling:
- Alex ønsker ikke at stille op til interview, men har givet det skriftlige citat, som I er velkommen til at bruge. Vi har ikke yderligere kommentarer.