Detektor: Alarmselskab bruger Christiane Schaumburg-Müller til at sælge falsk tryghed

Verisure holder fast i, at selskabets alarmer nedsætter risikoen for indbrud med 73 procent.

Christiane Schaumburg-Müller er vært på TV 2-programmet Vild med Dans og har 360.000 følgere på Instagram. (Foto: Bjarke Bo Olsen © Scanpix)

- Vil du sikre dig mod indbrud i dit hus, så køb dig en tyverialarm fra Verisure. Den mindsker nemlig risikoen for indbrud med hele 73 procent.

Sådan lyder budskabet fra den kendte TV 2-vært og Instagram-dronning Christiane Schaumburg-Müller i en reklamevideo for alarmselskabet Verisure. En video, der cirkulerer på Facebook og Instagram.

Men Verisure bruger Christiane Schaumburg-Müller til at sælge falsk tryghed. I hvert fald er der ifølge eksperter ingen dokumentation for, at tyverialarmen sænker risikoen for indbrud med hele 73 procent.

Hvad påstår Verisure?

Fra reklamevideoen med Christiane Schaumburg-Müller.

I reklamevideoen for Verisure giver Christiane Schaumburg-Müller det her løfte:

- Der er mange, der er i tvivl om, hvor godt det virker mod indbrud at have en alarm. Og til det kan jeg kun sige, at det virker!

- Verisures analyser viser nemlig, at det nedsætter din risiko for indbrud med 73 procent at have de her monteret på døre og vinduer. Tyven ved nemlig godt, at der ligger seriøs sikkerhed bag skiltene, siger Christiane Schaumburg-Müller.

Et Facebook-opslag fra Verisures kampagnefremstød på sociale medier. Også her bliver de 73 procent nævnt.

Samme påstand kan man læse på Verisures hjemmeside. Der står:

- I februar 2018 igangsatte Verisure en undersøgelse, der skulle klarlægge, hvor stor betydning Verisures overvågede alarmsystemer har for indbrudsrisikoen i private hjem. Resultatet var ret interessant: Med en overvåget alarm fra Verisure falder risikoen for at blive udsat for indbrud med 73 procent.

Det har Detektor fundet ud af

Verisure påstår, at deres tyverialarmer mindsker risikoen for indbrud med 73 procent. Men analysen bag tager ikke højde for helt centrale faktorer som sikring af døre og vinduer og nabohjælp. (Foto: Lars Rievers © Scanpix)

Det er ikke nyt, at Verisure bryster sig af, at deres alarmsystem nedsætter risikoen for indbrud med 73 procent.

For et år siden satte Detektor også kritisk fokus på Verisures tal.

Dengang vurderede Det Kriminalpræventive Råd og flere eksperter, at Verisures påstand om, at firmaets alarmer sænker risikoen for indbrud med 73 procent, bygger på meget usikre beregninger og mangelfulde analyser.

- Det kunne indgå i undervisning om, hvordan man ikke skal lave statistiske analyser, sagde chefforsker ved Trygfonden Anders Hede til Detektor i 2018.

Alligevel har Verisure siden valgt at skrue op for påstanden om en lavere indbrudsrisiko på 73 procent i sin markedsføring og har som noget nyt fået Christiane Schaumburg-Müller til at sprede budskabet i reklamefilm.

Det Kriminalpræventive Råd og Anders Hede fra Trygfonden holder i dag fast i deres kritik af Verisure og finder det problematisk, at Verisure bliver ved med at love deres kunder en mindsket indbrudsrisiko på 73 procent.

- Det er ikke for at sige, at alarmer ikke kan have en vis effekt. Men de har slet ikke den her mirakuløse effekt, som Verisure taler om, siger Anders Hede.

I sin egen analyse kommer Verisure frem til den lavere indbrudsrisiko på 73 procent på den her måde: Firmaet sammenligner antallet af indbrud blandt deres egne kunder med antallet af indbrud hos andre sammenlignelige danske husstande, som ikke har en Verisure-alarm installeret.

Men for at kunne lave den sammenligning ordentligt, er det nødvendigt at tage højde for, om der er noget særligt ved Verisures kunder, som kan påvirke risikoen for at få indbrud.

Det forklarer Lasse Nikolaj Staun, analytiker ved Det Kriminalpræventive Råd.

- Det kan for eksempel være, at de har sikret deres vinduer eller sat en ekstra lås på døren. Det kan også være, at de i højere grad end andre danskere er engageret i nabohjælp. Men det ved vi ikke, siger han.

Anders Hede fra TrygFonden er enig i den vurdering og tilføjer, at det er "meget, meget svært at isolere effekten af tyverialarmer".

Det kan være i strid med markedsføringsloven, hvis Verisure ikke kan dokumentere den lovede effekt af deres tyverialarmer. Det siger advokat med speciale i markedsføringsret Heidi Højmark Helveg til Detektor:

- Man skal ikke kunne dokumentere den almindelige selvros, som alle, der gerne vil sælge et produkt, bevæger sig ud i. Men når det er noget, der kan måles, vejes eller sættes på formel, så skal man ifølge markedsføringsloven kunne dokumentere det.

Hvad siger Christiane Schaumburg-Müller?

Detektor ville gerne have interviewet Christiane Schaumburg-Müller om, hvordan hun har det med, at hun lægger navn og ansigt til en påstand, der ifølge eksperter ikke er dokumentation for. Men hun har ikke ønsket at medvirke.

Hvad siger Verisure?

Verisure skriver selv på sin hjemmeside, at virksomhenden er Europas førende alarmselskab. (Foto: Stephane Mahe © Scanpix)

Detektor ville også gerne have interviewet Verisure om, hvorfor virksomheden fortsætter med at påstå, at det nedsætter risikoen med indbrud med 73 procent, hvis man installerer en alarm fra Verisure. Men virksomheden har ikke ønsket at stille op til et interview.

Verisure henviser til, at virksomheden ikke har noget nyt at tilføje til de svar, Verisure gav i sit interview med Detektor i 2018. Dengang interviewede Detektors vært Camilla Stampe Verisures strategichef Martin Nielsen. Det interview kan du se her:

Verisures kommunikationschef har dog indvilget i at svare skriftligt på, hvorfor Verisure fortsat bruger tallet 73 procent i sin markedsføring.

- Vi bruger tallet, fordi vi fortsat står på mål for studiets validitet. Vores studie følger standard multivariabel analyse, og konklusionen er, at vores kunder i gennemsnit har 73 procent lavere risiko for indbrud end sammenlignelige husstande.

- Kritikken mod studiet går på, om man kan være sikker på, at det er alarmerne, der driver den markante reduktion i risiko. Til det er svaret fortsat, at vi rigtigt nok ikke har kunne tage højde for samtlige forskelle mellem vores kunder og resten af danske husstande.

- Dette er dog en almindelig kendt problemstilling i alle samfundsvidenskabelige undersøgelser.

Du kan høre historien om Verisure i Detektor-podcasten her.