Detektor: Carls cykelairbag udløste aldrig. 'Verdens sikreste' hjelm er ikke så sikker, som Hövding lover

Hövding ændrer nu deres markedsføring af airbag-hjelmen.

Pressefoto (Foto: Hövding)

Carl Lindahl tror, at han er godt beskyttet med sin airbag-cykelhjelm fra Hövding rundt om halsen, da han i april i år cykler på arbejde.

Men da en modkørende cyklist kører frontalt ind i ham på en smal cykelsti, bliver airbaggen ikke udløst.

Carl Lindahl foran cykelstien, hvor han tidligere på året kørte frontalt sammen med en modkørende cyklist - uden at hans Hövding blev udløst ved styrtet. (Foto: Michael Højgaard Bang DR Fakta)

- Jeg hører et skrig, og så smækker vi lige ind i hinanden. Det går så hurtigt. Jeg falder ned på siden og slår hovedet i asfalten, fortæller 30-årige Carl Lindahl, der har boet i København de seneste fem år, efter han flyttede fra Sverige.

Carl Lindahl får konstateret et brud på skulderbladet, men får heldigvis kun et overfladisk sår i hovedet ved styrtet. Netop hovedet burde ellers være godt beskyttet af den Hövding-airbag, som firmaet bag har udråbt til at være verdens sikreste cykelhjelm.

Hvad påstår Hövding?

Screendump fra Hövding.dk

“Ifølge videnskabelige undersøgelser er airbagteknologien 8 x sikrere end traditionelle cykelhjelme,” skriver Hövding på deres hjemmeside.

Samme løfte kan man læse på kassen, når man køber en Hövding, som fungerer ved at aflæse cyklistens bevægelser 200 gange i sekundet, så den er klar til at blive pustet op, hvis algoritmen opdager, at cyklisten er ved at falde.

“Verdens sikreste cykelhjelm er ikke en hjelm,” lyder sloganet, der er det første, man møder på Hövdings hjemmeside.

Det har vi fundet ud af

Hövding-hjelmen blev testet af forskere på Stanford University i 2016, hvor hjelmene blev sluppet i to meters højde og sensorer målte beskyttelsen mod hjernerystelse. (Foto: Stanford University)

Hövding henviser til et studie fra Stanford University, som i 2016 testede en række cykelhjelme i et laboratorieforsøg.

I forsøget blev hjelmene testet for, hvor godt de beskytter mod hjernerystelse ved et lodret fald på to meter. Her klarede Hövding sig bedst, men det betyder ikke, at den i alle tilfælde vil være mere sikker, siger en af forskerne bag studiet.

- Det er meget muligt, at en konventionel cykelhjelm vil være sikrere ved højere slaghastigheder eller på andre overflader, siger David Benjamin Camarillo, der er adjunkt på Stanford University.

Undersøgelsen fra Stanford når frem til, at Hövding beskytter op til otte gange bedre i det konkrete forsøg, men ifølge David Benjamin Camarillo er det en overdrivelse at sige, at Hövding generelt er otte gange mere sikker.

Problemet er, at det kræver flere undersøgelser af forskellige typer uheld under forskellige omstændigheder, før man kan konkludere, at en Hövding er mere sikker end en traditionel cykelhjelm. Samme vurdering lyder fra seniorforsker ved DTU Transport Mette Møller.

- Man skal være opmærksom på, at Hövding-hjelmen er testet under nogle specifikke betingelser. Derfor kan man ikke umiddelbart være sikker på, at den klarer sig lige så godt, når en cyklist i en virkelig trafiksituation falder med en anden vinkel end den, der specifikt er testet i forsøget, siger hun.

På sin hjemmeside skriver Hövding, at påstanden bygger på flere videnskabelige undersøgelser, men da Detektor beder om dokumentation, kan Hövding kun pege på én videnskabelig undersøgelse. Derudover henviser de til en test fra Folksam, et svensk forsikringsselskab, hvor Hövding giver tre gange bedre stødabsorbering.

Ingen af de eksperter, Detektor har talt med, mener dog, at det dokumenterer Hövdings påstand.

Hövdingen kan ikke altid nå at blive udløst

Derudover er det slet ikke sikkert, at en Hövding overhovedet giver nogen form for beskyttelse ved et uheld.

Det tager 0,1 sekund for en Hövding at blive udløst og oppustet, men det vil ikke altid være nok tid, vurderer flere eksperter.

- Der vil være en masse ulykkessituationer, hvor man bliver ramt af en lastbil med flad front eller bagenden af en varevogn, og der vil hjelmen simpelthen ikke nå at blive oppustet, siger Lars Binderup Larsen, der har undersøgt tusindvis af trafikuheld som overlæge ved Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital. Lars Binderup Larsen er også medlem af Havarikommissionen for vejtrafikulykker.

Der er altså en risiko for, at airbaggen ikke når at blive udløst i et uheld (se et eksempel her). Det betyder dog ikke, at Lars Binderup Larsen fraråder folk at bruge Hövding, understreger han.

- Hvis man ikke har lyst til at bruge en almindelig hjelm, fordi den ødelægger frisuren, så er det godt at bruge en Hövding. Men det ville nok stadigvæk være det umiddelbart bedste valg at tage en standard hjelm, siger han.

Carl kører med en almindelig cykelhjelm i dag

Det valg har Carl Lindahl taget, efter at hans Hövding ikke blev udløst, da han kørte frontalt sammen med en cyklist.

- Jeg tror, Hövding kan være en sikker hjelm, når den virker, men hvis den kun virker i visse situationer, så er den ikke mere sikker. Så jeg er tilbage til en traditionel hjelm, siger han.

Carl Lindahl mener ikke, Hövding er gode nok til at fortælle, at der er en risiko for, at hjelmen ikke bliver udløst ved et voldsomt styrt. Han kalder det vildledende markedsføring og har derfor klaget til Konsumentverket i Sverige, der svarer til den danske forbrugerombudsmand, hvor han afventer en afgørelse på sagen.

Det siger Hövding

Fredrik Carling, direktør i Hövding. (Foto: LINA ARVIDSSON)

Detektor har spurgt Hövding, hvorfor de påstår, at Hövding er otte gange sikrere end traditionelle hjelme. Men allerførst spurgte vi Fredrik Carling, der er CEO for Hövding, om han kan forklare, hvorfor Carl Lindahls Hövding ikke blev udløst, da han kørte frontalt sammen med en anden cyklist.

- Når vi har mistanke om, at en Hövding ikke har gjort som forventet, starter vi altid en grundig undersøgelse. Og i nogle tilfælde kan vi konkludere, at det sandsynligvis er Hövdingen, der har fejlet. Og Carls tilfælde er et af dem.

Hvor mange sager kender I til som Carls?

- Jeg vil ikke give dig det nøjagtige antal, men vi taler om nogle få i forhold til de 4.300 tilfælde [hvor Hövdingen er blevet udløst korrekt ved et en ulykke, ifølge firmaet selv].

Hvorfor kan vi ikke få antallet at vide?

- Fordi antallet ikke er sort-hvidt. Det kan være, at brugeren måske ikke har brugt produktet korrekt, og andre gange er det faktisk Hövdingen, der ikke fungerer korrekt.

Carl Lindahl bruger i dag en almindelig hjelm i stedet for en Hövding. Forstår du ham?

- For enhver, der har været i en situationen, hvor Hövding ikke har gjort som forventet, kan jeg sagtens forstå det valg.

CEO for Hövding Fredrik Carling erkender også, at der kan være ulykker, hvor airbaggen ikke kan nå at udløse inden et sammenstød.

Detektor har også spurgt, om han mener, at det er retvisende at sige, at Hövding generelt er otte gange mere sikker baseret på det ene studie fra Stanford, der kun undersøger én specifik situation.

- Ja, jeg synes, det er fair at forholde sig til den undersøgelse, som vi gør i vores materiale. Opgaven med at teste Hövding under forskellige omstændigheder, der kommer tættere på virkeligheden, ligger hos forskningsinstitutter og certificeringsorganer.

En af forfatterne bag Stanford-undersøgelsen siger, at der kan være situationer, hvor en traditionel hjelm er mere sikker. Er du uenig?

- Nej, det kunne godt være tilfældet.

Vil du så erkende, at en Hövding ikke er otte gange så sikker som en almindelig hjelm i alle situationer?

- Det vi tog fra den offentliggjorte rapport fra Stanford, forsøgte vi at gøre lidt mere forståeligt, og derfor forenklede vi det til, at Hövding er otte gange mere sikker.

Var det en fejl?

- Jeg tror, at vi har lært af den diskussion, vi har haft med jer de seneste par uger, at det kan blive misforstået af forbrugerne, og det er ikke vores intention. Og som et resultat af den diskussion, vi har haft med dig, er det helt klart, at der er en risiko for at blive misforstået, og derfor ændrer vi det nu til noget, som måske er et mere vanskeligt budskab at forstå, men uden fare for at blive misforstået.

Hvad ændrer I det til?

- Til det, der står i rapporten, og som er, at Hövding beskytter op til otte gange bedre mod hjernerystelse end traditionelle hjelme. Hövding har efterfølgende bekræftet over for Detektor, at de vil ændre deres markedsføring inden for de næste to uger.