Detektor: Cepos læste corona-studie og troede, man kunne nøjes med at lukke kirkerne

Cepos har misforstået studiet, siger forskeren bag.

(Arkivfoto) På grund af coronavirus afholdt flere kirker sidste år julegudstjenesten udendørs. (Foto: Tim Kildeborg Jensen © Scanpix)

Ifølge den liberale tænketank Cepos behøver vi ikke at lukke store dele af samfundet i kampen mod coronavirusset.

Vi kan nøjes med at lukke kirkerne. Det viser et schweizisk studie, skriver Cepos.

Men Cepos misforstår studiet. Tænketankens udlægning af studiets pointer er ”enormt overdrevet”, skriver forskeren bag studiet, Jean-Philippe Bonardi, til Detektor.

Hvad siger Cepos?

Cepos har fremhævet studiet fra Bonardi som et bevis på, at ”borgernes frivillige adfærd er afgørende for pandemiens udvikling, mens statens nedlukninger kun har marginal betydning”, som tænketanken selv formulerer det i en større gennemgang af flere studier.

Ifølge Cepos viser Bonardis studie, at effekten af nedlukninger er ”nul procent”.

Den udlægning af studiet har flere debattører sat spørgsmålstegn ved efter at have læst studiet, hvor forskerne faktisk skriver, at restriktioner forhindrede anslået 650.000 dødsfald i de over 100 undersøgte lande.

Hvordan hænger det sammen med, at Cepos siger, at effekten af nedlukninger ifølge studiet er ”nul procent”? spurgte mediet Kontrast i et interview.

- Du skal læse hele studiet, svarede Cepos’ specialkonsulent Jonas Herby.

- De er kommet frem til, at det ikke betyder noget, hvor kraftigt et land lukker ned. Det handler om at sende et signal til befolkningen, og så begynder den at passe på.

Det er altså ikke nedlukningerne i sig selv, der virker, men signalet ved nedlukningerne, der tilskynder folk til frivilligt at ændre deres adfærd og for eksempel se færre mennesker og holde afstand til andre.

Og derfor kan man ifølge studiet nøjes med bare at lukke kirkerne, skrev Jonas Herby fra Cepos efterfølgende i et blogindlæg:

- Man opnår altså – ifølge Bonardi – samme effekt ved blot at lukke for eksempel kirkerne, som man gør ved at lukke kirkerne, service- og oplevelsesøkonomien, skolerne og indføre forsamlings- og udgangsforbud. Samme effekt!? Så er det jo – trods alt – ikke svært at vælge.

- Staten skal altså – lidt forsimplet – bare gøre ét eller andet, der kan godtgøre et pressemøde, for at få adfærdseffekten, skrev Jonas Herby fra Cepos.

Hvad siger Bonardi?

Detektor er gået til kilden selv for at finde ud af, hvad der er rigtigt. Hovedforfatteren bag studiet hedder Jean-Philippe Bonardi og er professor på Lausanne Universitets økonomiske fakultet i Schweiz.

- Cepos' fortolkning af vores studie er faktisk forkert, skriver professor Jean-Philippe Bonardi til Detektor.

Det er korrekt, at Bonardis studie viser, at man ikke får særlig meget ud af at lave et udgangsforbud eller lukke grænserne, hvis man allerede har lukket dele af samfundet ned.

- Men de delvise nedlukninger har en ægte effekt på både dødsfald og spredningen af virus, skriver Jean-Philippe Bonardi.

Og hvad er så en ”delvis nedlukning”? Det er særligt det, Cepos har misforstået.

Ifølge Cepos kan man for eksempel nøjes med at lukke kirkerne, men det viser studiet ikke, siger professoren.

- Definitionen af delvise nedlukniger er faktisk bredere end kirkelukninger, skriver Jean-Philippe Bonardi til Detektor.

Professoren har ikke undersøgt, præcist hvor meget der skal til, før en delvis nedlukning er effektiv. Der kan også være tale om for eksempel skolelukninger og forsamlingsforbud, og man kan derfor ikke sige, at man kan nøjes med bare at lukke kirkerne.

Derudover er det ikke kun signalværdien ved de delvise nedlukninger, der virker, som Cepos ellers giver indtryk af. Det er også selve nedlukningen.

- Der er en form for effekt af signalet, men man kan ikke sige, at signalet i sig selv er nok, skriver Jean-Philippe Bonardi og henviser til en opdateret udgave af studiet fra marts.

I det opdaterede studie fremlægger professoren data fra Google, der viser, at der er et vist sammenfald mellem den dag, restriktionerne træder i kraft, og den dag, folk begynder at bevæge sig mindre rundt.

- Vi kan se, at folk begynder at opholde sig en lille smule mindre i butikker og parker og på stationer, en uge før nedlukningen træder i kraft. På den anden side er aktiviteten i dagligvarebutikker og apoteker uændret indtil ikrafttrædelsen, står der i studiet.

I alt anslår forskerne i det opdaterede studie, at nedlukningerne sidste år forhindrede omkring 5,5 millioner dødsfald i lidt over 100 lande.

Nedlukningerne ser dog umiddelbart ikke ud til at være lige så effektive i udviklingslande som i lande som Danmark, skriver forskerne.

Det kan måske skyldes, at der er større omkostninger ved at blive hjemme og holde sig for sig selv i udviklingslande, hvor folk ikke har adgang til det samme sociale og økonomiske ”sikkerhedsnet”, som borgere i udviklede lande har, skriver forskerne.

Læs Bonardis opdaterede studie

Hvad svarer Cepos?

Jonas Herby, specialkonsulent hos Cepos

Hvis man spørger Cepos’ specialkonsulent Jonas Herby, så mener han, at han gjorde, hvad han kunne for at gengive Bonardis studie korrekt.

- Før jeg udgav mit studie, har jeg sendt en engelsk version af studiet til Jean-Philippe Bonardi for at høre, om han havde indvendinger. Han reagerede desværre ikke på hverken den første mail eller min opfølgning, skriver Jonas Herby til Detektor.

Han henviser til, at Jean-Philippe Bonardi selv nævner ”lukning af religiøse institutioner” som et eksempel på restriktioner i delvist nedlukkede lande.

Men kirkelukninger er altså bare et eksempel på én mulig restriktion i delvist nedlukkede lande, forklarer Jean-Philippe Bonardi. Det betyder ikke, at en delvis nedlukning kan nøjes med kun at bestå af lukkede kirker.

Efter at Detektor er gået ind i sagen, har Jonas Herby fra Cepos igen kontaktet Jean-Philippe Bonardi.

- Jeg fortolker det sådan, at det ikke er effekten af obligatoriske adfærdsændringer, der er vigtig, men noget andet (information, signaler osv.), skriver Jonas Herby til professoren i mailkorrespondancen, som Detektor har fået lov til at se.

Professoren svarer:

- Jeg mener ikke, at du af vores studie kan udlede, at signalet er nok, skriver professoren blandt andet.

Jonas Herby fra Cepos ender med at hæfte sig ved, at studiet trods alt konkluderer, at delvise nedlukninger er lige så effektive som at lave udgangsforbud og deklarere undtagelsestilstand.

- Ja, formuleret på den måde, er dine forskellige pointer helt sikkert repræsentative for vores resultater, svarer Jean-Philippe Bonardi.

Facebook
Twitter