Detektor: Danskere undrer sig over sundhedsministerens hjemmearbejde - her er forklaringen

Magnus Heunicke ville ikke tage chancer, skriver han i en mail.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) arbejder hjemmefra efter et "nært familiemedlem" til en af ministerens "tætte embedsmænd" er konstateret smittet. Men det behøver han faktisk ikke. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Skal du isolere dig selv, hvis et nært familiemedlem til en af dine kollegaer er smittet med coronavirus?

Det spørgsmål er blevet aktuelt, efter at sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) tidligere på ugen flyttede sit kontor hjem til sig selv.

Et 'nært familiemedlem' til en af ministerens 'tætte embedsmænd' blev nemlig konstateret smittet med coronavirus. Det skrev ministeren i et opslag på Instagram, Facebook og Twitter mandag:

Men ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer skal man ikke isolere sig og blive testet i den situation.

Der har derfor skabt stor forvirring på de sociale medier.

Magnus Heunicke forklarer i en mail til Detektor, at han har taget et særligt hensyn på grund af sin rolle i myndighedernes håndtering af coronaepidemien.

"Det er altafgørende, at myndighederne kan styre Danmark gennem denne sundhedskrise, og derfor tog jeg ingen chancer," skriver han.

Kun nære kontakter til smittede skal som udgangspunkt isoleres

En af dem, der har undret sig over ministerens hjemmearbejde, er Dorrit Brodersen. På Facebook skriver hun, at hun har stor respekt for, at ministeren arbejder hjemmefra, når han i "3. led er udsat for smitte".

Samtidig skriver hun, at hun på grund af sin multihandicappede datter synes, det er "bekymrende", at sundhedsstyrelsens anbefaling er, "at du skal tage på arbejde, når du er udsat for smitte i 3. led".

Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer skal man lade sig teste og isolere, hvis man er 'nær kontakt' til en smittet. Det gælder personer, som har haft:

  1. 1

    Direkte fysisk kontakt (fx kram) med en smittet person

  2. 2

    Ubeskyttet og direkte kontakt til smittefarlige sekreter fra en smittet person (fx et brugt lommetørklæde)

  3. 3

    Tæt "ansigt-til-ansigt" kontakt inden for 1 meter i mere end 15 minutter med en smittet person (fx ved en samtale med personen).

- Ministeren går et skridt længere end de generelle anbefalinger, og derfor undrede jeg mig lidt, da jeg så opslaget, siger Christian Wejse. Han er epidemiolog og afdelingslæge på Aarhus Universitet.

Selv hvis den 'tætte embedsmand' også viser sig at være smittet er det ikke sikkert, at ministeren bør lade sig teste og gå i selvisolation.

Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer tæller kollegaer nemlig som udgangspunkt ikke med som nær kontakt:

“I de allerfleste arbejdssituationer vil man ikke have så tæt kontakt, at man betragtes som en nær kontakt. De kollegaer, som man arbejder sammen med, f.eks. på en afdeling på et sygehus, et plejehjem eller på et kontor, og som man ikke har været tættere på end 1 meter i en sammenhængende periode på mere end 15 minutter, betragtes ikke som nære kontakter”, skriver Sundhedsstyrelsen.

Christian Wejse mener derfor heller ikke, at danskerne generelt bør følge ministerens eksempel.

- Jeg synes, at det er overflødigt med isolation af kontakter til nære kontakter til smittede, og det er ikke anbefalingen, siger han.

Professor i virologi ved København Universitet Allan Randrup Thomsen er enig i den vurdering. Han mener heller ikke, at danskerne generelt bør tage samme 'ekstra hensyn', som ministeren gør.

- Det er jo ikke, alle der har mulighed for det, og derudover risikerer vi at få lukket unødigt ned for for meget aktivitet, siger han.

Begge eksperter påpeger til gengæld, at de mener, man bør udvide kriterierne for 'nære kontakter' til smittede.

- Jeg mener for eksempel, at vi bør søge efter nære kontakter længere bagud i tid end de 48 timer, som udgør kravet nu, siger Christian Wejse og fortsætter:

- Tag nu ministerens eget eksempel. Hvis den pågældende embedsmand tester positiv, og vedkommende blev testet mandag - samme dag som sundhedsministeren skrev at han ville arbejde hjemmefra - så kan det meget vel være, at ministeren ikke opfylder 48 timers-kravet for nære kontakter.

- Det gælder for eksempel, hvis ministeren ikke var i tæt kontakt med embedsmanden mandag og ej heller i weekenden. Det siger jo lidt om, hvor meningsløst det krav er, siger han.

På de sociale medier skriver sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke da også selv, at han kun arbejder hjemme, "indtil der er vished for, om jeg er nær kontakt til en smittet".

Der gælder 'særlige sikkerhedshensyn' for ministeren

Detektor har spurgt sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke, om hans opslag skal forstås sådan, at han er gået i selvisolation. Det skal det ikke, lyder svaret i en mail til Detektor.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke forklarer, at han "mandag og tirsdag arbejdede hjemmefra ud fra et sikkerhedssyn, da en nær kontakt til en af mine tætte embedsmænd blev konstateret smittet med COVID-19".

- Jeg traf den beslutning, fordi jeg har et særligt hensyn at tage til de kritiske funktioner omkring Sundheds- og Ældreministeriet, regeringen og Folketinget.

- Det er altafgørende, at myndighederne kan styre Danmark gennem denne sundhedskrise, og derfor tog jeg ingen chancer. Heldigvis kunne jeg varetage langt størstedelen af mine arbejdsopgaver hjemmefra, skriver han.

Onsdag og torsdag arbejdede ministeren også hjemmefra. Det skyldtes dog, at ministeren fik "milde sygdomssymptomer".

- Det er Sundhedsstyrelsens generelle anbefaling, at man skal blive hjemme, hvis man er syg. På grund af mine milde symptomer blev jeg desuden onsdag testet for COVID19 i testteltene i Fælledparken, og torsdag fik jeg et negativt prøvesvar.

Detektor har spurgt sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke, om han vil anbefale andre danskere at følge hans eksempel.

- Myndighedernes generelle anbefaling er, at man selvisolerer sig, hvis man har været nær kontakt til en smittet. Det var ikke situationen, og derfor var jeg ikke i selvisolation. Som sagt har jeg ud fra et særligt hensyn i det konkrete tilfælde varetaget arbejdet hjemmefra.

Facebook
Twitter