Detektor: 'Det er bare sådan noget, jeg siger' - Ghita Nørby overdriver anekdote om latterkrampe

Skuespiller blev ikke hentet i ambulance efter flere dages Dirch Passer-vittigheder.

Ghita Nørby har haft mange store roller gennem de sidste seks årtier, og hun har i mange interviews og flere bøger været med til at beskrive dansk film-, tv- og teaterhistorie fra perioden. (Foto: Jens nøRgaard Larsen)

Ghita Nørby har flere gange fortalt, at den nu afdøde skuespiller Birgitte Federspiel kom til at grine så meget af Dirch Passer under optagelserne til filmen Charles’ tante fra 1959, at hun måtte hentes af en ambulance og køres på hospitalet med latterkramper.

Birgitte Federspiel var 'ikke spor lattermild', men endte med at grine som en 'galning', har Ghita Nørby fortalt.

Andre medvirkende i filmen husker ikke episoden med ambulancen og hospitalsindlæggelsen. Ghita Nørby forklarer til Detektor, at hun har overdrevet.

- Hvorfor skal tingene være så bogstavelige? Jeg kan da ikke huske, hvordan det sluttede, og så er det bare sådan noget, jeg siger.

- Det er meget ubehageligt at have latterkrampe. Jeg tror såmænd ikke, der er nogen, der får det i dag. Det er jo alt for trist en tid. Men det fik vi altså dengang. Der levede Dirch Passer, og så kunne man godt få latterkrampe, skal jeg hilse at sige.

'Hun havde holdt igen for længe'

Fra venstre ses Susse Wold, Birgitte Federspiel, Dirch Passer, Annie Birgit Garde og Ghita Nørby i filmen Charles' Tante fra 1959. (Foto: UKENDT © Scanpix)

Ghita Nørby har senest fortalt historien om Birgitte Federspiel i et interview i Politiken den 9. januar op til sin 85-års fødselsdag.

I interviewet bliver hun spurgt om sin skøreste anekdote fra sit arbejde.

- Dirch Passer var et vidunderligt menneske, en fabelagtig kunstner, en verdensklovn og en meget god ven af mig, starter Ghita Nørby sin anekdote.

Hun fortæller, at Dirch Passer under optagelserne til filmen Charles’ tante fik alle til at grine – undtagen én.

- Den eneste, som ikke grinede, var skuespillerinden Birgitte Federspiel. Hun var meget smuk, og Dirch blev fuldstændig vanvittig over, at hun ikke grinede. Han gjorde alt muligt for at få hende til det – uden held.

En dag lykkedes det så alligevel Dirch Passer at få den smukke Birgitte Federspiel til at grine.

- Og da kunne hun slet ikke holde op, så vi til sidst måtte ringe efter en ambulance, som kørte hende på hospitalet, hvor hun blev indlagt med latterkramper.

- Hun havde holdt igen for længe, så blev hun syg af det. Sådan er det, slutter Ghita Nørby anekdoten i Politiken.

Historien dukker også op i et interview på danskfilmskat.dk under overskriften 'Farlig grinekrampe – Dirch Passer var så sjov, at man måtte tilkalde en ambulance',og i samtalebogen 'Mine levende billeder' fra 2009 siger Ghita Nørby, at 'der røg et helt filmdøgn på grund af Birgittes afsindige grinen'.

- Vi måtte alle sammen sminke af og pakke kostumerne ned, for Birgitte hun grinede bare, fortæller hun.

Du kan se Ghita Nørby fortælle anekdoten til danskfilmskat.dk i videoen her.

Susse Wold: Det er en and

Anekdotens hovedperson, Birgitte Federspiel, døde i 2005.

Udover Ghita Nørby er der kun tre andre medvirkende i filmen Charles’ tante, som stadig lever.

Skuespiller Annie Birgit Garde spillede en af de to niecer i filmen sammen med Ghita Nørby. Hun kan ikke huske, at Birgitte Federspiel blev kørt på hospitalet i ambulance med latterkramper. Og hun har aldrig hørt om det før.

Skuespiller Susse Wold spillede tæt sammen med Birgitte Federspiel i Charles’ tante og genkender heller ikke Ghita Nørbys historie:

- Det er en 'and'. Hvis noget sådan var sket, ville jeg jo vide det. Jeg var med i alle scener med Birgitte Federspiel. Hun spillede min tante, så jeg ville da have oplevet det, skriver Susse Wold i en mail.

Den tredje nulevende fra Charles’ tante er Mogens Kristian-Sangill Pedersen. Han havde kun en meget lille rolle som en mand, der overleverer et telegram på en station, og han husker ikke, han var med i filmen, da Detektor spørger ham om episoden med Birgitte Federspiel.

Detektor har spurgt flere ledende overlæger på akutmodtagelser, om det sker, at folk bliver indlagt med latterkramper. Ingen af dem har hørt om det.

- Jeg har aldrig hørt om det i de over 30 år, jeg har beskæftiget mig med akutarbejde, siger Michael Hansen-Nord, ledende overlæge på landets største akutmodtagelse, Fælles Akutmodtagelsen på Odense Universitetshospital.

Tror du, du ville have hørt om det, hvis det var sket?

- Ja, det tror jeg. Det er en så særegen historie, at det ville være noget, man talte om, og man ville ganske givet havet hørt det som anekdote. Det tror jeg bestemt.

Man kan få muskulære smerter af at grine 'rigtig, rigtig meget igennem', siger en anden ledende overlæge, Søren Wistisen Rasmussen fra Bispebjerg Hospitals akutmodtagelse.

- Men jeg har aldrig set nogen blive indlagt med det, siger Søren Wistisen Rasmussen, der har arbejdet på akutmodtagelser siden 1984.

- Så jeg ville jo have hørt om det, hvis nogen var blevet indlagt med latterkramper.

Ledende overlæge på Hvidovre Hospital, Christian Rasmussen, fortæller, at det kan påvirke vejrtrækningen, hvis man griner meget voldsomt.

- Men for at svare direkte på dit spørgsmål, så har jeg aldrig oplevet nogen, som er blevet indlagt med vejrtrækningsbesvær grundet langvarig/voldsom latter, skriver Christian Rasmussen i en mail.

'Kommer du aldrig til at sige et eller andet overdrevet?'

Ghita Nørby mener ikke, at det er vigtigt, om det er sandt eller ej, at skuespilleren Birgitte Federspiel blev hentet i ambulance og indlagt med latterkramper. (Foto: Nils Svalebøg © Nils Svalebøg)

Da Detektor spørger Ghita Nørby, om Birgitte Federspiel virkelig blev hentet af en ambulance og indlagt med latterkramper, svarer hun ’nej’.

- Hvis du spørger sådan, så siger jeg nej. Jeg kan ikke huske det. Jeg er en gammel, gammel kvinde. Så det kan jeg jo slet ikke huske. Det er mange hundrede år siden.

Du har fortalt historien flere gange. Ambulancen og indlæggelsen går igen alle gange…

- Nå, ja. Hvad anklager du mig for?

Spørgsmålet er, hvorfor du har lagt de detaljer ind i historien, hvis det ikke skete?

- Jeg ved det ikke! Kommer du aldrig til at sige et eller andet overdrevet? Skal det alt sammen være så skrabet i sin form, så der overhovedet ikke er plads til noget? Skal alting tages bogstaveligt, spørger jeg.

Synes du, der er forskel på de to historier?

- Det er så åndssvage spørgsmål. Du må undskylde, jeg siger det på den måde. Jeg synes, det er en bagatel, som jeg ikke fatter, at nogen gider interessere sig for. Jeg forstår dig ikke.

Der er forskel på, om Birgitte Federspiel grinede rigtig meget, eller om hun grinede så meget, at hun blev hentet i ambulance og indlagt. De to historier siger helt forskellige ting om, hvem hun var. Eller hvad tænker du?

- Nej, det gør de ikke! Birgitte Federspiel var et fuldstændig vidunderligt menneske, og hun var smuk, som jeg ved ikke hvad, og hun havde en meget, meget speciel stemme. Og så ville hun ikke grine af Dirch Passer, og så fik hun pludseligt et latteranfald, som varede udover grænserne. Det er det, der er sket.

- Det er en enkelt lille, sød historie. Og der er da ingen grund til at hænge sig i indlæggelse og ambulance. Det er fuldstændig åndssvagt.

Du har også sagt, at der gik et filmdøgn tabt. Så du har også selv hængt dig i detaljerne ved at lægge dem inde i historien…

- Jeg har da aldrig sagt noget om, at et filmdøgn gik tabt.

Du er citeret for at sige det i en samtalebog, der hedder ’Mine levende billeder’.

- Ja, det er muligt. Men altså hold nu op. Det er fuldstændig overdrevet og idiotisk. Det er intet værd, det du beskæftiger dig med her. Og det er synd for mig.

Du sagde ’det var ganske forfærdeligt, for der røg et helt filmdøgn på grund af Birgittes afsindige grinen’.

- Det er da en meget sød, lille historie. Hvad skal den dog blæses sådan op for i dag, hvor man slet ikke forstår sådan noget?

Det er en god historie. Derfor er det vel også væsentligt, om den er sand.

- Nej, det er ondt mod mig.

- Jeg har da aldrig hørt sådan en bogstavelig, kedsommelig oplevelse af noget som helst, som det du udlægger der. Det er jo ikke en tandpasta, hvor der står et tandpastanavn, man kan tage og føle på.

Skelner du mellem, om du fortæller en historie til personer, du møder, eller til en avis eller bog?

- Hvem er det, der har skrevet det? Og hvem har lagt til og fra? Det ved du aldeles ikke noget om. Det ved jeg heller ikke, for jeg gider aldrig at se noget, som journalister skriver. Derfor skriver journalister mange gange noget, jeg aldrig har sagt. Er det et ukendt fænomen?

Er det alle tre gange de forskellige journalister, der selv har fundet på det med ambulancen og indlæggelsen?

- Jeg har da aldrig hørt et menneske blive ved med at sige de der mærkværdige ting. Jeg siger: Det kan jeg ikke huske.

Kan du ikke huske, om det skete? Lige før fik jeg indtryk af, at du godt kan huske, at det ikke var sket.

- Nu tror jeg, vi skal holde op. Jeg kan simpelthen ikke klare, at nogen taler så bogstaveligt til mig, som du gør. Det er altså ikke morsomt, hvis jeg skal sige det rent ud.

- Dirch Passer var et menneske, som faktisk var morsomt. Og det var han altså ikke bare engang imellem – det var han nærmest altid. Og vi havde en fest dengang. Det var nemlig sjove tider, skal jeg sige dig.

- Det er ikke andet. Det er en lille, kærlig historie - en lille blomst. Det er intet andet.

Jamen tak for din tid.

- Ja, det må du nok sige. Jeg håber, du får noget forfærdeligt ud af det, så jeg igen bliver mishandlet. Det er jeg virkelig ked af. Det må jeg indrømme. Jeg ville ønske, du ville stryge alt det vrøvl, men det kan jeg jo ikke sige nej til. Du må gøre, hvad du vil, men du vil gøre mig forfærdelig ked af det. Men det er du sikkert også ligeglad med. Hold da op.

Hør interviewet med Ghita Nørby i Detektors næste podcast, der udkommer fredag morgen.