Detektor: DF-politiker giver brexit æren for aktiegevinst - eksperter ryster på hovedet 

- Det er jo ikke kun det britiske aktieindeks, der er steget, påpeger ekspert.

Dansk Folkepartis byrådsmedlem i Hjørring, Erik Høgh-Sørensen, har tjent cirka 30.000 kroner på sine britiske aktier. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

DF-politikeren Erik Høgh-Sørensen vil gerne have Danmark ud af EU ligesom Storbritannien.

Det ”er en god forretning”, skriver han på Facebook og underbygger det med en ”sød, lille EU-nytårshistorie”, som han selv kalder det.

For cirka et år siden – lige før brexit trådte helt i kraft – investerede han 150.000 kroner i det britiske aktieindeks FTSE 250.

Nu har han solgt aktierne igen og tjent cirka 30.000 kroner på dem.

- Min pointe: Det kan betale sig at investere i at forlade EU. I den grad, skriver Erik Høgh-Sørensen, der er byrådsmedlem i Hjørring og kort inden partiets formandsvalg i weekenden selv var kandidat til posten.

Detektor har talt med tre eksperter, der alle siger, at man ikke kan give brexit æren for DF-politikerens aktiegevinst.

I et interview med Detektor tilføjer Erik Høgh-Sørensen nu, at det nok også kun er 1.000 kroner ud af de i alt 30.000 kroners aktiegevinst, der skyldes brexit.

Et globalt boomende aktiemarked

Ifølge de eksperter, Detektor har talt med, er det for tidligt at konkludere, om Brexit kommer til at være en god eller dårlig forretning for Storbritannien.

- Brexit er kun lige sket, så der er ligesom en tendens til at både tilhængere og modstandere overfortolker tallene en lille smule, siger Peter Thagesen, underdirektør i Dansk Industri.

De tre eksperter siger, at DF’erens aktiegevinst også kan være et udtryk for en generel vækst på aktiemarkederne globalt.

- Det er jo ikke kun det britiske aktieindeks, der er steget. Det amerikanske aktieindeks er steget. Det danske aktieindeks er steget. Det tyske aktieindeks er steget, siger Mikael Olai Milhøj, chefanalytiker i Danske Bank.

Det samme pointerer Carsten Tanggaard, professor i finansiering ved Aarhus Universitet.

- Man havde for eksempel fået mere ud af at investere i danske aktier end eksempelvis engelske aktier i den periode.

Professoren vurderer, at Erik Høgh-Sørensens aktiegevinst på 30.000 kroner “lige så godt kan være udtryk for tilfældigheder på markedet”.

Danske Banks chefanalytiker Mikael Olai Milhøj vurderer, at de stigende aktier især handler om, at det meste af verden indtil videre er kommet godt igennem coronakrisen.

- Hvis man siger, britisk økonomi boomer, så har man fuldstændig ret. Men det ser vi altså i alle lande. Det er et udtryk for, at vi er på vej tilbage fra coronakrisen, som var en meget, meget dyb krise, men også en meget kortvarig krise, siger Mikael Olai Milhøj.

“Jeg ved det ikke. Det er rent gætteri”

Over for Detektor anerkender DF-politiker Erik Høgh-Sørensen, at der kan være andre grunde end Brexit til, at hans aktier er steget, selvom han ikke nævner disse i sit Facebook-opslag.

Kan der være andre grunde til, at dine aktier er steget?

- Ja, det kan der sagtens, og jeg har heller aldrig hævdet andet.

Hvor mange af de 30.000 kroners aktiegevinst kan tilskrives Brexit?

- Ah, måske en rund tusse. Jeg ved det ikke. Det er rent gætteri. Det har jeg jo ikke regnet på, siger han til Detektor.

Erik Høgh-Søren lægger i den forbindelse vægt på, at han ikke investerede sine penge i de 100 største britiske virksomheder, men de 250 næststørste virksomheder på listen, som er mindre globale og mere afhængige af, hvordan det går i Storbritannien.

Hør hele interviewet med Erik Høgh-Sørensen i Detektors podcast.