Detektor: Enhedslisten siger, skilsmisser går bedre i regnbuefamilier, men ved det faktisk ikke

Børns Vilkår er ”oprigtigt bekymrede” over forslag om mere end to juridiske forældre.

Ligestillingsordfører fra Enhedslisten, Pernille Skipper, bygger det på egne oplevelser, når hun siger, at skilsmisser går bedre i regnbuefamilier. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Enhedslisten vil gøre det muligt at registrere tre til fire juridiske forældre til et barn i stedet for kun to.

På Twitter bliver partiets LGBT-ordfører, Pernille Skipper, spurgt, om hun er sikker på, at det er i barnets tarv, da det kan ende i en skilsmisse, hvor ikke bare to, men fire forældre kommer i tvist om barnet.

- Det er jo vilkåret for alle familier, at det kan ende i en tvist. Faktisk går det ofte bedre i regnbuefamilier, fordi de taler tingene mere igennem på forhånd, skriver Pernille Skipper som svar på Twitter.

Pernille Skipper har ikke dokumentation for at skrive, at det går bedre i regnbuefamilier.

Men det har hun ingen dokumentation for, indrømmer hun over for Detektor.

- Det er helt klart en twitter-hårdt-skåret måde at sige det på. Hvis det skal være helt rigtigt, skal jeg sige, at det er min oplevelse, at det kan gå bedre i regnbuefamilier, fordi de har talt tingene igennem på forhånd.

Men du har ikke nogen dokumentation i form af forskning?

- Nej, det er korrekt, siger Pernille Skipper til Detektor.

Forslaget bygger på oplevelser

Enhedslisten foreslog muligheden for flere juridiske forældre allerede tilbage i august 2019.

Det er nu blevet aktuelt igen, fordi et nyt borgerforslag om anerkendelse af medfædre har fået massiv opbakning.

- Dem jeg har mødt og talt med, de har talt tingene igennem på en måde, som man på ingen måde kunne forstille sig, at et heteroseksuelt par gør, før de danner familie.

- Efter min opfattelse gør det, at de er endnu bedre forberedt på at være en familie, siger Pernille Skipper til Detektor.

Du kan høre hele interviewet med Pernille Skipper i Detektors podcast her.

Børns Vilkår er bekymrede

Forslaget om flere end to juridiske forældre bliver mødt med bekymring fra Børns Vilkår.

- Der hvor vi bliver bekymrede og oprigtigt bekymrede, det er når man tror, at man kan etablere samvær med flere forældre end to, siger Ingrid Hartelius Dall, juridisk senirorådgiver hos Børns Vilkår.

Hun fortæller, at hun har set eksempler på regnbuefamilier med fire forældre, hvor der opstod konflikter, selvom de havde forberedt sig rigtig godt på at få et barn sammen.

- I det øjeblik der kommer konflikter, så bliver det meget svært for barnet, fordi der er dobbelt så mange voksne, som føler, at de skal have en bid af barnet.

Indvendingen fra Børns Vilkår afskrækker ikke Enhedslistens Pernille Skipper.

- Børns Vilkår har også en oplevelse af noget. De har heller ikke nogen forskning på, at det skulle være værre for en regnbuefamilie med for eksempel tre forældre at gå fra hinanden, end det er for en familie med to forældre, siger Pernille Skipper.