Detektor: EU står ikke i vejen for skatter på flybrændstof, som Rina Ronja Kari siger

Spidskandidaten for Folkebevægelsen mod EU indrømmer, at hun tager fejl.

Rina Ronja Kari, Folkebevægelsens mod EU's spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget 2019 (Foto: Celina Dahl © Scanpix)

Debatten om klimaafgifter på flyrejser har fået flere partier til at overveje muligheden for at indføre afgifter på flybrændstof.

Rina Ronja Kari, der er spidskandidat for Folkebevægelsen mod EU, har flere gange sagt, at afgifter på flybrændstof ikke kan lade sig gøre, fordi EU står i vejen. Men det passer ikke.

- Det jeg får sagt, er desværre ikke præcist, siger spidskandidaten, der svarer på kritikken nederst i artiklen.

Hvad siger Rina Ronja Kari?

I den første tv-debat med spidskandidaterne til Europa-Parlamentsvalget på DR1 handlede en del af diskussionen om flyafgifter. Og Rina Ronja Kari langede hurtigt ud efter EU.

- Dét vi ikke kan gøre lige nu. Det er at indføre brændstofafgifter på fly, for det har EU sagt, at vi ikke må, sagde hun.

Påstanden om, at EU står i vejen for, at Danmark kan indføre afgifter på flybrændstof, gentog hun i P1 Debat den 9. maj.

- Det handler om at ramme virksomhederne. Derfor er det vigtigt at indføre skatten på flybrændstoffet, hvor EU så står i vejen igen, for der ligger et EU-direktiv, som siger, at det ikke er muligt at indføre brændstofsafgifter på udenrigsflyvninger, sagde hun.

Det har vi fundet ud af

. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Først og fremmest: Danmark kan godt indføre afgifter på flybrændstof.

EU-landene hører under det såkaldte Energibeskatningsdirektiv, der handler om beskatning af energiprodukter. Direktivet fastlægger en minimumsbeskatning på blandt andet olie, kul, gas og biobrændsler, der anvendes som motorbrændstof.

Som udgangspunkt fritager EU's Energibeskatningsdirektiv flybrændstof for afgifter, men det kan stadig godt lade sig gøre at indføre afgifter på flybrændstof på to måder:

Indenrigsflyvning

Danmark kan indføre en afgift på flybrændstof til indenrigsflyvninger. Det fortæller Peter Vesterdorf, der er ekspert i EU-ret og tidligere har arbejdet i EU-domstolen og Europa-Parlamentet.

- EU-direktivet forhindrer ikke Danmark i at indføre en brændstofafgift på indenrigsflyvninger. Det kan vi sagtens gøre, hvis vi har lyst, siger han.

Holland er det eneste EU-land, der allerede har indført brændstofafgifter på indenrigsflyvninger. Norge og Schweiz, der ikke er med i EU, har også gjort det.

Bilaterale aftaler

Derudover kan EU-medlemslande lave en såkaldt bilateral aftale, som er en aftale mellem to lande. Danmark kan altså lave en aftale med for eksempel Belgien om at beskatte brændstof på flyvninger mellem Belgien og Danmark.

- Der er ikke nogen EU-regler, der strider imod at indføre afgifter på udenrigsflyvninger. Det kræver bare en bilateral aftale, hvor to lande bliver enige om at indføre det, siger Peter Vesterdorf.

Det er Jens Ladefoged Mortensen enig i. Han er lektor på Institut for Statskundsskab ved Københavns Universitet.

- EU blokerer ikke for det her. EU er medlemslande, og medlemslandene har ikke kunnet blive enige om det her af forskellige hensyn, siger han.

På flyvninger uden for EU gælder den såkaldte Chicagokonvention, der hører under den internationale civilluftfartsorganisation ICAO. Konventionen forbyder kun afgifter på brændstof, der allerede er ombord på flyet, når det lander i et andet land. Det forhindrer dobbeltbeskatning af brændstoffet.

Klimarådet anbefaler en CO2-afgift

Et alternativ til at indføre afgifter på flybrændstoffet er at lade passagerne betale regningen med en CO2-afgift på selve flybilletten. Det har en lang række lande allerede gjort i Europa, heriblandt Grækenland, Norge, Tjekkiet og Storbritanien.

Klimarådet har netop anbefalet en CO2-afgift på flyrejser. Men hvorvidt afgiften skal pålægges flybilletten eller brændstoffet, forholder Klimarådet sig ikke til.

Hvad siger Rina Ronja Kari?

Rina Ronja Kari (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Detektor havde aftalt et interview med Rina Ronja Kari, hvor hun kunne svare på kritikken. Dagen før interviewet aflyste spidskandidaten og sendte et skriftligt svar. Detektor tilbød herefter at lave et kort telefoninterview, men det havde Rina Ronja Kari ikke tid til, lød meldingen.

- I debatten udtaler jeg mig her om flyvninger mellem medlemslande, og det jeg får sagt er desværre ikke præcist, lyder det i Rina Ronja Karis skriftlige svar, som fortsætter:

- Det er jævnfør EU´s energibeskatningsdirektiv artikel 14, stk. 2 muligt for medlemslande at indgå en bilateral aftale om beskatning af flybrændstof, så længe afgiftssatsen er mindre end direktivets minimumssatser.