Detektor: Flere eller færre betjente? S og V er rygende uenige, men begge har ret

Antallet af betjente er faldet på Fyn, men lokalbetjentene er blevet flere.

(ARKIV) (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2018) (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

I sidste uge endte to fynske folketingskandidater i en ophidset debat i en udsendelse på P4 Fyn.

Trine Bramsen (S) anklagede regeringen for at have lukket nærpolitistationer og sænket antallet af betjente på Fyn. Jane Heitmann (V) afviste beskyldningen og pegede blandt andet på, at regeringen har fordoblet antallet af lokale betjente på Fyn.

Men hvem har ret? Detektor har i samarbejde med P4 Fyn tjekket de to politikeres påstande.

Hvad gik slagsmålet ud på?

P4 Fyn havde inviteret de to folketingskandidater ind til en debat om det lokale politi på Fyn, og Bramsen og Heitmann gik hurtigt skævt af hinanden, som man kan høre på optagelsen.

– Da Mette Frederiksen var justitsminister lukkede I jo nærpolitistationerne, lød det blandt andet fra Heitmann.

– Ej, det er simpelthen noget vrøvl. Størstedelen er lukket under jer, svarede Bramsen, som også langede ud efter regeringen for at have skåret i politistyrken på Fyn:

– Der er blevet færre politibetjente på Fyn, mens I har haft regeringsmagten, og det er det, som vi skal have løst, sagde den socialdemokratiske retsordfører.

Det var Heitmann dog langt fra enig i:

– Nej, det er det ikke, svarede hun.

– På Fyn der har vi fordoblet antallet af betjente, som arbejder med det lokale politiarbejde.

Det har vi fundet ud af

Lad os starte med antallet af politibetjente. Det er nemlig steget på landsplan, men faldet på Fyn.

En opgørelse fra Rigspolitiet viser, at der i 2015 var 676 politibetjente på Fyn, mens tallet i 2019 var 618. Med andre ord har Trine Bramsen altså ret i, at antallet af politibetjente samlet set er faldet på Fyn, mens Venstre har haft regeringsmagten.

Men antallet af politibetjente på Fyn er ikke det samme som antallet af lokale betjente på Fyn. Det er dem, Heitmann taler om.

Og tilbage i oktober 2018 kom regeringen faktisk med et udspil, som vil sikre flere betjente til det lokale politiarbejde. På Fyn betyder det en stigning fra 13 til 26. Det vil med andre ord sige, at Heitmann også har ret i, at der her er sket en fordobling.

Bramsen og Heitmann har altså begge ret – men taler ikke om det samme.

Men hvad så med nærpolitistationerne? Her har Bramsen fat i den lange ende.

Jane Heitmann har godt nok ret i, at der blev lukket nærpolitistationer under den S-ledede regering. Helt præcis syv af slagsen.

Men under den nuværende regering er der lukket 39 nærpolitistationer. Og derfor har Bramsen ret, når hun siger, at størstedelen er lukket siden regeringsskiftet i 2015.

Endelig skal det bemærkes, at begge partier faktisk har været med i samtlige politiforlig siden 2006.

Hvad siger de til kritikken?

Detektor har kontaktet både Trine Bramsen og Jane Heitmann for at spørge, hvorfor de beskylder hinanden for at lukke nærpolitistationer, og hvorfor de bliver så uenige om antallet af politibetjente på Fyn, når begge parter har stemt for de samme forlig.

– Det er jeg også forundret over, og i virkeligheden ville jeg hellere have diskuteret visioner, siger Trine Bramsen til Detektor.

Tror du, at P4 Fyns lyttere er blevet klogere af at høre jeres diskussion?

– Nej, og jeg har virkelig tænkt meget over, hvordan man bedst kommer ud af sådan en talkrig. Men debatten handlede om fynske betjente, og da det er rigtigt nok, at der på Fyn samlet set er kommet færre betjente, synes jeg, det er unfair, hvis man som lytter står tilbage med billedet af, at der er kommet flere betjente på Fyn.

Jane Heitmann afviser over for både P4 Fyn og Detektor at stille op til et interview. Hun sender i stedet et skriftligt svar:

– Vi har styrket indsatsen i forhold til det lokalepolitiarbejde ved at tilføre 150 betjente til de 250 betjente, der i dag arbejder med det lokale politiarbejde. (...) For Fyn betyder det konkret, at antallet af politibetjente, der arbejder med det lokale politiarbejde, fordobles. Debatten i P4 Fyn forleden morgen handlede netop om det lokale politiarbejde. Og det er helt korrekt, at vi har øget antallet af betjente, der arbejder med det lokale politiarbejde, skriver hun og fortsætter:

– Til spørgsmålet om udviklingen i nærpolitistationer, så fremgår det af svar fra Justitsministeriet, at antallet af øvrige politistationer faldt fra december 2011 til december 2015, og at antallet af landbetjente blev næsten halveret fra oktober 2011 til juni 2015.

Facebook
Twitter