Detektor: Flere faktuelle fejl i indslag fra konspirationsfolk i DR2-eksperiment

I eksperimentet følger man fire vaccineskeptikere, der laver deres eget tv-indslag.

Pandemien med coronavirus har skabt grobund for flere konspirationsteorier.

Spørgsmålet er, om nogle af konspirationsteorierne er mere end bare konspirationsteorier. Og om det bare er de etablerede medier, der ikke har fået øjnene op for det.

Det tester DR2 i en ny serie med titlen ”Konspirationsfolket har ordet”.

Her får fire vaccineskeptikere mulighed for at bringe deres eget tv-indslag på den betingelse, at Detektor skal faktatjekke det bagefter.

I serien starter man med at følge de fire deltagere, mens de laver deres indslag med hjælp fra en journalistisk coach og professionelle kameramænd.

Deltagerne bliver enige om, at deres tv-indslag skal handle om, at Verdenssundhedsorganisationen WHO er ”bundkorrupt” og styret af medicinalindustrien.

Tv-indslaget ender med at få titlen ”Bag facaden på global sundhed” og varer 12 minutter.

Detektor har fundet en række faktuelle fejl i deltagernes tv-indslaget, som du kan læse om her i artiklen.

Du kan også se hele den uredigerede version af Detektors konfrontation med deltagernes talsmand, Zimon August Zepnors, i bunden af artiklen.

1

Hvor kommer WHO's frivillige donationer fra?

Det er korrekt, at cirka 80 procent af WHO's budget kommer fra frivillige donationer.

Men ligesom før i tiden kommer langt de fleste af de frivillige donationer stadig fra medlemslandene.

Størstedelen af de frivillige donationer kommer fra medlemslande som for eksempel Tyskland og USA.

Kun cirka 0,75 procent af WHO's samlede budget kommer direkte fra medicinalindustrien. Det oplyser WHO til Detektor.

Til sammenligning står medlemslandene og mellemstatslige organisationer som FN og EU for cirka 70 procent af WHO's samlede budget. Pengene fra medlemslandene kommer både i form af faste bidrag og frivillige donationer.

Derudover er Bill & Melinda Gates Foundation en stor donor og bidrager med næsten ti procent af WHO's samlede budget.

Den globale vaccinealliance GAVI, som Bill Gates var med til at stifte, bidrager desuden med penge svarende til syv procent af WHO's budget.

To procent af WHO's budget kommer fra det private erhversliv.

Det er ikke korrekt.

WHO anerkender, at man kan blive immun over for coronavirus ved at have været naturligt smittet.

WHO mener dog, at man kun bør opnå flokimmunitet mod coronavirusset gennem vaccination for at undgå unødvendig sygdom og død.

Det fremgår af en tale WHO's generaldirektør Tedros Ghebreyesus holdt for pressen i oktober 2020.

- Der har for nyligt været en diskussion om konceptet med at opnå"flokimmunitet" ved at lade virusset sprede sig.

- At lade virusset cirkulere uden kontrol betyder derfor unødvendige infektioner, lidelse og døde.

- At lade en farlig virus, som vi ikke fuldkommen forstår, løbe frit er simpelthen uetisk. Det er ikke en mulighed, sagde WHO's generaldirektør, Tedros Ghebreyesus.

Deltagerne henviser i deres indslag til, at WHO sidste efterår ændrede dens definition på flokimmunitet.

Tidligere stod der, at flokimmunitet optår gennem enten "vaccination eller immunitet udviklet gennem tidligere infektion".

Nu stod der i stedet for, at flokimmunitet er "et koncept brugt til vaccinationer", og at "flokimmunitet opnås ved at beskytte folk fra en virus, ikke udsætte dem for den".

Læser man en linje længere ned på samme side, nævnte WHO dog stadig, at man også kan blive immun ved at blive smittet naturligt.

- Vacciner træner vores immunforsvar til at udvikle antistoffer, hvilket også kan ske, når vi bliver udsat for sygdommen, men en afgørende forskel er, at vacciner virker uden at gøre os syge, stod der i definitionen fra sidste efterår, som deltagerne selv henviser til.

I samme tekst var der desuden et link til den førnævnte tale, hvor WHO's generaldirektør, Tedros Ghebreyesus, uddyber WHO's synspunkt.

Senere ændrede WHO definitionen på flokimmunitet igen, så det stod endnu tydeligere, at flokimmunitet også kan opstå gennem naturlig smitte, men at WHO anbefaler, at det sker gennem vaccination.

2

Protesterede det samlede lægekorps?

En af de bærende kilder i deltagernes tv-indslag, "Bag facaden på global sundhed", er læge i almen medicin Claus Hancke.

Han tolker WHO's tidligere definition på flokimmunitet fra sidste efterår på samme måde som deltagerne i programmet, og i indslaget giver han udtryk for at have opbakning fra mange andre læger:

- Det samlede lægekorps har også rejst sig i protest over den vanvittige påstand, at man ikke kan opnå flokimmunitet ved naturlig smitte, siger Claus Hancke i indslaget.

Detektor har spurgt Claus Hancke, hvor og hvornår "det samlede lægekorps har rejst sig op i protest".

- Normalt tænkende læger tog sig til hovedet (nej, det har jeg ikke set, de har gjort), fordi det er i modstrid med alt, hvad vi har lært. Det er derfor sagt i den mening, at det samlede lægekorps i verden véd, at WHO’s udsagn er forkert, skriver Claus Hancke i en mail til Detektor.

3

Afviser Sundhedsstyrelsen at tale med deltagerne?

Detektor har kontaktet Sundhedsstyrelsen og har fået indsigt i den korrespondance, deltagerne i DR2-serien har haft med styrelsen.

Deltagerne startede med at ringe til Sundhedsstyrelsens presseafdeling, som bad deltagerne om at sende en mail.

I den efterfølgende mail skrev deltagerne blandt andet:

- Vi er interreseret I at høre Sørens (Brostrøm, red.) tanker omkring anklagerne om, at lobbyismen er så magtfuld, at han ikke har nogen indflydelse på den daglige forretningsgang i styrelsen.

Sundhedsstyrelsen svarede, at deltagerne efter en drøftelse med produktionsselskabet bag programmet var velkomne "til at vende tilbage med nogle faktuelle spørgsmål".

- Så vil vi (Sundhedsstyrelsen, red.) gøre vores bedste for at skaffe dig svar, skrev Sundhedsstyrelsen til en af deltagerne.

Deltagerne vendte dog aldrig tilbage med konkrete spørgsmål til Sundhedsstyrelsen.

Det skriver styrelsen til Detektor.

- Vi har som sagt ikke hørt fra Cecilie (Jøhnk Egedel, der er en af deltagerne, red.) siden hendes oprindelige henvendelse og mit svar på henvendelsen, skriver pressechef i Sundhedsstyrelsen Tina Gustavsen i en mail til Detektor.

Deltagernes talsperson, Zimon August Sepnor, siger i interviewet med Detektor, at deltagerne vendte tilbage med et spørgsmål på mail.

Da Detektor beder om at se mailen, viser det sig dog at være en mail fra deltagernes korrespondance med Sundhedsministeriet - ikke Sundhedsstyrelsen.

Efter interviewet har Zimon August Sepnor anerkendt, at deltagerne ikke fik sendt deres spørgsmål til Sundhedsstyrelsen, selvom de i deres indslag påstår, at Sundhedsstyrelsen ikke vil tale med dem.

4

Donerede Bill Gates 125 millioner dollars til WHO dagen inden pandemi-erklæring?

Det passer ikke.

Bill & Melinda Gates Foundation, Wellcome Trust og Mastercard donerede ikke 125 millioner dollars direkte til WHO den 10. marts 2020.

Pengene gik til at oprette projektet "The COVID-19 Therapeutics Accelerator", forkortet CTA, som støtter forskning og udvikling af medicin og anden behandling mod Covid-19.

Det fremgår endda af selv samme artikel fra Business Insider, som deltagerne har sendt til Detektor som dokumentation for deres påstand.

Senere gik 12,2 millioner dollars videre fra CTA til WHO igennem et andet samarbejde kaldet "Access to COVID-19 Tools (ACT) Accelerator" forkortet ACT.

Det skriver WHO til Detektor, og det også kan ses på WHO's hjemmeside.

ACT er en global samling af organisationer, der udvikler og implementerer behandlinger og vacciner i forbindelse med COVID-19.

5

Pressede Bill Gates WHO til pandemi-erklæring?

Detektor har spurgt deltagerne til dokumentation for påstanden om, at Bill Gates i nogen tid skulle have lagt pres på WHO.

De har sendt en artikel fra mediet Business Insider, som skriver, at Bill Gates har kaldt smitten med coronavirus en pandemi, før WHO gjorde det.

- Bill Gates har slået alarm omkring coronavirussen og kaldt den en "pandemi", selvom WHO endnu ikke har givet virussen den udmærkelse, står der i artiklen.

Der står dog intet om, at Bill Gates aktivt skulle have presset WHO.

Inden interviewet gav Detektor holdet bag indslaget endnu en gang mulighed for at forelægge dokumentation, hvilket de indrømmer er svært at finde.

- Det er svært at finde selve dokumentationen for presset fra Bill Gates på WHO for at erklære den nuværende pandemi, skrev deltagerne i en mail til Detektor.

6

Sagde dansk generaldirektør, at industrien var ved at overtage WHO?

Det er ikke lykkedes Detektor at finde det omtalte citat fra den forhenværende danske generaldirektør for WHO, Halfdan Mahler.

Halfdan Mahler var generaldirektør i WHO fra 1973-1988 og døde i 2016.

Deltagerne i programmet henviser til en artikel i Journal of Integrative Medicine & Therapy i 2015 som dokumentation.

Artiklen er skrevet af Søren Ventegodt, der som læge blandt andet blev kendt for sin behandlingsmetode “vaginal akupressur” og i 2012 blev dømt for at have været seksuelt manipulerende over for en række patienter.

Søren Ventegodt skriver i sin artikel, at Halfdan Mahler i 1988 skulle have sagt til dagbladet Politiken, at "industrien er ved at overtage WHO".

Detektor har forsøgt at kontakte Søren Ventegodt for at finde ud af, hvor han har citatet fra, men Søren Ventegodt lagde på, da Detektors journalist præsenterede sig.

Søren Ventegodt skrev efterfølgende en sms, hvor han bad Detektor stille spørgsmål på mail. Efter flere mails og sms'er er Søren Ventegodt stadig ikke vendt tilbage til Detektor.

DR's arkivafdeling har i mellemtiden gennemgået Politikens digitale arkiv med gamle udgaver af avisen for at finde citatet fra den nu afdøde Halfdan Mahler.

- Det er tvivlsomt, om Halfdan Mahler har sagt netop dette citat til Politiken. Vi har været alle vegne, også i andre aviser og avisårbøgerne, skriver DR's arkivafdeling til Detektor i en mail.

Arkivafdelingen fandt dog en artikel fra Politiken i 1989, hvor der står:

- Det er offentligt kendt i WHO, at Mahler endog var meget skeptisk over for sin efterfølger. Med til billedet kan høre, at Nakajima (Hiroshi Nakajima, generaldirektør i WHO 1988-1998, red.) har en fortid i en multinational medicinkoncern.

Deltagernes talsperson, Zimon August Sepnor, har heller ikke kunnet finde det omtalte citat, men han siger i interviewet med Detektor, at det ikke ville have været mærkeligt, hvis Halfdan Mahler havde sagt sådan.

Zimon August Sepnor henviser i den forbindelse til en lederartikel skrevet i Politiken tirsdag den 7. marts 1989.

Her skriver lederskribenten fra Politiken blandt andet, at Halfdan Mahler blev "afløst af japaneren Hiroshi Nakajima, der er en ærkekonservativ med en fortid i medicinalindustrien".

7

Anbefaler Sundhedsstyrelsen D-vitamin mod Covid-19?

Læge i almen medicin og hovedkilden i deltagerens tv-indslag, Claus Hancke, fortæller, at han medvirkede i en youtube-video fra mediet Free Observer i efteråret 2020.

Her talte han blandt andet om D-vitamins forebyggende effekt mod Covid-19.

Ifølge Claus Hancke blev videoen efterfølgende fjernet af Youtube og stemplet som "medicinsk misinformation".

Men tre dage efter "så kom Sundhedsstyrelsen på banen og sagde, vi skal spise mere D-vitamin", fortæller Claus Hancke som afslutning på historien.

Det er korrekt, at Sundhedsstyrelsen i december 2020 anbefalede befolkningen til at tage D-vitamintilskud i vinterhalvåret - dog ikke som forebyggelse eller behandling imod Covid-19, som man ellers kunne få indtryk af i deltagernes indslag 'Bag facaden på global sundhed'.

Claus Hancke mener, at man med nok D-vitamin i kroppen "kan mindske alvorligheden af en Covid-19-sygdom, og man kan undgå at dø af den". Det siger han i deltagernes tv-indslag.

Den vurdering er overlæge og forskningsleder på Center for Klinisk Interventionsforskning på Rigshospitalet Christian Gluud ikke enig i.

Overlæge Christian Gluuds arbejde handler om at overvåge den lægevidenskabelige litteratur og vurdere evidensen for lægevidenskabelige interventioner.

- På baggrund af litteraturen er der endnu ikke publiceret overbevisende evidens for hverken en forebyggende eller terapeutisk effekt (af D-vitamin i forhold til Covid-19, red.), siger Christian Gluud til Detektor.

- Man bliver som altid nødt til at afvente vores og andres systematiske bedømmelser af alle foreliggende forsøg for at opnå mere eksakte vurderinger, siger Christian Gluud.

I denne videnskab.dk-artikel siger flere forskere også, at der ikke er evidens for D-vitamins forebyggende effekt. Men det er noget, der forskes i flere steder i verden.

Du kan se hele den uredigerede version af Detektors konfrontation med deltagernes talsmand, Zimon August Zepnors, herunder.

FacebookTwitter