Detektor: Først smittede døde mink ikke, nu gør de - Fødevarestyrelsen erkender fejl

- Vi har en undersøgelse, der viser, at de døde mink kan smitte, slår styrelsen fast.

Gasser får aflivede mink til at svulme op og trænge op i gennem jordoverfladen. (Foto: © PRIVATFOTO)

Da en lastbil tabte døde mink på en motorvej, var der ifølge myndighederne ingen grund til at være bekymret for smitte.

Men i sidste uge begyndte døde mink så at presse sig op fra deres grav. Og nu er der pludselig en smitterisiko alligevel, siger politiet.

Så hvad er op og ned?

Detektor har spurgt Fødevarestyrelsen, som nu erkender, at det var en fejl, da de sagde, at døde mink ikke kan smitte.

- Det er ikke korrekt, at døde mink ikke smitter. Men de smitter ikke ligeså meget som levende mink, siger Henning Knudsen, der er enhedschef i Fødevarestyrelsen.

Forvirrende udmeldinger

Det hele starter lørdag den 7. november. Statsministeren har få dage inden sagt på et pressemøde, at alle mink skal aflives hurtigst muligt.

En lastbil taber et læs døde mink på motorvejen. Tre dage senere sker det samme på en landevej.

Men der er ingen grund til bekymring:

"Vagthavende ved Nordjyllands politi oplyser, at døde mink ikke smitter, for det har Fødevarestyrelsen oplyst," lyder det i B.T.

Samtidig kan man dog læse på Fødevarestyrelsens hjemmeside, at der "er risiko for, at der kan ske smitte med COVID-19 via aflivede mink og pels".

Detektor spørger derfor første gang den 9. november Fødevarestyrelsen, om døde mink smitter eller ej?

Svaret kommer senere samme dag i en mail:

"Mink smitter primært som mennesker gennem udåndingsluften. Derfor smitter en død mink ikke."

Et par uger senere ændrer politiet dog budskab. Det sker, efter at døde mink begynder at dukke op fra deres grav.

- Mink, der har været smittet med corona, smitter primært gennem vejrtrækningen, så på den måde smitter døde mink mindre end levende mink, forklarer pressechef Thomas Kristensen til DR Nyheder den 24. november.

- Men der kan stadig sidde bakterier [virus, red.] i pelsen på dem.

Detektor spørger derfor endnu en gang Fødevarestyrelsen, hvad man skal tro: Kan døde mink smitte eller ej?

Enhedschef Henning Knudsen lægger sig nu fladt ned og beklager den tidligere udmelding:

- Vi har en undersøgelse, der viser, at de døde mink kan smitte, og den undersøgelse havde vi også på det tidspunkt. Så det var en fejl at sige, at de ikke kan smitte, siger han.

Virus lever videre i døde mink

Men hvor stor er smitterisikoen så?

Eller med andre ord: Hvor uheldig skal man være for at blive smittet af en død mink?

Detektor har spurgt både Fødevarestyrelsen og Lars Erik Larsen, som er professor i veterinær virologi på Københavns Universitet.

De understreger begge, at risikoen ikke er overhængende.

Men ifølge Fødevarestyrelsen kan man eksempelvis risikere at blive smittet, hvis man rører ved minkene og derefter rører sig selv i ansigtet.

- Hvis du håndterer en død mink, og der stadigvæk er virus, kan du få på det på fingrene. Og så er der samme smitterisiko, som når man rører ved samme kontaktflader som en coronasmittet, siger Henning Knudsen.

Man kan dog også risikere at blive smittet, uden at man selv rører ved de døde mink, siger Lars Erik Larsen.

Det kan eksempelvis være, hvis man går tur med sin hund i nærheden af de massegrave, hvor døde mink lige nu presser sig op.

- Hvis en hund kommer og bider i minken, så kan der være risiko for smitte. Og man kan sige, at hvis en hund lige har bidt i en mink og så slikker et barn i hovedet, så kan der potentielt også være risiko for smitte der, siger han.

Det skyldes, at der stadigvæk kan være coronavirus i minkens krop, selvom den er blevet aflivet. Virussen sidder især i minkenes lunger, og her kan den overleve i længere tid, end hvis den sidder på pelsen.

Virus i minkenes lunger kan overleve i flere uger, vurderer Lars Erik Larsen. Det kommer dog an på temperaturen, og hvor meget virus minken havde, da den blev aflivet.

Lars Erik Larsen mener derfor, at der er størst smitterisiko, hvis der bliver revet hul på minkene, så deres lunger bliver eksponeret. Det var eksempelvis tilfældet, da minkene lå på motorvejen.

Han understreger samtidig, at man ikke kan blive smittet, bare fordi man går forbi en død mink.

Husk, at du også kan høre Detektor som podcast. Du finder den seneste udgave lige her: