Detektor: Først ville han genplante juletræer - nu er hans nye virksomhed meldt til politiet

Ejeren af 100% Øko har stiftet Naboerne.com, som lover 'mere end økologiske' grøntsager.

Naboerne.com er kommet i problemer med kunder, leverandører og myndigheder. Billedet viser, hvordan virksomheden fremstiller sine grøntsager på sin hjemmeside.

De seneste år er flere og flere virksomheder begyndt at tilbyde måltids- og grøntkasser leveret lige til døren.

Blandt dem finder du Naboerne.com, som har solgt 'ultra-lokale' og 'mere end økologiske' grøntsager, frugt, æg og fisk på abonnement siden juli sidste år.

Men nu klager flere kunder over manglende levering. Andre kan ikke få deres penge retur. Underleverandører savner betaling. Og senest har Fødevarestyrelsen anmeldt virksomheden til politiet for ulovlig brug af økologiske mærkningsordninger.

Virksomhedens ejer, Anibal Damiao, ønsker ikke at svare på spørgsmål fra Detektor.

Han har tidligere stået i spidsen for virksomheden 100% Øko, som lovede at genplante tusindvis af juletræer i naturen. Sidste år kunne Detektor afsløre, at træerne i stedet endte med at visne på et lager i Brøndby.

Politianmeldt af utilfredse kunder

En af de kunder, som ikke har fået, hvad han betalte for, er Esben Devantier.

- Min hustru og jeg havde længe talt om, at vi skulle prøve en slags grøntsagskasse, og så dukkede der en annonce for Naboerne.com op på Facebook, siger han.

- Vi bestilte et årsabonnement på en stor grøntsagskasse, æg og kartofler. Det løb op i omkring 5.000 kroner.

Men grøntsagerne dukkede ikke op som lovet, og til sidst bad familien om at få pengene retur. Det var den 3. december, og trods flere rykkere har Esben Devantier endnu ikke set skyggen af pengene.

- Nu har jeg meldt dem til politiet, siger han.

På Facebook har flere andre kunder klaget over manglende levering og problemer med at få pengene retur. Flere af de klager slettes dog hurtigt igen.

Det oplevede Martin Bo Andersen tidligere i denne uge. Han har bedt om at få 5.224 kroner retur fra Naboerne.com.

- Jeg slog en kommentar op på deres Facebook-profil, fordi jeg har haft problemer med at få mine penge tilbage. Jeg opfordrede andre, der havde haft samme problem, til at kontakte mig, siger han.

Et beskidt lager i Nærum

Flere steder giver Naboerne.com indtrykket af, at de selv driver landbrug i Danmark og i Italien. Efter Detektors henvendelse er denne beskrivelse dog blevet fjernet fra hjemmesiden.

Naboerne.com lover på deres hjemmeside, at grøntsagerne produceres på 'lokale gårde' om sommeren og 'italienske permakulturbedrifter' om vinteren.

Detektor har dog dokumentation for, at Naboerne.com i flere tilfælde har indkøbt varer hos engros-forhandlerne Grøntgrossisten i Taastrup og Inco i Glostrup.

Varerne ompakkes ifølge Detektors oplysninger på et lager i Nærum. Derudover lejer Anibal Damiao et stykke jord i Holte.

På lageret i Nærum har Naboerne.com haft problemer med hygiejnen. Det viser en række billeder, som en tidligere ansat har sendt til Detektor.

En tidligere ansat hos Naboerne.com har blandt andet sendt dette billede af virksomhedens lager i Nærum til Detektor.

Samme syn mødte Fødevarestyrelsens rejsehold, da de aflagde lageret et kontrolbesøg den 3. februar i år:

- Virksomheden opbevarer flere citrusfrugter i [et] lokale ved siden af store mængder affald, herunder rådden frugt. I kølerum opbevares flere kasser med citrusfrugter, hvor der i flere af disse forefindes flere rådne citrusfrugter. Der opbevares kasser med artiskok, hvor flere af disse fremstår fordærvede, står der i rapporten.

Besøget udløste en sur smiley til Naboerne.com.

For nyligt var Fødevarestyrelsens rejsehold så på et nyt kontrolbesøg. Her fandt de igen rådne citrusfrugter på lageret i Nærum. Det viser den seneste kontrolrapport, som er offentliggjort den 4. marts.

- I et område, hvor der under kontrolbesøget pakkes ugeposer med fødevarer, ses fem paller delvist fyldt med rådne og skimlede appelsiner i trækasser. Disse appelsiner er skrald og skal fjernes, står der i rapporten.

Her kan man også læse, at Fødevarestyrelsen vurderer, at der er tale om de "samme appelsiner, som sås ved forrige kontrolbesøg."

Besøget udløste endnu en sur smiley til Naboerne.com.

Politianmeldt af Fødevarestyrelsen

"Lager fremstår snavset. Virksomheden opbevarer fødevarer på lageret. Der ses snavset vand og saft fra fødevarer på gulvet samt spindelvæv langs loftet. Gulvet virker klistret og fremstår med mørke plamager flere steder. Gulvet i kølerum fremstår med beskidte karme og en sø af vand," står der i kontrolrapporten fra 3. februar i år.

Det er ikke første gang, at Naboerne.com har haft problemer med Fødevarestyrelsen.

Tilbage i november sidste år opdagede Fødevarestyrelsen, at virksomheden solgte økologiske grøntkasser "med ikke økologisk grønt":

- Virksomheden oplyser på deres hjemmeside [at de] har ugegrønt-kasser, hvori der er 9-12 økologiske grøntsager. Ejer oplyser, at det kan forekomme, at 1 til 3 produkter ikke er økologiske, står der i rapporten fra november.

To måneder senere kunne Fødevarestyrelsen konstatere, at Naboerne.com stadig markedsførte sig på salg af økologisk frugt og grønt uden en økologiregistrering.

Den 3. februar blev virksomheden så politianmeldt for ulovlig brug af "særlige mærkningsordninger":

- Virksomheden annoncerer på deres hjemmeside www.naboerne.com, at de sælger økologiske ugekasser. Virksomheden benytter ligeledes EU’s økologilogo og Ø-mærket på hjemmesiden. Yderligere fremgår det af hjemmesiden, at det er 100 pct. økologiske grøntsager. Virksomheden har ikke en økologirapport, kan man læse i kontrolrapporten.

Naboerne.com har efterfølgende fået udstedt en økologirapport. Det ændrer ikke på, at virksomheden fortsat er politianmeldt. Det oplyser Fødevarestyrelsen til Detektor.

Naboerne.com er ikke registreret til økologisk produktion på det stykke jord i Holte, hvor de selv producerer grøntsager om sommeren. Det oplyser Landbrugsstyrelsen.

Tilbage i november oplyste virksomhedens ejer Anibal Damiao ellers Fødevarestyrelsen om, at han afventede sin"økologiregistrering fra Landbrugsstyrelsen".

Lokale leverandører bliver ikke betalt

Naboerne.com har udover Inco og Grøntgrossisten benyttet sig af flere andre underleverandører.

Én af dem er Zenia Jensen, som leverede for lidt over 10.000 kroner i august sidste år:

- Vi blev kontaktet via de sociale medier af Naboerne.coms ejer Anibal Damiao. Med kort frist skulle han bruge mere end 100 poser med grøntsager, og det kunne vi godt hjælpe med, siger hun.

Trods gentagne rykkere, har hun endnu ikke fået sine penge.

- Vi er en ung virksomhed, så det er mange penge for os. Derfor har vi nu sendt det videre til et inkasso-firma, siger hun.

En anden leverandør, der har penge i klemme, er Gianluca Montemurro. Han er en italiensk landmand med base i Palagiano, Puglia.

I starten af december blev han kontaktet af Anibal Damiao, der var interesseret i at købe økologiske citrusfrugter af ham.

- Jeg sendte citrusfrugter til en værdi af ca. 4.400 euro, forklarer han.

Den italienske landmand "og hans smukke familie" blev efterfølgende rost på Naboerne.com's Instagram-konto og i et nyhedsbrev til kunderne.

Her forklarer virksomheden, at de "arbejder sammen med de italienske bønder, så de får mere profit, og vi kan give danskerne de bedste og mest friske råvarer".

I skrivende stund venter Gianluca Montemurro dog stadig på at blive betalt for sit hårde slid.

- Jeg leverede kun den ene gang og har stadig ikke modtaget betaling, siger han.

Detektor er bekendt med mindst fire leverandører, der har ubetalte regninger liggende ved Naboerne.com.

Hvad siger ejeren bag Naboerne.com til kritikken?

Detektor har flere gange forsøgt at få Naboerne.com's ejer Anibal Damiao i tale.

Han ønsker dog ikke at svare på Detektors spørgsmål, men kræver at en "anden nyhedsorganisation" overtager dækningen.

Anibal Damiao henviser til fejl i Detektors dækning af hans tidligere virksomhed 100% Øko, som lovede at genplante tusindvis af juletræer.

Detektor har flere gange opfordret Anibal Damiao til at uddybe, hvad han mener, der er forkert ved Detektors dækning. Detektor har også opfordret Anibal Damiao til at sende dokumentation for sine påstande.

Anibal Damiao har i skrivende stund ikke fremsendt nogen form for dokumentation.

Artiklen er opdateret med oplysninger om, at Naboerne.com efter Fødevarestyrelsens kontrolbesøg den 3. februar nu har registreret en økologirapport.

Artiklen er også opdateret med oplysninger om virksomhedens seneste kontrolrapport, der er offentliggjort af Fødevarestyrelsen efter artiklens udgivelse.

Facebook
Twitter