Detektor: Grønland var altså en dansk koloni, Rasmus Jarlov

"Diskutabelt", om Grønland har været en koloni, siger Rasmus Jarlov (K).

Rasmus Jarlov er Grønlandsordfører for Det Konservative Folkeparti. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Da statsminister Mette Frederiksen (S) i sidste uge gjorde det klart, at Danmark ikke var interesseret i at sælge Grønland til USA, udskød USA's præsident Donald Trump sin tur til Danmark.

Men Trumps købsovervejelser har sat gang i en større debat om Danmarks forhold til Grønland.

En af dem, der har kastet sig ind i debatten, er Rasmus Jarlov, som er tidligere erhvervsminister og nuværende finans- og Grønlands-ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Hvad påstår Rasmus Jarlov?

I en Twitter-diskussion stiller Rasmus Jarlov spørgsmålstegn ved, om Grønland nogensinde har været en dansk koloni.

Da han bliver spurgt, om han er enig i, at Danmark var en kolonimagt, svarer han:

- Det er diskutabelt og jeg bryder mig ikke om det ord, fordi det lyder som om vi drog ud og underlagde os et land, som vi ikke havde nogen ret til. Og sådan var det ikke.

Hvad siger eksperterne?

Tasiilaq i Grønland, Juni 15, 2018. (Foto: Lucas Jackson © Scanpix)

Rasmus Jarlov deler holdning med historiker Thorkild Kjærgaard, der har været afdeligsleder på Grønlands Universitet. Hans udlægning er, at nordboerne var på Grønland, før inuitterne kom, og at Danmark derfor har beholdt suveræniteten i Grønland siden år 900.

Ifølge Thorkild Kjærgaard kan der derfor ikke være tale om et kolonialt forhold, fordi Grønland altså altid har været dansk.

- Jeg mener, at Grønland ikke har været en koloni, fordi Grønland er en del af det gamle dansk/norske-monarki, og fordi Norge har været den dominerende magt i Grønland siden slutningen af 900-tallet, siger Thorkild Kjærgaard.

- Inuit er i den forbindelse et indtrængende folk, som har fordrevet nordboerne, men som aldrig nogensinde har vundet suverænitet over landet, fortsætter Thorkild Kjærgaard.

Den udlægning står Thorkild Kjærgaard dog ret alene med blandt historikere.

Detektor har foruden Thorkild Kjærgaard talt med i alt ni eksperter - fem historikere, tre jurister og en forsker i arktisk sikkerhedspolitik - og blandt dem er der enighed om, at Grønland har været en dansk koloni.

De mener ikke, at det er afgørende, at der var nordboere på Grønland, før der var inuitter.

- Begrebet kolonialisme kan ikke, som Thorkild Kjærgaard forsøger, koges ned til et simpelt spørgsmål om, hvem der først satte fod på et stykke land, siger Søren Rud, som er lektor i historie ved Københavns Universitet.

Det bekræfter Astrid Nonbo Andersen, der forsker i erindrings-og historiepolitik ved Dansk Institut for Internationale studier (DIIS).

- Det at bo i en koloni betyder, at man ikke selv bestemmer, hvilket styre man har. Det er helt afgørende, og det er det, der går igen i alle kolonier. Uanset hvad der så i øvrigt foregår, siger hun.

Hvad siger Rasmus Jarlov til kritikken?

Vært på Detektor Camilla Stampe har interviewet Rasmus Jarlov (K).

Rasmus Jarlov, du skriver, at det er "diskutabelt" om Danmark var en kolonimagt. Hvorfor er det det?

- Der er historikere, der diskuterer det, og som har forskellige holdninger til det. Der er i hvert fald en akademisk diskussion om, hvorvidt man definerer Grønland som koloni i fortiden eller ej.

Vi har på Detektor kun kunne finde én historiker, som holder fast i, at Grønland ikke var en koloni. Det er historiker Thorkild Kjærgaard. Nogen af dine formuleringer minder også lidt om hans formuleringer. Bygger du din udlægning af historien på hans udlægning?

- Nej, jeg bygger det på fakta, som er, hvor Grønlands geografiske placering er. Det var i forlængelse af Færøerne og Island, som jeg heller ikke mener, at man kan betegne som kolonier. Det var et område, der lå inden for Danmark-Norges naturlige aktivitetsområde, og derfor mener jeg ikke, at det passer ind på definitionen af en koloni.

De eksperter, vi har talt med, siger, at Grønland var en koloni, fordi der var meget stor forskel på de rettigheder, som danskere og grønlændere havde. Kan du genkende det billede?

- Det ved jeg ikke nok om til at gå ind i en diskussion.

Så du er med på, at hvis de definerer det som en koloni på baggrund af de rettigheder, som befolkningen havde, så kan man godt tale om, at det har været en koloni?

- Jamen, jeg afviser heller ikke kategorisk, at man kan bruge det ord. Jeg siger bare, at det er diskutabelt. Jeg synes, at det giver nogle associationer, som er misvisende i forhold til Grønlands historie. Det giver et indtryk af, at Grønland har været undertrykt i en grad, som i hvert fald ikke er rigtig.

Tilbage til historikeren Thorkild Kjærgaard, for det er simpelthen ikke lykkedes os at finde andre eksperter, der bakker ham op. Er du stødt på andre udover ham?

- Jeg kan ikke give dig et navn på stående fod, der har det synspunkt, men derfor kan det jo godt være rigtigt.

Så lige nu er det Thorkild Kjærgaard og Rasmus Jarlov der holder fast i, at Grønland ikke har været en koloni?

- Jeg vil tro, at der også er andre, men jeg har ikke flere navne lige på stående fod. Jeg har nu ikke gjort noget for at undersøge det.

Hør interviewet med Rasmus Jarlov i Detektor-podcasten her:

Facebook
Twitter