Detektor: Hvad koster det at redde liv fra coronavirus? Her er tre bud... og problemerne med dem

Prisen for et leveår varierer fra ti millioner til 368.000 kroner. Detektor gennemgår tallene.

Danmark er lukket ned på grund af corona-epidemien, og det går ud over økonomien. Her ses en næsten mennesketom åbning af den ny metrolinje til Nordhavn i København sidste weekend. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Nedlukningen af Danmark er kostbar. Spørgsmålet er, om den er pengene værd.

En managementkonsulent sjussede sig i Berlingske frem til, at vi kun kommer til at redde 100 gennemsnitlige menneskeliv for et beløb, der svarer til prisen på lige så mange supersygehuse.

Den borgerlig-liberale tænketank Cepos er langt fra lige så pessimistisk.

Tænketanken
anslår dog, at prisen for at redde liv under epidemien bliver 5 til 20 gange højere, end vi typisk tillader i
sundhedsvæsenet
.

En sundhedsøkonom vurderer derimod, at ‘den aktuelle danske corona-indsats på ingen måde er sundhedsøkonomisk urationel eller alt for dyr’, og at det faktisk kan ‘blive endnu dyrere, hvis vi ikke gør noget’.

De kan ikke alle sammen have ret, og måske tager de alle fejl.

Detektor gennemgår her de forskellige regnestykker og forklarer, hvad der kommer til at afgøre prisen.

Du får først det hurtige overblik. Nedenunder følger hele forklaringen.

Cepos: Meget dyrere end normalt

Hvad ville der ske, hvis vi ikke gjorde noget?

Det er første spørgsmål, som skal besvares i regnestykket.

Cepos regner med, at 3.640 mennesker ville dø af coronavirus.

Tænketanken
kommer frem til tallet ved at se på Sundhedsstyrelsens risikovurdering.

Sundhedsstyrelsen
forudser, at mellem 1.680 og 5.600 mennesker vil dø af coronavirus i Danmark, hvis epidemien udvikler sig som i Norditalien.

Cepos vælger midten som worst case-scenariet: 3.640

dødsfald
.

Men en død person er ikke bare en død person - ikke når det handler om økonomi.

Det næste spørgsmål er: Hvor mange leveår havde personen tilbage, hvis det ikke var for coronavirussen?

Cepos vurderer, at hver person ville have haft otte gode leveår tilbage.

Det er en kompliceret del af regnestykket, men her får du hovedtrækkene:

Cepos antager, at andelen af smittede er ens i alle aldersgrupper. Men dødeligheden vil være højere blandt de gamle. Det bygger Cepos på en rapport fra det britiske universitet Imperial College.

På den måde finder Cepos først frem til, hvor gamle de 3.640 mennesker er, når de dør af coronavirus.

Derefter finder Cepos den gennemsnitlige restlevetid for personerne ved hjælp af Danmarks Statistik.

Men kan vi regne med, at en person, der dør af coronavirus, er gennemsnitlig?

Nej, siger Cepos.

En opgørelse fra Italien viser, at 99 procent af de døde i forvejen havde mindst en anden sygdom. Cepos nedjusterer derfor restlevetiden en smule og kommer frem til en gennemsnitlig restlevetid på 11,8 år for hver person, der dør af coronavirus.

Men vi er ikke færdige endnu. Der er forskel på restlevetid og gode leveår. For ligesom et

dødsfald
ikke bare er et
dødsfald
, så er et leveår ikke bare et leveår. Der er gode og dårlige leveår. Vi er interesserede i antallet af gode leveår.

Det afhænger af en persons helbred. Det vil for eksempel sige, at fire år med 25 procent nedsat helbred svarer til tre gode leveår.

Cepos støtter sig til generel viden om danskernes helbred i forskellige aldre og anslår, at hver person, der dør af coronavirus, ellers havde otte gode leveår tilbage. Igen er tallet nedjusteret lidt, fordi Cepos regner med, at personerne i forvejen havde andre sygdomme.

3.640

dødsfald
gange otte gode leveår.

I bedste fald vil vi altså kunne redde 29.120 gode leveår.

Men det er vel ikke helt realistisk, at vi forhindrer alle

dødsfald
. Folk er jo allerede begyndt at dø.

I værste fald redder vi kun halvdelen, vurderer Cepos. Altså 14.560 gode leveår.

Og hvad vil det så koste?

I det optimistiske scenarie: 75 milliarder kroner, siger Cepos. Eller 150 milliarder kroner i det mere realistiske scenarie.

Det svarer til finanskrisen og ligner et estimat fra Dansk Industri, som vurderer, hvor meget nedgangen i virksomhedernes omsætning vil koste samfundsøkonomien.

De ligger også inden for det fald på tre til ti procent af

BNP
, som Nationalbanken siden hen har vurderet, at epidemien vil koste dansk økonomi i år.

Vi kan altså ende med at bruge omkring 150 milliarder kroner på at redde 14.560 gode leveår.

Prisen per leveår bliver i så fald 10,3 millioner kroner.

Lad os være optimistiske og sige, at krisen kun bliver halvt så dyr. Og at vi kan redde dobbelt så mange menneskeliv, siger Cepos.

Alligevel vil prisen per leveår blive rigtig høj: 2,6 millioner kroner.

Typisk værdisætter man et godt leveår til 500.000 kroner i Danmark.

Vi bruger altså 5 til 20 gange så mange penge på at redde liv under corona-epidemien, som vi normalt er villige til at bruge.

Det vurderer Cepos.

- Analysen rejser spørgsmålet, om ikke kuren i virkeligheden er værre end sygdommen, siger manden bag Cepos' regnestykke, specialkonsulent Jonas Herby.

Men få dage senere melder et nyt regnestykke sig på banen. Det kommer fra sundhedsøkonom Jes Søgaard fra Syddansk Universitet.

Vi skal tilbage til det grundlæggende spørgsmål: Hvad ville der ske, hvis vi ikke gjorde noget?

Jes Søgaard mener ikke, at Cepos' worst case-scenarie er slemt nok.

Sundhedsøkonomens bedste bud

Cepos byggede sit worst case-scenarie på Sundhedsstyrelsens risikovurdering:

Omkring ti procent af danskerne vil blive smittet, og mellem 1.680 og 5.600 af dem vil dø, hvis epidemien udvikler sig som i Norditalien.

Men italienerne gjorde jo trods alt nogle ting for at bekæmpe epidemien - omend for sent.

Hvad ville der ske i Danmark, hvis vi ikke gjorde noget?

Under udbruddet af coronavirus på krydstogtskibet Diamond Princess blev dobbelt så mange smittet - 20 procent af alle mennesker ombord.

Sundhedsstyrelsen
nævner det faktisk også i sin risikovurdering:

“Sundhedsstyrelsen betragter således dette udbrud som et såkaldt ’worst-case’ scenarie, og det vurderes ikke at være et relevant scenarie for den epidemisk udvikling af Covid-19 i Danmark. Vores forventning er, at de allerede iværksatte tiltag med inddæmning vil forhindre et sådant scenarie.”

Vi er nået til det andet regnestykke. Det kommer som sagt fra Jes Søgaard, professor og sundhedsøkonom fra Syddansk Universitet.

Han støtter sig op ad en analyse fra to forskere fra Australian National University.

Jes Søgaard beregner tre forskellige scenarier. Vi ser her nærmere på det, han kalder sit ‘realistiske regnestykke’.

Hvad ville der ske, hvis vi ikke gjorde noget?

I alt 14.500 danskere ville dø, antager Jes Søgaard med henvisning til den australske analyse.

Og hvor meget hjælper regeringens

tiltag
så?

Jes Søgaard regner ligesom Cepos med, at vi kan komme ned på 1.820

dødsfald
. Og han godtager også Cepos' vurdering af, at hvert
dødsfald
repræsenterer otte gode leveår.

Det vil sige, at vi ifølge Jes Søgaards regnestykke vil redde 101.440 gode leveår.

Vi er nået til næste spørgsmål: Hvad koster krisen os?

Jes Søgaard bruger ligesom Cepos estimatet fra Dansk Industri: Omkring 150 milliarder kroner.

Men her skal man huske på, at det ikke ville være gratis at gøre ingenting, siger Jes Søgaard.

Vi ville stadig rammes af for eksempel sygemeldinger, selvisoleringer og nervøse aktiemarkeder. Epidemien ville koste os mange penge, uanset om vi lukker skoler og sender folk hjem fra arbejde.

Jes Søgaard vurderer derfor, at regeringens

tiltag
kun øger omkostningerne ved epidemien med omkring 37,3 milliarder kroner.

Det gør han ved hjælp af en økonomisk model med det mundrette navn ‘G-cubed Multi-Country Model’.

- Det er ret erfaringsbaseret. Og det er i virkeligheden i forhold til det, vi skal tro mest på resultaterne, siger Jes Søgaard til Detektor.

Og på den måde kommer Jes Søgaard frem til, at vi kan redde lidt over 100.000 leveår for omkring 37 milliarder kroner.

Prisen per leveår er i hans 'realistiske' regnestykke kun 367.912 kroner.

- I midten ligger et plausibelt resultat, som fortæller mig, at den aktuelle danske corona-indsats på ingen måde er sundhedsøkonomisk urationel eller alt for dyr, konkluderer Jes Søgaard.

Og i sit 'optimistiske' regnestykke kommer Jes Søgaard endda frem til, at bekæmpelsen af coronavirusset ligefrem kan spare samfundet penge og være en 'win-win-situation'. Det kan du læse mere om i hans indlæg i Ugeskrift for Læger.

Men kan der ikke også være noget, som Jes Søgaards regnestykke overser?

- Mit skøn er lige så meget en kuvertberegning som Cepos'. Data tillader ikke mere lige nu, siger Jes Søgaard, da Detektor ringer til ham.

- Men jeg synes selv, at mit skøn er lidt mere realistisk.

Jes Søgaards regnestykke forudsætter, at andelen af smittede kan

nedbringes
fra 20 til ti procent. Det er forskellen på en ‘middelkraftig’ og ‘mild’
epidemi
i den australske analyse.

Hans regnestykke forudsætter dog også, at dødeligheden kan

nedbringes
fra 1,25 procent til omkring 0,3 procent. Og det stemmer ikke helt overens med scenarierne i den australske analyse. Her regner forskerne ikke med, at dødeligheden kommer helt ned på 0,3 procent under en ‘mild’
epidemi
.

Jes Søgaard forklarer, at han har valgt lige præcis den dødelighed for at komme ned på det samme antal

dødsfald
som Cepos, nemlig 1.820.

- Det er en antagelse, jeg overtager fra Cepos i mangel af bedre bud, siger Jes Søgaard.

Det er stadig usikkert, om dødeligheden kan komme ned på 0,3 procent med de nuværende behandlingsmuligheder.

Verdenssundhedsorganisationen vurderer, at coronavirusset dræber mellem 0,3 og 1 procent af de smittede. Det kan dog påvirke dødeligheden negativt, hvis hospitalerne bliver overbelastet, og der for eksempel ikke er respiratorer nok til alle.

Den store ubekendte…

Hvornår får vi en

vaccine
eller medicin, der kan kurere folk for coronavirus?

Det er et

afgørende
spørgsmål, som Jes Søgaards regnestykke ikke tager højde for.

Uden en

vaccine
vil folk vil sandsynligvis blive ved med at blive smittet over de næste år, indtil vi opnår flokimmunitet.

Og flokimmunitet kan først opstå, når omkring 60 procent af befolkningen har været smittet. Det har faglig direktør for Statens Serum Instituts Infektionsberedskab, Kåre Mølbak, tidligere sagt til Detektor.

Nogle af de

dødsfald
, vi forhindrer nu, kan altså komme i senere bølger af smitte, indtil vi får en
vaccine
eller god behandling.

- Så er det klart, at mit regnestykke ville begynde at bryde lidt sammen, siger sundhedsøkonom Jes Søgaard.

Der er dog stadig en gevinst ved at sprede smitten over længere tid, som ikke afhænger af, hvornår vi får en

vaccine
eller god behandling.

Vi kan nemlig forhindre

dødsfald
ved at undgå overbelastning af hospitalerne, mangel på respiratorer og personale og ved at mindske de negative
effekter
på behandlingen af andre sygdomme.

Uvisheden om en fremtidig

vaccine
og behandling er med til at forklare den store forskel på regnestykkerne fra Jes Søgaard og Jonas Herby fra Cepos.

- Jeg medregner ikke gevinsten ved at forhindre smitte, som Jes Søgaard gør, fordi

myndighederne
har sagt, at man kan forvente, at virussen kommer tilbage i flere bølger, så man ender med det samme antal smittede, siger Jonas Herby og henviser til interviews med Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut i Politiken og Fagbladet Ingeniøren.

- Det betyder, at jeg undervurderer gevinsten ved at

udskyde
smitten, hvis vi hurtigt får en god behandling, eller hvis man kan
udskyde
smitten så længe, at man får en egentlig
vaccine
, medgiver Jonas Herby, da Detektor taler med ham.

Kuvertberegning i Berlingske

Detektor slutter med at se på regnestykket fra management-konsulenten, der blev bragt i Berlingske.

Konklusionen var, at det vil koste det samme som et supersygehus at redde ét enkelt gennemsnitligt menneskeliv.

- Mit mål var ikke at blive taget seriøst på det konkrete regnestykke, men at starte en debat, siger management-konsulenten Martin Bo Nielsen, da Detektor taler med ham.

Detektor tillader sig alligevel at beskrive problemet med Martin Bo Nielsens regnestykke. Det blev trods alt bragt i en af landets store aviser.

Martin Bo Nielsen tager ligesom Cepos udgangspunkt i Sundhedstyrelsens risikovurdering: Mellem 1.680 og 5.600 danskere vil dø, hvis det går som i Norditalien.

Martin Bo Nielsen regner med, at vi lander på det laveste dødstal i intervallet i stedet for det højeste takket være regeringens

tiltag
. Indsatsen vil dermed forhindre 3.920
dødsfald
.

Herefter konkluderer han, at hver person kun ville have haft ét enkelt leveår tilbage.

Det er her, vi rammer ind i det store problem i hans regnestykke.

Martin Bo Nielsen finder sit svar ved først at se på gennemsnitsalderen for de døde i Italien. Den var 81 år på det tidspunkt.

Derefter sammenliger han det tal med den gennemsnitlige

levealder
i Italien, der ligger omkring 82 år.

De døde mistede altså kun ét enkelt leveår hver. Og nedlukning af Danmark kan derfor højest redde 3.920 leveår, konkluderer Martin Bo Nielsen.

Men der er som sagt et problem ved den konklusion. Han blander to forskellige begreber sammen: Gennemsnitlige

levealder
og restlevetid.

Selvom den gennemsnitlige

levealder
er 82 år, så kan en 81-årig godt forvente at have mere end ét år i restlevetid.

Den gennemsnitlige

levealder
er det antal år, en nyfødt i gennemsnit kan regne med at leve. Og man skal tage højde for, at en person på 81 år allerede er blevet ret gammel. Det betyder, at personen også kan forvente at leve længere end en gennemsnitlig nyfødt.

Martin Bo Nielsens regnestykke falder altså allerede fra hinanden i starten. Han undervurderer højst sandsynligt, hvor mange leveår indsatsen mod coronavirus kan redde.

Du kan læse resten Martin Bo Nielsens regnestykke her hos Berlingske.

Facebook
Twitter