Detektor: Juletræer skulle leve videre i naturen - nu er firmaet erklæret konkurs

Jeg kan godt forstå, hvis folk føler sig snydt, siger den tidligere salgschef i 100% Øko.

Virksomhedens ejer Anibal Damiao ønsker ikke at stille op til interview med Detektor, men han fastholder, at træerne er blevet genplantet.

Før jul lovede virksomheden 100% Øko at levere, afhente og genplante tusindvis af klimavenlige juletræer.

Men sådan gik det ikke. Det kunne Detektor fortælle i februar.

Nogle af træerne blev aldrig leveret. Andre blev aldrig afhentet igen. Og så var der de træer, der både blev leveret og afhentet, men som ikke blev genplantet i naturen. Mange af dem visnede på et lager i Brøndby.

Nu er virksomheden bag 100% Øko erklæret

konkurs
.

Det her er fjerde og sidste del af historien om juletræerne, som skulle suge tonsvis af

CO2
ud af
atmosfæren
de næste mange år.

Tidligere salgschef: 'urimelige arbejdsforhold'

Kristoffer Sparre er tidligere salgschef i 100% Øko.

Han blev ansat i oktober sidste år. På det tidspunkt var projektet med de klimavenlige juletræer allerede sat i søen.

- Idéen var at sælge og levere juletræer i potte, som efter jul skulle afhentes og plantes ud i en skov, som virksomhedens ejer havde en aftale med, siger han.

Den idé var Kristoffer Sparre vild med. Det samme var mange danskere.

- I starten gik det over stok og sten med at få solgt juletræerne.

Medierne
viste stor interesse, og vi fik en masse positiv
omtale
, siger han.

Men "filmen begynder at knække", da virksomheden i slutningen af november skal til at levere træerne.

- Vi kunne ganske enkelt ikke følge med, og der begynder at komme klager fra vrede kunder. Folk spørger, hvor træerne bliver af, og flere vil have deres penge retur, forklarer Kristoffer Sparre.

Historien om juletræskaosset breder sig i

medierne
. Både DR Nyheder, Politiken og Ekstra Bladet fortæller om den shitstorm, der har ramt 100% Øko.

Kristoffer Sparre forklarer, at han og de øvrige ansatte arbejdede mere end tolv timer hver dag for at få træerne frem inden jul. Også i weekenderne.

Og selvom han var ansat som salgschef, gik hans arbejde i højere grad ud på at koordinere lager, fragt og kundeservice.

- Jeg tabte mig fem kilo i den periode, og når jeg tænker tilbage på det nu, var det helt urimelige arbejdsforhold, siger han.

Ifølge Kristoffer Sparre afviste virksomhedens ejer Anibal Damiao at stoppe for salget af juletræer, selvom antallet af utilfredse kunder steg.

- Han mente, at vi skulle blive ved med at sælge, og det er jo hans virksomhed og hans beslutning, siger han.

Samme forklaring har Katja Trolle Taksholt tidligere givet til Detektor. Hun var i december ansat som freelancer i 100% Øko.

- Han mente ikke, at vi skulle bruge så meget tid på at undskylde overfor kunderne. I stedet skulle vi videre og bare sælge flere juletræer, sagde hun.

Nu er 100% Øko erklæret konkurs

Kristoffer Sparre har ikke tidligere udtalt sig om sit personlige ansættelsesforhold for 100% Øko. Det skyldes, at han indtil for nyligt har haft en sag kørende mod virksomhedens ejer og direktør i skifteretten.

- Han skylder mig løn for tre måneder og udlæg til leje af biler og andet. Jeg frygtede, at det kunne få betydning for mit krav, hvis jeg udtalte mig offentligt om sagen, siger han.

Detektor har tidligere fortalt, hvordan flere ansatte ikke fik løn af 100% Øko. Dengang afviste virksomhedens ejer Anibal Damiao at svare på kritikken.

Ifølge Kristoffer Sparre er der "minimum ti personer inklusiv ham selv, der ikke har fået løn".

- Det er dem, jeg har kendskab til. Men for nyligt blev jeg kontaktet af en chauffør, som jeg ikke engang vidste var ansat, så der kan være flere, siger han.

I sidste uge blev virksomheden bag 100% Øko, Cargo3 IVS, så erklæret

konkurs
ved Sø- og Handelsretten.

Anibal Damiao er direktør og den reelle ejer af Cargo3 IVS.

Den legale ejer af Cargo3 IVS er en virksomhed, der hedder Down South Ventures ApS. Her er Anibal Damiao registreret som direktør, den reelle og den legale ejer.

I retsdokumenterne kan man læse, at konkursbegæringen vedrører "manglende betaling af feriepenge og løn for nogle måneder i 2018 samt nogle perioder i 2019".

Man kan også læse, at der blandt selskabets øvrige kreditorer "findes andre

lønmodtagere
, der har løn til gode".

De nærmere oplysninger om, hvem, der står bag lønkravet, er anonymiseret.

Kristoffer Sparre ved heller ikke, hvem det er.

- Jeg skulle selv have været i retten med min sag samme dag, men inden jeg kom det, faldt der afgørelse i den anden sag, siger han.

'Jeg ønskede aldrig at snyde nogen'

Kristoffer Sparre kan godt forstå, hvis folk føler sig snydt.

- Jeg ønskede aldrig at snyde nogen. Jeg ønskede kun, at folk skulle have deres træer, og derfor knoklede jeg løs. Men jeg kan godt forstå, hvis der er kunder, der føler sig snydt.

I flere medier gik du ud og forsvarede 100% Øko. Hvorfor gjorde du det?

- Jeg blev bedt om at stille mig i front, fordi Anibal Damiao ikke taler så godt dansk. Og på det tidspunkt troede jeg virkelig på projektet.

Kristoffer Sparre fortæller, at det har haft omkostninger for ham at forsvare 100% Øko i

medierne
.

- Min adresse er blevet

offentliggjort
på nettet, og jeg har fået
trusler
, siger han.

Den 17. december skrev Ekstra Bladet om 100% Øko's økonomiske problemer.

Dengang forklarede Kristoffer Sparre, at virksomhedens ejer Anibal Damiao tidligere havde haft problemer, men at han "fik solgt sin lejlighed og betalte alle regningerne, og på den måde kunne vi fortsætte virksomheden".

Kristoffer Sparre indrømmer i dag, at han ikke ved, om det er sandt.

- Det var den forklaring, han gav mig. Men jeg må indrømme, at jeg ikke ved, om det passer. Jeg blev først ansat i oktober, og jeg ved ikke, hvad der skete før det, siger han.

- Jeg havde ikke adgang til regnskaberne eller indblik i virksomhedens økonomi. Jeg havde kun Anibals ord for, at det gik, som det skulle.

Kristoffer Sparre har "ingen anelse" om, hvad der efterfølgende er sket med juletræerne.

Hvad med klimatræerne?

  • På et lager i Brøndby fandt Detektor i februar juletræer fra 100% Øko stå med dyner af mug.
  • På lageret var der også flere juletræer, der var visne og brune.
  • Nye og gamle juletræer lå kastet ind mellem hinanden.
  • 100% Øko lovede sine kunder at træerne skulle plantes ud efter jul.
1 / 4

Sidste gang Detektor ledte efter 100% Øko's klimavenlige juletræer, førte det os til et lager i Brøndby.

Her stod hundredvis af juletræer med visne grene og dyner af mug.

Dengang lovede virksomhedens ejer Anibal Damiao, at træerne ville vende tilbage til naturen.

- Det faktum, at vi har en aftale om at plante træer ud, ændrer sig ikke. Det faktum, at vi om nogle få uger inviterer folk til genplantningen, ændrer sig ikke. Du prøver at skabe en nyhed, der ikke eksisterer, i stedet for at vente og se, sagde han.

Detektors journalist var også meget velkommen til at deltage på genplantningsdagen, lød det fra Anibal Damiao i februar. Siden da har Detektor ikke hørt fra 100% Øko.

En varm junidag, fire måneder senere, har Detektor genbesøgt lageret i Brøndby for at undersøge om træerne er vendt tilbage til naturen.

Gennem ruderne på lagerbygningen kan man se resterne af 100% Økos juletræsprojekt.

Træerne er væk, og lagerhallen er fejet. Tilbage står der en masse lerkrukker i ubrudt

emballage
og store
affaldsposer
med visne grangrene.

Detektor har talt med flere kilder, der fortæller, at juletræerne stadig stod knastørre på lageret i Brøndby i begyndelsen af juni.

Den 10. juni blev de så kørt til forbrænding i en stor container betalt af en anden virksomhed, der benytter lageret.

Hvad siger 100% Øko?

Anibal Damiao

afviser
at stille op til et interview. Men i en kort telefonsamtale med Detektors journalist holder han fast i, at træerne blev genplantet.

Sidste gang, vi talte sammen, holdt du fast i, at træerne ville blive genplantet snart?

- Ja, og det blev de, siger han.

- Men du er ikke

fair
i denne sag, og lige nu bliver virksomhedens problemer
håndteret
af en advokat inklusiv en retssag mod nogle af de mennesker, der har udtalt sig fejlagtigt til dig. Jeg har ikke mere at tilføje.

Men din virksomhed er erklæret konkurs, er det ikke rigtigt?

- Jeg har ikke mere at tilføje, okay?

I en mail til Detektor

afviser
Anibal Damiao at kommentere yderligere på kritikken og henviser i stedet til virksomhedens 'rette ansvarlige'.

Det er ikke lykkedes Detektor at få svar på, hvem det er, hvis det ikke er Anibal Damiao.

Facebook
Twitter