Finanslovsforhandlingerne er i fuld gang på Christiansborg, og den socialdemokratiske regering holder et hav af møder med oppositionen og sine støttepartier for at finde ud af, hvad de skal have for at stemme for en finanslov.
Et af støttepartierne, Det Radikale Venstre, vil have lempelser på udlændingeområdet.
I dag tæller en dansk uddannelse ikke positivt med, når myndighederne skal vurdere om indvandrere og flygtninge skal have permanent ophold eller ej. Men det burde det ifølge Det Radikale Venstre.
Partiets politiske leder, Morten Østergaard, begrunder det med, at hvis flygtninge og indvandrere har en dansk uddannelse, så klarer de sig lige så godt på arbejdsmarkedet som andre med en dansk uddannelse.
Detektor har undersøgt, om Morten Østergaard har ret.
Hvad påstår Morten Østergaard?
På Facebook sender Morten Østergaard hver fredag live, hvor man kan stille ham spørgsmål.
I fredags handlede live-sendingen om finanslovsforhandlingerne. Og Morten Østergaard kom ind på Det Radikale Venstres ønske om, at en dansk uddannelse skal tælle positivt, når flygtninge og indvandrere søger om permanent ophold i Danmark.
Som begrundelse sagde Morten Østergaard på Facebook:
- Hvis man har en dansk uddannelse, så klarer man sig lige så godt på arbejdsmarkedet, som alle andre, der har en dansk uddannelse. Derfor burde vi give flygtninge og andre, der kommer hertil, det størst muligt incitament til at gøre det - for eksempel ved at lade det tælle med i forhold til permanent ophold.
Hvad har Detektor fundet ud af?
Morten Østergaards påstand om indvandrere og flygtninge med en dansk uddannelse passer ikke ifølge de eksperter, Detektor har talt med.
- De klarer sig ikke lige så godt på arbejdsmarkedet, som folk med dansk baggrund, der har en dansk uddannelse, siger Jan Rose Skaksen, der er seniorforsker i Rockwool Fonden.
Samme vurdering har Hans Lassen, der har forsket i området og er Ph.d. ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet.
Og vurderingerne bliver bekræftet i den seneste rapport fra Danmarks Statistik på området.
- Indvandrere, der har afsluttet en uddannelse i Danmark, har en lavere beskæftigelse end personer med dansk oprindelse, der har et tilsvarende uddannelsesniveau, siger Jens Bjerre, der er specialkonsulent i Danmarks Statistik.
Jan Rose Skaksen fra Rockwool Fonden står bag rapporten "Indvandreres uddannelse" fra 2017, der handler om, hvor godt indvandrere og flygtninge klarer sig på arbejdsmarkedet.
Den rapport fastslår, at indvandrere og flygtninge med en dansk uddannelse konsekvent klarer sig dårligere end folk med dansk baggrund, der også har en dansk uddannelse.
Det betyder, at de i mindre grad er i arbejde, tjener mindre i gennemsnit og i højere grad har et job under deres uddannelsesniveau.
Og det gælder uanset, om der er tale om vestlige indvandrere, ikke-vestlige indvandrere eller flygtninge. Men det er de ikke-vestlige indvandrere og flygtninge, der klarer sig dårligst på arbejdsmarkedet, siger Jan Rose Skaksen:
- Ikke-vestlige indvandrere og flygtninge er i mindre grad i beskæftigelse end personer med dansk baggrund, og de tjener mindre i gennemsnit.
Der er dog store fordele for indvandrere og flygtninge ved at tage en dansk uddannelse. Det forklarer Jan Rose Skaksen fra Rockwool Fonden:
- Indvandrere - og i særdeleshed ikke-vestlige indvandrere - klarer sig bedre på arbejdsmarkedet, hvis de har en dansk uddannelse, end hvis de ikke har en dansk uddannelse, siger han.
Hvad siger Morten Østergaard til kritikken?
Detektor ville gerne have interviewet Morten Østergaard om, hvad han siger til eksperternes vurdering, og hvorfor han siger, som han gør på Facebook. Men den radikale leder har ikke ønsket at stille op til interview.
I stedet har han sendt en mail, hvor han skriver:
- Formuleringen er upræcis. Den positive effekt af en dansk uddannelse i forhold til beskæftigelse er faktisk større for indvandrere og efterkommere end for folk med dansk oprindelse. Men de når ikke helt op på samme beskæftigelsesgrad.
- Det ændrer dog hverken pointe eller argument bag budskabet om, at uddannelse har stor betydning for udlændinges integration på det danske arbejdsmarked, og at det derfor giver utroligt god mening at lade det tælle med ift. permanent ophold. Men derfor er det jo altid bedre at være helt præcis.
Hør historien om Morten Østergaard i ugens Detektor-podcast: