Detektor: Nej, SF. Det er ikke 'første gang nogensinde', psykiatrien er på finansloven

Også sidste år var psykiatrien på finansloven. SF erkender fejl og beklager.

Aktivistgruppen #VærdigPsykiatriForAlle demonstrerede på Christiansborg Slotsplads i slutningen af oktober. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

‘Med finansloven kommer der en ny retning og et nyt håb for Danmark. For første gang nogensinde kommer psykiatrien på finansloven.’

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra SF, efter at regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet langt om længe landede en finanslovsaftale.

Men psykiatrien har været på finansloven før, så det er ikke ‘første gang nogensinde’, som SF påstår.

Hvad har Detektor fundet ud af?

Sådan så et indlæg på SF's hjemmeside ud tidligere i dag.

- Selvfølgelig har psykiatrien også tidligere været på finansloven, lyder det fra Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet.

Detektor har også spurgt Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, om det kan passe, at det er første gang nogensinde, at psykiatrien er på finansloven.

- Det er ikke første gang, at psykiatrien er på finansloven, for der blev også tilført ekstra penge på samme måde sidste år, siger han.

Som Per Nikolaj Bukh siger, skal vi faktisk bare et år tilbage for at kunne finde psykiatrien i en finanslovsaftale.

I finanslovsaftalen for 2019, som blev indgået af VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti, blev psykiatrien tilgodeset. Blandt andet blev der afsat 100 millioner kroner årligt i perioden 2019-2022 til at oprette intensive indsatser til børn, unge og voksne.

Der blev også afsat 70 millioner kroner årligt til at etablere og udvikle sengeafsnit til intensiv behandling i voksenpsykiatrien og 30 millioner kroner årligt til intensive børne- og ungdomspsykiatriske teams.

- Det var friske penge, der blev prioriteret på finansloven, siger Per Nikolaj Bukh.

Derudover blev der under den foregående regering afsat 900 millioner kroner gennem satspuljen på sundhedsområdet, og der blev afsat 200 millioner kroner til ‘løft af psykiatrien’ gennem aftalen mellem regeringen og Danske Regioner.

SF retter formulering

Efter Detektors henvendelse har SF rettet formuleringen på hjemmesiden.

Detektor har henvendt sig til SF for at spørge, hvorfor det fremgår af deres hjemmeside, at psykiatrien for første gang nogensinde er på finansloven.

Efter henvendelsen har SF rettet formuleringen, da den ifølge partiet ikke gav et retvisende billede. På hjemmesiden står der nu i stedet:

'For første gang sikrer vi et stort og varigt løft til psykiatrien i finanslovsaftalen.'

Hverken SF's formand, Pia Olsen Dyhr, eller finansordfører Lisbeth Bech Poulsen havde mulighed for at stille op til et interview tirsdag, men Detektor har fået en aftale om interview onsdag, og tirsdag aften har Lisbeth Bech Poulsen sendt denne kommentar:

- Det, vi hentyder til på hjemmesiden, er, at psykiatrien i nyere tid sjældent har været prioriteret med et så stort og varigt løft på finansloven, men derimod været afhængig af puljefinansiering. Derfor er det her en historisk stor satsning, som SF har knoklet længe for, men det ændrer ikke på, at formuleringen var misvisende, så den er ændret, og vi beklager selvfølgelig.

Artiklen er opdateret med kommentar fra Lisbeth Bech Poulsen.

Artiklen indeholdt oprindeligt et citat fra SFs psykiatriordfører Trine Torp, som på Facebook blandt andet skriver: "Psykiatrien kommer også endelig på finansloven." Citatet er fjernet, da ordføreren ikke skriver, at det er "første gang nogensinde", som formuleringen lød på partiets hjemmeside.