I august lancerede partiet Nye Borgerlige hjemmesiden stopfrås.dk med eksempler på, at den offentlige sektor fråser med danskernes pengene.
Og i december tonede Nye Borgerliges folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen frem i en julekalender med tilsvarende eksempler på, hvordan politikere og kommuner fråser med danskernes skattekroner.
Detektor har gennemgået flere af eksemplerne på frås og har fundet fejl og overdrivelser i tre af dem.
Cykeltræning til indvandrere koster langt fra fire millioner
Et af eksemplerne er integrationsprojektet 'Bevægelse til arbejde', som Hillerød Kommune i 2020 afsatte 4,4 millioner kroner til.
“Politikerne i byrådet i Hillerød har valgt at bruge 4 millioner af danskernes penge på at lære indvandrere at cykle,” stod der på Nye Borgerliges hjemmeside stopfrås.dk
Det viser sig at være en voldsom overdrivelse af udgifterne til cykeltræningen til indvandrere.
Det er nemlig kun en mindre del af pengene i Hillerøds integrationsprojekt, der går til cykeltræning.
Ud af de 4,4 millioner er der i alt afsat 466.651 kroner til fem fysiske aktiviteter, der udover cykeltræning også består af styrketræning, dans, yoga, fitness og foreningsbesøg.
Nye Borgerlige overdriver altså udgiften til cykeltræning med omkring 3,5 millioner kroner.
De resterende millioner i projektet går blandt andet til danskundervisning, løn til sagsbehandlere, kompetenceafklaring og undervisning i at skrive cv'er og jobansøgninger. Det skriver Hillerød Kommune til Detektor.
Hvad siger Nye Borgerlige?
Nye Borgerliges pressechef Lars Kaaber indrømmer, at partiet har udlagt eksemplet ukorrekt.
Efter Detektors henvendelse lyder overskriften på stopfrås.dk dog stadig “Cykelprojekt for indvandrerkvinder - dokumenteret frås i alt 4 millioner.”
Nye Borgerlige har til gengæld ændret beskrivelsen af projektet, så der nu står, at “en del af pengene kommer til at gå til at lære indvandrerkvinder at cykle.”
Ud fra overskriften fremgår det stadig, at det er cykeltræningen, der har kostet 4 millioner kroner. Er det retvisende?
- Altså Hillerød Kommune kalder det ‘Bevægelse til arbejde’, og det er jo også lidt intetsigende. Det er jo stadig frås med danskernes penge at forsøge at integrere de her kvinder ved at bruge så mange penge på at lære dem at cykle, siger pressechef Lars Kaaber.
Natur-bus skal ikke stå i garagen hele året
Et andet af Nye Borgerliges eksempler på offentligt frås er Hjørring Kommunes 'NaTour-bus', som har til formål at køre ud og lave naturformidling rundt omkring i landet.
I Nye Borgerliges julekalender den 16. december griner Lars Boje Mathiesen hovedrystende af, at NaTour-bussen endnu ikke er booket nogen steder i 2022.
“Jeg gik ind for at tjekke, hvornår den her, den var udlejet. Og det er så nul gange i 2022,” siger Lars Boje Mathiesen i julekalenderen.
Men det er forkert.
NaTour-bussen skal indtil videre ud at køre 63 dage i 2022. Det fremgår af NaTours tourplan for 2022, som Detektor har fået tilsendt af Hjørring Kommune.
Bussen skal i 2022 blandt andet besøge Klimafolkemøde i Middelfart, Idrætsmødet i Aalborg og Spejdernes Lejr i Hedeland Naturpark.
Kommunen oplyser, at coronasituationen forhindrer NaTour i at køre ud endnu flere dage.
- I 2022 er det planen at gennemføre så mange events som muligt – dog med forbehold for, at 2022 også kan blive præget af restriktioner, der i et vist omgang igen vil komme til at lægge en dæmper på NaTours aktiviteter, skriver Bettina Hedeby Madsen, direktør i Kultur, Teknik- og Miljøforvaltningen i Hjørring Kommune.
Sidste år var bussen ude i 27 dage.
Hvad siger Nye Borgerlige?
Lars Boje Mathiesen påpeger, at han bare har videregivet NaTour-bussens egen online kalender, som fremstår tom for 2022.
Hjørring Kommune forklarer, at kalenderen på hjemmesiden ikke er blevet opdateret, men at Lars Boje Mathiesen selv har søgt og fået aktindsigt i bussens opdaterede kalender for 2022 ligesom Detektor.
Ifølge Lars Boje Mathiesen optog han sit julekaldender-afsnit om bussen, før han fik aktindsigten, og han har ikke åbnet aktindsigten siden da.
Lars Boje Mathiesen ønsker ikke at deltage i et interview og svare på opfølgende spørgsmål.
Kunstværk står ikke længere på depot, men på rådhuset
Det tredje af Nye Borgerliges eksempler på offentligt frås er Københavns Kommunes indkøb af kunstværket ‘Plug’ - en orange håndvask med en cigar i afløbet.
I 15. afsnit af Nye Borgerliges julekalender siger Lars Boje Mathiesen, at kunstværket ikke har set dagens lys, siden det blev købt.
”Københavns Kommune har brændt 71.000 af borgernes skattekroner af på et kunstprojekt. Og selvom man ikke synes, det kan blive meget værre, så kan det faktisk. Fordi efter man har købt kunstværket, så har man puttet det ned i et depot - og der har det stået lige siden,” siger Lars Boje Mathiesen i sin julekalender den 15. December 2021.
I oktober kunne man da også læse i B.T., at det skattebetalte kunstværk stod og “samlede støv i en kælder”.
Detektor har undersøgt, om det stadig er tilfældet. Og det er det ikke. Det viser sig, at ‘Plug’ nu står hos Center for Byudvikling på Københavns Rådhus.
- Det kom op at hænge her den 5. November, siger direktør for Historie & Kunst i Københavns Kommune Marius Hansteen til Detektor.
Kunstværket har altså ikke stået på et depot, lige siden det blev købt.
Det havde været udstillet i 41 dage, inden Lars Boje Mathiesen bragte sit julekalender-afsnit den 15. december.
Direktør Marius Hansteen oplyser, at de ansatte i Center for Byudvikling allerede i august efterspurgte kunstværket til deres kontor. Han kalder det derfor for en tilfældighed, at værket kom op at hænge kort efter artiklen i B.T..
Detektor har uden held forsøgt at få de ansatte hos Center for Byudvikling til at bekræfte, at de efterspurgte Plug allerede i august - og altså inden artiklen i B.T. kom ud.
Hvad siger Nye Borgerlige?
Detektor ville gerne have spurgt Lars Boje Mathiesen, om han selv undersøgte, hvorvidt Plug stadig stod på depotet, før han optog sin julekalender.
Men Lars Boje Mathiesen ønsker ikke at deltage i et interview.
Lars Boje Mathiesen skriver i en mail til Detektor, at man ved en fejl har lagt en version af afsnittet op, hvori det ikke fremgår, at påstånden bygger på artiklen fra oktober i B.T..
Siden Detektors henvendelse er julekalenderen ikke blevet opdateret, og påstanden fremgår derfor stadig af Nye Borgerliges julekalender.