Detektor: Plastikfirma kan ikke dokumentere, at emballage er lavet af havplast

Firmaet, som leverer emballage til GOSH og Kevin Murphy, beklager nu ”uklar” kommunikation.

Plastikfirmaet Pack Tech præsenterede deres "Ocean Waste Plastic" i november 2018.

Ambitionerne var store, da den danske plastikproducent Pack Tech i 2018 udsendte en pressemeddelelse:

- Pack Tech renser verdenshavene for plastik og genanvender den til ny emballage, skrev virksomheden, som leverer emballage til store brands som GOSH Copenhagen og australske Kevin Murphy.

Men Pack Tech kan ikke dokumentere, at emballagen består af genbrugsplast opsamlet i verdenshavene. Det kan Detektor nu afsløre.

- I din mail henviser du til en række forskere og eksperter, der er kritiske over for brugen af 100 procent genbrugsplast fra havet. De har ret, skriver Henrik Breck, som er COO i Pack Tech, i en mail til Detektor.

Han har ikke ønsket at medvirke i et interview.

Lovede 100 procent havplast

Det er to år siden, at Pack Tech præsenterede deres såkaldte Ocean Waste Plastic eller OWP, som det forkortes.

Dengang forklarede virksomheden processen i detaljer:

"100 % Ocean Waste Plastic," står der på shampooflasker, som Pack Tech har produceret for Kevin Murphy. (© kevinmurphy.dk)

- Pack Tech kan nu præsentere en produktion, hvor plastikken først indsamles fra have, floder, strande og omkringliggende områder, og herefter sorteres efter plastiktype og farve, renses, smeltes og laves til plastikgranulat – og i sidste ende bliver til nye, smukke emballager.

Allerede dengang kunne Pack Tech fortælle, at Kevin Murphy, som forhandles af mange danske frisører, havde valgt at få fremstillet alle deres produkter af havplast. Siden er blandt andre GOSH Copenhagen også kommet til som kunder.

I en video, som indtil for kort tid siden kunne ses på YouTube, forklarer Pack Tech også, hvordan plastikken samles op af fiskere i Indonesien og ender i nye emballager:

- Det er ikke en kombination af forskellige plastiktyper, jomfruelige materialer eller andre PCR-materialer. Det er 100 procent havplast. 100 procent fra havet til den nye emballage, siger Pack Techs CEO, Christian L. Jensen, i videoen, som nu er slettet.

Du kan se et uddrag af videoen ovenfor.

Pack Tech har også ændret flere formuleringer på sin hjemmeside og slettet en brochure, hvor der stod, at procenttallet på emballagen svarer til ”den faktisk mængde OWP i emballagen”.

Det vil eksempelvis sige, at der skulle være 100 procent havplast i en shampooflaske fra Kevin Murphy. Eller 50 procent i en mascara-emballage fra GOSH.

Eksperter er skeptiske

Detektor har de seneste uger talt med flere plastikeksperter, som alle sår tvivl om Pack Techs fortælling om, at emballagerne skulle bestå af plast samlet af fiskere i Indonesien.

En af dem er Jesper de Claville Christiansen, som er professor i materialevidenskab på Aalborg Universitet.

- Den historiefortælling hænger helt klart ikke sammen. Det lyder for godt til at være sandt, og så er det det nok ikke, siger han på baggrund af de oplysninger, Detektor har fremlagt for ham.

- Det er stort set umuligt at lave så rene materialer på en affaldsstrøm, der kommer fra havet.

Også Leif Rasmussen undrer sig over, at Pack Tech skulle kunne lave så rene produkter af plast fra havet.

Han er materialespecialist hos den teknologiske rådgivningsvirksomhed Force Technology, som har analyseret emballagen for at se, hvor nedbrudt og ren plasten er.

Danske GOSH Copenhagen er en af de virksomheder, der sælger produkter i emballage af Ocean Waste Plastic. (© goshcopenhagen.dk)

- Det er usandsynlig rent. Og det er usandsynligt, at vi ikke finder nedbrydningsprodukter i noget, der har ligget og flydt rundt ude i havet, siger han.

- Det er så flot, at det næsten kun kan være nyvare. Der kan komme nye teknologier, men jeg er ikke bekendt med en teknologi, der kan gøre, at man kan opnå den renhed.

Mogens Hinge har også foretaget en række laboratorietest af Pack Techs produkter.

Han er lektor på Institut for Ingeniørvidenskab ved Aarhus Universitet og leder til dagligt forskningsgruppen Plastic and Polymer Engineering.

- Jeg er ikke overbevist om, at disse emballager er lavet af genanvendt materiale fra havet. Både fordi plasten er meget ren og indeholder meget lidt gammel farve, og så er det også meget, meget lidt nedbrudt. Hvilket indikerer, at det ikke er havplast, vi snakker om her, siger han.

Han understreger, at det er teoretisk muligt at opnå denne renhed, og at han derfor ikke fuldstændig kan udelukke, at plasten til produkterne kan være fisket op i Indonesien. Det vil dog kræve ”en perfekt separering”, dygtigt personel og gode laboratorier:

- Hvis man meget selektivt kun tager det absolut bedste plastik og ikke andet. Eksempelvis en manuel sortering, hvor man udvælger for eksempel helt bestemte dunke uden farve, der har været kort tid i omløb, siger han.

- Men så skulle vi tage så lille en fraktion ud, at vi lige knap kan tillade os at kalde det genanvendelse. Resten skal jo så videre til forbrænding, nedgravning, eller hvad folk ellers finder på.

- Og det er jo ikke det, man tænker som havplast. Det er jo den store blandede plastikmasse, hvor der også er lidt sand, alger og alt muligt andet i.

Mogens Hinge ville dog være glad, hvis det viser sig, at man effektivt kan omdanne gammel plastik fra havene til produkter i så god kvalitet, som Pack Tech giver udtryk for:

- Det ville være fantastisk! Det er jo en af vores helt store udfordringer i plastgenanvendelse: at opnå en tilstrækkelig høj renhed, siger han.

Pack Tech beklager ”uklar” kommunikation

Detektor har forsøgt at få et interview med Pack Tech, men det afviser virksomhedens COO, Henrik Breck, i en mail.

- Jeg forbinder ikke Detektor med et program, der vil fokusere på, at OWP-projektet hver dag gør en positiv forskel for miljøet ved at samle plastik op af havet og floder, skriver han i mailen og foreslår i stedet et møde i Indonesien:

Henrik Breck, COO i Pack Tech. (© Stillbillede fra Pack Techs reklamefilm)

- Skulle du have en oprigtig interesse i den store forskel, OWP gør for verdenshavene, vil vi meget gerne mødes med dig i Jakarta, Indonesien, så du bedre kan forstå vores set-up og se, hvilken forskel projektet gør.”

Ifølge Henrik Breck indsamler lokale fiskere fra Indonesien over 70 ton havplast om måneden for Pack Tech.

- Det betyder, at når vi f.eks. sælger 1.000 stk. OWP-flasker på 30 gram, fjerner vi tilsvarende 30 kg. plastik fra havet og floder, skriver han.

Henrik Breck erkender dog, at virksomheden ikke har dokumentation for, ”at den plast, der bliver fisket op, bliver brugt i produktionen af OWP-produkterne”:

- Vi må erkende, at det har været en lang og udfordrende proces at arbejde med OWP, og vi har undervejs måtte indse, at det simpelthen har været sværere, end vi troede, skriver han, men fastholder samtidig, at emballagen består af ”genbrugsplast”.

- Selvom vi løbende har kommunikeret dette til vores kunder, må vi nok erkende, at vores kommunikation i visse tilfælde har været uklar, og det beklager vi.

Detektor har forsøgt at få svar på, hvad det er for noget genbrugsplast, Pack Tech nu siger, at de bruger i emballagen. Det har virksomheden ikke ønsket at svare på.

Detektor har også forsøgt at få svar på, hvorfor Pack Tech "troede, at den plastik, vi brugte i OWP, var opsamlet fra havet", som de skriver i en mail. Det har virksomheden heller ikke ønsket at svare på.

Husk, at du også kan høre Detektor som podcast hver fredag. Du finder den seneste udgave lige her eller i din podcast-app:

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter