Regeringen lancerede i slutningen af januar en handlingsplan mod antisemitisme, som har været undervejs i to år og er lavet i samarbejde med blandt andre Det Jødiske Samfund.
Planen indeholder en officiel definition på antisemitisme. Definitionen er ifølge regeringen afgørende for, at vi får "en fælles forståelse af, hvad antisemitisme er".
- Vi skal med andre ord være enige om at kende giften, så vi kan sætte effektivt ind med en modgift, skriver regeringen i handlingsplanen.
Alligevel er det umuligt at få regeringen til at svare på, om den er enig med Det Jødiske Samfund i, at en række eksempler på hård kritik af drengeomskæring - blandt andet et satireindslag - er antisemitisme.
- Det er ikke mig som politiker, der skal vurdere, om enkelte ting er antisemitisme. Det bliver op til myndighederne at afgøre, siger Socialdemokratiets retsordfører, Bjørn Brandenborg, til Detektor.
Det Jødiske Samfund stempler satire som antisemistime
Det Jødiske Samfund er den største menighed og interesseorganisation for jøder i Danmark.
Hvert år udgiver Det Jødiske Samfund en rapport over antisemitiske hændelser, og blandt dem finder man flere eksempler på hård kritik af religiøs drengeomskæring.
I rapporten fra 2019 var et satireindslag fra 'Quizzen med Signe Molde' på DR2 for eksempel registreret som en antisemitisk hændelse.
- Signe Moldes satireindslag var langt over grænsen, og det burde hun slet ikke have haft lov til at sende i Danmarks Radio, har det Det Jødiske Samfunds formand, Henri Goldstein, tidligere sagt til Detektor.
Det Jødiske Samfund har også registreret en række debatindlæg i danske aviser, der blandt andet kalder drengeomskæringer for ’lemlæstelser’, ’vold’ og ’overgreb’.
Se resten af eksemplerne på hård kritik af drengeomskæring til sidst i artiklen.
Socialdemokratiet har tidligere lovet Detektor at forholde sig til Det Jødiske Samfunds eksempler, når handlingsplanen mod antisemitsime var færdig.
- Som sagt er vi i gang med at udarbejde en handlingsplan mod antisemitisme. Herunder en definition af antisemitisme. Når vi er klar med den, deltager jeg gerne, skrev Socialdemokratiets tidligere retsordfører Jeppe Bruus til Detektor forrige år.
Men nu hvor handlingsplanen er færdig, vil Socialdemokratiet alligevel ikke forholde sig til, om satireindslaget og de andre eksempler på hård kritik af drengeomskæring er antisemitisme.
- Jeg har ingen holdning til det satireprogram. Det kan godt lyde, som om jeg ikke gider at svare på dit konkrete spørgsmål, men det er ikke er en politisk opgave at sige, om en ting er antisemitisme eller ej, siger den nuværende retsordfører for Socialdemokratiet, Bjørn Brandenborg.
300.000 kroner til registrering af antisemitisme
Regeringens arbejde med handlingsplanen kom blandt andet i kølvandet på Det Jødiske Samfunds rapport fra 2019, som udover antisemitiske ytringer også havde registreret grovere hændelser som hærværk og gravskænderier.
Dengang indledte Justitsminister Nick Hækkerup arbejdet med handlingsplanen ved at mødes med formanden for Det Jødiske Samfund, Henri Goldstein.
Som en del af handlingsplanen har regeringen nu bevilliget 300.000 kroner om året til Det Jødiske Samfunds registrering af antisemitiske hændelser.
Detektor forsøgte også at få Socialdemokratiets retsordfører Bjørn Brandenborg til at forholde sig til de andre eksempler på hård kritik af drengeomskæring fra Det Jødiske Samfunds rapport, men uden held.
- Jeg kommer ikke til at tage stilling til enkelte eksempler, fordi det er ikke mig, der skal tage stilling til det. Til gengæld har vi fået en definition på, hvad der er antisemitisme i en dansk kontekst, og det har vi aldrig haft før. Og selvfølgelig må man kritisere omskæring, man må kritisere Israel, man må også stadig lave satire, man har ytringsfrihed i Danmark, siger han til Detektor.
Du kan høre hele interviewet med retsordfører Bjørn Brandenborg i Detektors podcast.