Detektor: Saudi Arabien topper listen, der kårer Danmark til verdens mindst feministiske land

Danske og internationale medier erkender problemet, og Jyllands-Posten trækker deres artikel tilbage.

(Foto: TORKIL ADSERSEN © Scanpix)

Kan det virkelig passe, at vi danskere er det mindst feministiske folkefærd i verden? I hvert fald hvis man skal tro den britiske avis The Guardian og flere danske medier, der har bragt historien.

Men undersøgelsen bag de opsigtsvækkende overskrifter er problematisk af flere årsager og kan derfor ikke bruges til at kåre Danmark som det mindst feministiske land i verden.

Hvad skriver The Guardian?

Den britiske avis The Guardian var først ude med historien om Danmarks bundplacering på feminisme. Under overskriften “And the least feminist nation in the world is … Denmark?” skrev avisen:

– Det kommer som en overraskelse at se, at en international undersøgelse af holdninger til køn, lige rettigheder og #MeToo-bevægelsen viser, at Danmark er et af de mindst feministiske lande i den udviklede verden.

Konklusionen bygger The Guardian på en stor spørgeskemaundersøgelse, som det internationale analyseinstitut YouGov står bag. Her har man spurgt ca. 25.000 mennesker i 23 lande om deres holdninger til en lang række emner.

Og Danmark skiller sig altså ifølge The Guardian ud som det mindst feministiske land i verden:

– Kun en ud af seks danskere opfatter sig selv som feminist, en tredjedel mener, at det er acceptabelt, at mænd pifter efter kvinder på gaden, og to ud af fem er negativt indstillet over for #MeToo-bevægelsen, skriver The Guardian i artiklen.

Historien bredte sig hurtigt til flere store danske aviser. Både Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten viderebragte eksempelvis nyheden om Danmarks feministiske bundniveau.

Det samme gjorde flere internationale medier, og New York Post skrev for eksempel: "Denmark is the least feminist nation in the world, global survey finds".

Hvad har vi fundet af?

(Foto: FAISAL AL NASSER © Scanpix)

Dykker vi ned i undersøgelsen, kan vi se, at der er én ting, alle medierne glemmer at fortælle: at Saudi Arabien ifølge undersøgelsen er det mest feministiske land i verden.

Saudi Arabien er nemlig det land i undersøgelsen, hvor flest opfatter sig selv som feminister. Mens kun 17 procent af de adspurgte danskere kalder sig feminister, så gælder det 65 procent i Saudi Arabien. Derudover er det kun hver 10. saudiaraber, der mener, det er acceptabelt, at mænd pifter efter kvinder på gaden. Og af dem, der kender til #MeToo-bevægelsen, er det kun en ud af fem, der er negativt indstillet.

Ud fra The Guardians egne kriterier betyder det, at Saudi Arabien, hvor kvinder hverken har ret til at rejse udenlands alene eller til at vælge deres egen partner, er det mest feministiske land i verden.

Saudi Arabiens overraskende topplacering viser, at man slet ikke kan bruge undersøgelsen til at kåre det mest eller mindst feministiske land i verden. Det forklarer flere eksperter i samfundsvidenskab og kønsforskning til Detektor.

Morten Frederiksen, der er lektor i sociologi på Aalborg Universitet, peger på, at det især er problematisk at lave landesammenligninger ud fra et spørgsmål, hvor folk selv har vurderet om de er feminister eller ej.

– Det centrale problem er, at feminisme betyder noget meget forskelligt mellem lande. I Danmark er det for eksempel et meget politisk ord at være feminist, som tyder på, at man er en slags aktivist. I andre lande betyder det måske noget andet. Derfor er det ikke klart, hvad folk lægger i det at være feminist, siger han.

Også når det kommer til spørgsmålet, om det er i orden at pifte efter kvinder på gaden, kan det ifølge Morten Frederiksen være svært at lave meningsfulde landesammenligninger. Det er nemlig ikke givet, at handlingen betyder det samme i Danmark, som den gør i eksempelvis Italien eller Saudi Arabien.

– Det er svært at konkludere noget komparativt mellem lande på sådan et spørgsmål. Der er nemlig flere faktorer, der spiller ind på folks opfattelser. Eksempelvis hvor udbredt det er i et konkret land, og hvilken betydning handlingen tillægges lige netop her, siger han.

Kønsforsker og professor i statskundskab ved Stockholm Universitet Drude Dahlerup er enig i den vurdering. Hun understreger, at man må tage højde for den konkrete kontekst, som spørgsmålene er stillet i.

– Det er helt legitimt at stille de spørgsmål, men man må analysere det i forhold til den kontekst og den debat, der er i det pågældende land, forklarer hun og uddyber:

– Danskerne er jo ikke traditionalister, der mener, at kvinderne skal hjem til kødgryderne. De fleste danskere går ind for ligestilling og ligeløn, så hovedkonklusionen bag de her tal er snarere, at man mener, at vi stort set har opnået ligestilling i Danmark. Og dertil kommer også, at feminisme er gået hen og blevet et fy-ord herhjemme.

Selvom undersøgelsen altså rigtig nok viser, at mange danskere ikke opfatter sig selv som feminister, og at flere tager afstand fra #MeToo-bevægelsen, så kan man ikke konkludere, at Danmark er det mindst feministiske land i verden.

Eller at Saudi Arabien for den sags skyld er det mest feministiske.

Hvad siger medierne til kritikken?

Detektor har spurgt Mark Rice-Oxley, som er redaktør på The Guardian, om han mener, man kan bruge undersøgelsen til at konkludere, at Danmark er det mindst feministiske land i verden?

– Nej, det mener jeg ikke, at den kan. Men hvis du læser hele artiklen, så mener jeg også, det fremstår klart, at det, man faktisk kan konkludere, er, at Danmark er mindre feministisk, end mange måske gik og troede. Det her en nuanceret historie, og jeg kan godt se, at budskabet kan være udlagt forkert i Danmark. Måske var overskriften bare en anelse for kæk, siger han til Detektor.

Vi har også spurgt de ansvarlige redaktører på Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten, om de fortsat mener, man kan konkludere, at Danmark er det mindst feministiske land i verden?

I en mail til Detektor skriver Niels-Christian Bastholm, der er digital redaktør på Jyllands-Posten, at avisen har valgt at slette hele artiklen efter Detektors kritik.

– Vi lavede en citathistorie på baggrund af The Guardians artikel om undersøgelsen. Vi har normalt tillid til The Guardians journalistik, men vi burde naturligvis selv være gået dybere ind i materien og dermed have set undersøgelsen i sin helhed. Vi har valgt at fjerne indholdet i artiklen, da undersøgelsens validitet åbenlyst kan anfægte, skriver han.

Mette-Davidsen Nielsen, der er kulturredaktør på Politiken, forklarer til Detektor, at hun heller ikke mener, at undersøgelsen kan bruges til at konkludere, at Danmark er det mindst feministiske land i verden.

Hun understreger, at det er en citathistorie, som handler om, at det er interessant, at der er så få mennesker i Danmark, der opfatter sig selv som feminister. Men hun medgiver, at overskriften er vinklet for hårdt, og at undersøgelsen ikke viser, at der kun i Nigeria er større foragt for feminister end i Danmark, som avisen skriver.

Ida Ebbensgaard, der er udlandsredaktør på Berlingske, anerkender kritikken af undersøgelsen, men mener også, at forbeholdene fremgår tydeligt at Berlingskes artikel.

– Der er jo mange måder at måle på, om et land er feministisk eller ej – og ét parameter, man kan bruge, er at spørge folk, om de opfatter sig selv som feminister. Det er det, undersøgelsen har gjort. Og det har vi også tydeligt skrevet i artiklen. Når det så er sagt, så varierer folks opfattelse af at være feminist meget vildt fra land til land, og det er klart, at man ikke kan bruge denne undersøgelse til at konkludere, at Danmark er et mindre ligestillet land end Saudi Arabien, siger hun.

Hør hele historien i Detektors nyeste podcast:

Facebook
Twitter