Detektor: Statens Serum Institut har glemt, hvad de selv har sagt om muteret virus i mink

SSI påstår aldrig at have sagt, at cluster 5 kunne spænde ben for vacciner.

Afdelingschef i Statens Serum Institut Tyra Grove Krause advarede den 5. november om, at hvis cluster 5 "får lov til at sprede sig, så vil en vaccine ikke kunne virke tilstrækkeligt". (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Da regeringen sidste år besluttede at aflive alle landets mink, skete det især med henvisning til, at man havde fundet et muteret coronavirus i mink med navnet 'cluster 5'.

Ifølge statsminister Mette Frederiksen var det muterede virus dårligt nyt for vaccinerne:

- Den muterede virus – via mink – kan indebære den risiko, at den kommende vaccine ikke kommer til at virke, som den skal, sagde hun for eksempel på et pressemøde den 4. november.

Beslutningen er siden blevet kritiseret, fordi der ikke var bevis for, at det minkmuterede virus kunne undvige vaccinerne.

Kritikken har særligt rettet sig mod regeringens rådgivere i Statens Serum Institut, da det var dem, der advarede om fundet af cluster 5.

Men nu forsvarer Statens Serum Institut sig med, at instituttet aldrig har påstået, at cluster 5 i sig selv udgjorde en trussel mod vaccinerne:

- SSI har på intet tidspunkt påstået, at vacciner ikke ville virke over for cluster 5, eller at cluster 5 i sig selv var et alarmerende fund, skriver Serumsinstituttet i et svar til Berlingske.

Det er dog ikke rigtigt. Det viser en gennemgang, som Detektor har lavet af instituttets udtalelser sidste efterår.

Det var ikke bare politikerne, der selv havde fundet på at sige, at cluster 5 kunne spænde ben for vaccinerne. Statens Serum Institut sagde det selv for rullende kameraer i tv-programmet Deadline på DR2:

- Vi har fundet denne her éne variant, som ser ud til at have nedsat følsomhed overfor antistoffer, som der vil genereres af en vaccine. Så derfor, hvis den får lov til at sprede sig, så vil en vaccine ikke kunne virke tilstrækkeligt, sagde afdelingschef Tyra Grove Krause den 5. november.

SSI's risikovurdering kobler cluster 5 til vacciners effekt

Det var blandt andet med henvisning til minkvarianternes trussel mod vacciner, at regeringen sidste år beordrede alle mink aflivet. (Foto: © Andrew Kelly, Ritzau Scanpix)

Advarslen om minkvarianten cluster 5 blev sendt fra Statens Serum Institut til regeringen i en risikovurdering den 3. november - dagen før statsminister Mette Frederiksen beordrede alle mink aflivet.

I den kan man læse, at cluster 5 vakte bekymring, fordi "foreløbige undersøgelser tydede på, at varianten havde nedsat følsomhed for antistoffer fra tidligere smittede".

I risikovurderingen blev det nye fund koblet til de kommende vacciners effekt:

- Dette er bekymrende, da det potentielt kan have betydning for en kommende COVID-19 vaccines effekt over for smitte med nye minkvarianter, og indebære en risiko for nedsat immunitet over for disse efter overstået COVID-19 infektion, hvilket har betydning for den enkelte og for flokimmuniteten i samfundet.

Statens Serum Institut er efterfølgende blevet kritiseret for at drage for hurtige konklusioner om den potentielle vaccinetrussel fra cluster 5.

Ifølge flere eksperter var der ikke tilstrækkelig dokumentation for, at det muterede virus reelt ville udfordre vaccinerne.

Senere kom det også frem, at Lægemiddelstyrelsen ikke frygtede, at cluster 5 ville få ”betydelig indvirkning på effekten af den første generation af vacciner”.

For nyligt kom Statens Serum Institut så med et nyt studie, der har "færdigundersøgt" cluster 5. Ifølge Seruminstituttet bekræfter det, at cluster 5 viser nedsat følsomhed for antistoffer fra tidligere smittede.

Over for Berlingske fastholder flere eksperter dog kritikken.

De påpeger, at studiet ikke ændrer ved, at der stadig mangler dokumentation for minkvariantens hæmmende effekt på vacciner, som er noget andet end antistoffer fra tidligere smittede. Det har man nemlig slet ikke undersøgt i det nye studie.

SSI nægter, at stå bag påstand om cluster 5's vaccinetrussel

Og så er vi fremme ved den seneste påstand fra Statens Serum Institut.

For skal man tro regeringens rådgivere, har de aldrig påstået, at cluster 5 ville spænde ben for vaccinerne. Det skriver de i et svar til Berlingske:

- SSI har på intet tidspunkt påstået, at vacciner ikke ville virke over for cluster 5, eller at cluster 5 i sig selv var et alarmerende fund, skriver de og fortsætter:

- Men såfremt der med udgangspunkt i cluster 5 eller et anden minkvariant tilkom yderligere mutationer, kunne der opstå større problemer. Cluster 5 var, så at sige, et skridt på vejen mod noget mere alvorligt.

Men noget tyder på, at Statens Serum Institut har glemt, hvad de selv har sagt.

I et interview den 5. november gjorde afdelingschef på Statens Serum Institut Tyra Grove Krause det for eksempel klart, at spredningen af cluster 5 kunne hæmme vaccinernes effekt. Det gjorde hun i et interview til Deadline:

- Vi kan se, at andelen af mennesker, der bliver smittet med minkvarianter er stigende. Op til 50 procent af dem, der bliver smittet nu i Region Nordjylland, er smittet med de her varianter, sagde hun og fortsatte:

- Og så har vi fundet denne her ene variant, som også ser ud til at have nedsat følsomhed for antistoffer, som vil genereres af en vaccine. Så derfor, hvis den får lov til at sprede sig, så vil en vaccine ikke kunne virke tilstrækkeligt, sagde hun.

På et pressemøde samme dag kommenterede daværende direktør Kåre Mølbak også direkte på cluster 5's forventede virkning på de kommende vacciner.

Kan du sige noget om, hvor stor risikoen er for, at de vacciner, der er ved at blive udviklet, ikke vil virke på cluster 5-mutationen?

- Worst case scenariet er, at vi får en pandemi, der starter forfra igen med udgangspunkt i Danmark. Det er det, der gør, at vi skal tage det ekstremt alvorligt. Det betyder, at immuniteten der opnås enten gennem naturlig flok immunitet eller vacciner mistes, og at vi så skal starte helt forfra, sagde Kåre Mølbak.

Detektor har spurgt Statens Serum Institut, hvad de siger til deres egne tidligere udtalelser. Seruminstituttet er ikke vendt tilbage med svar inden artiklens deadline.

Regeringen fremhævede vaccinetruslen fra cluster 5

På et virtuelt pressemøde den 4. november fortalte statsminister Mette Frederiksen (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om den trussel mod vaccinerne, som den minkvarianten 'cluster 5' udgjorde. Regeringen beordrede samme dag alle mink aflivet. (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Ólafur Steinar Rye Gestsson)

I dagene omkring regeringens beslutning om at aflive alle mink var der flere af regeringens ministre, der fremhævede vaccinetruslen fra cluster 5.

Én af dem var landets statsminister Mette Frederiksen.

På et virtuelt pressemøde den 4. november fortalte hun befolkningen om de nye fund, som Statens Serum Institut havde gjort:

- Hvad værre er, så har Statens Serum Institut i laboratoriet fundet fem eksempler på virus på minkfarme og tolv eksempler på virus hos mennesker, der udviser nedsat følsomhed overfor antistoffer, sagde hun og forsatte:

- Med andre ord den muterede virus - via mink - kan indebære den risiko, at den kommende vaccine ikke kommer til at virke, som den skal.

På pressemødet gjorde Mette Frederiksen det klart, at vaccinetruslen kom fra "den mutation af corona, som vi nu ser i Nordjylland", og henviste dermed direkte til cluster 5:

- Statens Serum Institut har altså vurderet, at med den mutation af corona, som vi nu ser i Nordjylland, kan vi risikere, at effekten af en kommende vaccine bliver svækket eller i værste fald udebliver.

Mette Frederiksen var ikke den eneste fra regeringen, der lagde vægt på vaccinetruslen, der kom fra cluster 5. Det gjorde sundhedsminister Magnus Heunicke også:

- Det nye er, at Seruminstituttet har fundet en mutation fra fem forskellige minkfarme, og har vist i de her prøver, at mutationen kan påvirke effekten af de aktuelle kandidater til en vaccine mod Covid19, sagde han på pressemødet den 4. november og fortsatte:

- Og som statsministeren siger, er smitte på minkfarmene en trussel mod folkesundheden i Danmark, men også en trussel mod udviklingen af vacciner mod corona.

Budskabet gentog Magnus Heunicke dagen efter på endnu et pressemøde:

- Vi ved, at 94 procent af de virusvarianter, som stammer fra mink, er fundet hos mennesker i Nordjylland. Det er så én af de virusvarianter, som er den her nye Cluster 5-variant, som har vist sig at kunne risikere at nedsætte effekten af de aktuelle vaccinekandidater, sagde han.

Detektor har spurgt Statens Serum Institut, hvordan det kan være, at instituttet ikke sagde noget til regeringens udlægning af cluster 5’s trussel mod vacciner, når de i dag siger, at "SSI på intet tidspunkt har påstået, at vacciner ikke ville virke over for cluster 5, eller at cluster 5 i sig selv var et alarmerende fund".

Statens Serum Institut er ikke vendt tilbage med svar inden artiklens deadline.