Detektor: Stram Kurs-leder puster antallet af muslimer op til langt over det dobbelte

Stram Kurs-lederen Rasmus Paludan hævder, at der er 700.000 muslimer i Danmark. Men det rigtige tal er lavere end det halve, ifølge religionsforsker.

(Foto: © Claus bech, Scanpix)

Den kontroversielle partileder for Stram Kurs, Rasmus Paludan, vil sende hundredtusinder af muslimer ud af Danmark. Men han tror, der er mange flere muslimer i Danmark, end der i virkeligheden er.

– Mit slag på tasken er 700.000, men det kan umuligt faktatjekkes, fastholder Paludan i et interview med Detektor.

Hvad har Paludan sagt?

Da Rasmus Paludan var på besøg i Radio24syvs morgenprogram mandag i denne uge, sagde han, at der er omkring 700.000 muslimer i Danmark. Det skete i en længere diskussion om, hvor mange personer Stram Kurs-lederen vil smide ud af landet.

– Hvis vi siger, der er 700.000 muslimer i Danmark, give or take, lød det fra Paludan cirka halvvejs inde i interviewet.

Efterfølgende kastede Paludan sig ud i en længere forklaring om, at nogle af dem er “kulturmuslimer” og derfor gerne må blive i landet. Han mener derfor, at omkring en halv million muslimer skal forlade Danmark, sagde han.

Det har vi fundet ud af

Der findes ingen officielle opgørelser af, hvor mange mennesker i Danmark, som tilhører en bestemt religion. Men religionsforskeren Brian Arly Jacobsen har i en årrække lavet beregninger på de tilgængelige data, og han når frem til et noget lavere tal end Rasmus Paludan – faktisk under det halve:

320.000 muslimer. Det svarer til 5,5 procent af den danske befolkning, mens Rasmus Paludan tror muslimerne udgør 12 procent.

– Vi har desværre ikke nogen mulighed for at lave en folketælling, som vil være det mest retvisende i forhold til at finde ud af, hvor mange muslimer der er i Danmark, siger Brian Arly Jacobsen til Detektor.

– Derfor er vi nødt til at bruge nogle andre metoder. Der kan man blandt andet bruge Danmarks Statistiks oplysninger om nationalitet for indvandrere og efterkommere og nu også tredje generation, forklarer han.

Brian Arly Jacobsen har derfor gennemgået hver enkelt nationalitetsgruppe hos Danmarks Statistik og sammenholdt den med oplysninger om antallet af muslimer i hver gruppe.

– Det kan både være nogle oplysninger, vi har fra undersøgelser i Danmark. Eksempelvis er der blevet undersøgt religiøst tilhørsforhold blandt tyrkere, pakistanere, somaliere og flere andre i Danmark. Men for mange andre nationalitetsgrupper er der ikke lavet de her undersøgelser, så der må vi se på, hvordan den religiøse sammensætning er i det land, de kommer fra, forklarer han.

Når alt regnes sammen, ender Brian Arly Jacobsen derfor på et estimat på ca. 320.000 muslimer. Et tal, der selvfølgelig er behæftet med en vis usikkerhed – men langt fra i den størrelsesorden, Paludan taler om.

Og selv hvis man medregner samtlige ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark, er tallet også et pænt stykke under Paludans estimat. Ifølge Danmarks Statistik var der i 1. kvartal 2019 i alt 506.570 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark.

Det tal inkluderer dog også tusindvis af mennesker med eksempelvis brasiliansk, argentinsk, kinesisk, vietnamesisk og ukrainsk baggrund – altså lande, der ikke har en muslimsk majoritet.

Har Paludan så ret?

Nej, det er ikke korrekt at tale om 700.000 muslimer i Danmark. Det bedste estimat er ifølge religionsforskeren Brian Arly Jacobsen fra Københavns Universitet, at der er omkring 320.000 muslimer i landet.

Hvad siger Paludan til kritikken?

Detektor har spurgt Rasmus Paludan, hvor han har tallet 700.000 fra?

– Det har jeg fra forskellige kilder. Men det er ikke noget, man kan faktajekke, for det er der ikke nogen, der ved. Mit slag på tasken er 700.000, men det kan umuligt faktatjekkes, siger han.

Brian Arly Jacobsen fra Københavns Universitet siger, at det tal, der kommer tættest på, er 320.000 muslimer i Danmark?

– Det er alt, alt, alt for lavt sat. Det er slet ikke rigtigt. Han tager helt fejl.

Hvad baserer du det på?

– Det baserer jeg på, at den måde, man laver statistikken på, er den samme som Danmarks Statistik. Hvis man har to danske statsborgere som forældre, så ryger man ind i kategorien “dansker”. Og det er en helt fejlagtig måde at opgøre det på. For der er masser, som kommer fra fremmede lande, som har dansk statsborgerskab.

På den ene side siger du, at man ikke kan opgøre det. Og på den anden side siger du, at der er 700.000 muslimer?

– Ja, det er da et slag på tasken. Man kan da godt have et slag på tasken, uden at man kan opgøre det præcist.

Når du så holder fast i 700.000, er det så udtryk for en mavefornemmelse?

– Nej, nej, nej. Det er et overslag baseret på tilgængelige kilder. Hvis du vil have et udbygget svar, bliver jeg nødt til at gå tilbage til det, jeg har baseret det på. Det kan jeg ikke på stående fod.

Rasmus Paludan lovede tirsdag at sende sine kilder og beregninger til Detektor, men vi har endnu ikke modtaget disse.