Detektor: Venstre skød gang i udlændingevalget - men har problemer med tallene

45 udlændingelempelser og 53.300 flere asylansøgere. Sådan ville det gå med en rød regering, lød det fra Inger Støjberg (V) på et pressemøde tirsdag. Men begge tal er problematiske.

(Foto: Sune Skallerup Sørensen © Scanpix)

Det er næppe gået manges næse forbi, at Venstre tirsdag i denne uge inviterede til stort pressemøde om udlændingepolitikken. Med sig havde udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) flere plancher, der skulle illustrere konsekvenserne af Socialdemokratiets udlændingepolitik.

Detektor har kigget nærmere på to af de centrale tal på plancherne.

Hvad har Inger Støjberg sagt?

På pressemødet forsøgte Inger Støjberg at spå om, hvad der ville være sket, hvis den tidligere regering havde fået lov til at blive ved magten efter folketingsvalget i 2015.

– Hvordan havde billedet egentlig set ud, hvis vi bare havde videreført den politik, som Socialdemokratiet sammen med Radikale stod i spidsen for i 2011 til 2015, hvor de jo lempede 45 gange, spurgte hun og svarede selv:

– Havde Danmark i alle årene efter 2014 fortsat ligget som nummer 5 på ranglisten, som vi gjorde, da Socialdemokratiet havde magten, ja, så ville vi have modtaget 53.300 flere asylansøgere i de efterfølgende fire år. Det er flere mennesker, end der bor i hele Fredericia Kommune.

Det har vi fundet ud af

Pressemøde i Venstres gruppeværelse med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og udviklingsminister Ulla Tørnæs. (Foto: Sune Skallerup Sørensen © Scanpix)

Der er især to interessante tal i det, Støjberg siger på pressemødet: 45 udlændingelempelser og 53.300 ekstra asylansøgere. Vi har spurgt flere eksperter, om de mener, tallene er retvisende. Og det korte svar er: Nej.

Lad os begynde med de 45 lempelser på udlændingeområdet.

Tallet stammer fra et interview i Berlingske med Morten Østergaard (R) fra valgkampen i 2015. Her gik den radikale leder i rette med Lars Løkke Rasmussen (V), som på det tidspunkt hævdede, at Thorning-regeringen havde lempet udlændingepolitikken 31 gange. Et tal, som Detektor tidligere har faktatjekket.

Men nu har Venstre altså fundet det lidt større tal frem igen. Og derfor har Detektor bedt Peter Starup, lektor i jura på SDU og ekspert i udlændingeret, vurdere, om der reelt er tale om 45 lempelser – og om de har noget som helst med antallet af flygtninge at gøre.

– De 45 lempelser er ikke retvisende, fordi langt de fleste handler om alle mulige andre ting end lige netop flygtninges ret til opholdstilladelse, siger han.

På listen er eksempelvis punkterne: “Lempede krav til forskeres opholdstilladelse”, “Lempet forskerskatteordning” og “Fast-track ordningen til danske virksomheder”. Punkter, som intet har med asylområdet at gøre.

– Det er svært at forestille sig, hvordan de tiltag skulle påvirke antallet af asylansøgere. Det er måske en indisk læge eller IT-person, der kommer til Danmark efter en helt særlig ordning, men det har jo intet med asylansøgere at gøre, siger han.

Og der er flere grunde til, at tallet 45 ikke holder. Der er nemlig også punkter på listen, som optræder flere gange. Det fortæller Marianne Vølund, advokat med speciale i asyl- og udlændingeret og tidligere bestyrelsesmedlem af Foreningen af Udlændingeretsadvokater.

– Flere af punkterne har jo intet med asylansøgeres adgang til Danmark at gøre og derudover er der også punkter, der går igen mere end én gang. Afskaffelse af pointsystemet optræder eksempelvis som et selvstændigt punkt på listen, samtidig med at man medregner en række punkter, som er en del af pointsystemet, siger hun.

Derudover er der flere punkter, som Peter Starup beskriver som “bundne opgaver” – udlændingelempelser, som Menneskerettighedsdomstolen har pålagt Danmark at gennemføre, og som man derfor ikke kan holde Socialdemokratiet ansvarlige for.

Endelig har Venstre selv stemt for 13 af de 45 punkter.

Men hvad så med de 53.300 ekstra asylansøgere? Hvor kommer det tal fra?

Her henviser Venstre til et nyt folketingssvar til partiets udlændingeordfører Mads Fuglede. Han har nemlig bedt Udlændinge- og Integrationsministeriet regne på, “hvor mange flygtninge Danmark ville have modtaget fra 2015 og frem, hvis Danmark fortsat havde været den femte mest attraktive asyldestination i EU?”

Mads Fuglede henviser i spørgsmålet til, at Danmark i 2014 kom ind på femtepladsen over, hvilke EU-lande der modtog flest asylansøgere i forhold til befolkningstallet.

Og regner man på den måde, når ministeriet altså frem til, at Danmark i alt ville have modtaget 53.300 flere asylansøgere i perioden efter folketingsvalget i 2015.

Men ifølge Frederik Hjort, som er adjunkt i statskundskab på Københavns Universitet, er det et regnestykke, som hviler på en tvivlsom antagelse.

– Det centrale i analysen er en politisk præmis om, at en Thorning-regering ville have beholdt Danmark på en femteplads i Europa. Eller at en kommende Mette Frederiksen-regering har til hensigt at bringe Danmark tilbage på en femteplads i Europa. Og det er efter min mening ikke en plausibel antagelse, siger han til Detektor.

Heller ikke Martin Lemberg-Pedersen, adjunkt på Aalborg Universitet med speciale i migration og flygtninge, køber regnestykket.

– Det er meget arbitrært at tage udgangspunkt i Danmarks rangering i ét år og så bare fremskrive antallet af asylansøgere. Problemet er, at man udelader en hel masse variabler i et meget komplekst regnestykke, siger han.

Selv har Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, sagt til DR, at hun slet ikke vil være statsminister, hvis det kræver udlændingelempelser.

– Der kommer ikke til at blive lempet i udlændingepolitikken efter folketingsvalget, siger hun.

Har Inger Støjberg så ret?

(Foto: LISELOTTE SABROE © Scanpix)

Nej, begge de centrale tal på pressemødet er tvivlsomme. Flere af de 45 lempelser handler slet ikke om flygtninge eller er gentagelser af samme lempelse. Og de 53.300 ekstra asylansøgere bygger på en antagelse om, at Thorning-regeringen ville have fastholdt Danmark på en femteplads over de mest attraktive lande for asylansøgere i EU.

Hvad siger Venstre til kritikken?

(Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Detektor har spurgt Venstres politiske ordfører Britt Bager, om partiet stadig mener, at tallene fra pressemødet er retvisende.

Mener Venstre stadig, det er retvisende at tale om 45 lempelser og koble dem til antallet af asylansøgere?

– Ja. Vi mener, at der er en klar sammenhæng mellem antallet af lempelser i udlændingepolitikken, og hvor attraktiv man er som asyldestination. Det er også noget, som nogle af landets førende forskere fra blandt andet Rockwool Fonden konkluderer. Når vi nævner de 45 lempelser, er det noget, som De Radikales leder, Morten Østergaard, selv har sagt, skriver Britt Bager i et skriftligt svar.

Mener Venstre stadig, det er retvisende at bruge påstanden om 53.300 ekstra asylansøgere?

– Tallene er ikke vores, men Udlændinge- og Integrationsministeriets. Og de viser antallet af asylansøgere, hvis Danmark var fortsat med at være den femtemest attraktive asyldestination i EU efter 2014. Lande som Tyskland og Sverige har konstant ligget højt på listen over antallet af asylansøgere siden 2014 i forhold til befolkningstallet, så derfor er det ikke et utænkeligt scenarie, at det samme var sket for Danmark, hvis der ikke var blevet gennemført opstramninger i udlændingepolitikken af den borgerlige regering. Det har vi en forpligtelse til at fortælle vælgerne, når vi er så tæt på et folketingsvalg.

Facebook
Twitter