At 'to millioner' tilskuere så dansk Tour-start er grebet ud af det blå

Tour de France-arrangører fastholder, at de fik tallet fra de danske myndigheder, men det afviser myndighederne.

Medierne hyldede det danske Tour de France-publikum, men at to millioner skulle være mødt frem, kan arrangørerne ikke dokumentere. (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Ritzau Scanpix)

Danskerne var vilde med Tour de France-starten i Danmark.

Medier og kommentatorer hyldede det danske publikum, der fik ros for at møde talstærkt op.

Men at to millioner danskere skulle være troppet op for at se cykelløbet langs landevejene, det er der alligevel ingen, der vil stå ved.

Det er ellers det, Tour de France-arrangørerne, ASO, skriver på deres hjemmeside.

- Omkring to millioner danskere tog ud for at se løbet.. (red..) ud af en samlet befolkning på omkring seks millioner.

Det har ASO bare ikke dokumentation for. Og de kan ikke svare på, hvor tallet kommer fra.

Ingen har tallet

Detektor har i over en måned været i kontakt med ASO for at finde ud af, hvor tallet kommer fra.

I første omgang svarede de franske arrangører, at tallet to millioner kom fra de danske arrangører af selve tourstarten - det såkaldte Grand Depart-team.

Men de danske arrangører har slet ikke tallet.

Herfra starter lidt af et opklaringsarbejde for at finde kilden bag de to millioner.

Det næste svar fra ASO til Detektor lyder, at tallet kommer fra TV 2.

Men TV 2 har heller ikke tallet.

De har kun tal for seere, og ikke personer, der stod langs vejkanten for at se touren.

- Mig bekendt har vi ikke leveret tal på, hvor mange danskere, der fysisk mødte op på ruten, for sådan et tal har vi ikke, skriver Mads Boysen, der er seniorkommunikationsrådgiver ved TV 2 i en mail til Detektor.

Til gengæld har TV 2 i en pressemeddelelse skrevet, at TV 2 i løbet af de tre dages Tour de France i Danmark havde “været i kontakt med 2.362.000 danskere på tværs af etaper og studieudsendelser.”

Detektor har derfor spurgt ASO, om der mon kunne være tale om en misforståelse - og at tallet to millioner er baseret på TV 2’s seertal ved en fejl.

Det er dog ikke tilfældet, skriver de franske arrangører og kommer med ny forklaring.

Jonas Vingegaard fejres på Rådhuspladsen i København, onsdag den 27. juli 2022. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

Danske myndigheder afviser

Efter flere ugers forsøg på at finde svar oplyser ASO nu, at tallet kommer fra "de danske myndigheder".

Men både Erhvervsministeriet - som er det Tour de France-ansvarlige ministerium - og Københavns Politi afviser, at de ligger inde med tal for antal fremmødte til touren.

- Københavns Politi har på intet tidspunkt udtalt, hvor mange tilskuere der har været under Tour de France, skriver de i en mail.

Detektor har spurgt ASO, om de alligevel fastholder, at de har fået tallet fra de danske myndigheder, og hvem de i så fald har fået det af.

Men arrangørerne afviser at kunne oplyse noget mere præcist.

TV2-kommentator Dennis Ritter vil ikke afvise, at begejstringen for touren har fået ham til at overvurdere tilskuerantallet. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

'Aldrig set så mange tilskuere til cykelløb'

Skaren af tilskuere i Danmark fik meget opmærksomhed, og de franske Tour-arrangører er ikke de eneste, der har udtalt sig om størrelsen på publikum.

Dennis Ritter, TV 2 Sports mangeårige Tour de France-kommentator, fremhævede under en etape fremmødet som noget unikt.

- Jeg har aldrig set så mange tilskuere til cykelløb før. Ikke engang i Yorkshire i 2014, da Tour de France startede der. Det er det, vi altid sammenligner med. Jeg synes, at vi i Danmark overgår det, sagde han.

Det bygger han "udelukkende på en fornemmelse" ud fra det, han så fra kommentatorboksen og på sin monitor.

"Tour de France feberen har ramt Yorkshire", står der om billedet her, hvor publikum gør sig klar til Tour de France med gule cykler overalt i Yorkshire i 2014. Ifølge én af arrangørerne var der 2.5 millioner fremmødte. REUTERS/Nigel Roddis (BRITAIN - Tags: SOCIETY SPORT CYCLING) (Foto: © Nigel Roddis, Scanpix Denmark)

- Det er ikke noget, jeg har nogen empiri eller dokumentation for. Og slet ikke i momentet, siger han til Detektor.

Tror du, at du i begejstringen for, at touren var i Danmark, er kommet til at overvurdere det?

- Det vil jeg ikke afvise. Men jeg vil stå fuldstændig ved det, jeg har sagt. Og mit indtryk var, at det var den største mængde tilskuere, jeg havde set til et cykelløb.

Dennis Ritter pointerer, at tallet på publikum er enormt svært at opgøre præcist, og at ingen havde optalt mængden af fremmødte, da han udtalte sig fra kommentatorboksen.

- Jeg fokuserede ikke på tal der. Og jeg synes heller ikke, den oplysning er afleveret på en måde, så folk må få indtryk af, at jeg sidder med knastør dokumentation for det, jeg siger.

De tætpakkede vejsider i Danmark er blevet sammenlignet med Tour-starten i Yorkshire i 2014. Det oplevde Dennis Ritter også.

- Der var mange mennesker. Og det husker jeg meget tydeligt. Men det, jeg så på de danske etaper, gav mig et indtryk af, at der var flere mennesker.

I Yorkshire var der ifølge den daværende arrangør, Sir Rodney Walker, "omkring 2,5 millioner tilskuere", som han dengang sagde til BBC.

I en mail til Detektor skriver han, at tallet var et estimat, der primært var baseret på en vurdering fra politiet.

Det har Detektor dog ikke kunne få be- eller afkræftet via de tre politiafdelinger, der havde ansvaret for etaperne i Yorkshire.

Tallene kommer til efteråret

Der er altså endnu ingen, der har tallet for, hvor mange danskere, der så årets Tour -start.

Det er ikke så underligt, for de danske arrangører kommer først med en officiel evaluering senere på efteråret, som kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese og en række andre parter står for.

Som noget forholdsvis nyt kommer de til at basere analysen på tal fra teleselskabet 3, som ved hjælp af anonymiseret mobildata vil forsøge at estimere, hvor mange mennesker, der var langs ruten på et givent tidspunkt.

Det vil altså være en markant anderledes måde at måle på, end politiets vurdering af publikumsstørrelsen i Yorkshire.

Så måske finder vi aldrig ud af, hvor publikum var størst.