S-minister forsvarer sig med halv sandhed i minksagen

Fødevareminister Rasmus Prehn fremhæver, at myndighederne aflivede nul mink ulovligt.

Myndighederne aflivede ikke mink, før der var lovhjemmel til det. Men de fik minkavlerne til selv at gøre det. Og det er ifølge to eksperter rent juridisk lige så slemt. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix - illustration: DR Nyheder (© Philip Davali)

Regeringen er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, om minksagen overhovedet er en skandale.

Særligt fødevareminister Rasmus Prehn (S).

Han har både i et skriftligt svar til Ekstra Bladet og i et Facebook-opslag lagt vægt på, at myndighederne aflivede “nul mink” ulovligt.

Det er sådan set ikke forkert. Myndighederne aflivede ikke selv nogen mink ulovligt.

Men Rasmus Prehn glemmer at nævne, at myndighederne til gengæld fik flere minkavlere til selv at aflive tusindvis af mink, før der var lovhjemmel til det. Det skete gennem et brev og opkald til minkavlerne.

Og det er ifølge to eksperter, som DR's Detektor har gennemgået forløbet med, ligeså slemt, som hvis myndighederne selv havde aflivet minkene.

- Rent juridisk er der ikke forskel på, om myndighederne påbyder dig en handling, eller om myndighederne selv gennemtvinger handlingen. I begge tilfælde skal der være et lovligt grundlag, siger Sten Bønsing, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet.

En af de minkavlere, der følte sig presset til at aflive sine mink, var Louise Sander.

- Når man har set pressemødet, så gør man jo, hvad der bliver sagt. Men det var sandelig ikke frivilligt, siger tidligere minkavler Louise Sander.

‘Jeg turde ikke lade vær’

Louise Sander havde en minkfarm på Langeland. Den lå ikke tæt på en anden smittet besætning, og ingen af hendes mink var smittet med coronavirus. Derfor var der ikke i starten hjemmel til at aflive hendes mink.

Den 4. november 2020 tændte Louise Sander for sit fjernsyn. Statsministeriet havde indkaldt til pressemøde om coronavirus blandt mink. Og her sagde Mette Frederiksen, at alle danske mink skulle aflives “hurtigst muligt”.

- Når Mette Frederiksen har sagt, at man skal aflive, så gør man det. Selvfølgelig turde jeg ikke lade være, siger Louise Sander, der begyndte at aflive sine dyr to dage efter pressemødet.

Samme dag, den 6. november, fik hun ligesom alle andre minkavlere et brev fra Fødevarestyrelsen. I brevet stod der, at aflivningen af alle mink skulle være overstået 16. november 2020, og at avlerne skulle begynde “hurtigst muligt” - også dem, der ligesom Louise Sander lå uden for risikozonerne.

Også formanden for Danske Minkavlere, Tage Pedersen, følte sig presset til at aflive sine mink. Han gik i gang dagen efter pressemødet, selvom hans farm heller ikke var smittet eller lå tæt på en anden smittet farm.

Han havde været i tæt dialog med både Mette Frederiksen (S) og daværende fødevareminister Mogens Jensen (S) op til pressemødet, så han var forberedt på udmeldingen. Og brevet fra Fødevarestyrelsen forsikrede Tage Pedersen om, at der var tale om en ordre.

- Der står “skal” en 12-13-14 gange. Så hvis man var i tvivl, om man skulle slå sine mink ned inden, så var man i hvert fald ikke efter det brev.

Både Tage Pedersen og Louise Sander blev også ringet op af politiet.

- Jeg kunne godt sætte mig imod det, men så vil der komme nogen og sørge for, det blev gjort alligevel, siger Louise Sander.

- Selvom man havde sagt, at man var i gang og nok skulle blive færdig, så blev de ved med at ringe og spørge, hvor langt man var kommet. Så der var et voldsomt pres fra myndighederne, siger Tage Pedersen.

Ingen juridisk forskel

Selvom myndighederne ikke selv aflivede mink, før der var hjemmel til det, så instruerede de altså minkavlerne til selv at gøre det.

Både professor Sten Bønsing fra Aalborg Universitet og Jens Elo Rytter, professor i forfatningsret ved Københavns Universitet, mener, at pressemødet 4. november, brevet fra Fødevarestyrelsen to dage efter og opkaldene fra politiet skal ses som påbud.

Derfor er der ingen forskel på, om myndighederne selv aflivede minkene, eller om avlerne gjorde det.

- Hvis en myndighed pålægger en borger at foretage en handling med besked om, at myndigheden ellers selv vil gennemtvinge den, svarer det til, at myndigheden selv havde foretaget handlingen tvangsmæssigt, siger professor Jens Elo Rytter.

Eksperterne bakkes op af den konklusion, som Minkkommissionen kom frem til i sin undersøgelse.

- Myndigheder må ikke utvetydigt opfordre borgere til at træde i myndighedernes sted og selv handle under foregivelse af, at myndighederne ellers vil handle, når myndighederne ikke har hjemmel til at handle, skriver kommissionen.

Først 10. november sendte Fødevarestyrelsen et nyt brev ud, hvor styrelsen beklagede det første brev og skrev, at der var tale om en opfordring og ikke et påbud til avlerne uden for risikozonerne.

Omkring 150.000 mink nåede at blive aflivet uden for zonerne - og altså uden lovhjemmel - før styrelsen sendte et nyt brev ud.

Artiklen fortsætter efter tidslinjen.

Tog ikke ‘skridt til korrektion’

Ifølge fødevareminister Rasmus Prehn rettede regeringen “straks” op på problemerne, da den opdagede, der manglede hjemmel til at aflive alle mink.

Det er dog ikke helt det indtryk, man får, når man læser Minkkommissionens rapport.

Her fremgår det, at Mogens Jensen ikke godkendte det første brev fra Fødevarestyrelsen, inden det blev sendt ud til minkavlerne 6. november 2020, men at han modtog brevet den 7. november 2020, hvor han orienterede sig i det.

Senere samme dag blev Mogens Jensen gjort opmærksom på, at der ikke var hjemmel til at aflive minkene uden for risikozonerne. Men han tog ikke "skridt til korrektion", som kommissionen skriver.

Tage Pedersen er heller ikke af den opfattelse, at regeringen rettede op på problemerne med det samme. Han blev ringet op den 8. november af en politiker fra oppositionen, der kunne fortælle ham, at der ikke var hjemmel.

- Det var helt vildt, at jeg ikke fik det at vide af regeringen, der i princippet havde lavet en aftale med mig om, at vi skulle gøre det her hurtigst muligt og hjælpe hinanden med det.

Detektor har bedt Rasmus Prehn om et interview, men han er ikke vendt tilbage inden deadline. Detektor har spurgt Mogens Jensen, hvorfor han ikke fik kontaktet minkavlerne med det samme den 7. november. Han henviser til sit hørringssvar til Minkkommissionen og regeringens redegørelse, som dog ikke besvarer det konkrete spørgsmål.