DF'er: Falsk Facebook-profil er oprettet af min datter

Folketingsmedlemmet Dorthe Ullemose er i lang tid blevet forsvaret på Facebook af en falsk profil. Nu erkender hun, at hendes datter står bag.

Dansk Folkepartis forbrugerordfører Dorthe Ullemose er involveret i en sag om en falsk Facebook-profil. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Ifølge folketingsmedlemmet Dorthe Ullemose (DF) er det hendes voksne datter, som i en længere periode har taget hende til forsvar på Facebook via en falsk profil.

Det oplyser hun til Fyns Amts Avis.

Profilen er blevet brugt til at blande sig i debatten under dække af navnet ”Tom Jensen”. I flere måneder har den falske "Tom Jensen" både bakket op om Dorthe Ullemoses politiske synspunkter og kritiseret andre politikere på Facebook.

"Ikke i orden"

Tidligere har folketingspolitikeren nægtet at have kendskab til profilen. Men i en mail til Fyns Amts Avis skriver hun altså i dag, at den falske profil er oprettet af hendes voksne datter.

- Det er selvfølgelig ikke i orden, og derfor er den også nu slettet, skriver hun til avisen.

Ifølge Dorthe Ullemose har datteren oprettet profilen med henblik på at svare de folk igen, der skriver ubehagelige ting om hende på Facebook.

- Det gør naturligvis ondt på dem, når de læser alle de grimme ting, der bliver skrevet om deres mor på Facebook, i aviserne og på de sociale medier. Derfor har min datter oprettet den omtalte Facebook-profil for at forsvare mig, når folk taler grimt om mig.

Ingen yderligere kommentarer

Datteren bekræfter overfor Fyns Amts Avis, at hun har oprettet profilen ”Tom Jensen”.

Avisen har også forsøgt at få svar på om Dorthe Ullemose selv har benyttet sig af den falske profil, men det har folketingspolitikeren ikke svaret på. I stedet oplyser hun i en sms overfor Fyns Amts Avis, at hun ikke har yderligere kommentarer.

Foruden at være folketingsmedlem og forbrugerordfører for Dansk Folkeparti sidder Dorthe Ullemose i byrådet i Svendborg.

DR har forsøgt at kontakte Dorte Ullemose, men hun har ikke reageret på henvendelsen.

Facebook
Twitter