DR Nyheders dækning af terrorsag

Mange seere og netbrugere har kritiseret dele af DRs dækning af terrorangrebet. DR Nyheder forklarer om de etiske valg for at vise fotos og drabsmandens manifest.

- Hvordan kan DR tillade sig at gøre sådan?

Mange seere og netbrugere har henvendt sig til DR og kritiseret dele af DRs dækning af terrorangrebet i Norge: Hvorfor viser DR billeder af lig? Hvorfor viser DR foto af gerningsmanden? Hvorfor bringer DR gerningsmandens afskyelige budskab videre?

Blond nordmand

Redaktionschef Per Bjerre fortæller:

DR Nyheder har truffet en række usædvanlige, etiske valg i dækningen af terrorsagen fra Norge - fordi sagen er helt ekstraordinær.

Vi valgte at bringe et foto af den anholdte, før han er dømt.

Normalt bringer DR ikke fotos af anholdte i kriminalsager. Men vi vurderede, at det var vigtigt at vise seerne og netbrugerne, at den anholdte var en blond nordmand og ikke en mørk islamist, som nogle medier allerede havde udråbt gerningsmanden til at være.

Manden som blev anholdt på fersk gerning med våben på øen havde et helt andet ansigt end mange havde forestillet sig. Derfor viste vi både foto og fuldt navn på gerningsmanden: Anders Behring Breivik, kristen og højreorienteret.

Foto fra Utøya

DR valgte også at bringe et foto af Anders Breivik, som på billedet tilsyneladende er ved at skyde et offer. Billedet er taget fra en helikopter og er sløret. Man kan ikke se detaljerne, men man fornemmer tydeligt, at der ligger flere sårede eller omkomne på klipperne.

Formålet med dette foto er at gøre det ubegribelige begribeligt. Vi valgte at bringe dette foto, fordi det at få syn for sagen faktisk kan have en helende effekt. Det er grusomt. Men sådan var det.

DR har undladt at bringe en lang række andre fotos og videoklip, som er taget på øen og i Oslo - dem har vi valgt fra, fordi de er rå og upassende til at vise hos DR.

Langt manifest

Endelig er der kritikken af, at vi bringer gerningsmandens 1500 sider lange manifest, hvor han forklarer om sit politiske ståsted og verdenssyn. Her lyder kritikken, at gerningsmanden på den måde opnår, hvad han ville - at få sit budskab ud.

DR har citeret fra mandens ord i vores dækning. Og det er vores opfattelse, at dokumentet er så interessant, at vi vil give brugerne mulighed for selv at læse i det og vurdere det. DR har dog i dokumentet fjernet specifikke opskrifter på sprængstof. Men mandens ord er - selv om mange finder dem afskyelige - med til at forklare, hvad han har gjort.

Terrorsagen i Norge er forfærdende. Og næppe mulig at dække uden at fortælle forfærdende ting. Men vi bestræber os på at gøre det på en sober måde, siger Per Bjerre.

Han gør opmærksom på, at DR ved siden af nyhedsformidlingen viste messen for sorg og håb direkte fra Oslo domkirke med taler, salmer og trøstende ord. Og at DR på nettet har givet danskerne mulighed for at dele deres medfølelse med ofrene.

DR hører meget gerne herunder i debatten, hvad du mener om DRs etiske valg i sagen fra Norge.

Facebook
Twitter