DR's retsanalytiker: Massiv sikkerhed ved første sag om syrienskriger

Der er massiv sikkerhed i retten i Glostrup, fortæller DR's retsanalytiker.

Arkivfoto: Danmarks første straffesag mod en formodet syrienkriger begynder i dag. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Der er massiv sikkerhed i retten i Glostrup, hvor den første sag mod en formodet syrienskriger netop er begyndt.

- To gange sikkerhedskontrol, to gange tjek af tasker, to gange tjek gennem metaldetektor. Og så er der tungt bevæbnede betjente til stede i retten, fortæller DR's retsanalytiker, Mette Mayli Albæk, der er til stede i retten.

Den 24-årige tiltalte sidder ifølge retsanalytikeren helt stille og kigger ned. Den tiltalte har taget navneforandring.

Anklager Natalja Lindberg har læst op fra anklageskriftet, der indeholder en række forhold.

Den 24-årige er tiltalt for at have tilsluttet sig Islamisk Stat, trusler mod politimand, for trussel om vold med sabel for at få en person til at udlevere mastercard og kode, tyveri, brandstiftelse, billigelse af terror på Facebook og for økonomisk støtte til Islamisk Stat.

Anklageren vil have den tiltalte udvist fra Danmark og fratage ham sit danske statsborgerskab.

Den tiltalte ønsker ikke at udtale sig.

Den 18.marts 2015 bliver den formodede syrienskriger anholdt i al hemmelighed og efterfølgende fremstillet i grundlovsforhør for dobbeltlukkede døre.

Først nogle måneder senere kan Politiken fortælle om fængslingen.

I december 2015 rejser anklagemyndigheden tiltale mod den 24-årige mand, og han er dermed den første formodede danske syrienskriger, man indleder en retssag mod.

Facebook
Twitter