Fandt mistænkelige ting under ransagning

Politiet fandt 193 skjolde og to kasser med malingbomber under ransagning hos klimaaktivister.

Politiet var mødet meget talstærkt op i nat under ransagningen.

Politiet beslaglagde under en ransagning i nat hos en gruppe klima-aktivister, en række mistænkelige genstande. Der var tale om effekter til civil ulydighed og ikke deciderede våben, fortæller politikommissær ved Station City, Henning Munk Plum, til DR Nyheder.

Fyldte lysstofsrør

Blandt de fundne genstande er 58 lysstofrør fyldt med en blanding af maling og olie. De er tætnet i begge ender med stearin. Desuden 193 skjolde, 9 konstruerede metalbure på 4 x 2 meter, som kan rulle og indvendigt opbygget med mælkekasser, som kan anvendes som trappe, siger politiet.

Der blev også fundet omkring 200 mælkekasser, 2 kasser med malingbomber og skummateriale, der kan anvendes til at lave benskinner. Blandt effekterne var der noget værktøj som er uden politiets interesse. Det leveres tilbage.

Ransagningen fandt sted på klimaaktivisternes opholdssted i Ragnhildgade på ydre Østerbro i København.

- Vi blev gjort opmærksomme på, at der var en del aktivitet på adressen ved midnat og lavede derfor en ransagning, hvor vi konfiskerede materialer, som kan bruges til civil ulydighed, siger pressetalsmand Rasmus Bernt Skovsgaard fra Københavns Politi.

Politiet sendte et større antal betjente til bygningen, som er godkendt af politiet til at huse 750 personer. Foreløbig bor der dog kun 100 aktivister, hovedsageligt fra udlandet.

Brud på aftale

Aktivisterne beskylder politiet for at have brudt en aftale om, at parterne altid skal kontakte hinanden, før der bliver lavet aktioner. Men politiet afviser, at det var en mulighed i dette tilfælde.

- I situationer, hvor vi skal sikre bevismateriale, går vi ikke ud og siger inden, at nu kommer vi. Det er god gammeldags logik for politiarbejde, siger han.

Rasmus Bernt Skovsgaard ønsker ikke at gå i detaljer omkring aktionen, men aktivisternes oplysninger om, at alle blev vækket og stuvet sammen i et rum, kan han ikke helt genkende.

- Men når man møder op et sted, skal man selvfølgelig lige have styr på de personer, der er på stedet, siger Rasmus Bernt Skovsgaard.

Facebook
Twitter