Fogh har ikke ført blokpolitik

Hvis man gennemgår afstemningerne i folketingssalen, så har VK-regeringen ikke ført mere blokpolitik, end Poul Nyrup Rasmussen gjorde i 1990'erne. Socialdemokraterne kalder det for en lallende idiotisk opgørelse.

Kun 18,6 procent af lovforslagene er blevet vedtaget med et snævert flertal under Fogh. (Foto: Folketingets presseservice © Folketingets presseservice)

Det er rigtig nok, når statsminister Anders Fogh Rasmussen fastholder, at 80 procent af lovgivningen gennemføres med brede flertal.

Ritzaus Bureau har gennemgået afstemningerne i folketingssalen, og 18,6 procent af lovforslagene er vedtaget alene med stemmer fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti. Til sammenligning blev mellem 19,9 og 20,7 procent af afstemningerne vedtaget med smalt flertal, da Poul Nyrup Rasmussen var statsminister

Ikke belæg for at der er ført blokpolitik

Det afkræfter ifølge valgeksperter, at der er ført mere blokpolitik under Fogh.

- Med de tal er det meget svært at finde belæg for, at der er kommet mere blokpolitik under Fogh end under Nyrup, siger Peter Mortensen, adjunkt ved institut for statskundskab på Aarhus Universitet.

Oppositionen har ellers længe brokket sig over blokpolitikken og beskyldt statsministeren for kun at danse med Pia Kjærsgaard. Hos Socialdemokraterne er politisk ordfører Henrik Sass Larsen da heller ikke glad for den nye optælling.

Lallende idiotisk opgørelse

- Det er simpelthen en lallende idiotisk opgørelse. Der er én eneste lov, som er afgørende her, og det er finansloven. Dér har VKO kørt sololøb de sidste seks år. Dermed definerer de hele den økonomiske politik og rammen for den, og det er blokpolitik, så det klodser, siger Henrik Sass Larsen.

Forskerne medgiver, VKO har været alene om centrale ting som finanslovene, Irakkrigen og kommunalreformen. Men tidligere opgørelser er gennemført på samme måde som den nye, og forskerne kender ikke til mindre "idiotiske" måder at gøre det på.

Facebook
Twitter