Folkedrabskonventionen

Folkedrabskonventionen blev til i 1948 efter nazisternes forfærdelige forbrydelser mod jøderne under Holocaust. Den skulle forhindre lignende frobrydelser i fremtiden.

Konventionen kom i kølvandet på Holocaust under 2. verdenskrig. Den har dog ikke kunne forhindre, at folkedrab fortsat foregår i verden. (Foto: AP Graphics © AP Graphics)

Selv om folkedrab har eksisteret i mange år, blev det ikke fastlagt og defineret som et begreb før kort efter 2. verdenskrig.

Det var den polsk-jødiske jurist Raphael Lemkin, der selv var på flugt fra nazisterne, som skabte begrebet. Han sammensatte det græske ord for race eller stamme - "genos" - med det latinske "cide", der betyder drab.

Det bliver til det engelske ord genocide, som vi oversætter til folkedrab.

Skulle forhindre folkedrab

I 1948 underskrev en række FN-lande en konvention for at forhindre folkedrab, som det var set i form af Holocaust under 2. verdenskrig.

Ifølge konventionen skal enhver af følgende handlinger, der sker med henblik på enten helt eller delvist at udrydde en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe:

- Dræbe medlemmer af en gruppe - Forårsager alvorlig fysisk eller psykisk skade på medlemmer af en gruppe - Forsætligt at påføre gruppen livsvilkår beregnet til at bringe den helt eller delvist til fysisk udslettelse - Indføre forholdsregler, der har til hensigt at hindre fødsler i en bestemt gruppe - Med magt at tvinge børn fra en gruppe og over i en anden

Følgende handlinger vil blive straffet:

- folkedrab - konspirationer mod at begå folkedrab - direkte og offentlig opfordring til at begå folkedrab - forsøg på at begå folkedrab - medvirken til folkedrab

138 lande har underskrevet

Konventionen var udformet 9. december 1948 og blev underskrevet af de 18 første lande to dage senere, nemlig d. 11. december.

I dag har 138 lande skrevet under på konventionen.

Konventionen gælder for alle de lande i verden, der har underskrevet konventionen.

Selve definitionen af, hvornår en konflikt er et folkedrab, gælder dog ikke kun for de 138 lande, men for alle lande.

Definitionen er en del af det, man kalder sædvaneret, forklarer folkedrabsekspert Martin Mennecke. Det betyder, at reglen gælder i alle lande på grund af de enkelte landes omfattende praksis og samstemmende overbevisning om, at reglen er juridisk bindende.

Så definitionen og en del andre regler i konventionen gælder for alle lande, selvom ikke hele konventionen gør det.

Politiske og sociale grupper ikke med

Definitionen indeholder kun henvisninger til fire forskellige grupper, der vil kunne opfylde betegnelsen folkedrab: Nationale, etniske, religiøse og racemæssige.

Men for eksempel forbrydelser under Stalin i Rusland eller Pol Pot i Cambodja ramte henholdsvis politiske modstandere og sociale grupper. Og de vil netop ikke kunne fattes under definitionen i konventionen.

Det hænger sammen med, at man i de udvalg, hvor man skrev definitionen ned i 1947-48 i FN's regi, ikke kunne blive enige om en mere omfattende definition.

Der var modstand fra forskellige lande, især Sovjetunionen, om en definition, der kunne indeholde politiske eller sociale grupper. For overhovedet at kunne blive enige, var man nødt til at gå med til dette kompromis.

Åben definition

I det hele taget er konventionen meget åbent defineret, derfor kan der være stor tvivl fra den ene konflikt til den anden, om den skal kaldes folkedrab. Og det er ikke tilfældigt, forklarer Martin Mennecke.

- Konventionen er meget åbent defineret, og det er med vilje, så den kan bruges i mange forskellige sager, siger Martin Mennecke.

- Konventionen er sådan set en meget kort og kompakt dokument. Dengang, man skrev den, følte man, at disse bestemmelser i første omgang var tilstrækkelige. Den er jo så blevet fulgt op af andre organer, som den internationale straffedomstol i 1998.

Kun to anerkendte folkedrab

Kun to kriser er blevet anerkendt som folkedrab efter konventionen. Det drejer sig om massakrene i Srebrenica i 1995 og Rwanda i 1994.

Martin Menneckes bud på, hvorfor ikke flere kriser er blevet anerkendt er, at der stadig er en del usikkerhed omkring, hvordan konventionen skal bruges i praksis.

Først i 1990'erne kom man virkelig i gang med at bruge den, derfor er kun to massakrer anerkendt ved en domstol som folkedrab. Men Martin Mennecke mener dog, at man de næste år nok kan regne med flere af den slags, fordi man er gået i gang med at se på Cambodja og Darfur.

Facebook
Twitter