Ghana - et el-krematorium

Det vestafrikanske land Ghana er et af de u-lande, der modtager millioner af Vestens gamle computere, fjernsyn og andet elektronik. En stor del ender på giftige bål på skrotpladserne.

Elskrot brændes af i Ghana (Foto: Morten Frandsen © DR)

Det vestafrikanske land Ghana er et af de u-lande, der modtager millioner af Vestens gamle computere, fjernsyn og andet elektronik.

- Elektronikaffald er ved at nå et alarmerende omfang. Vi ser hver dag i havnen at der kommer masser af containere med gammelt elektronik fra Vesten. Meget af det er ofte ubrugeligt og må kasseres med det samme, fortæller John A. Pwamang, der er kemikaliedirektør hos EPA, miljøbeskyttelsesagenturet under Ghanas Miljøministerium.

I 2004 kom der ifølge Ghana Statistical Service over 35.000 tons computere, fjernsyn, monitors og køle- fryseskabe til Ghana. Det tal dækker både over nye, brugte og ødelagte produkter, men man skal ikke have opholdt sig længe i Ghana for at vide, at langt størstedelen af elektronikken i den tidligere slavekoloni er genbrug fra Vesten.

Den lette løsning

Også fra Danmark bliver der eksporteret gammelt elektronik til Ghana. Tal fra Skat (tidl. ToldogSkat) viser, at der er i 2003-05 blandt andet blev sendt 19.941 fjernsyn og monitorer direkte til Ghana med en gennemsnitspris på 72,50 kroner.

Ingen ved, hvilken stand de har været i, da de ankom til Ghana, men kemikaliedirektør John A. Pwamang understreger det grundlæggende problem: At landet ikke har den fornødne ekspertise til at skille sig forsvarligt af med elektronikken, der derfor ender med at skade både mennesker, dyr og miljøet.

Ifølge John A. Pwamang er elskrot-eksporten fra Vesten til ulandene et resultat af den frie verdenshandel.

- Med de strikte regelsæt i EU og USA er det blevet meget besværligt at håndtere det farlige affald, så det er lettere for dem at skibe det herned, siger John A. Pwamang.

Facebook
Twitter