Glad klimaminister til COP21: Vi får en grønnere verden

Verden går en grønnere fremtid i møde med den nye klimaaftale, siger klimaministeren.

Der var til det sidste pres på klimaforhandlingerne.

Men sådan må det også være, når det er noget så stort som en global klimaaftale, der skal forhandles på plads.

Det siger klimaminister Lars Christian Lilleholdt (V), der var til stede i plenarsalen, da aftalen blev indgået.

- Der skal være pres på os allesammen, så vi kan fortsætte den grønne omstilling, som vi i Danmark allerede er godt på vej med, siger han.

Fantastisk øjeblik

Klimaminsteren beskriver det som "et fantastisk øjeblik", da aftalen blev vedtaget.

- Jeg kan ikke som politiker mindes at have oplevet noget tilsvarende, siger han og fortsætter:

- Det, at hele verden på tværs af skel som religion og konflikt, kan enes om klimaforandringerne og de problem, der følger med, er helt fantastisk, siger Lars Christian Lilleholdt.

Danmark er godt eksempel

Aftalen endte ifølge flere klima- og miljøorganisationer som Greenpeace og WWF Verdensnaturfonden med at blive mere ambitiøs, end der først var lagt op til.

Der er blandt andet nævnt i teksten, at man skal stræbe efter en temperaturstigning på blot 1,5 grader.

Giver det anledning til at overveje at styrke Danmarks klimamål?

- Vi har vedtaget energiaftalen, som medfører, at vi når en CO2-reduktion i 2020 på 37 procent. Det placerer Danmark blandt de lande i verden, der reducerer CO2-udledningerne allermest, siger han.

- Med aftalen får vi resten af verden til at følge det gode eksempel, som Danmark er. Det glæder mig.

Facebook
Twitter