Grusom og hurtig massakre

Kun 100 dage tog det at udslette 80 procent af tutsi-stammen. 800.000 tutsier mistede livet, uden at nogen turde gribe ind. Massakren i Rwanda er ofte blevet kaldt en af verdens værste.

Søster Maria Kisito blev ført for en national domstol i Rwanda, anklaget for mord og forbrydelser mod menneskeheden. (© AP Graphics)

Onsdag d. 6. april 1994 blev en skæbnesvanger for det lille centralafrikanske land, Rwanda. Præsident Juvenal Habyarimana, der var af hutu-stammen, blev dræbt, da hans fly blev skudt ned.

Det var startskuddet til tre drabelige måneder i landet. Allerede samme dag begyndte en massiv kampagne for at udrydde tutsi-stammen.

Bagmændene var en gruppe ekstreme hutuer, der ikke brød sig om, at magten i Rwanda skulle være et samarbejde mellem de to største grupper, hutuer og tutsier. Tutsi-hæren Rwandas Patriotiske Front fik skylden for præsidentens død, der muligvis var planlagt af hutuerne selv. Dermed var grundlaget for massakren skabt.

'Grib jeres spyd'

I de efterfølgende 100 dage tonede billeder af vold og mord i tusindtal op på tv-skærme i hele verden. Hele verden kunne følge med i, hvad der foregik, men ingen greb ind.

I mere end én forstand var medierne en rolle i denne voldsomme konflikt. I tiden op til d. 6. april havde landets medier med radiostationerne i spidsen, kørt skrækkampagner, der fortalte om tutsiernes forestående planer om at udrydde alle hutuer.

Betegnet som kakerlakker blev tutsierne frygtet og hadet af hutuer over hele Rwanda. "Grib jeres spyd, køller, geværer, sværd, sten, alting - hak dem ihjel, disse fjender, disse kakerlakker, disse fjender af demokratiet", lød det i en af radioudsendelserne. "Gravene er kun halvt fulde. Hjælp os med at fylde dem op", hed det i en anden.

Derfor begyndte civile kort efter massakrens begyndelse selv at tage del i mord og voldtægter.

Nonner som gerningsmænd

Ikke kun tutsier, men også moderate hutuer blev dræbt i tusindtal. Myrderier foregik på trods af familier, stammer og endda mellem mand og kone.

Selv nonner og præster er efterfølgende blevet retsforfulgt. De lokkede menigheder af tutsier ind i kirker, og efterfølgende blev tutsierne myrdet i kirkerne.

Da konflikten tog sin begyndelse, var 2.500 FN-tropper udstationerede i Darfur. Men ret hurtigt fik de rwandiske militser fat i en gruppe belgiske soldater, som de dræbte. Ved hjælp af trusler fik militserne de vestlige lande til at trække tropperne hjem.

MediaLinks: Ingen turde gribe ind

Ingen greb ind

Der var ingen tvivl om, at der skete store forbrydelser i landet i de tre måneder. Men i FN-landene tøvede man med at kalde det folkedrab. Det skyldtes blandt andet, at man troede, at hvis man kaldt det et folkedrab, var man forpligtede til at gribe ind.

Det skræmte mange lande, blandt andet USA, der havde blodige erfaringer fra Mogadishu, Somalia i 1993. Derfor havde man besluttet kun at gå ind i konflikter i afrikanske lande, hvis der var håndfaste nationale interesser på spil. Ellers ville det være for farligt.

Meget få, hvis overhovedet nogen lande havde nationale interesser i at gribe ind i Darfur, og derfor blev ingen tropper sendt til Sudan.

Fransk hjælp

Men i maj tilbød Frankrig at sende hjælp. I juni rullede 700 køretøjer, 2.500 soldater, og 8.000 tons militært materiel over grænsen til Rwanda. Sammen med Rwandas Patriotiske Front, der var rykket ind i landet fra nabolandet Uganda, fik de stoppet slagterierne.

800.000 ud af cirka en million tutsier var blevet dræbt. Siden er massakrerne blevet anerkendt som folkedrab ved domstole i Rwanda. Domstolene har afsagt dom over omkring 3.000 gerningsmænd, mens titusindvis stadig sidder fængslet.

Jean Kambanda, der var regeringsleder under folkedrabet, blev i september 1998 idømt livsvarig fængsel for folkedrab.

Facebook
Twitter