Heftig net-debat om politiaktion

Der er mange modsatrettede meninger blandt dr.dk's brugere om politiets radikale anholdelsesaktion mod klima-demonstranter i Københavns gader lørdag.

Meningerne om politiets omstridte aktion mod klima-demonstranter lørdag er meget delte hos dr.dk's brugere.

Inden der var gået en time, havde flere end 100 brugere reageret på redaktionens opfordring til at give "DIN MENING" til kende om aktionen. I skrivende stund er antallet af indlæg oppe på 155.

Der er mange af debatdeltagerne, som helhjertet støtter politiets handling - iikke mindst forbi de går ud fra, at det har betydet, at borgerne i byen slap for en masse hærværk og ballade i nattens løb.

Super ide

"Når man bevæger sig i en demonstration sammen med folk, der ser ud til at ville gå til angreb på privat og statsejendom, må man være klar over, at man kan risikere at blive anholdt. Politiet greb ind, så hele den fredelige demonstration med mange små børn ikke blev infiltreret med uro og ballade. Det var så i orden", skriver treram.

Sune mener oven i købet, at der er en "super ide med lige at lade dem sidde og køle lidt ned".

Jesper Sørensen mener, at det "selvfølgelig er uheldigt, at det måske ramte et par fredelige demonstranter, men langt hovedparten så nu ikke ud, som om de ville lave andet end ballade".

Politiets svære opgave

Flere giver udtryk for respekt og taknemmelighed over for politiet.

AA mener, at lørdagens aktion var "helt OK".

"Så må man lære at opføre sig ordentligt og have respekt for autoriteter. Synes slet ikke politiet får anerkendelse for deres svære opgaver", skriver AA.

"Det bedste ville være hvis politiet havde trukket stavene og tæsket de professionelle ballademagere", skriver Hans Jensen.

Gået over gevind

Men mange andre er grumme bekymrede over, hvilket samfund vi er på vej til, hvis "administrative frihedsberøvelser" griber om sig.

De mener, at politiet er "gået helt over gevind", som Jacob skriver.

"Demonstranter kan jo blive provokeret over udsigten til masseanholdelser, og det kan skrue op for temperamentet næste gang. Det er kun ok at arrestere nogen, hvis de har begået eller truet med at begå lovovertrædelser. Man kan sgu ikke masse-arrestere for at ungå optøjer... Så er den gal med ytringsfriheden!", skriver Allan Greve.

Ynkeligt land

Også på den fløj bliver der udtrykt stærke følelser.

"Båtnakker, der var tusinder af børn, voksne og ældre i de bagerste 25 procent af demoen. Langt de fleste dansede og festede og blev chokerede da politi og hunde angreb. Er det demokratisk at anholde 968, for at sigte tre?... Jeg var der og er rystet over politiets ufatteligt elendige operationer og ledelse. Danmark er et ynkeligt land", lyder det bittert fra Henrik.

"Selvfølgelig er det ikke i orden. Det er et klart overgreb på ens retsfølelse og demokratiske ret til at demonstrerer at blive anholdt uden at have gjort noget. At de så tilmed bliver tvunget til at sidde i op til fem timer på iskold jord uden mulighed for at gå på toilettet er ikke forhold, jeg troede var mulige i Danmark. Jeg håber, de mennesker, som har ansvar for dette, skammer sig", skriver Lea.

Facebook
Twitter